Erik Vullum

Det er «Catilinas» Digter, som har skrevet «Et Dukkehjem». Der ligger snart tredve Aar mellem disse to Arbejder. Hvad der, den Gang «Catilina» skreves, var Tanker og Kraft, er nu bleven udfoldet og forædlet i en fyldig harmonisk Kvindeskikkelse. Alle Tilsprang, som gjordes i hint første Stykke, viser sig i dette sidste at have ført til Maalet. I «Et Dukkehjem» er rige Løfter indløst. De gjærende, ragende Tanker er opløst i Klarhed og kunstnerisk Harmoni. Men Digterens Følelse er den samme. Han har gjennem Aarenes Udvikling bevaret sin Medfølelse med den, der kommer paatvert med Samfundet, sin Sympathi for den, der bryder med dette Samfund, og sin Foragt for Gjennemsnitslivets hædrede Prydelser, enten de saa heder Cicero eller Advokat Torvald Helmer.

Var man i det virkelige Liv kommen ind i et saadant «Dukkehjem», hvor den bestemte, nøjagtige, fine og smukke Advokat Helmer omsvæves af sin friske, sprudlende, sangglade unge Hustru, hvor Børnene «Dukkebørnene» jubler imellem dem, mens hele Huset er under Forberedelse til Julaften, vilde man uvilkaarlig have dømt, at dette maatte være et Mønsterhjem. Hvor udfylder ikke de to hverandre! Hun med noget af den Lystiges Letsindighed, af den Godhjertedes Ødselhed, han med den som Forretningsmand strængere Grundsætning, en udviklet Sands for, at alt maa have en moralsk Grundvold. Deres Lykke og Samliv kommer frem i deres Samtaler, hvor Kjælenavnene krydser hverandre som Fjærboldene i et Kastespil. Alt er saa legende let. Og hvem skulde saa tro, at denne lille Frue, som alle tror, intet kjender til Livet, at hun virkelig har reddet sin Mands Liv. Da han var syg og maatte til Syden for at helbredes, men ikke for sine Grundsætningers Skyld vilde laane Penge, saa laaner hun dem hemmeligt for ham, afbetaler hemmeligt og sparer alt muligt, men især paa sig selv for at klare Afbetalingerne. Hun sidder oppe om Vinternætterne med Arkskrivning for at tjene Penge til Afbetalingen og siger til sin Mand, at hun forbereder til Jul, og hun føler sig som en Mand i dette Arbejde. Men der er et falsk Navn paa det Gjældsdokument, som hun udstedte. Hendes Fader døde i de Dage, og som Kautionist for Laanet havde hun skrevet hans Navn af Kjærlighed til sin Mand og for at skaane sin døende Fader. Det er dette falske Dokument, som truer med at komme for Dagen. Den, der har det i sin Besiddelse, har en liden Post i den Bank, hvor Advokat Helmer fra Nytaar af skal blive Direktør. Helmer vil afskedige ham for kun at have respektable Folk i sit Personale, og nu truer Krogstad med at ville benytte sig af det falske Navn, hvis ikke Fru Nora Helmer udvirker af sin Mand, at han skal tage Afskedigelsen tilbage. Det begynder at dæmre for hende, hvad det vil sige, at have skrevet et falsk Navn, og hvad det vil paaføre hende og endnu mere hendes Mand, hvis det kommer frem, at hun har udstedt et falsk Gjældsdokument. Og hun beder sin Mand, der jo intet kjender til hendes Stilling til Krogstad, at han ikke skal afskedige Krogstad; han vil hævne sig med at skrive mod ham i de værste Aviser, og det er hun saa bange for. Hvis han vil føje hende, skal hun løbe Ekorn for ham og gjøre Spillopper baade højt og lavt, hun skal som Lærkefugl kvidre i alle Stunder, hun skal lege Alpepige for ham og danse for ham i Maaneskinnet; men for at faa en Ende paa dette, sender Helmer Krogstad Opsigelsen endog Juledags Formiddag, thi han havde alt skrevet den og gjort det bekjendt i Banken. Helmers skal have et Par Fremmede til Middag og skal anden Juledag til Maskeradebal hos Grossereren ovenpaa. Der skal Nora danse Tarantella som neopolitansk Fiskepige, og hun har det derfor travelt med Maskeradedragten. Krogstad kommer op Kjøkkenvejen og siger, at nu har han faaet sin Afskedigelse; men han er bestemt paa at tvinge sin Vilje igjennem. Han vil ikke offentliggjøre Dokumentet, men skrive til Helmer, at han gjør det, hvis denne som Direktør ikke opretter en Post for ham i Banken. Hun truer med at dræbe sig; men han er raadig over hendes Eftermæle, og saa slipper han Brevet ned i Brevkassen. Der ligger det! Hendes Mand kommer ind med sin Husven Doktor