Carl Thrane

Henrik Ibsens nye Skuespil «Et Dukkehjem» er en Julegave af ualmindelig Art, just ikke egnet til at nydes flygtigt for derpaa at lægges tilside, men indholdsrig og vækkende til Eftertanke. Skuespillet er baade underholdende og spændende og interessant, men disse Betegnelser passe dog kun slet paa et Værk, hvis ethiske Alvor er saa skarpt fremtrædende. Digteren staar som en Præst og holder Speilet op for sin Menighed, kun lidet bekymret for, om man skulde finde ham altfor stræng og ubøielig. Theatret maa, naar «Et Dukkehjem» opføres, gjøre sit «Ei blot til Lyst» dobbelt saa stort.

Allerede rent dramatisk taget er Skuespillet et Mesterværk. Handlingens Concentration er gjennemført til det Yderste; Intet er overflødigt; hver Biperson, hver Scene og hver Replik tjener til at belyse det, hvorpaa det kommer an, Forholdet mellem Advocat Helmer og hans Hustru Nora. Vi føres ind i deres «Dukkehjem» og blive Vidner til en, som det synes, sjælden ægteskabelig Lykke. Helmer ønsker Intet hellere end at Nora skal være glad og tilfreds; han bærer over med hendes barnlige Smaafeil, han føier hende, saavidt muligt, i alle hendes Ønsker og har kun Kjælenavne og de venligste Ord til hende. Og Nora elsker ham til Gjengjæld inderligt. Hun er et barnligt Væsen, af sangvinsk Temperament, og minder i enkelte Henseender om Charles Dickens «Barnekone», Dora. Men Helmer er ingen David Copperfield. Han forbavses, naar hans Lærkefugl «taler som et Menneske», men han sætter ingen Pris derpaa; han har saa let ved at tilgive den ødsle «Spillefugls» Synder, thi de stille jo dog nærmest hendes Barnlighed til Skue, og han vil netop have hende, som hun er, dansende for ham, forklædende sig, declamerende, thi saaledes viser hun sig i sin Ungdoms og Naivetets hele Ynde. At Ægteparret har faaet tre Børn, gjør ikke mindste Forandring; Helmer er vel en intelligent, dygtig Forretningsmand, men har, jævnsides med sine praktiske Evner, en egen Sans for det Skjønne og konstnerisk Afrundede; denne Sans skal for enhver Pris tilfredsstilles i Hjemmet, og Nora, hvis hele Personlighed egner sig saa godt til at give den Næring, kommer den paa alle Maader imøde. Saaledes gaar da Livet som en skjøn Leg i dette Dukkehjem. Det stærke Sollys savner end ikke den nødvendige Skygge. Spøgelseagtig gaar der en fortrolig Ven af begge Ægtefolkene omkring, den halvdøde Doctor Rank, der spotter over Livet og den Tilværelse, han ved, han snart skal forlade. Denne uhyggelige Fremtoning opfatter Helmer nærmest æsthetisk, som «den skyede Baggrund for vor sollyse Lykke»; Nora, til hvem Rank nærer Elskov, har faaet ham kjær, da hun ofte føler sig noget friere i Samtale med ham end ligeoverfor Helmer, der nu en Gang skal have Alt paa sin egen Maade. Men hverken Helmer eller Nora ane, at Rank, der snart til Afsked fra Huset som Dødstegn lægger sit Visitkort p. p. c., er Symbolet for, at selve Dukkehjemmet har Spiren til sin Undergang. Nora bærer paa en Hemmelighed. I hendes Ægteskabs første Tid var Helmer bleven farlig syg og Intet kunde helbrede ham uden en Reise til Syden; til denne Reise havde de ikke Raad; men Nora, som ellers var det letsindige Barn, viste mandig Energi, da det gjaldt hendes Elskedes Liv, og udførte en Handling, den eneste, hvoraf hun i sit Hjærte er stolt, fordi den var et Udtryk for Kjærlighedens Opofrelse: hun optog et Laan ved at udfærdige et Gjældsbevis under sin Faders Navn og Faderen havde den Gang allerede været død i nogle Dage. Nora havde ingen Forestilling om, at hun begik en Gjerning, der kunde stemples som en Forbrydelse; til sin Mand havde hun ikke kunnet tale aabent om at gjøre et Laan, da hun ikke turde røbe hans sande Tilstand for ham, og til sin fraværende Fader, der laa paa Dødsleiet, vilde hun end mindre skrive, hvorledes det stod til, for ikke at fremskynde hans Død; hun vidste, at Faderen vilde give sit Samtykke, om han var bleven spurgt, der var ingen Tid at spilde hun handlede og troede at handle rigtigt, og hendes Instinct siger hende