John Paulsen

Opførelsen af Dukkehjemmet var en Begivenhed i Münchens Theaterverden. Allerede lang Tid i Forvejen havde dette Ibsens sidste, maaske mærkværdigste Arbejde sat de herværende literære Kredse i stor Bevægelse. Ligesom i Norden vakte det livlige Debatter for og imod. Da Stykket for flere Maaneder siden under Titlen «Nora» er bleven oversat paa Tysk, har Münchenerne havt god Anledning til paa Forhaand at gjøre sig bekjendt med det storslaaede Dramas Fortrin og Mangler. Hvilken Interesse det ogsaa hernede har vakt, viser bedst det i disse Dage hos Philip Reclame i Leipzig udkomne 2det Oplag af Bogen. Sandsynligvis vil der om kort Tid udkomme et tredje, i Lighed med hvad der er sket i Norden.

Onsdagen den 3dje Marts gik endelig det utaalmodigt ventede Stykke for første Gang over Scenen her. Huset var ganske fuldt af et elegant, spændt Publikum, der i aandeløs Stilhed fulgte Udviklingen i 1ste Akt, efter hvis Slutning den tilbageholdte Begejstring gav sig Luft i 3 stormende Fremkaldelser af Fru Ramlo, der her udførte Noras Rolle. Stykkets Succés var allerede fastslaaet.

Ibsens Stykker stiller som bekjendt mere end nogen anden Forfatters Skuespillerne Opgaver saa sandt menneskelige, saa originale, saa vækkende, at deres bedste Natur, deres dulgte Evner, Kunstnersjælen i sin Helhed lokkes frem for Dagen. De har for Skuespillerne noget af Vaarsolens vækkende Magt over Spiren ved sig, disse Opgaver, som Ibsen stiller. Mere end én dramatisk Kunstner, der, paatvunget aandstomme Roller, mismodigt tvivlede om sit Kald, har ved at tolke Ibsen fundet sin Begavelses Løsen og Troen paa sig selv. Jeg kunde her nævne Exempler. Andre igjen, af Omstændighederne standsede i deres Udvikling, har ved at møde Ibsen paa deres Bane givet denne sin Udvikling et nyt Sving, en hidtil ukjendt Fuldkommenhed.

Fru Hvasser, den geniale svenske Skuespillerinde, betragtede halvt sit Theaterliv som afsluttet, da hun en vakker Dag stiftede Bekjendtskab med Ibsens Kvindetyper, og i disse mægtige Skikkelser, en Fru Inger, en Lona Hessel, en Nora fandt Udtrykket for sit rigeste, inderligste Liv, hvorved en ny Æra i hendes Kunst begynder. Noget Lignende er her sket med Fru Ramlo (Ramlo er forresten kun hendes nom de guerre; hendes virkelige Navn er Fru Schneganz; i flere Aar har hun været gift med den bekjendte Forfatter af dette Navn.) Denne unge Dame, der hidtil gjaldt for en net Soubrette, en upaaklagelig Ingénue hun spillede i Reglen, hvad Tysken kalder «Backfische», disse unge Piger i Overgangsalderen, der hverken er Fugl eller Fisk overrasker pludselig Publikum ved at udfolde et hidtil ukjendt, stort og mangesidigt Talent, idet hun som Nora under Tilskuernes stadige, til Begejstring stigende Deltagelse gjennemløber hele Følelsens Tonestige, fra Lærkefuglens Leg og Kvidren i første Akt gjennem alle Dramaets sjælelige Nuancer, Angst, Haab, Fortvivlelse, indtil den højeste tragiske Pathos i Slutnings-Scenerne.

