Edvard Brandes

Imellem Repertoirets brogede Sværm af Fornøjelsesstykker, kunstindustrielle Duftdramer og klassiske Hoffestspil fremkommer Henrik Ibsens nye Stykke som noget Koldt og Alvorligt, hentet fra en forskjelligartet Verden. Blandt Koffardiskibe og Lystkuttere og blanke Orlogsfregatter paa Fredstogt glider Dødssejleren sagte og skjæbnetungt frem og bortjager for en Stund alt glad og lyst Syn. «Lig i Lasten», hine Ord, om hvilke Ibsen har skrevet et mærkeligt Digt, kunde staa som Motto for «Et Dukkehjem».

Der hænder undertiden saadanne Begivenheder i vort offentlige Liv, som paa den uhyggeligste Maade konstatere, hvor grundforskjellige Ord og Levnet kunne være og hvor brutale Lidenskaber der kan skjules under den højeste Dannelse. Man faar, naar Sligt pludselig aabenbares, en Fornemmelse, som var vort hele Samfund bygget paa Hængedynd. Man bliver da gammelklogt mistroisk og ikke mindst mod dem, der dristigt opkaste sig til Moralens officielle Repræsentanter.

En Følelse af bitter Mistillid lig denne har besjælet Ibsen, da han skrev sit Stykke. I vort Samfund har han udtaget et borgerligt Hjem, som synes et indviet Bo for Fred og Hygge; den Mand og Kvinde, der have grundlagt det, har han udstyret med Dannelse, Rigdom og Skjønhed og forenet dem i ungdomsfrisk Kjærlighed og Glæde over deres Børn. Verden maa blændes af denne glimrende Overflade; over Huset hænger Lykken som en moden, solgylden Frugt. Og saa pludselig: en uanselig Plet viser sig paa Frugtens fine Hud. Det er Forraadnelsesmærket, det breder sig, æder sig ind, undergraver og ødelægger den straalende Lykke. Man mindes i det østerlandske Æventyr, hvorledes de onde Magter fremtrylle en dejlig slumrende Kvinde for den Yngling, de ville fordærve; ve ham, hvis han forelsket nærmer sig hende! Da strømme Øgler og Hugorme frem fra det hule Voxbillede. Det skjønne Hjem er undergravet fra Grund til Tag, støtter endnu ligesom paa en eneste Sten; rokkes denne, styrter Bygningen sammen og smuldner hen som Støv.

Dukkehjemmet, i hvilket Helmer og hans unge Hustru Nora bo, omslutter en Hemmelighed. For at skaffe Midler til en for hendes dødssyge Mand nødvendig Udenlandsrejse har Nora ham uafvidende laant en stor Sum Penge, og, da hun ikke kan henvende sig til sin lige saa syge Fader, efterskrevet dennes Navn, der forlanges som Kaution paa hendes Gjældsbevis. Sagfører Krogstad, hendes Kreditor, truer hende pludselig med at røbe Sagen for Helmer, ja med lovmæssig Straf for det begaaede Falsk. I en lidt for barnlig Replik anklager Nora de slette Love, som dømme en Hustru for en af Kjærlighed begaaet Handling, der maaske kan kaldes en Ubesindighed, men som de erklære for en Forbrydelse.

Hvem kan tvivle paa, at Nora ingen som helst Brøde har begaaet, hverken ved at laane Penge eller ved at underskrive Faderens Navn. Man maa være meget rigoristisk for at mene hende moralsk strafskyldig, og selv om en dansk Domstol maatte dømme hende, vilde en fransk Jury øjeblikkelig frikjende hende. Denne Hemmelighed, som fremtvinger allehaande Smaabedragerier hos Nora, er Forraadnelsesmærket; den afføder Katastrofen. Nora, skræmmet ved Krogstads Trusler om Straf og offentlig Skam, indbilder sig i overstrømmende Kjærlighed, at Helmer vil tage al hendes Skyld paa sig og venter paa dette «vidunderlige» Bevis paa hans ridderlige Hengivenhed, som hun dog ingenlunde vil modtage. I sin korttænkende Filosofi tror hun sig skyldig i noget meget Slemt og forlader sig paa, at han vil aabenbare sig som den stærke, straalende Gud. Men da Hemmeligheden røbes, viser han sig i Stedet saa umandig pjaltet, saa hensynsløs overfor hendes Lidelser og enfoldige Selvbebrejdelser, saa lav i Forhold til hendes højsindede Tanker og saa egoistisk opfyldt af Hensyn til sig selv, at Sløret brister for Noras Øjne, og hun sér ham som han i Virkeligheden er: den hule Frasemager, der var hendes Ridder og Helt. Hendes Ægteskab viser sig for hende i et grelt Lys, hvorved hun forstaar, at det fattedes det Bedste og Væsentligste.