Rank. Nora beder ham, at han nu ikke maa beskjæftige sig med Forretninger, ikke før Maskeballet er over, thi hun frygter saa for, at der skal komme noget fra det stygge Menneske. Han lover det, men vil dog først se i Brevkassen. Nej! han maa indøve Tarantellaen med hende, ellers kan hun ikke danse, han maa ofre sig for hende, ikke have Øje for andet end hende, og saa danser hun Tarantellaen, fortvivlet, rasende, saa hendes Haar falder ned, slaar Tamburinen, danser paa Livet med Dødens Fortvivlelse og Jubel omkring sig og raaber til Pigen, der melder, at Bordet er dækket, at hun maa sætte Champagne frem: «Champagnegilde til den lyse Morgen». En Veninde af hende, til hvem hun har betroet sig, har imidlertid ordnet Forholdet med Krogstad men forlangt af Nora, at hendes Mand skulde blive bekjendt dermed. Saa kommer de ned fra Maskeballet anden Juledags Nat. Nora har danset for dem, hun er forførende, fortryllende skjøn. Helmer har i Forelskelse og forelsket Jalusi over at denne Skjønhed skulde beskues af andre Øjne end hans, ført hende ned, endnu førend Ballet var slut; det er som i hans Kjærligheds første Dage. Han er forelsket i hende som i de første Dage, de mødtes. Og hans Læber strømmer over med, hvad han føler i sit Bryst. Han slaar Armene om hende: «Aa du, min elskede Hustru; jeg synes ikke jeg kan holde dig fast nok. Ved du vel, Nora mangengang ønsker jeg, at en overhængende Fare maatte true dig, for at jeg kunde vove Liv og Blod og alt for din Skyld.» Nora river sig løs og siger: «Nu skal du læse dine Breve Torvald». Han tømmer Brevkassen. Noras Monolog, mens han er inde og læser Brevene, er for skjøn til ikke at aftrykkes. Hun tager sin Mands Domino og slynger om sig: «Aldrig se ham mere. Aldrig, aldrig, aldrig. (Kaster sit Shawl over Hovedet). Aldrig se Børnene mere heller. Aldrig, aldrig. Aa det iskolde sorte Vand. Aa det bundløse dette. Aa, naar det bare var over. Nu har han det, nu læser han det. Aa nej, nej, ikke endnu. Torvald, Farvel! Du og Børnene». Hun er paa Sprang ud, da Helmer kommer med Brevet. Han ser sin ydre Stilling ødelagt, han ser sig bedraget af en, han har stolet paa, hvor han troede, der var Skjønhed, viser det sig nu, at det kun har været «bundløs Hæslighed». Hun skal blive i hans Hus for den ydre Anstands Skyld, men de vil ikke leve sammen, og hun skal ikke opdrage Børnene. Da kommer Gjældsbrevet fra Krogstad. Helmer brænder det. Der er ingen Fare længer for det ydre Skin. Ingen faar vide dette; det hele var en styg Drøm. «Snart vil alting være som før; jeg vil ikke længer behøve at gjentage for dig, at jeg har tilgivet dig», og han glæder sig i Følelsen af at have tilgivet. Nora har klædt sig om og taget sin Hverdagskjole paa. Hun siger sin Mand, at de i otte Aar ikke har talt et alvorligt Ord om alvorlige Ting. Hun har været en Dukke for ham, og Børnene en Dukke for hende. Hun kan ikke opdrage sine Børn, thi hun maa først opdrage sig selv; men han er ikke Mand til at hjælpe hende, og derfor vil hun rejse sin Vej. Hun havde ventet det vidunderlige af ham men frygtet det tillige at han skulde staa frem og tage Skylden paa sig; men dette Haab var bleven skuffet. Han paaberaaber sig, hvad Folk vil sige, naar hun saaledes forlader sit Hjem; men hun tager intet Hensyn til, hvad Folk siger. Han nævner hendes helligste Pligter, hun svarer, at hun har helligere, nemlig mod sig selv. Han siger, hun først og fremst er Hustru og Moder; hun hævder, at hun først og fremst er Menneske eller vil forsøge at blive det. Han nævner Religionen, hun ved ikke, hvad Religion er, eller hvad der for hende er Religion. Nogen moralsk Følelse tør hun ikke sige, hun har saaledes, at hun kan stole paa den, og det Samfund, hun lever i, forstaar hun ikke. Hun ved kun, at hun i otte Aar har faaet tre Børn, og at hun ikke kan blive Natten over i en fremmed Mands Hus. Derfor gaar hun, og Natten mellem anden og tredje Juledag slaaes Porten ilaas, da hun har forladt det Hjem, som man tre Dage tidligere vilde have kaldt et Mønsterhjem. Der er kun et muligt Haab tilbage om, at begge disse to udvikler sig saaledes, at de i Sandhed kan blive Mand og Hustru.