bestandig, at Lovene Intet kunde have med dette at skaffe. Heri tog hun netop paa Grund af det formodede Samtykke heller ikke feil, naar blot ikke den mislige Omstændighed traadte vanskeliggjørende ind, at Faderens Død var indtruffen inden hun skrev; dette var ialtfald et Punkt, som fortræffeligt egnede sig til at gribes af den, der vilde skade hende og ængste hende, og det træffer sig saa, at Laangiveren, det forulykkede Subject Sagfører Krogstad, med Et faar Interesse i at bringe Sagen frem i Dukkehjemmet. Nora havde tidligere, da hun med Stolthed betragtede Handlingen som sin skjønneste og bedste, vægret sig ved at betro Helmer Hemmeligheden: «Thorvald med sin mandige Selvfølelse hvor pinligt og ydmygende vilde det ikke være for ham at vide at han skyldte mig Noget. Det vilde ganske forrykke Forholdet imellem os, vort skjønne, lykkelige Hjem vilde ikke længere blive, hvad det nu er.» Hun nænnede med andre Ord ikke at vise sig i et Personlighedens Lys; hun havde en instinctmæssig Følelse af, at det var som Dukke, hun var elsket, og denne Elskovslykke vilde hun saa nødigt forstyrre. Nu træder Krogstad op og fortæller hende, at hendes Handling er en Forbrydelse, og truer med at angive den for Helmer. Øieblikket synes nu kommet, da hun ikke længere kan tøve med at aabenbare Alt for sin Mand, men det er hende mere end nogensinde en Umulighed. Medens den vante Mangel paa Tankeudvexling i alle dybere Anliggender træder hæmmende iveien, ser hun paa den anden Side i ideal Sangvinitet, at Helmers Kundskab om Sagen, der truer med Vanære og Ulykke, vil vise hans Kjærlighed fra dens ædleste Side; han vil staa frem som hendes Æres Ridder, han vil selv paatage sig Skammen det «Vidunderlige» vil ske, at han vil elske og beundre Kvinden i hende; men dette Offer maa ikke bringes, hun vil dø uden at opleve det «Vidunderlige», for at Mandens Lykke og Ære kan frelses. Saa tragisk-sønderrivende Scener som de, der udvikle sig, medens Nora endnu en Stund søger at afværge, at Krogstads skjæbnesvangre Brev kommer i Helmers Hænder, ser man sjældent. At den vel ikke feilfri, men i sit Hjærte uskyldige og rene Kvinde midt i sit Hjem og ved sin Mands Side staar saa ene og forladt i al sin Vaande, er et ualmindelig bevægende Syn; hun føler, at hun er kommen ind i Forhold, som hun ikke kan overskue og forstaa; Krogstad, der har gjort sig skyldig i Falsk, taler til hende i en fortrolig Samtale, som naar den ene Forbryder giver den anden Raad, og den Intet anende Helmer lader hende danse en Tarentella for sig som Prøve til den næste Aftens Costumebal og forstaar end ikke, da hendes Fortvivlelse og Angest i selve Dansen giver sig Udtryk, at hun er sjælelig lidende og trænger til hans Hjælp; «Du har jo glemt Alt, hvad jeg har lært Dig,» siger han; «her maa rigtignok Veiledning til.»

Hidtil har man uden Vanskelighed kunnet følge Digterens Fremstilling. Den er saa naturlig og ofte saa dagligdags, at man giver sig ganske hen og tror at se et Billede af, hvad der hyppigt kan finde Sted. Dette hyggelige Hjem, disse Turtelduer, dette vel æsthetiske Forhold er altsammen Noget, man kjender godt; man skylder vel Digteren Indblikket i Sjælene og har en Følelse af, at den arme Nora lider for meget; men Alt kunde jo endnu blive godt. Mangen Digter vilde ikke have betænkt sig paa at ty til en eller anden Vending, hvorved de Paagjældende efter udstandne Lidelser fandt Lykken, endnu inden Tæppet sidste Gang gik ned. Saaledes bar man sig ialtfald hyppigt ad i gamle Dage, da Digterne foretrak Harmonien for den strængeste psychologiske Consekvens. Men vor Digter skaaner sit Publicum ligesaa lidt som sine Personer; det er for den sig nu nærmende Katastrofes Skyld, at han har skrevet hele Stykket; i den ligger Læren, han vil prædike, og det maa erkjendes, at om der end er Noget ved Slutningen, som staar den umiddelbare Følelse imod, om end det, der sker, fremkalder et Mylr af Betænkeligheder og Indvendinger, har han dog slynget Traadene saaledes, at man næsten imod sin Villie bøier sig.

