«Et Dukkehjem» opførtes igaar af Christiania Folketheaters Personale med Hr. Cetti som Gjæst. Et ret talrigt Publikum havde indfundet sig. Vi antager, at man har stolet paa, at der vil blive flere Anledninger til at se Stykket, eftersom der ikke var en stærkere Tilstrømning forat se det berømte Skuespil, som har dannet Samtaleemnet i alle Kredse lige fra det udkom og til de sidste Dage.
Med Hensyn til Udførelsen af dette Stykke kan man jo stille de største Fordringer, og vi maa bekjende, at de for os tildels ubekjendte Navne ikke gav os synderlig Forventning om, at Hovedpartierne vilde blive nogenlunde tilfredsstillende udførte. Det viste sig imidlertid, at Stykket fik en meget respektabel Udførelse og navnlig at Hovedrollen, Noras, var i gode Hænder. Frk. Beitzel, der spillede denne meget vanskelige og fordringsfulde Rolle, var i Begyndelsen noget tvungen ligeover det fremmede Publikum, og Stykkets Introduktion med, at Nora gaar eller sysler alene omkring i Værelset nynnende og smaasyngende, stiller store Fordringer til Vedkommendes Fremtræden. Meget snart viste det sig, at hun mere og mere spillede sig ind i Rollen, som hun omfattede med megen Varme og udførte paa en Maade, som fængslede Publikums Interesse, ja mange Steder i dette bevægelige Sjælemaleri blev man fuldt ud greben af de spændende Situationer, hvori Heltinden bevæger sig. Der kan visselig gjøres Bemærkninger ved hendes Spil i flere Detaljer, saaledes synes vi at de alvorlige Meningsudvexlinger mellem hende og hendes Mand, deres Opgjør, faldt lidt i det Brede, hvad enten det laa i Stykket eller som rimeligere er i den noget for langsomme Dialog fra Skuespillernes Side. Men Frøken Beitzels Spil var i det Hele taget saa smukt og varmt, at man følte sig tilfredsstillet ved Udførelsen af denne vanskelige Rolle, i hvilken man ikke vil forsone sig med en for lavt liggende Begavelse eller med et simpelt Spil.
For de øvrige Rollehavendes Vedkommende var Udførelsen ret tilfredsstillende. Hr. Cetti med sine fuldkommen korrekte Manerer og en ydre Optræden, der ikke lader Noget tilbage at ønske, fyldestgjorde Helmer´s Rolle uden iøvrigt at slaa synderlige Gnister af den. Hr. Lund som Doktor Rank var ret passabel; men denne Figur kan vistnok omgives med et mere interessant Skjær end der her kom for Dagen. Frøken Betzonich var den sædvanlige tækkelige Skuespillerinde som Fru Linde. Hr. Warming som Krogstad forekom os at bruge for megen storstilet Deklamation i sit Spil, hvilket iøvrigt var ret fyldestgjørende. Det gjælder om ham som om Frøken Beitzel, at det ikke er saa ligetil at bedømme en Skuespiller efter kun en Gangs Optræden.
Man vil visselig med Tilfredsstillelse se «Et Dukkehjem» opføre af de os nu besøgende Skuespillere, og vi tør trygt anbefale det til dem, som ønsker at se dette nyeste dramatiske Arbeide paa Scenen.
Vi skal ikke indlade os paa Vidtløftigheder med Hensyn til selve Dukkehjemmets æsthetiske Værd, men kun udhæve, at det ved den dramatiske Gjengivelse føltes som noget mindre naturligt, at «Nora» holder sig saa stiv ligeoverfor den angrende Mand og fastholder sin Beslutning om at forlade ham og Børnene. Der synes dog med Rette at kunne ventes Frugt for hende af et Forbedringsarbeide paa hendes Mands verdslige og smaalige Sind.
Videre skal vi ikke fordybe os i Omtalen af Stykket.