Allerede af dette korte Referat, som har maattet lade alle de mange glimrende Enkeltheder tilside, vil man faa et Begreb om, hvad det er Ibsen har rettet sit Slag mod, og hvorledes han har rettet det. «Et Dukkehjem» er Individets Opposition mod den overleverede Religions og Samfundsordens Fordringer, gjennemført med en saa hensynsløs Konsekventse, som vi aldrig har seet det i vor Literatur tidligere. Ved hvilke kunstneriske Midler dette er gjort, hvad i vort Samfund der berettiger til et saadant Arbejde, og hvilke Virkninger et Skuespil som dette Ibsens sidste vil have paa os kræver en Artikel for sig.

 

Hvad man hos Ibsen særlig har beundret, er den filosofiske Digter. Vel er vor Literatur nu kommen langt bort fra den Tid, man i et Digterværk alene søgte et Skjønhedsindtryk, hvor Digterværkets Værd laa i, hvorvidt det havde opfyldt sin poetiske Arts æsthetiske Love og Fordringer, vel erkjender vi nu, at kun den er en virkelig Digter, der skriver ud fra et afklarnet filosofisk Standpunkt eller fra en social Opfatning med en bestemt Higen efter ikke blot at glæde og fornøje, men at reformere og kritisere, og kun gjennem sin Reformeren og Kritik at glæde og forædle, vel kræver vi nu af et Digterværk for at erkjende dets Gyldighed, at det udtaler og forkynder noget, at det saa at sige ligger Filosofien nærmere, end den bildende Kunst; men alligevel bliver det i en ganske anden Forstand, man over for Ibsen netop betoner, at han er en filosofisk Digter.

Det er ikke ved et stemningsfuldt Samliv med sine Omgivelser og sin Samtid, at Ibsen er bleven den store Digter. Han er bleven det igjennem Anskuelsen. Skulde man fra en anden Kunstform hente et Udtryk for hans Begavelse og overføre det paa hans Digtning, maatte man sige, at han digterisk ikke var Maler, men Billedhugger; Billedhugger og Arkitekt. Ibsen har seet, følt det Seede, og saa udformet det i Klarhed. Derfor var Formen hans Styrke, derfor sad han inde med de ydre Former, hvori et smeltet Indhold skulde gydes, længe før han i sin Sjæl fik smeltet Metallet saaledes, at Slaggene skilte sig ud og kun det ædle blev tilbage; derfor digtede han saa meget, der kun var Tanker, før han naaede at give det fyldige Liv; men derfor har han ogsaa naaet den Fuldendthed, der i et «Dukkehjem» kom for Dagen, da han i en ærefuld Troskab med sine inderste Tanker havde vugget og plejet disse saalænge, til de virkelig havde faaet Aand og Liv.

