Dit og Dat.
(Henrik Ibsen: «Et Dukkehjem».)
– Hvad siger De saa om Ibsens nye Skuespil?
– Det var mesterligt, virkningsfuldt over al Beskrivelse – beundringsværdigt fra først til sidst.
– Og Udførelsen?
– Udmærket!
– Saa maa det jo være en ren Nydelse…
– Ja, en aldeles overvældende. Jeg har aldrig været saa forpint i et Teater!
* *
*
Saaledes omtrent lød Ekkoet af Nationalteatrets Søndagsforestilling igaar rundt om i Byen – aldeles korrekt.
Det var længe siden, at en original Nyhed havde været imødeset med saa stor Spænding, og det var endnu længere siden, at en Nyhed havde bragt saa meget Originalt paa Brædderne, men det var ud over al Hukommelse længe siden, at et Drama, saa enkelt i sin Handling, saa hverdagsligt i sit Kostume havde gjort et saa stærkt Indtryk paa Publikum, og at et saa stærkt Indtryk af kunstnerisk Mesterskab baade fra Forfatterens og Fremstillernes Side havde været saa overvældende pinligt – saa udelukkende pinligt, uden i mindste Maade at være rørende! Der var ikke anvendt en eneste deklamatorisk Frase, der blev ikke gjort et Skridt paa Koturnen, ikke udgydt en Draabe Blod, ja ikke engang en Taare. Ikke et Øjeblik løftedes den tragiske Dolk, endsige den melodramatiske Slagterøkse. I første Akt pyntede den unge Kone Juletræ, spiste Makroner og legede Skjul med sine jublende Smaa – i anden Akt dansede hun Tarantelle for sin Mand, og i tredie Akt kom hun tilbage fra et Kostumebal og blev overfuset af sin Mand, der opdagede, at hun har misbrugt Pen og Blæk paa en uforsvarlig Maade, men øjeblikkelig tog sine haarde Ord tilbage, da han erfarede, at hendes Ubesindighed ingen Følger vil have, og derpaa udviklede hun aldeles roligt sin Berettigelse til at være utilfreds med det Passerede. Hvor er det muligt, at et saadant roligt Stykke kan virke mere pinligt paa Tilskuerne end Sardous «Patrie», der begynder med Dødsdomme og ender med alle de Handlendes Undergang ved Autodafé, Mord og Selvmord?
Historien er saa simpel, at der hører en dramatisk Tekniker som Henrik Ibsen til at finde eller opfinde den!
Den unge Fru Nora Helmer, Datter af en temmelig letsindig Fader, der tilligemed en skikkelig Amme har forkælet hende fra Barndommen af, har faaet en meget brav og stræbsom Mand, der har for travlt med sine Forretninger som Advokat og er altfor forelsket i sin søde lille Kone til at tage sig alvorligt af hendes forsømte Opdragelse. Deres Ægteskab har i otte Aar været saa lykkeligt som tusinde lignende Forbindelser, hvori begge Deltagere gaar af Vejen for alle de Ubehageligheder, der kan opstaa ved en ubetinget gensidig Aabenhjærtighed: han lukker Øjnene for hendes Smaasvagheder, og hun hjælper ham dermed ved at skjule dem med smaa «Nødløgne». Hun er imidlertid lige saa forelsket i sin Mand, som han i hende. De har været gifte i otte Aar, faaet tre vakre Børn, Familiens økonomiske Forhold er i Færd med at tage et betydeligt Opsving, i det Manden har faaet en indbringende Stilling som Bankdirektør – kort, alt er Jubel og Glæde til den forestaaende Julefest. Men nu begynder Stykket, og Torturredskaberne lægges til Rette. Den lille glade Dukkekone faar Besøg af en alvorlig Barndomsveninde Fru Vinge, der er blevet Enke, og af en Samtale mellem de to Veninder erfarer man, at ogsaa Fru Helmer har gaaet Noget igjennem. Manden har nemlig for nogle Aar siden været farlig syg af Overanstrængelse, og da Lægerne erklærede, at han maatte gøre en Rejse til Syden for at genvinde sit Helbred, har hun hemmelig laant de fornødne Penge til Rejsen og indbildt Manden, at hun havde faaet dem af Faderen. Laangiveren, en temmelig blameret Sagfører, har imidlertid forlangt hendes Faders Kavtion, men da den Gamle laa dødssyg, har hun ikke villet forurolige ham ved at begære hans Underskrift, men selv tilføjet den paa Gældsbeviset med en Dato, som han ikke oplevede. Sagføreren, der har havt Ansættelse i Banken og faaet sin Post opsagt af den nye Direktør, træder nu frem med det falske Dokument og truer med at overgive hende til Straf og Vanære, hvis hun ikke bevæger sin Mand til at betro ham en højere Stilling end den opsagte… og saa fortsættes