Ibsen i Italien.
Af et Privatbrev, dateret Venezia 10de Marts 93 hidsættes:– – – – Du husker nok, at jeg i sin Tid fortalte Dig om den Modtagelse med Latter, Piben, isende Taushed o. l. Manifestationer, som «Vildanden» fik af Venetianerne, og at det et halvt Aars Tid efter ikke gik «Hedda Gabler» stort bedre, saa man maatte tro Hr. Ibsen «skrinlagt for ever« af det venetianske Publikum idetmindste. Desto glædeligere er det at kunne melde Dig den Lykke, som «Et Dukkehjem» gjorde for nogle Dage siden paa det samme, herværende Theater.
Den bekjendte og meget yndede Skuespillerinde Aliprandi-Pieri fik nemlig den nærsagt dumdristige Idé at vælge sidstnævnte Stykke til Beneficeforestilling imandags. Om det nu var dette eller Beneficiantinden, der var Trækplasteret, ved vist ikke jeg, men vel, at Theatret «Goldoni» hin Aften fyldtes af det samme kunstforstandige Publikum, der i sin Tid gav bemeldte Stykker ovennævnte Bekomst, saa det neppe kom med særdeles store Pretensioner til Skuespillet.
Som Benefice-Aften gjorde dog en vis Feststemning sig gjældende, hvad der i og for sig allerede sikkrede en gunstig Begyndelse, der glædeligvis steg for hver Akt, som efterfulgtes af baade to, tre og fire Fremkaldelser, der tydeligvis ligemeget gjaldt Forfatteren som Fremstillerne, af hvilke «Nora» – den ikke længer saa unge Beneficiantinde – ovenikjøbet fik 2 smukke Blomsterkurve.
Antageligvis forat Publikum ikke skulde forlade Huset i lignende Misstemning som ved de tidligere Ibsen-Opførelser – en Kritiker ytrede dengang, at de ibsenske Personligheder blev man umulig kvit; de martrede en baade Dag og Nat – gaves en liden lystig Farce efterpaa, men de ellers altid muntert stemte Italienere fandt den usmagelig ovenpaa «Dukkehjemmets» Tankefond.
Her, som andetsteds, kom Noras «Beslutning» hovedkuls paa baade Kritikere og ikke mindst paa de mange tilstedeværende Hustruer og Mødre, hvoraf endel idetmindste maa ha «taget Parti», hvad der kunne skjønnes af Applausen under vedkommende Scene, saavelsom efter Tæppets Fald, mens Diskussionerne pro og kontra strax var i livlig Gang; mange talte ogsaa om Stykkets saakaldte «Urimeligheder», men de var dog et forsvindende Antal mod dem, der fandt de ovenanførte Stykker «urimelige». Dengang faldt der Udtalelser saavel i som udenfor Theatersalen, der kunde bringe en til at ønske, at ens Vugge ei havde gaaet i Heddas «besynderlige» Fædreland.
Dengang havde Venetianerne mer end nok med en Første-Opførelse; mens «Dukkehjemmet» gik ogsaa den følgende Aften med samme Sukces og Forstaaelse af det kritikkyndige Publikum, der indfandt sig lige talrigt som den foregaaende Aften og sandsynlig vil gjøre ligesaa ved de i nær Fremtid bebudede Gjentagelser.
Samspillet gik upaaklageligt, dog tilkommer Æren fornemmeligt Nora-Fremstillersken. Apropos denne, er hun og den ikke mindre bekjendte, yndede Eleonora Duse de eneste Ibsen-Opførersker, idetmindste af Betydning, blandt Italiens Aktriser. Da nemlig den ret dygtige Oversætter Pietro Galletti for endel Aar tilbage tilbød flere af sine Landsmandinder Rollen, var det kun Fru Aliprandi-Pieri, der læste den med Forstaaelse, og som saa Ibsens fremtidige Betydning for Scenen, saa hun tappert gav sig ikast med den vanskelige Opgave. Saavidt jeg ved, var «Dukkehjemmet» tillige det af Ibsens Værker, der først oversattes og overførtes paa italiensk Grund. Idetmindste gav Aliprandi-Pieri det for første Gang i Turin i Vinteren 1889 og det med ganske godt Udfald, saa det i kort Tid opførtes 3 Aftener, skjønt det ogsaa der fremkaldte en hel Storm af Strid og Diskussion.
Imidlertid fremstod Giacinto Capuana med en anden Oversættelse af samme Stykke, som han efter megen Overtalelse fik Eleonora Duse til at overtage, og som fandt velvillig Modtagelse af de intelligente Milanesere, der gjennemgaaende hylder Ibsen.
Efterat Aliprandi gik over til Marini-Selskabet, har hun opført flere af Ibsens Stykker i de forskjellige Byer med mere og mindre Sukces, men allesteds slog «Dukkehjemmet» bedst an.
Du kan tro, det var en hel Nydelse at modtage de mange Lykønskninger af vore theaterbesøgende venetianske Venner ianledning af vor store Komediograf, og ikke mindst som skjærende Modsætning til de lidet smigrende Udtalelser, der surrede omkring en ved de tidligere Opførelser.
– e – z.