Den Prøve, Helmer underkastes, da han af Krogstads Brev erfarer, hvad der er sket, bestaar han saa slet som muligt. Hans Egoisme bryder frem i dens hele Styrke, og langtfra at tænke paa sin Hustrus Kjærlighed eller at ofre sig for hendes Æres Skyld, overøser han hende med Bebreidelser og har kun Tanke for at dække det Hele for Verdens Øine. Men dette er endnu ikke det Værste. Et eget Tilfælde vil, at Krogstad gaar i sig selv og opgiver alle Planer om at benytte sig af Situationen og tilstiller Helmer det Gjældsbevis, Nora havde underskrevet med Faderens Navn. I sin Jubel glemmer han nu ligesaameget, hvad Nora har gjort og lidt for ham, som før i sin Fortvivlelse. Han er naadig og høimodig: «Tror Du, Du er mig mindre kjær, fordi Du ikke forstaar at handle paa egen Haand? Jeg maatte ikke være en Mand, hvis ikke denne kvindelige Hjælpeløshed gjorde Dig dobbelt tiltrækkende i mine Øine. Jeg har tilgivet Dig, Nora; jeg sværger Dig til, jeg har tilgivet Dig.» Nora staar endnu bestandig for ham, som naar hun imod hans Forbud gik til Conditoren eller spiste Makroner; ja han synes med samme Velbehag som før at øve denne Tilgivelse, der giver ham Ret til at begynde Legen forfra igjen med sin skjønne Dukke. «Ængst Dig ikke for Nogenting, Nora; bare aabenhjærtig imod mig, saa skal jeg være baade din Villie og din Samvittighed.» Digteren fælder ved denne Skildring en haard Dom over Mændene, og det Spørgsmaal paatrænger sig, om Helmer virkelig i det Foregaaende har vist Tegn paa, at han i den alvorsfuldeste Stund vilde røbe slig moralsk Slaphed. Han er ikke nogen dyb Natur, meget egoistisk med et Anstrøg af Sanselighed, men hans Feil ligeoverfor Nora vare dog nærmest af negativ Art; han vilde ikke ændre, hvad der tiltalte ham saa meget, han vilde ikke gribe ind, hvor han ingen Anledning kunde faa dertil; han syntes i Grunden ganske god og meget elskværdig. Digteren saa imidlertid i det Smaa Bebudelsen af, hvad der vil vise sig i det Store. Helmers hele ægteskabelige Liv vidnede om, at han aldrig havde elsket sin Hustru, men kun «været forelsket i hende», og at han aldrig havde haft fjærneste Forestilling om Ægteskabets moralske Betydning. Et saadant Udviklingstrin kommer man ikke ud over i et Øieblik, og i Stedet for at aabenbare en bedre Natur, afslører han kun sit Jeg og viser den Afgrund, som i hele Ægteskabets Tid her været mellem ham og Hustruen. Dette forstaar Nora, hvis ideale Kjærlighedslængsel faar sit Dødsstød, og det Vidunderlige sker: modnet til klar Erkjendelse i Ulykkens Dage, ser hun i Helmer kun en fremmed Mand, og hun afstreifer sin Elskov som de Smykker, hun nys lagde fra sig. Forholdet er med Et vendt om: hun er den Overlegne, hun er den Dømmende, og Dommen lyder, at hun ikke kan fortsætte et Ægteskab, som intet Ægteskab er, og at hun forlader Hus, Mand og Børn. Det er dette, som efter svage Dødeliges Følelse er for haardt. Det faar være, at den dissonerende Slutning næsten er uudholdelig dette æsthetiske Hensyn vil Digteren naturligvis ikke bryde sig om men er dog ikke selve Dissonansen en Følge af, at Handlingen ikke umiddelbart lader sig retfærdiggjøre? Ægteskabets Ethik kræver, at begge Parter respecteres i lige Grad som Personligheder, men hvad siger den om den krænkede Hustrus Pligter, naar det gjælder hendes Børn? Det var maaske bedre for Stykket, om disse Børn ikke havde existeret. Selv ligeoverfor Helmer synes Straffen langt større end Brøden; man maa dog ikke glemme, at Nora, den ene Gjerning fraregnet og selv tildels i den, var en Barnekone, som paa mange Maader viste, at hun kun var lidet tilgængelig for Alvor og Fornuft; hendes Feil vare mange; hun var vant til at gjøre sig skyldig i smaa Usandheder, hun lærte Børnene Usandhed, hun var uforstandig og ødsel; hendes ideale Natur holdt hun jo næsten forsætlig skjult. Hvorledes kan hun da give Manden det hele store Ansvar, hun, som dog selv hjalp saa trolig til at han fortsatte den lidet prisværdige Vei? Var det da nu ikke paa Tide, at hun, der var bleven saa udviklet, begyndte at lære ham? Hun mener selv, at hun, for at lære at skjælne Sandt