Hartvig Lassen

I den saa vidtløftig omdebatterede Slutningsscene i «Et Dukkehjem» findes der en Replik, som ret beseet turde være et godt Udgangspunkt til Belysning af en dybtliggende Eiendommelighed i den Ibsenske Livsbetragtning. Det er Noras Ord: «Jeg tror at jeg først og fremst er et Menneske, jeg ligesaavel som du, eller i al Fald at jeg skal forsøge paa at blive det.» Seet i sin Almindelighed har jo en saadan Udtalelse intet Overraskende ved sig; men naar man ved, at det er med dette Argument, hun afviser Helmers Paamindelse: «Du er først og fremst Hustru og Moder», og at det er i Kraft af dette Argument hun erklærer sit Ægteskab ugyldigt og sin Husbond for «en fremmed Mand» – saa tyder dette ret beseet paa en ganske egen Forestilling om det at være Menneske. Det sterkeste Baand, hvormed en Kvinde kan knyttes til Livet, er for hende en Hindring – «først og fremst Menneske», dernæst altsaa Hustru og Moder. Vi se for det første heraf, hvad det «at være Menneske» efter Dramaets Opgjør ikke er: det er ikke at være Medmenneske. Det er ikke at være Medmenneske i de dybeste og inderligste Forhold, Livet har – og i hvilke Forhold vil hun da være det? For en almindelig, og vi tillade os at tilføie, for en sund moralsk Betragtning maatte vel Forholdet stille sig omtrent saaledes: Her er en Kvinde, som har gaaet tankeløs gjennem Livet; en Brøde, som i sig selv ikke er stor, viser hende, gjennem de Følger den truer med, Usandheden i det Liv hun har ført; hun er gjennem den dybeste Sjelekval, et Menneske kan undergaa, vaagnet til Bevidstheden om sin Skyld, og vel at merke: hendes Skyld ligger væsentlig, ikke i hvad hun har gjort, men i hvad hun har forsømt – og skulde hun ikke da, gjennem denne gjennemgribende moralske Krisis, være modnet til at gaa Livet imøde, i de Forhold hvori hun er stillet? til at opdrage sig selv i og med det samme hun opdrager sine Børn? – og vi kan tilføje sin Mand med; thi hun er ham jo (hvad der forresten kommer meget overraskende), saa højt overlegen, at ingen Talsmand, ja ikke engang en Talsmandinde for Kvindens Rettigheder kan forlange en bedre Illustration til hvad en Kvinde kan være for en Mand. Kan hun paa en mere praktisk Maade «blive Menneske», end ved at gribe den nærmeste Opgave Livet byder hende? Opfylder hun ikke i dybeste Forstand «Pligten mod sig selv» ved at opfylde den mod Mand og Børn? Og er ikke dette, at sige sig løs fra disse Forhold for at «forsøge paa at blive Menneske», det Samme som at sky Vandet indtil man har lært at svømme?

Men det er netop dette: at sige sig løs fra menneskelige Forhold for at «blive Menneske», som frembringer en forunderlig Dunkelhed, ikke alene i Et Dukkehjem, men i andre af Ibsens betydeligere Dramaer. «Brand» er i denne Henseende en typisk Ibsensk Skikkelse. Han søger sit Menneske Ideal gjennem et umenneskeligt Brud med alle menneskelige Forhold, og ender i Sneørkenen, og naar der paa hans sidste Spørgsmaal svares: «Han er deus caritatis», saa er dette snarere en deus ex machina, thi vi har ikke fornemmet hans Nærværelse i Digtet. En lignende Udgang er der i «Kjærlighedens Komedie» (der godt kan betragtes som Indledningsdigtet til den Ægteskabets Tragedie vi her har for os). Falk og Svanhild skilles fordi de elske hinanden; der er det for enhver sund Følelse Uforstaaelige i Forholdet, at der i selve deres Kjærligheds Væsen og Vorden tillige er Tvivl om dens Kraft til at holde ud i Livets kamp. Derfor bryder i Grunden ogsaa Falk, som Brand, som Nora med alt Medmenneskeligt; han vises som de ud i Ensomheden; at det her sker med Jubel og Sang, er til liden Husvalelse, og der klinger en skjult Fortvivlelse i Slutningsverset:

Og har jeg end seilet min Skude paa Grund,
Saa var det dog deiligt at fare!