Lad os kun, for hvad der vedkommer den ydre Form, sammenligne et af Ibsens tidligere Arbejder med «et Dukkehjem», og vi vil have et Maal paa hans Udvikling gjennem Aarenes Løb. Den Maade, hvorpaa en Digter finder sine Billeder, er altid et sikkert Tegn paa hans Evners Karakter. Tager man saa «Kongsemnerne», det første Kraftgjennembrud af den mægtige Aand, saa vil man i det finde et ejendommeligt Billedsprog. I fjerde Akt, efterat Bisp Nikolas er død, efterat Brevet er brændt, saa Hertug Skule aldrig kan faa nogen Vished om, hvorvidt han efter Blodet og Retten er den til Tronen baarne, stiller han sig til Doms over sig selv for at dømme, om han har den indre Begavelses Ret til at bejle til Kronen. Det er en af disse sjælelige Dissektioner, hvor det aller Inderste i et Væsen kommer frem. Og hvorledes gjengiver Ibsen da Hertug Skules Tanker om sig selv? Han magtede ikke at karakterisere og levendegjøre dem; men han omskrev dem, han gav dem i et Anskuelsesbillede, der gjennem det seende Øje og ikke gjennem det hørende Øre naaede frem til vor Sjæl. Han naaede kun umiddelbart, men ikke direkte til vor Følelse. Men hvor er ikke Tanken klar! Hertug Skule sammenligner sig selv med den tunge, knudrede Eg, der i Skogen ikke er voxet til Mastetop, men som ligger nede under Vandet og sikrer for, at Skibet ikke kulsejler i Stormen men uden at sees af noget Øje oppe i Dagen. Kong Haakon den lykkelige derimod, han er som Masten, der bærer den gyldne Fløj, som holder Sejlene, der fører Skibet ud paa de fjerne Have og til de store Stæder. Billedet er slaaende. Det viser os de to Kongsemner i deres indbyrdes Forhold; men vi ser Forholdet kun gjennem Billedet. Fra Billedet maa vi ræsonnere videre, vi maa med andre Ord digte videre, hvad Digteren ikke har digtet, men kun anskueliggjort.

I «et Dukkehjem» er det anderledes. Man kan læse Bogen fra den første til den sidste Side, og man finder neppe et Billede. Ibsen har dem ikke Behov længere. Den, han vil skildre, har han saaledes udarbejdet, at han ikke trænger at tage sin Tilflugt til noget anskueliggjørende, udenfor hvad de naturlige Replikker giver. Men med hvor stor Kunstfærdighed Henrik Ibsen end har skildret Personerne i sit Skuespil, hvor meget han end har levendegjort dem, han fornegter sig dog ikke som filosofisk Digter, som den, der gjennem Anskuelsen er bleven Digter. De Mennesker, han skildrer, er af Statuernes Slægt; de er linjeklare, rene og meislede, mere hvide end farverige, noget kolde maaske, ialfald har Replikkerne et marmorhugget Præg, som om de var kjølnet paa Vejen fra Digterens Sjæl til den skildrede Persons Læber. Trænger Ibsen end ikke Billeder længere for at gjengive sine Personers sjælelige Liv, det Symbolske, hans Billeder indeholder, har ikke med Billedernes Forsvinden forladt Personerne. De viser udover sig selv. De er ikke i Flæng taget ud af Mængden, som den myldrer omkring os. De er repræsentative; de har noget af Generalnævnerens Egenskab ved sig. Hans Personer er selvstændige Størrelser for sig; men samtidig er de Fællesudtryk for Samfundet paa et givet Standpunkt, som dette fremtræder gjennem sine forskjellige Elementer. Advokat Helmer og Nora er individuelle Personligheder, men samtidig er de typiske og mere end typiske. Der er noget symbolsk i dem og over dem, Helmer er et Udtryk for den ydre, indholdsløse Autoritet, Nora er den Opposition, der bryder med denne ydre Autoritet, og hvor godt denne end er dækket, melder det Symbolske ved den sig dog for Tanken tilslut.