Torturen langsomt stigende uden Barmhjærtighed, indtil det lille tankeløse voksne Barn, der ikke har kunnet begribe, at «der skulde gives nogen Lov, som forbød en Kone at redde sin Mands Liv», ser hele den Ulykke, hun har fremmanet ved sin Ubesindighed og er lige paa Nippet til at styrte sig i Søen. Hun bliver vel standset af Manden, men i sin Hidsighed vælter han en Lavine af Bebreidelser ned over den Fortvivlede. Da kommer Hjælpen. Veninden, der har været Sagførerens første Kærlighed, har bevæget Synderen til at tilbagesende det farlige Dokument. Manden jubler: Æren er frelst, han tilgiver sin lille ubetænksomme Kone. Alt skal være glemt!…
Saa langt er Handlingen Skridt for Skridt med den finest beregnede Nøjagtighed holdt indenfor den strængeste Følgerække – ikke et Ord er der talt, som ikke den Talende maatte sige, ikke en Tanke er der fortiet, som den Tiende vilde have udtalt. Man har forstaaet, at enhver Replik maatte falde saaledes og ikke anderledes – men hvad er det, der nu sker? – Ja, det er det Forunderlige: Nu sker «det Vidunderlige»!
Det unge, glade, godmodige, letsindige, tankeløse Barn er med et Trylleslag blevet forvandlet til et dybsindigt, skarpsindigt, iskoldt, gammelt, hjerteløst Væsen: «Lad os nu tale alvorligt»! siger hun – og saa dissekerer hun med en skærende Ro, som den mest rutinerede Anatom kunde misunde hende, hele deres Kærligheds-Forhold og beviser, at de ikke har levet sammen i et ægte Ægteskab: de har kun været forelskede i hinanden, ikke elsket hinanden, han har været hende en fremmed Mand, uagtet hun har født ham tre Børn, og i en fremmed Mands Hus kan hun ikke blive længere – Farvel! – Men Børnene? – Til dem har hun ikke et Ord. Hendes Pligter som Moder? – Hun har først og fremmest Pligter som Menneske, Pligter mod sig selv: Forpligtelsen til at blive til Menneske eller forsøge derpaa. Som Barn kan hun ikke opdrage Børn, hun maa først opdrage sig selv, sætte sig ind i Samfundet, Pligtlæren, Religionen, og for at kunne det maa hun være fuldstændig fri, derfor giver hun Helmer hans Ring tilbage og affordrer ham sin. Hun rejser nu til sin Fødeby og forbyder sin forhenværende Mand at skrive til hende. Alt er forbi mellem ham og hende, saafremt ikke det Vidunderligste skulde hænde: at de begge skulde blive forvandlede saaledes, «at Samliv mellem dem kunde blive Ægteskab!» Saa gaar hun. Manden synker tilintetgjort sammen, men farer pludselig op, inspireret af et Haab, og udbryder: «Det Vidunderligste – –!» – Bum! – Det er Porten, der slaas i af den bortgaaende Nora. Tæppet falder.
Det er underligt, næsten vidunderligt nok, at Ibsens nye Stykke skal ende lige saa utilfredsstillende som Bjørnsons «Leonarda», og at Forfatteren selv skal afslutte det med et «Bum!», der gør akkurat samme Effekt som det meget omtalte Klangord i Censuren. Man kan ikke finde eller opfinde to mere forskellige Stykker, end det formløse, skitserede «Leonarda», og det fint udmeislede, teknisk mesterlige «Et Dukkehjem», men man skal vanskelig i hele vort Aarhundredes dramatiske Produktion finde to Skuespil, der saa fuldstændigt efterlader et og samme Slutningsindtryk: Forundring over Manglen af en Slutningsakt. Og denne Forundring er – forunderligt, men forklarligt nok – endogsaa mere beføjet her end ved Tæppets Fald efter Leonardas Bortgang, ti Bjørnson har vænnet sine Tilskuere til at nøjes med Mellemaktsmusik i Stedet for Karakterudvikling og Pauser i Stedet for Forklaringer, men Ibsen har som en virkelig Dramatiker ladet Alt foregaa for aaben Scene og med stræng Konsekvens ladet den ene Replik fremkalde den anden lige til det Øjeblik, da Trylleslaget falder, og Nora forvandlet fra et ubetænksomt Barn til et psykologisk Vivisektor-Æmne aabner den 17 Sider lange Skilsmisse-Procedure. Af ham tror man derfor at kunne fordre en forstaaelig Motivering og en fyldestgørende Afslutning – man har set, at han veed, hvad han gør, at hans Beregning ikke lader Inspirationen løbe løbsk med sig, og at han paa det dramatiske Omraade er Herre over en Teknik, som Bjørnson ikke har Begreb om. At han gør noget Urimeligt, er derfor dobbelt forunderligt.