Er det da Sandhed, der mangler i de Tvendes Forhold? Nej, Helmer har ikke været usand overfor hende, og hun har i al Fald løjet ubevidst. De have ikke lagt Dølgsmaal paa, hvad de mente og tænkte; de have jo nemlig slet ikke talt alvorligt sammen i alle otte Aar, de have været gifte. Er det da Kjærlighed, der fattes? Nej, de have altid elsket hinanden eller indbildt sig det, hvad der kommer ud paa Et. Hvorfor er deres Samliv da intet Ægteskab? Jeg tror, man kortelig kunde sige, der fattes Venskabsfølelsen; derfor bevæger sig ogsaa imellem dem en Tredie, Dr. Rank, som er Ven og Fortrolig for hver af de Tvende uden at forbinde dem. Imellem Mand og Hustru løber der ingen aandelig Strøm, der sker ingen Udvexling af Tanker og Meninger. Venner pleje at følges ad i Udvikling, at afgive for hinanden en stadig Kommentar til hvad der foregaar indeni dem selv og udenfor i Verden, at bestræbe sig for i Fællesskab at forstaa Omgivelserne og Tiden. Noget Saadant finder ikke Sted mellem Helmer og hans Hustru. Alle alvorlige Samtaleæmner ere banlyste fra Dukkehjemmet, Spørgsmaal om Religion, Moral, Politik, Menneskebedømmelse og Samfundsforstaaelse drøftes og klares ikke i den elegante Dagligstue. En Smule æsthetisk Glæde over nye Bøger og Theater udgjør sammen med selskabelig Fornøjelse Husets aandelige Element. Nora har som ung Pige faaet sin Faders Meninger, som gift Kone sin Mands. Og var det endda hans egne, hans selverhvervede Ejendom, havde Helmer selv dannet sig dem ved ærlig Tænkning, hvad Nød havde det da, selv om de vare nok saa urimelige? Men alle hans Meninger dogmatiseres i lutter konventionelle Fraser, som hans Avis opfrisker i hans Hukommelse hver Morgen, og i hvilke hans Aand er stivnet; og i disse vil han spærre sin Hustrus unge Tanke inde. Derfor er det sikkert det Største i Stykket, da Helmer spørger Nora, om hun ikke i Religionen har en usvigelig Vejleder, naar hun ikke ser sin Pligt klart, og hun svarer saa inderlig forknyt: «Ak, Torvald, jeg véd jo slet ikke, hvad Religion er; jeg véd jo ikke Andet end hvad Præsten Hansen sagde, da jeg gik til Konfirmation.» Og atter spørger han hende, om hun da ikke i det Mindste har moralsk Følelse. Og atter lyder Staklens melankolske Svar, at det véd hun slet ikke Besked om, hun er ganske i Vilderede med disse Ting. Hvor ere dog ikke disse Svar dybe og sande, i alt Fald i deres Indhold; thi jeg tilstaar, at Formen behager mig mindre; det forekommer mig, som om Forfatteren her stak Hovedet en Smule frem og Nora blev noget for overlegen over sig selv. Men ligemeget; Sligt har aldrig været diskuteret i det Helmerske Hus. Man er gaaet paa det Overleverede, paa det Visse, at der var en Religion, som man tog frem til Søndagsbrug sammen med Psalmebogen, og som gjaldt indenfor Kirken, men hvormed man ellers i Livet Intet havde at skaffe. Venner optage hyppigt de samme moralske Spørgsmaal til Diskussion, behandle dem pessimistisk eller optimistisk, alt efter vexlende Stemninger Helmer og Nora have aldrig forsøgt Sligt. Den Fordring har Helmer aldrig følt stillet til sig, at han og hun burde deltage sammen i et aandeligt Liv, og hun har aldrig hverken hørt af ham eller læst i Bøgerne, at hun og «det kjedelige Samfund» havde Noget med hinanden at bestille. Men deres Ligegyldighed hævner sig, et eneste Vindpust blæser Korthuset overende.