Uden at besidde en Fru Hennings fine Skjønhed har Fru Ramlo trods de grovere Træk en barnlig Ynde, en ukunstlet Naturlighed, der kom hende meget tilgode i de 2 første Akter. Scenen med Tarentelledansen lykkedes hende udmærket. At hendes Spil i Slutningen trods alle dets herlige Momenter ikke stod paa Højde med Lærkefuglens Flagren i første Akt, tør jeg ikke nægte. Jeg savnede her undertiden en vis kold Højhed, en moralsk Overlegenhed, der paa én Gang skal forvirre og ydmyge Helmer. Et af Glanspunkterne i hendes Rolle var den uforlignelige Maade, hvorpaa hun betonede Slutningsrepliken i anden Akt: «En og tredive Timer at leve i». Det var som om hele Publikum sukkede med; en slig hjærteskjærende Fortvivlelse lagde hun i de rolig udtalte Ord.

Fru Ramlo fremkaldtes i Aftenens Løb 10 Gange, en usædvanlig Hyldest, især naar man tager Münchenernes store Flegma med i Betragtning. Imorgen vil Aviserne udbasune hendes Ros ligesom jeg nu gjør det.

Tyskland har faaet en betydelig Skuespillerinde mere.

Hr. Knorr, der udførte Helmers Parti, er en ung, smuk Mand, der fortrinligt forstod at betone det Elegante saavel i Ydre som Manerer hos denne skjønhedsdyrkende Ægtemand, der «ikke taaler at se Skræddersøm», men noget stort mere gav han heller ikke. Det Karakteristiske ved Rollen faldt bort under hans Hænder, den blev flad. Han gjorde Helmer paa en Vis for elskværdig. De Replikker, hvorved vi faar Indblik i Helmers sande Natur, hans dydsirede Pjaltethed, hans smaalige Egoisme, hans hustyraniske Tilbøjeligheder gled Hr. Knorr over med let Haand, han dulgte os næsten alle sin Helts Fejl, hvorimod han til Gjengjæld stærkt fremhævede alle hans gode Sider. Helmers grundegoistiske, af æsthetisk Kalk oversmurte Sjæl ligner et af disse stillestaaende Moradser, hvorover spraglede Blomster forræderisk gynger sig. Ved Hr. Knorrs Fremstilling lykkedes det os næsten ikke at faa Øje paa Moradset ligesaalidt som vi mærkede Stanken; vi saa kun Blomsterne spragle, Skjønhed og Elskværdighed, i den Grad, at vi tilslut synes Nora fik Uret ligeoverfor denne ømme, elegante, smilende Ægtemand. Hvad havde hun egentlig at udsætte paa ham?

Dr. Ranks Rolle, der var bestemt for Hr. Richter, bekjendt for sin Udførelse af Tjeldes Rolle i «En Fallit», overtoges i sidste Øjeblik, paa Grund af Hr. Richters Sygdom, af Hr. Possart, en Forandring, hvormed man kun kan gratulere alle Parter. Hr. Possart er en Skuespiller af Rang, en af Tysklands berømteste. Det hændes ham desværre oftere, at han maa optræde i en Rolle, der ikke fuldt ud stemmer med hans særegne Anlæg, men aldrig har man sét ham skjæmme en Rolle ud, selv den hans Talent fjærnestliggende. Hans Maske som Dr. Rank var fortrinlig. Hans lidende Holdning, hans dæmpede, let anstrængte Stemme, hans besværlige Gang, Alt passede godt ind i Billedet. Jeg kunde have ønsket ham lidt yngre og smukkere, hvad der bedre vilde have forklaret Noras stærke Sympathi for ham. Dertil betonede han for meget det Lidende, saa at han blev sentimental et Par Steder, hvor en vis Cynisme, en kras Selvironi, en kold Overlegenhed havde været mere paa sin Plads. Hans sidste Sortie var glimrende. Dette «Og Tak for Ilden», efter at Nora har rakt ham Fyrstikken, røbede i sin langsomme Ro saa megen undertrykt Følelse, en slig varm Taknemmelighed for den brændende Passion, hun havde vakt hos ham, og hvorved hans kummerlige Liv havde faaet Indhold og Farve, at det uhyggeligt rystede hele Publikum, dette hans tungsindige Farvel til Livet og Kjærligheden.