Det er denne dybe Mistillid til Samfundet, som er det misanthropiske Grundtræk i disse (og flere) Ibsenske Digtninge. Den har udrustet ham med et skjærende Vid og en satirisk Kraft, som søger sin Lige, (vi behøve blot at nævne den i den moderne Literatur maaske enestaaende Satire, De Unges Forbund), og der er i hans Pathos en Vrede, der rammer som et tveægget Sværd, men hvor et positivt Livsindhold skal stilles op som Modbillede, der brister Virkelighedens Fodfæste under os, og det Ideal, der peges ud imod, er et Luftbillede i Abstraktionens Verden. En saadan Abstraktion er det – vi tro nu man vil forstaa hvad vi mene – naar denne Kvinde, hvis Væsen lige til sidste Scene udfoldes for os med en saa overordentlig psychologisk Finhed og Klarhed, gaar bort for «at blive et Menneske». Saa scenisk virkningsfuld som denne Udgang er, saa dramatisk sønderreven er den, og der er vistnok noget Berettiget i hvad der er sagt i en Kritik, at en decideret tragisk Katastrofe vilde være mere tilfredsstillende. Imod al den æsthetiske Dybsindighed, som er bleven anvendt paa at hævde det Berettigede i denne Opløsning, vil den sunde menneskelige Følelse beholde Ret, naar den protesterer mod Grusomheden i denne Afslutning, hvor Hjælpeløsheden og Fortvivlelsen ruger over den øde Scene, uden anden Trøst end et mystisk Ord og en parenthetisk Anvisning til Skuespilleren*) Selv den hedenske Verdens Smerte over de menneskelige Tings Usselhed saadan som vi kjende den af Tragikerne er mere styrkende end dette Opgjør, og i den kristne Tidsalders Tragedie – hvem har sat voldsommere eller mere grusomme Konflikter i Bevægelse end Shakespere? Og dog, naar Opgjøret kommer, er det som om Himmelen aabner sig og den guddommelige Retfærdighed kaster en overjordisk Glands derover, der i en dobbelt Betydning forklarer Afgjørelsen.

Men vi maa jo ikke glemme, at vor Digter ikke har villet skrive en Tragedie. «Saadan er Livet», er jo den moderne Digtnings Motto. Det er utvivlsomt, at Livet kan frembringe saadanne Kollisioner, som den der her er fremstillet med et saadant Virkelighedspræg, at vi synes vi har oplevet den; han fremsætter Problemet, lad Læseren tænke over Løsningen (in casu hvordan Nora virkelig bliver «Menneske»). Thi den moderne Digtning vil ikke vide af, at der gives Tilstande og Konflikter, som den ikke skulde have Brug for, fordi Virkeligheden er mægtigere og opfindsommere end Poesien; den synes netop at have mest Brug for de Konflikter den ikke kan løse, men afskjærer med et Spørgsmaalstegn. «Saadan er Livet»; eller rettere: dette er et løsrevet Stykke Menneskeliv, lad saa Læseren se til, om han kan finde en Fortsættelse, der bliver en Afslutning. Derfor opleve vi, med «Et Dukkehjem» som med «Leonarda», det for alle gammeldags Æsthetikere meget komiske Fænomen, at Publikum paa egen Haand digter videre i Aviserne, den Ene hid og den Anden did, og den Ene kan have ligesaamegen Ret som den Anden. Det er en af de aparte Fornøielser, den «realistiske» Poesi forskaffer os.

En anden Sag er det, at dette Spørgsmaalstegn er sat med en saadan Energi, at det har givet en stærk Impuls til den Forhandling, som jo staar paa Dagsordenen: Debatten om Kvindens Opdragelse og Stilling i Ægteskabet. Den Knude, som Dramaet ikke løser, er strammet med en saa kunstfærdig Haand og kasuistisk Skarpsindighed, og dets Figurer er stillede os saa lyslevende for Øie, at dette Digt har sat Sindene i Bevægelse som en Begivenhed vi nylig har oplevet, som en virkelig cause célèbre, hvor vi tage Parti for og imod. At Digtet saaledes er blevet en Anledning til Debat om praktiske Anliggender, vedkommer det ikke som Kunstværk, indenfor dettes eget Omraade er den æsthetiske Afgjørelse, hvortil vi her har søgt at give et Bidrag, tillige den ethiske.