Med en overstrømmende Fylde af saadanne Enkeltheder, der paa en Gang gjøre dramatiske Personer individuelle og typiske, har Ibsen stillet de Tvende frem for os. Klarest synes mig dog Helmer at staa. Han er saa ganske den vel opdragne juridiske Kandidat, Senior i Studenterforeningen, Aandsaristokraten uden Aand, hoven-konservativ halvt af Overbevisning, halvt af Klogskab, indifferent, men havende alle det gode Selskabs Meninger, kort: den fremtidige Bankdirektør og Etatsraad. Han er saa god Ægtemand og Fader, som en naiv Egoist altid vil være, og han har netop giftet sig med «den søde Pige», han sidst var forelsket i. Nora er det Spejl, som gjengiver ham hans egen Herlighed; hun er hans villige Dukke, hans underdanige Slavinde, aldrig hans Veninde. Hans Egoisme er Herskesygens. Som Borger er han «respectable» i engelsk Mening, hans Dannelse er en forloren Æsthetik. Man mærker, at hans Domskategorier ere: skjøn og hæslig, aldrig: rigtig og urigtig. Hans Sanselighed om Natten er ogsaa Æsthetikerens; hun er prydet, forskjønnet og tiltaler som Fremmed hans Fantasi.

Hans Hjærne er fuldproppet af konventionelle Tankebrokker, hendes er tom. Hun har aldrig lært noget, aldrig gjort en selvstændig Erfaring, været Legetøj for sin Fader som for sin Mand. Egenkjærlig er hun ligesom Manden. Hun er saa at sige Familieegoismen feminint opfattet; derfor accentueres det to Gange, at hun ikke bryder sig om, hvordan det gaar med «Fremmede». Hun er desuden paa sin Vis lige saa bange for Tanken om Sorg og Sygdom og Død som Helmer. Og saa raa som han viser sig overfor hende i Slutningsscenen, saa hjærteløst afviser hun Rank, da han taler til hende om sin Sygelighed. Og hvor tøseagtig raa er ikke hendes Latter, da hun lader ham forstaa, at hun meget vel véd, hvad Navn der skjuler sig under den Eufemisme, hvormed han betegner sin Sygdom. Hun hopper rundt som en Fugl, barnagtig lystig, i det gyldne Bur og hugger Næbet i alle de søde Sager, der bydes hende. Da Fjenden nærmer sig og rusker i Tremmerne, flygter hun saa dødelig angst omkring; man synes næsten, man sér det lille Fuglehjærte dirre i Feberfart. Men da Katastrofen kommer, forvandles hun pludselig og hæver sig til en Sjælens Myndighed, en Aandens Klarhed, som kun faa Kvinder besidde.