Sagfører Krogstad (paa Tysk Günther) og Fru Lindes Roller udførtes passabelt, saa at de ikke skadede Ensemblet. Det Tragiske ved Krogstads særegne Livsførelse kom ikke egentlig tilsyne i Hr. Haussers Gjengivelse. Fru Lindes Fremstillerinde, Fru Dahn-Hausmann, var ikke ung nok, hun spillede fint, men ensformigt.

Scenen med Børnene gik udmærket og satte Tilskuerne i den lykkeligste Stemning. De Smaa improviserede selv nogle barnlige Replikker, der, saalangt fra at skade Illusionen, kun gjorde denne fuldkomnere, og som i sin naive Uskyld vistnok lokkede Taarer frem i mere end ét Moderøje. Man fik Indtryk af, at Børnene slet ikke var instruerede, men at man simpelt hen havde sagt til dem: «Leg! Vær glad! Bær Jer ad som om I var hjemme!»

Mariannes (Anne-Maries) Fremstillerinde var desværre ingen Fru Phister. Hun spillede respektabelt uden at have opfattet Rollens dybere Betydning.

Til Stykket var malet en ny, vakker Stuedekoration, med et Portræt af Nora som Barn i Baggrunden. Dekorationens ejendommelige Farve den var hverken mørk eller lys, en graabrun Tone passede godt til Stykkets alvorlige Grundstemning. Skuespillernes Kostumer og Masker lignede nøje, endog i smaa Detailler, de danske Kunstneres. Saavidt jeg véd, har Skuespillerne her gjennem Ibsen havt Anledning til at gjøre sig bekjendt med det i disse Dage i Kjøbenhavn udkomne, særdeles vellykkede Dukkehjems-Album, og Studiet af de danske Kollegers Portræter og Masker har bidraget meget til at bestemme deres Opfatning af Rollen. Naar man saa Fru Ramlo og Hr. Knorr spille sammen, maatte man uvilkaarlig, hvis man som jeg havde gjennembladet Dukkehjems-Albumet, tænke paa Fru Hennings og Hr. Emil Poulsen, fraset Uligheden ellers.

Ibsen selv overværede de fleste af Prøverne, hvad der naturligvis bidrog sit til at gjøre Opførelsen korrekt og smuk. Det udsøgte Publikum havde et stærkt aristokratisk Præg. Foruden flere Medlemmer af Kongefamilien, Prinserne Leopold og Max, overværedes Forestillingen af de fleste af Münchens Notabiliteter, Professor Konrad Maurer, Grev Moy, Forfatteren af «Ein deutscher Standesherr», Paul Heyses Familie, Professor Bernays, den berømte Æsthetiker og Filolog, General v. der Tann, en af Heltene fra den fransk-tyske Krig, Digterinden Isabella Braun etc. Dertil hele den skandinaviske Kunstnerverden, Literater og Malere.

Et Par Smaaforandringer var ved Opførelsen her foretaget i Stykket. Nora giver saaledes ikke Helmer Ringen tilbage i sidste Scene, ligesaalidt som hun udtaler de dertil hørende Replikker, denne Forandring sket af Hensyn til Münchenernes Katholicisme, der giver dem en anden Opfatning af ægteskabelig Skilsmisse end den, vi har. I et Punkt har dog Digteren ikke villet imødekomme det tyske Publikum. Nora gaar. Hun lader sig ikke som i Flensborg standse paa Tærskelen ved Synet af de tre smaa, yndige Børn, der forjager enhver Tanke om Flugt fra hendes Moderhjærte. Det var interessant at iagttage Publikumet i de sidste Scener. Det blev iøjnefaldende uroligt, især mange af Mændene, Ægtemændene. Stykkets Løsning, som de allerede forudsaa, forekom dem højst uventet. «Geht sie? Ja, sie geht. Sie geht wirklich,» hviskede en hæderlig Borger ved min Side. «Scheuslich!» At en Hustru forlader sin Mand af slige ophøjede Motiver som Nora stemmede ikke overens med de nedarvede Begreber hos de skikkelige Münchenere. Havde hun endda forladt sin Mand for en Elskers Skyld, se, det havde man forstaaet, det var jo noget, som hænder hver Dag, og hvorpaa man selv i det katholske München havde sét mange Exempler. Men dette her