Og Stykkets Afslutning med den forvandlede Noras Skilsmisse-Procedure er tredobbelt forunderlig: først fordi Publikum ikke kan begribe Forvandlingen, dernæst fordi man hverken kan billige hendes Paastande eller deres Motivering, og endelig fordi det «Bum!» hvormed Porten, der lukkes i, sætter Punktum for Handlingen, afskærer enhver Udsigt til de to Menneskers Fremtidsskæbne.
* *
*
Man fortæller en ganske karakteristisk Anekdote, som jeg beder mine Læsere om Tilladelse til at anbringe her som Intermezzo.
En berømt gammel Videnskabsmand sad en Aften for mange Aar siden i en af vore fornemste Cirkler og hørte en vidtberejst Hofkavaler fortælle sine vidunderlige Rejseæventyr. Fortælleren havde enten for stærk Fantasi eller for svag Hukommelse til at holde sine Beretninger indenfor Virkelighedens Grænse, men den Gamle gjorde naturligvis gode Miner til slet Spil og søgte at lukke Ørene for alle de Brud paa Naturlovene, som den nye Sindbad gjorde sig skyldig i. Han sank under sin Bestræbelse herfor hen i en Halvslummer, hvorunder han vel hørte Fortsættelsen af Æventyret, men glemte hele Situationen. Da Fortællingen var endt, indtraadte der en Forlegenhedspause, som en høflig Dame endte med at indrømme: «Det var jo ganske vidunderligt!» – «Ja, men det var ogsaa Løgn» – supplerede den Gamle langsomt, endnu halvt blundende.
* *
*
Jeg nærer ikke den svageste Tvivl om, at en Katastrofe, som Stykkets, kan foregaa i Virkeligheden, men naar det fortælles eller vises os, at den kan foregaa i «et Dukkehjem« og at en lille «Lærkefugl» som Nora kan fremkalde og udføre den, saa ligger det meget nær at istemme den gamle Lærdes Forklaring over Vidunderet.
Skuepladsen har sin egen Tidsregning, og allerede den dramatiske A-B-C lærer os, at Minuterne her gælder for Timer. Man maa derfor ikke gaa i Rette med Forfatteren, fordi han som Dramatiker kun anvender nogle Øjeblikke til den Forvandling, som han i en novellistisk Fremstilling vilde fordre mindst en gennemvaaget Nat til. Det Umulige ligger ikke i, at den sker saa pludselig, men i, at den sker. Virkeligheden har vel bevist, at en stærk Sindsbevægelse i Løbet af en Nat har forandret et Menneskes Haarfarve fra Blondt til Graat, men ingen Sorg og ingen Skræk har nogensinde givet den Lidende et nyt Haar, endsige et nyt Hoved – og det er netop med et saadant, at Nora træder ind, da hun tager Plads ved Bordet i sidste Scene. Det er ikke nok, at hendes Tankegang er blevet graahærdet, og at hele hendes Følelsesliv er frosset ihjel paa Selvkærligheden nær, men hun har faaet en gammel Prokuraturhjerne ind i sit Barnehoved. Hun, der har været fuldstændig umodtagelig for al Logik, viser sig pludselig i Besiddelse af den subtileste Dialektik – hun, der ikke har kunnet forstaa, at der existerede nogen anden Moral end den, Hensynet til hendes Mand, Fader og Børn dikterede, stiger i et Nu op paa Toppen af den mest egoistiske Filosofi og opdager derfra, at hun først og fremmest har den hellige Pligt mod sig selv at udvikle sin Personlighed og sine Kundskaber, og at der, førend den er opfyldt, ikke er Tale om, at hun har Forpligtelser overfor Manden og Børnene – ja, hvad der er endnu vidunderligere: at hun, der aldrig har tænkt en besværlig Tanke til Ende, med Et bliver i Stand til at anlægge Idealets Maalestok paa sit ægteskabelige Forhold og føle den dybeste Indignation over, at hun har bragt sine Børn til Verden.