Forvandlingen synes unægtelig noget brat. Kan virkelig den Nora, der stjæler sig til at spise Makroner, Sangfuglen og Egernet de Kjælenavne, Helmer med modbydelig Affektation giver hende blive klar over sit Forhold til Helmer, gjøre Rede for al Løgnen i deres Samliv og fatte den al Konveniens brydende Beslutning at forlade Mand og Børn for at blive et Menneske med Klarhed baade over sin Pligt og sin Ret. Ibsen har næppe her været saa konsekvent som Erik Skram i sin alvorlige Samfundsskildring «Gertrude Coldbjørnsen». Der er interessante Paralleler at drage mellem Advokat Feddersen og Helmer, Gertrude og Nora: Mænd fra samme Skole, dannede af samme Folkeopdragere, stivnede i det samme Samfund; unge Kvinder fra samme Dannelsesanstalt og opfostrede i den samme kunstige Atmosfære. Skram har ubønhørlig ladet sin Gertrude blive lige uudviklet, det samme hjælpesløse Barn til Bogens sidste Side, han vover endog tilsidst at lade det «glippe i den fineste Forstaaelse» mellem hende og hendes Elsker. Ibsen lader Nora voxe til Kvinde i en eneste Nat, idet hun udvikler en Sandhedspathos, som synes uforenelig med Noras Karakter. Thi Mandens Holdning har gjort Løgnen til Noras anden Natur. Hun lyver direkte i hvert Ord, hun siger til Helmer lige fra Historien om Makronerne til Anbefalingen af Kristine, lige fra Fortællingen om Julestadsen, som Katten har taget, til Beretningen om Krogstads Besøg. Intet ligger hende saa nær som at lyve. Derfor tror man ikke rigtig hverken paa hendes myndige Tale eller paa hendes Beslutning.

Jeg diskuterer naturligvis slet ikke Handlingens moralske Side; om Nora har Ret til at forlade Hjem og Børn, maa Moralisterne undersøge, hvis denne Opgave frister dem. Rent æsthetisk er Spørgsmaalet kun, om Noras Karakter tillader dette voldsomme Brud, og det synes mig tvivlsomt. Men gaar hun bort, saa gaar hun for bestandig. Og naar hun stiller sin Tilbagevenden i en om end nok saa fjærn Udsigt, saa er jeg bange for, at dette er en captatio benevolentiae, en Indrømmelse fra Digterens Side til hans Theaterpublikum, som helst maa gaa hjem med Haabet om, at det endnu kan blive godt. Han har ogsaa herved indviklet sig i Uklarhed. Helmer maa «aldrig» skrive til hende, saa at hun endog synes at give Afkald paa at høre, hvordan det gaar Børnene; hvorledes skal hun saa erfare hans «vidunderligste» Forvandling, som er Betingelsen for hendes Tilbagekomst?

Det er muligt, at Digteren, da han skrev Opløsningen paa sit Stykke, har havt andre Hensyn for Øje end de rent literære, ellers var den maaske ikke bleven saa trodsig og revolutionær. «Et Dukkehjem» er et Indlæg i Striden mellem de Reaktionære i Danmark-Norge og Fremskridtsliteraturen. Det er et Slag mod dem, der tro at kunne indsnævre Poesien i den konventionelle Morals Skranker. Henrik Ibsen stiller sig Side om Side med Bjørnson og fordrer Ret til Intet at anse for Givet, til at sætte Alt under Debat. Og Helmer, det Ideales Stridsmand, der har betitlet Redaktøren «gadedrengeagtig», følt sig fornærmet over «Samfundets Støtter», raabt paa Skandale over «Leonarda», svinger med det moralske Røgelsekar over «Et Dukkehjem» og forbereder sig paa at forkjætre Ibsen som raa Materialist. Han vil ikke længer kunne se en «Samfunds-Støtte» i denne Mand, hvis Lyst det fra først af har været at gjøre Alt til Gjenstand for et stort Spørgsmaalstegn.

Ibsens Drama har en ydre og en indre Handling: den indre bestaar i Forholdet mellem Helmer og hans Hustru, den ydre, Intrigen om man vil, henter sit Stof fra Forholdet mellem Nora og Krogstad. Rent teknisk set, hører «Et Dukkehjem» ind under de Skuespil, der omhandle en eller anden Hemmelighed. De ere nødvendigvis byggede efter samme Skema. En Person har et svagt Punkt i sit Liv, som han for enhver Pris vil skjule, en Anden kjender det og vil benytte sig af sin Viden; Kampen mellem de To er Dramaets Indhold. I et treakts Skuespil bliver da første Akt Fremstillingen af den falske Tryghedsfølelse hos den ene Part, skjønt Faren allerede viser sig; anden Akts Hovedscene bliver Modstanderens Udfordring, og den maa slutte med, at Hemmeligheden synes prisgiven for Alle eller netop for den, som helst maa være uvidende om den. Opløsningen maa bestaa i, at Hemmeligheden skaffes ud af Verden. Man kan indsætte hvilke Personer og hvilken Art Hemmelighed man vil, Udviklingen vil altid blive den samme. Enhver vil let i «Et Dukkehjem» kunne følge den skematiske Gang selv i Enkeltheder. Behøver det at bemærkes, at Ibsen har vist sig som en sand Mester i at forberede Tilskuerne, lade dem lide under Kampen og længes mod Opløsningen.

