Hans Aanrud

Det er et modigt Eksperiment, Fru Thora Hansson gjør i Tivoli Teater imorgen Aften, idet hun vil vise sig som «Nora», omgit af lutter Unge og i disse Opgaver nye Folk. Modigt, fordi tidligere Dukkehjemsfremførelser gaar igjen i vor Bevidsthed med skarpe Linjer og friske Farver. Men ogsaa interessant. Naar en Kunstnerinde med Fru Hanssons Vilje vover dette Eksperiment, kan man sikkert vide, at hun vil forsøge at gjøre noget nyt, stille et andet Billede op mod det, som hidtil lever i vor Erindring.

Om det vil lykkes, kan vi paa Forhaand ikke vide. Men iethvertfald er Fru Hansson en saa dygtig og alvorlig Kunstnerinde, at hendes Forsøg har Krav paa den alvorligste Opmærksomhed, og det saa meget mere, som hun hører til de Kunstnere, der har maattet lide under vore smaa kunstneriske Forhold, ikke faat Anledning til helt at udnytte og udfolde sine Evner. Paa gamle Kristiania Teater blev hun paafaldende lidet anvendt, og Nationalteatret har fundet slet ikke at ha Brug for hende. Men naar vi husker hendes Selma og Leonarda, bør vi ialfald denne Gang fylde Huset for at se hendes Nora.

Fremførelse af «Et Dukkehjem» igaaraftes blev en Succes saa smuk, at selv hendes bedste Venner ikke kunde ønsket eller ventet den bedre. Det blev ikke bare en respektabel eller interessant Forestilling, som man sad nysgjerrig og saa paa, det blev for Publikum en Andagtsstund og for Kunstnerinden en afgjort Seier. Jeg har set «Et Dukkehjem» i mange Skikkelser med store Kunstnerinder som «Nora», blændende og gribende Fremstillinger, men aldrig ved jeg, at Stykket har virket saa jevnt menneskeligt, saa lige ind paa Livet af en. Fru Hansson havde gaat forbi alt det parademæssige, som har fristet saa mangen Kunstnerinde, og fuldstændig underordnet sig Rollen. Og derfra gav hun saa langt hun evned, et lidet Menneske i Angst, i Fortvilelse og tilslut i stivnet Forundring over, at alting er saa himmelvidt anderledes, end hun havde tænkt. Man kunde maaske indvende, at hun gjorde for lidet af at fremstille «Lærkefuglen», saa at si sprang den over og gik lige ind i Hovedsagen med en Gang; men det viste sig mærkelig nok, at Stykket er saa indre godt, at det ikke trængte denne dramatiske Modsætning stærkere fremhævet, end den blev. Det hele kom derved bare til at virke end enklere og naturligere.

De øvrige Roller spilledes alle af ganske unge Mennesker, ved hvilke der klæbede mange ydre sceniske Ufuldkommenheder, men heller ikke dette virkede synderlig forstyrrende overfor det ægte Alvor, som prægede dem alle. Baade Hr. David Lundes Doktor Rank og Hr. Thomas Thomassens Krogstad virkede ubetinget ægte og undertiden helt intenst. Mest Opmærksomhed tiltrak dog Frk. Krohn sig som Fru Linde ved sit gjennemgaaende stille og fine Spil. Den værste Opgave havde Hr. Helland som Helmer, idet han naturligvis ikke har den Personlighed, som Rollen kræver, men han spillede i det hele saa forstandig, at intet blev skjæmt ud.

Fru Hansson modtog i Aftenens Løb en Mængde Blomster og utallige Fremkaldelser.