Og som Ibsens Personer har noget Statueagtigt ved sig, ligner hans dramatiske Form disse Bygninger: Sale, Haller og Gallerier, hvori de hvide Statuer opstilles. Med den formende Kunstners udprægede Sands ved han, at finde Harmoni mellem Rammen og dem, som skal bevæge sig inden den. Laokoon kræver en anden Hvelving, anderledes formede Vægge end Praxiteless Eros, og med en udviklet Sands for Skjønhed og Harmoni har Ibsen vist at undergive sin Kunst Harmoniens Fordringer. Han er fjernt fra de Digtere, som tror, at der gives nogen Opskrift for et Drama, hvorefter det kan bygges, Handlingen exponeres og Knuden løses. Han vexler sin Form efter sine Personers Karakter; derfor blev «Peer Gynt» et regelløst Digt, «De unges Forbund» et utrætteligt, nervøst virkende scenisk Maskineri, «Samfundets Støtter» en Samling af sceniske Modsætninger, «Et Dukkehjem» en næsten scenisk Fuldendhed.

Ibsen har engang skrevet en Sætning, som ofte er bleven anvendt mod ham. Det er den:

«Thi mod Skjønhed hungrer Tiden».

Vil man af et Dukkehjem slutte det samme? For hvad vi dagligdags forstaar ved Skjønhed, er Advokat Helmer en udpræget Repræsentant; men hos ham er Skjønheden kun et andet Udtryk for den ydre Glimmer, og det er jo Betydningen af Ordet i de Flestes Mund. Skjønheden vil sige den quasi-aristokratiske Tilbagetrukkenhed fra Verden med dens Behov, Virkelighed og Demokrati, Skjønhed er et Liv mellem smukt indbundne og tamme Bøger, persiske Gulvtæpper, Lamper og Kandelabre, letfordøjelige Spiser, Theater og Konsertbiletter, smigrende Omgang, konversationskjedelige Baller. Skjønnere er det at brodere end at strikke, som Helmer siger. Men denne Opfattelse af Skjønhed, Fornemhed og Livsværd er det Henrik Ibsen i «Et Dukkehjem» har forsøgt nedbrudt.

Allerede efter den flygtigste Gjennemlæsning har man et levende Indtryk af, i hvilken usædvanlig Grad «et Dukkehjem» vil være scenisk. Det forekommer saa rigt, spillende og afvexlende. Scene glider forbi efter Scene, hver med sit ejendommelige Præg. Men er man kommen Stykket paa Frastand, og overser det Hele, trækker det sig ligesom sammen, det forskjelligartede forsvinder, og hvad der staar tilbage er en stor Dialog mellem to Mennesker. Hvor afgjørende Scenen mellem Krogstad og Fru Linde i Begyndelsen af tredje Akt end er for Stykkets Handlinger, falder den dog næsten episodisk, som noget Stykket mindre vedkommende; hvor udmærket Digteren har forstaaet at benytte Doktor Rank, han gaar dog kun ud og ind som en, der i det højeste som Ven tilhører Huset. Det er Helmer og Nora, som har et Mellemværende med hverandre. Hvor fint udviklet, sikkert udkastet, betagende skjønt meget er skildret, det bliver dog alt ligesom staaende i Skygge for den mægtige Slutningsscene, hvor hver Replik falder tungt, og hvor man aner aarelang Grublen og Vejen ofte bag en Sætning paa ikke mere end en Linje. Og dog er denne Slutningsscene visselig ikke den bedst digtede. Der er ikke faa Steder, hvor det, der siges, mere er Ibsens Tanker end de digtede Personers. Han er gaaet ud over Rammen og forkynder selv en Samfundsopfatning. Det er Tankerne, som har faaet Overvegten hos den filosofiske Digter.