Tvende af Dramaets Personer ere tydeligt nok tilstede i rent teknisk Øjemed. Sagfører Krogstad er den farlige Medvider i Noras Hemmelighed, og Fru Linde er den dea ex machina, hvis Mellemkomst tilintetgjør Faren. Hun er vel Stykkets mindst lykkede Figur. Det er besynderligt, at hun, der har opofret sig for sin Moders og sine Brødres Skyld, netop repræsenterer den stik modsatte Lære af den, som Nora hylder, da hun sætter Pligterne mod sig selv som Menneske over dem mod hendes Børn. Krogstad, der svagt gjenkalder Aslaksen, er ikke meget interessant og en Smule melodramatisk. Han maatte fremstilles med megen Finhed, for at man kunde tænke sig, at han er sunket, fordi hans Kjæreste svigtede ham, og nu atter kan frelses ved hende. Man mærker undertiden, at han kun er Bærer for Stykkets ydre Handling.

En interessant Figur er derimod den dødssyge Dr. Rank, der slet ingen Plads indtager i Stykkets ydre Økonomi. Han paralleliserer Arvelighedsideen; han har arvet fysisk Skavank som Nora aandelig. I Dukkehjemmets forløjede Leg vandrer han om som et levende memento mori. Han er Husets Ven, og Ingen bryder sig i Virkeligheden om ham. Nora snakker hans Sygdom bort, og Helmer har de rædselsfulde Ord paa Læberne, at Ranks Lidelser «gav ligesom en skyet Baggrund for vor sollyse Lykke». Og han paa sin Side er fuldt saa egoistisk som de to Andre: da Nora for første Gang beder ham om Raad og Hjælp, benytter han Lejligheden til at gjøre hende en Kjærlighedserklæring in extremis.

Deri bestaar Dialogens Ejendommelighed og Styrke, at Personerne ikke tale med hinanden, skjønt de tale sammen, thi Hver tænker bestandig kun paa sig selv, de misforstaa hinanden, selv hvor de tro at forstaa hinanden. Hver gaar ud fra, at de Andre kun ere til for hans eller hendes Skyld. «Alle mod En og En mod Alle» er Læren, der hyldes. Ved Stykkets Slutning er af dets Hovedpersoner den Ene ensomt døende, de tvende Andre ensomme, indre sønderrevne Ulykkelige.

Det Spørgsmaal, der først fremstiller sig med Hensyn til Udførelsen af dette Digterværk paa vort Theater, er det, om den er authentisk eller ikke. Jeg mener, om man har sørget for at indhente Digterens Mening med Hensyn til Rollernes Opfattelse og, i mindre Mon, med Hensyn til Iscenesættelsen. Jeg for min Del tvivler. Men det havde været en for vor Skuespilkunst meget nyttig Udgift, om man havde bekostet en Rejse for Henrik Ibsen, saa at han selv havde kunnet indstudere Rollerne, vejlede Prøverne og sætte sit Skuespil i Scene i Stedet for at man nu har nøjedes med Etatsraad Holsts vitterlige Udygtighed. Den nuværende Udførelse gjør Theatret Ære, men den var sikkert bleven meget anderledes, og da især for Birollernes Vedkommende, havde Digteren været tilstede. Han vilde næppe have givet sit Minde til Hr. Jerndorffs Fortolkning af Dr. Rank. Jeg finder ingenlunde denne Skuespiller uheldig, hans Maske er god, og han siger mange Repliker alvorligt og kjønt, maaske for kjønt, Dr. Rank er ikke saa sølle og blød. Men i alt Fald, Fremstillingen er ikke authentisk. Og blot for at tage et ganske lille Exempel: har Ibsen givet sin Tilladelse til, at Noras Ord om Ranks Fader: «han holdt Elskerinder og saadan noget» stryges, hvorved de følgende Repliker blive omtrent meningsløse? Denne Udeladelse er dog et latterligt Snærperi af et Theater, som har Aandsfrihed nok til at opføre «Amphitryon».

