Hr. Redaktør!*)
Tromsøpostens Redaktionsartikel for 12te Mai 1880 er skrevet i en pikant Genre, der opmuntrer til Efterligning. Faar jeg Plads for mit Forsøg i Deres Blad?
Motto:
Som man raaber i Skoven, faar man Svar.
Krukken gaar saalænge tilvands, at den kommer hankeløs hjem.
Hvo der bor i et Hus af Glas, kaste ikke med Sten.
Paa Theatret opførtes Mandag 10de Mai «Et Dukkehjem» for udsolgt Hus. Publikum mødte talrigt frem; thi ogsaa her længtes man efter at se de allerede ved Læsning saa kjendte Personer træde levendegjorte frem paa Scenen. Alle Bænke var optagne, og rundtom stod en talrig Mængde Tilskuere. Rummet langs Væggene var fyldt, og mange var, for bedre at kunne se, gaaet frem i Midtgangen mellem de to Bænkerader, hvor de var til Gene for nogle af de længere bag siddende. Efterhaanden gik de dog bort; formodentlig blev de opmærksomme paa, at de hindrede de længere bag paa Bænkehjørnerne siddende fra at se godt. I Salens Baggrund saaes Tromsøpostens Redaktør, en forhenværende Kjøbmand, der med Kjenderblik og fuld Forstaaelse fulgte Fremstillingen af Krogstads Rolle. Men efterhaanden bliver han greben af en sælsom Uro; det er, som om noget uharmonisk, fiendtligt trænger sig ind imellem og forbitrer ham Nydelsen af Ibsens ypperlige Nutidsfigur. Endelig bemerker han, at dette forstyrrende Element er et Par Lærere, der har taget Plads blandt Publikum i Midtgangen. Nu er han en personlig Uven af en (eller flere?) af dem, og han bliver derfor paa Almenhedens Vegne greben af dydig Harme over en saadan Hindring i Udsigten. Tilfældigvis befandt der sig i hans Nærhed endel meget unge Mennesker (Elever af de tilstedeværende Lærere); og da han pludselig erindrede, at han hidtil havde været Medlem af Byens Skolekommission og fandt, at han før sin Afgang burde udrette noget for Oplysningens Fremme, indlod han sig i en fraterniserende Passiar med disse unge for paa en indlysende Maade at gjøre dem begribeligt, hvilken slet Optræden deres Lærere gjorde sig skyldige i. Tilhørerne kunde vel ikke andet end more sig ved dette, skjønt de formodentlig i sit stille Sind forbeholdt sig Ret til i modnere Aar ved lignende Anledning at optræde paa en værdigere Maade end denne ældre Mand. Imidlertid lader Redaktøren det ikke bero hermed; thi han er jo endnu raadig over en Avis, som han i tidligere Dage eiede, men som kort før hans Konkurs paa en eller anden Maade abstraheredes fra Boets Masse (uden at den forrige Eier opgav Redaktionen) forhaabentlig ikke for dermed at begunstige en Kreditor paa de andres Bekostning, men vel snarere fordi Vedkommende har en stærk Følelse af, hvor nyttigt det i mange Henseender er at have et Blad til sin Raadighed. Da han nu altsaa ikke troede at have tugtet disse skadelige Mennesker tilstrækkelig med det levende Ords Ris, saa da Redaktionsartikelen af 12te Mai Lyset. Det er herligt saaledes at kunne give sine Uvenner Afrivninger; kun Skade, at Boets Administrations Fremgangsmaade synes at tyde paa, at Pernilles Frøkenstand bliver kort. Men den kan bruges godt!
*) Kom forsent til Optagelse f. Nr.