Havde det været en stærkt udviklet, dybt alvorlig, lidt overspændt og fortænkt Pige, der var gaaet paa Akkord med sine Idealer og havde giftet sig med en Mand, for hvis Fejl hun havde lukket Øjnene, mens hun efter bedste Evne udpyntede ham med sin Fantasis affaldne Paafuglefjer og indbildte sig selv, at hun elskede og beundrede ham – ja, da vilde der være en Mulighed for, at et eneste Optrin, som sønderrev det Selvbedrag, hvori hun havde indsløret sig, kunde fremkalde en Reaktion og en Katastrofe som den fremstillede, ti da laa alle Elementerne baade til Tankeblusset og til Indignationen færdige til Explosion. Men Nora har kun vist sig som en lille nordisk Frou-Frou, og en saadan forvandles ikke i et Nu til en Søren Kierkegaard i Skørter.
* *
*
Slaar vi en Streg over denne ene store Ubegribelighed, bliver der ikke Andet tilbage end at beundre Stykket baade før og efter Forvandlingen. Det er kun hos Ibsen og de bedste franske Dramatikere, at man træffer et Mesterskab som det, hvormed det hele Materiale, Stort og Smaat, er valgt, tilberedt, ordnet og sammenstøbt til Helhed. Enhver overflødig Replik er undgaaet, ethvert Ordskifte fører Handlingen et Trin fremad, og ikke en løs Effekt er der anbragt i hele Stykket. Selv den dødsdømte Doktor – der upaatvivlelig fra først af har været bestemt til at spille en større Rolle end den, der er blevet ham til Del i det fuldfærdige Stykke! – er en udmærket benyttet «Confident», der ved enhver Lejlighed ubemærket giver de to Hovedpersoner Lejlighed til at udfolde deres Karakterer.
* *
*
Fru Hennings spillede begge sine Roller uovertræffeligt, saa vel den lille flagrende sommerfugleagtige Barne-Kone som hendes hjerteløse Genfærd. Det var ikke muligt at tænke sig en mere naturlig Ynde og en mindre artificiel Barnlighed end den, hvormed hun fremstillede den første mesterligt tegnede Figur, samtidig med at hun lod alle de Ængstelser og Bekymringer, som hun kæmpede imod, komme tilsyne netop saa meget, som de skulde, og ikke en Smule mere. Den sidste mørke Opgave gjorde hun alt Muligt for at sammensmelte med den første, og heller ikke her greb hun et Øjeblik fejl.
Hr. Emil Poulsen har en meget fint anlagt, men ikke særdeles taknemlig Opgave som Ægtemanden. Den hverdagslige Elskværdighed og Agtværdighed, der ikke slaar til, naar «de store Følelsers Tid begynder», fremstillede han smukt og naturligt uden at markere Manglerne mere end nødvendigt, og baade den kortsynede selvtilfredse Munterhed overfor den forpinte Kone, den potenserede Champagnestemning, der slaar over først i Forbitrelsen og straks derefter i den flade Jubel, og til aller sidst alle de vekslende Stemninger i Slutningsscenen, hvor han maa levere Stikord til Noras Skilsmisseprocedure, var hver for sig klart og fint udførte Enkeltheder i den ogsaa som Helhed betragtet omhyggeligt udarbeidede Præstation.
Den dødsyge Doktors Rolle blev uden Tvivl givet lidt vel sort af Hr. Jerndorff. – Replikerne tillader Fremstilleren et tungsindigt Humor og forpligter ham til at røbe nogen legemlig Smerte paa Scenen. Samtalen med Nora udførte han meget smukt.
Sagfører Krogstads Rolle blev moderat og forstandigt spillet af Hr. S. Petersen, der dog sikkert uden Skade havde kunnet lade ham optræde lidt mindre explosivt. En Vinkelskriver er vant til at lægge Baand paa sine Følelser.
Fru Lindes jævne, rolige Skikkelse blev smukt fremstillet og gennemført af Frøken Dehn.
Allerede det blotte Faktum, at det er lykkedes Forfatteren kun ved Hjælp af disse fem Personer at vedligeholde Interessen uafbrudt i et Helaftensstykke, betegner tilstrækkeligt Ibsens tekniske Mesterskab. Med Undtagelse af Scribes «L'Ambitieux« har jeg ikke set nogen anden Løsning af en saadan Opgave.
Erik Bøgh.