Udførelsen har været noget forskjellig de tvende første Aftener. Fru Hennings stod den første Gang i Fronten af de Spillende. Det var ét Beundringsudraab over hele Theatret. Den unge Kunstnerinde spillede med en Alvor og Virtuositet, der paa samme Tid forundrede og glædede, da Rollen dog ligger noget udenfor hendes egentlige Fag. Alt det Flagrende og Barnagtige, Bestræbelsen efter at opfatte Livet som Leg kom fortrinligt frem. Der var ypperlige Enkeltheder, især ved den Maade, hvorpaa hun bestandig skiftede Tempo i Dialogen; hun havde en Maner undertiden at jage Ordene frem i Galopade, som var særdeles original. Saaledes Udbruddet til Børnene: «kastede I med Sneboldt, der skulde jeg have været med.» Man vil ikke glemme hendes pjattede: «Vaas, Vaas, Vaas» eller hendes: «Lystig, lystig,» som saa skjærende betegner Noras Hang til at snakke Alting bort. Ved Fru Hennings hele Naturel, ved hendes fine Ansigtstræk med deres lidt stillestaaende Mimik beholdt Nora selv i Slutningsscenen sit barnlige Væsen. Man fik egentlig ikke Indtrykket af en Kvinde, men af et forskræmt Barn, paa hvis Uforstand og Uerfarenhed alle Bebrejdelser prelle af. Billedet, som vil findes i næste Nr. af «Ude og Hjemme», gjengiver saaledes Nora, hvor hun med sin uskyldige Alvor, som forstod hun slet ikke ret hvorom det gjaldt, giver sin Mand Ringen tilbage. Jeg tør ikke afgjøre, om denne Fortolkning er den rette. Det forekommer mig, at Fru Hennings gjør Nora altfor sympathetisk; hun overspringer det Raa, det Udannede, det Egoistiske hos hende. Den rette Nora lider ikke saa uforskyldt som det stakkels Barn, Fru Hennings fremstiller.

Ved anden Opførelse, hvor den nervøse Spænding hos Kunstnerne altid er ringere, var Fru Hennings svagere. Derimod har jeg ikke Ord nok til at rose Hr. E. Poulsens Spil i tredje Akt. Det var et fuldkomment Mesterværk. Hans lette Rus, hans fantastiske Sanselighed overfor den kostymerede Nora, de hjærteløse Fraser om Rank, og allermest den raa og frække Egoisme, da Opdagelsen sker, kom frem med en beundringsværdig Natursandhed. Han var helt paa Højde med Rollen ogsaa i den sidste Samtale, hvor Helmers hele System af Fraser Stykke for Stykke brydes, medens han kjæmper fortvivlet for at frelse Skinnet. Jeg vil blot endnu nævne det virkelig geniale Træk, at han sammensunken ved Døren ved Noras Bortgang kommer med sin slapt nedfaldende Haand til at berøre Klaverets Tangenter, der give en uhyggelig Dissonans, som bringer ham til at fare op.

Paa dem, om og for hvem «Et Dukkehjem» er skrevet, vil det næppe gjøre stor Virkning; man erindre Gnieren, der lærte at spare af Molières Harpagon. Det er altid dumt at spaa, men jeg vover dog at forudsige, at «Et Dukkehjem» intet Kassestykke bliver. Det er for alvorligt. Vort æsthetiske Publikum vil hylde Helmerske Anskuelser og finde det uskjønt og umoralsk. Henrik Ibsen faar trøste sig med, at han har frembragt et mægtigt Digterværk af rystende Sandhed.