Midt i Jubelen og Fremkaldelserne ved Stykkets Slut, idet Digteren ved Fru Ramlos Side træder hilsende frem for det begejstrede Publikum, hørte man derfor en stærkere Hyssen hvilken Triumf for den banebrydende Digter, Publikumets Opdrager! dog disse enkelte Mishagsytringer overdøvedes strax af den stormende til dobbelt Liv vakte Applaus.

«Hvorledes kunde denne Hyssen finde Sted?» spørger et anset Münchenerblad. «Hvem havde Ret dertil? Det Rigtigste her vilde have været at afholde sig fra enhver Meningsytring, thi Stykket ender med en lang, alvorlig Lektion, som man bør modtage i Tavshed. Stykket strider rigtignok mod Dramaets hele Theori og Praxis, thi i Stedet for at ende med et stedse raskere Tempo i Handlingen, og en overpaa Spændingen tilfredsstillende Løsning, slutter Stykket med en bred, psykologisk Deduktion. Skuespillets Problem forbliver uløst. Digteren har sikkerlig gjort dette forsætligt; thi Intet havde været ham lettere, naar man tager Hensyn til Handlingens Karakter og Forfatterens eminente, dramatiske Begavelse, end at give os en Slutscene efter den gamle Recept. Men dette vilde ikke Forfatteren. Han vilde, som Følge af sin alvorlige Stræben, kun at være sand, ikke i Dramaet byde os den Løsning, som Virkeligheden savner. Han lod Spørgsmaalet staa aabent, ligesom Livet vilde have gjort det. Han vilde manifestere, at Forandringen af et otteaarigt, tankeløst Livsforhold den tidligere Theaterpraxis vilde rigtignok let have affærdiget sig med dette Punkt ikke kan gaa for sig paa én Aften. Heltinden indsér Styrken af denne Sandhed, der udtales i en dybtgaaende Motivering, og netop mod denne hendes nye, bedre Viden er det, at hele Handlingen styrer. Der var altsaa i Grunden dog en Slutning, om det endogsaa i Stedet for et Giftermaal eller en Gjenforening af Parterne, bliver en Skilsmisse, Begyndelsen til Livets Prøve. Vil man være retfærdig mod Noras Digter, saa maa man ikke anlægge den almindelige Maalestok, men stedse have for Øje, at her handles om et Forsøg med nye, dramatiske Former, hvis dybere Berettigelse vi, betragtende Tidsomstændighederne og Scenens sædelige Opgaver, godvilligt maa indrømme. Uden Strid vil Sagen sandsynligvis ikke løbe af. Stykket er forøvrigt, frasét Spørgsmaalet om Slutningsscenen, af fremragende, ejendommelig Betydning, virkningsfuldt ved Nyhedens Ynde, og dog saa fuldt af Livssandhed, af usædvanlig dramatisk Kraft, af en voldtagende, rystende Realisme. Og skulde der end i sidste Henseende være gaaet videre, end vore gammeldags Anskuelser indrømmer, hvad Ytringer, Situationer, ja Existencer som Dr. Ranks angaar, saa bliver dog for det dybere skuende Blik enhver anstødelig Virkning borte, takket være den høje sædelige Aand, som bærer det Hele. Forfatteren har rørt ved mere end et Saar, men dette sker med Velviljen og Retten hos en menneskekjærlig Læge, hvad jo ogsaa Digteren skal være paa det Ethiskes Omraade. Fremstillingen var beundringsværdig fuldkommen.»