Det er rimeligt at Dramaet paany vil sætte Gemytterne i Bevægelse, nu da det har talt fra sit rette Forum; thi den Opførelse, der blev det tildel igaar paa Kristiania Theater, var vel skikket til at opfriske det umiddelbare Indtryk, som under de vidtløftige kritiske Forhandlinger i snart sagt alle vore Aviser holdt paa at udviskes. Forestillingen var i sin Helhed saadan, at vort Theater maa siges at have Ære af den. Sammenspillet var gjennemgaaende saa vel indøvet, at der ikke gik meget tabt af hvad der ved dette, som ved alle Ibsens Scenestykker er saa ualmindelig fængslende: den overordentlige Kunst, hvormed han skjuler sin Kunst i Dialogens Behandling, idet næsten hver Replik falder saa naturlig som i det daglige Liv, og dog i Replikskiftet saa indholdsrig, at man ser Karaktererne i deres fineste Nuancer som gjennem en blank og jevntglidende Strøm, hvorigjennem man kan skjelne hvert Sandkorn paa Bunden. – Hovedinteressen samlede sig naturligvis om Fru Juells Spil; thi hun har jo her i den Grad en Hovedrolle, at hun næsten ikke er udenfor Scenen gjennem det hele Stykke, og der kan ikke være mere end een Mening om, at hun med overordentlig Dygtighed løfte denne Opgave, maaske den vanskeligste der nogensinde er given hende, naar man betænker den Skala af Stemninger hun har at gjennemgaa, ligefra Dukkebarnets Forfløienhed i første Akt, til den opskræmte Samvittigheds Angst og den forstenede Fortvivlelse i sidste. Dette smidige Talent viser i de senere Aar næsten for hver ny Rolle et Fremskridt, ikke alene gjennem en dybere kunstnerisk Opfatning, men ogsaa ved stedse mere at frigjøre sig fra det Maniererede, baade i det naive og i det pathetiske Foredrag, som tidligere ikke sjelden klæbede ved hendes Spil – og det bør maaske siges her, skjønt det i Grunden er en Trivialitet, at saa store Fremskridt ikke gjøres uden stor Flid og den omhyggeligste Gjennemarbeidelse i Enkelthederne; thi at lade staa til i Tillid til Talentets uvilkaarlige Indskydelser leder ikke alene til Stillestaaen, men sløver selve Talentets instinktmæssige Kraft og fører over i en gold Rutine. – Den vanskeligste Rolle næstefter Noras er unegtelig Helmers, af en ganske modsat Grund, thi han er heltigjennem et Hverdagsmenneske, og der er kun i sidste Akt nogen Leilighed til en skarpere Tegning. Hr. Reimers spillede denne Rolle jevnt og forstandig, og vi ved sandt at sige ikke hvad mere der skulde lægges ind i den. Hr. Hammer som Doktor Rank fortjener særlig Anerkjendelse for den Moderation, hvormed han gjengav denne uhyggelige Figur; det Udmarvede og Cyniske var der, men saavidt Rollen i det Hele taget tillader det, næsten formildedes til en Følelse af Medlidenhed. Hr. Isachsen tog maaske lidt for blødt paa Krogstads Rolle, af Frykt for at gjøre ham for haard; men det er dog et Spørgsmaal, om ikke dette Anlæg var vel betænkt, for fra første Færd af at forberede Omslaget i 2den Akt. Hans Fremstilling var helt igjennem klar og godt gjennemført. Det Samme gjælder om Frøken Neelsen, der giver Fru Lindes lidet fremtrædende Rolle meget smukt og hjerteligt. Børnene bør vi ikke glemme; de var efter Forlydende instruerede af Fru Juell, som har stor Ære ogsaa af disse Roller, der spilledes med en Freidighed og elskværdig Realisme, som her ganske var paa sin Plads.

Det er en Selvfølge, at det fuldt besatte (dog ikke udsolgte) Hus fulgte Forestillingen med den mest spændte Interesse. Fru Juell lønnedes med Fremkaldelser efter hver Akt – hele 10, om vi ikke mindes feil – en Hyldest, som sjelden har været bedre paa sin Plads end ved denne Leilighed.