Derfor kan det vistnok heller ikke nægtes, at der i denne Slutningsscene er flydt noget alment ind, der ikke egentlig passer i Anlægget, men gaar ud over dette. Hvor utilfredsstillende Samlivet end har været mellem de to, noget af et Samliv har det dog været, og dette virker altid et Baand, som der er en egen Smerte ved at bryde. Men denne Side har Ibsen aldeles overseet. Man taber i Bruddets Øjeblik ligesom noget menneskeligt baade hos Helmer og Nora; de omskabes til Repræsentanter; hvad der sker, bliver mere end Opløsningen af et Ægteskab, og man mærker, hvorledes det ikke er denne Katastrofe i og for sig, der har interesseret Ibsen, at den kun er en ny Form, han har fundet for sin Tanke, at naar han hos Nora har nedlagt den angstfulde Venten paa, at Helmer skal vise sig som en Mand med Sandhed og store Følelser, saa er dette fine poetiske Træk kun en Omdigtning af Ibsens bitre Ironi mod vore Samfundsforholdes Usandhed. Det staar ikke for ham som naturligt, det er «det vidunderlige», om det skulde vise sig at være noget virkeligt Indhold bag det ydre Skin.

Hvilken Forskjel er der ikke ved det første Øjekast mellem «Et Dukkehjem» og et Arbejde som «Brand». Der vil maaske være mange, for hvem det er ubegribeligt, at en Digter, som har skrevet «Brand», har kunnet skrive noget som «Et Dukkehjem»: Det første Arbejde, som man troede bugnede af religiøse Følelser, det andet, som næsten en Afsigelse af den religiøse Tro. Og dog er Tanken i de to Stykker den samme. «Brand» bryder med alt i Verden, forlader Dalen og Folket og søger op paa Fjeldvidderne, fordi han ikke kan forsone Modsigelsen mellem Verden, som den er, og det personlige Ideal, han har dannet sig paa Kristendommens Grundsætninger. Nora bryder ligeledes med alt og søger ud i Ensomhed. Den Enkeltes Kamp mod Samfundet er den samme. Men hvor er ikke Ibsens sidste Arbejde trods den klare beherskede Form radikalt i Sammenligning med det tidligere, trods dettes ofte næsten vilde Deklamationer. I Kraft af et Ideal paa Grundlaget af Samfundets Religion optager Brand Kampen med Samfundet: Men med den samme Tvivl saavel til Religionen som til Samfundet bryder Nora de mest bindende Baand. Og dog er der et Haab i «et Dukkehjem» medens der kun er Tilintetgjørelse i «Brand». Det er som Ibsen har tænkt, at naar et Menneske først var kommen til at tvile paa alt, at opgive alt, saa det kunde begynde helt forfra, da var der Udsigt til, at Mennesket kunde finde sig selv og vinde Sejer.

Det er dette Resultat, Ibsen gjennem sin Tænken over og Kritik af Forholdene er kommen til.

Overalt i den civiliserede Verden anser man sig berettiget til at dømme et Samfund efter dets Literatur, naar denne da er nogenlunde betydende. Skal vi mere være undtaget fra den Regel? Eller hvilket Billede vilde man faa af vort Samfund, om man paa Grundlag af de seneste Værker «En Fallit», «Redaktøren», «Kongen», «Paa Hjemvejen», «Samfundets Støtter», «Leonarda» og «Et Dukkehjem», skulde opkonstruere det for sig? Er det Digteren som har Uret, eller er det os, som virkelig afgiver Stoffet til saadanne Skildringer? Da «Samfundets Støtter» opførtes i Kjøbenhavn, følte man sig der aldeles ikke rammet af Stykkets Braad, thi det maatte være specielt norske Forhold, som de kun fandtes i Norge og ikke i Danmark, som der var sigtet til. Eller repræsenterer Bjørnson og Ibsen nu ved sine sidste Værker mindre det norske Ejendommelige, end dengang de vandt sig Navn for at gjøre det ved Bondenovellerne, «Hærmændene» og «Kongsemnerne»? Man kan trygt svare nej; og naar der føres saa højrøstet Tale over, at det er nye, fordærvelige Retninger, som indføres i Poesien, saa er dette som oftest vel kun et omsat Smerteskrig ved, at vi ser vore Fejl ubønhørlig blottet og mærker det skjære i Kjødet. Vor Poesi er blevne banebrydende og reformatorisk, og i «Et Dukkehjem» har Ibsen indtaget Pladsen i første Række. Hans nye Stykke vil og maa forarge mange Anderledestænkende, men det er dog et af de Arbejder, som indvinder Kjærlighed til Forfatteren.