fra Usandt og Ret fra Vrangt, maa bort fra det Hjem, der førte hende vild; men det kunde hun vel ogsaa nok være kommen efter i Hjemmet, hvis Pligten bød hende at blive der. Denne Pligt har hun imidlertid efter Digterens Mening ikke, og hun kan ikke blive hos den fremmede Mand, der har forskyldt sin Straf som den, der i sin Egenskab af Mand har det største Ansvar i Ægteskabet og saa letsindigt havde leget med sin Hustrus sjæl. Om det dog er Digterens Mening, at der aldrig i Tiden skulde kunne slaas en Bro over Afgrunden mellem Ægtefolkene, turde være et stort Spørgsmaal. De sidste Ord mellem dem dreiede sig dog om «det Vidunderligste», om Muligheden af, at et «Samliv mellem dem kunde blive et Ægteskab» og Helmers sidste Udraab «Det Vidunderligste?!» sker idet «et Haab skyder op i ham»; idetsamme høres rigtignok nedenfor Drønet fra en Port, som slaas i Laas det er Nora, som forlader Huset, og Lyden synes ikke at varsle noget Godt. Denne Symbolik, som dog maaske, hvor vanskeligt det falder at tro, er en lille Concession til Theatereffect, har imidlertid ikke den Betydning, som det, Digteren fører frem midt i Stykket. Vi saa i Dr. Rank et Varsel om den forestaaende Ulykke og ere da ogsaa forpligtede til at tage Notice af heldige Varsler: saadanne ligge temmelig aabenbart i, hvad der sker med Fru Linde og Sagfører Krogstad, der havde elsket hinanden i Ungdommen og bleve adskilte, og efter haarde Prøvelser atter finde hinanden og indgaa en ægteskabelig Forening. Det synes, som om Nora foreløbig vil gribe til et arbeidende Liv ligesom før Fru Linde, og muligvis gjør da Nora, naar nogle Aar ere gaaede, i Lighed med sin Veninde, det første Skridt til en Gjenforening. Man vil i Theatret have Alting saa haandgribeligt og er navnlig meget utilfreds med at henvises til Fremtiden; men under vanskelige Omstændigheder maa man være glad over et Vink, og Digteren kan ikke tage fortrydeligt op, at Tilskueren griber det og beskæftiger sig meget dermed; thi vel kan Moralen ikke prædikes for indtrængende nok, men det er menneskeligt at man ønsker en Udsoning af Brøden og at den sande Lykke en Gang maa holde sit triumferende Indtog i det Hjem, der dog havde det Fortrin for saa mange andre, at det var et Skjønhedens Hjem.

Skuespillet, der i det Hele udføres godt, har givet Anledning til to sceniske Præstationer af stor Interesse og Betydning: Hr. E. Poulsens Helmer og Fru Hennings Nora. At Hr. Poulsen forstaar Ibsen som kun Faa, har han ofte vist; Helmer er maaske hans fuldkomneste Rolle i det Ibsenske Repertoire. Ingen Nuance, ingen Finhed i Overgangene undgaar hans Opmærksomhed, og han udfører Rollen med saadan Sandhed, at Spillet fuldstændigt illuderer. Hvis man til sine Tider er nærved at synes bedre om Helmer end denne i Grunden fortjener, ligger det noget i, at hele Personligheden bærer Præget af den Skjønhedssans, som Helmer jo i altfor høi en Grad besidder. Skuespilleren leder os dog ikke vild og betoner stærkt nok det Egoistiske og Overlegenhedsfølelsen midt under den barnlige Leg med Nora. Navnlig er Fremstillingen i sidste Act af den lette Champagnerus, de erotiske Stemninger og alle vexlende Sindsbevægelser fra Raseri til Jubel mesterlig; Spillet har en egen Flugt, og de mange Enkeltheder samle sig i et stort Totalbillede. Fru Hennings, der i sin Egenskab af Ingenue saa tidt maa spille mindre betydelige Roller eller Charakterer, der udmærke sig ved ikke at være Charakterer, har som Nora faaet en af de mest anstrængende Roller, der har en meget eiendommelig Charakterudvikling. At Konstnerinden vilde kunne udføre det fortræffeligt, der betegner «Barnekonen», var naturligvis en given Sag; derimod beredede hun en Overraskelse ved at gjennemføre hele Figuren med største Sikkerhed. Paa intet Punkt svigtede hendes Lethed og Gratie, der er saa nødvendig i denne Rolle, og hun spillede med en saa fin Nuancering og en saadan Følelse, at den hele Væxt fra Barnekone til en bestemt Personlighed fik Naturlighedens Præg. Publicum lagde ogsaa sin Glæde for Dagen over at se hendes Evner saa fortræffeligt anvendte efter en stor Maalestok.