Det Foghtske Selskabs Udførelse af «Et Dukkehjem» paa Theatret igaar maa betegnes som ganske respektabel. De Optrædende havde øiensynlig gjort sig Umage for at tilegne sig den fulde Forstaaelse af Digterens Tanke, og give denne Udtryk i et korrekt og fyldigt Spil. Deres Bestræbelser i saa Henseende vare heller ikke uden Held. Noras vanskelige Rolle udførtes af Fru Jensen paa en meget tilfredsstillende Maade. Vistnok blev Tarantellascenen i anden Akt ikke hvad den skulde være, men den trange og indskrænkede Scene maa nærmest bære Skylden derfor. Hr. Halvorsens Krogstad var meget god og kan neppe gives bedre. Hr. Foght har en utaknemlig Opgave som Helmer, dog forekom det os, at hans Spil paa sine Steder var svagt markeret. Spørgsmaalet til Nora f. Ex. efterat hun havde erklæret, at hun ikke længere elskede ham: «Er dette en klar og sikker Overbevisning?» røbede ikke at være fremsat, efter en med Møie tilkjæmpet Fatning, efter det overvældende Indtryk en saa uventet Erklæring nødvendigvis maa fremkalde. Men det skal indrømmes, at Opgaven er vanskelig, og at de Mangler, der altid klæber ved et lidet Theater ikke bidrager til at lette den. Ogsaa de øvrige Spillende maa vi yde vor Anerkjendelse; idet Hele taget blev vore Forventninger overtrufne, og Applausen var vel fortjent.
Om selve Stykket skal vi ikke udtale os. Der har været skrevet saameget i vort Blad derom, at vi, om Opførelsen end bragte os et og andet til en klarere Opfatning af Forfatteren, ikke skal fremkalde Strid ved at omtale det.
Forøvrigt vil vi ikke undlade at tilføie, at forskjellige Omstændigheder bevirkede, at det ikke var os muligt at følge Spillet med fuld Opmærksomhed. Døren gik næsten uafladelig, især under den interessante anden Akt. Det forekommer os, at Døren bør holdes lukket saasnart Tæppet er gaaet op, og kun aabnes mellem Akterne. Dernæst havde endel yngre Mennesker, – deriblandt ogsaa nogle Lærere – med den Mangel paa Omtanke, der ofte karakteriserer Ungdommen, indtaget sine staaende Pladse i Midtgangen under den mellemste Lysekrone, hvorved de borttog Udsigten for de Tilskuere, der havde kjøbt Hjørnepladsene paa Bænkene bagenfor. Disse Ulykkelige blev da nødte til enten at bøie sig ind over sine Sidemænds Skuldre for om muligt at faa se noget, eller endog at reise sig. Dette var især Tilfældet under første Akt; under anden Akt blev Flokken i Midtgangen mindre, idet en og anden sandsede sig og gik bort og i Begyndelsen af tredie Akt gik det endelig op ogsaa for nævnte Athenes Sønner at lidt mere Beskedenhed nok lod sig forene med deres Trang til Friheder, og at de skyldte det bagenfor siddende Publikum lidt mere Hensynsfuldhed. Midtgangen kunde formentlig gjøres lidt smalere, hvorved flere staaende Pladse kunde vindes udenom Bænkeraderne. I Forbindelse hermed ville vi gjøre opmærksom paa, at Bænkene, saavidt vi kunde se, ikke staa efter No. og med Stigningsforhold for hver Bænkerad, og henstiller derfor til Hr. Foght at lade rette herpaa. Der ligger Bænke i Udvalg oppe paa Loftet.
Imorgen opføres «Kjærlighed uden Strømper» af J. H. Wessel og «Om Forladelse» af Erik Bøgh.