Anonym anmelder i Aalborg Stiftstidende

Thomas Cortes' oppsetning av Fru Inger til Østeraad på Theatret i Aalborg (premiere 30. oktober 1873) anmeldt i Aalborg Stiftstidende 31. oktober 1873 (No. 259).

– Ved Opførelsen iaftes af Henrik Ibsens historiske Skuespil «Fru Inger til Østeraad» var der i Theatret samlet saa mange Tilskuere, som Huset kunde rumme. Det hyppige Bifald og den løftede Stemning tilkjendegav noksom Publicums fulde Anerkjendelse af den Dygtighed, hvormed de Spillende løste deres vanskelige Opgave. Forfatteren giver i «Fru Inger til Østeraad» en smuk, naturtro Skildring fra den romantiske Middelalder, hin Tid saa fuld af afgjørende Begivenheder, der satte sit Præg paa Menneskene, paa deres hele Syns- og Handlemaade. Ogsaa i Norge fremstod i hin Gjæringsperiode mange herlige Mænd og Qvinder, som levede og virkede for Landets Frihedshaab, der dog dengang blev skuffet som mange Gange senere. Norge trængte dengang til kraftig Handling for at naae sit Maal; men det var splidagtigt i sit Indre, der manglede Sammenhold og derfor var de Enkeltes Kamp trods al deres Udholdenhed forgjæves. Handlingen foregaaer i hin Tid da Frederik den Første sad inde med Christian den Andens retmæssige Riger, da Utilfredshed og Oprør herskede overalt i de tre nordiske Lande. Den danske Almue var kun daarligt fornøiet med Frederik fremfor den folkevenlige Christian, imedens der i Norge overalt herskede bittert Had til de danske Undertrykkere, der med Vold kuede hver fri Yttring. – Fru Cortes, der gav Hovedrollen, Inger Gyldenløve, havde iaftes ret Leilighed til at vise sit glimrende Talent for den dramatiske Kunst. Hun fremstillede den stolte lidenskabelige Adelsfrue saa tro og levende, at hun aldeles rev Publicum med sig. Hendes Stemmes snart sagte hvidskende, snart høie og bydende Vexlen, hendes talende Mimik, kort sagt hele Udførelsen af denne betydelige Rolle, som danner Grundlaget for Stykkets Handling, var ligefrem fuldendt. Frk. Clemens gav som Eline Gyldenløve smukt og følelsesfuldt den patriotiske unge Qvindes Had og Kjærlighed, og der var en Inderlighed og Sandhed i hendes Spil, som fuldeligt viste hendes rette Opfattelse af denne Rolle, der forresten ogsaa ligger godt for hendes personlige Qvalificationer. Niels Lykke, en nordisk «Don Juan», hvorom Rygtet sagde saa mangt og meget, blev spillet af Hr. Werner med sædvanlig Genialitet. Foruden Hr. Schjørping (Olaf Skaktavl), hvis jævne og djærve Spil passede fuldstændigt til den graahaarede Frihedsven, der oppe paa de sneedækte Fjelde havde vandret fredløs og hjemløs om, maae vi nævne Hr. Chr. Møller, der, naar man først har vænnet sig til hans temmelig outrerede Mimik, forekommer meget heldig som Niels Steenssøn. Scenearrangementet var særdeles vellykket, Dragterne rige og elegante. Orchestrets Udførelse af Mellemactsmusiken og navnlig af J. P. Hansens «Introduction og Romance» fortjener megen Anerkjendelse. – Beklageligt, at Selskabets korte Ophold forbyder Gjentagelsen af dette gediegne Stykke.

Publisert 4. apr. 2018 13:13 - Sist endret 29. mai 2018 13:09