Anonym anmelder i Aftenposten

Paa Kristiania Theater opførtes ilørdags for første Gang: «Fru Inger til Østraat», Skuespil i 5 Akter af Henrik Ibsen. Skjønt det historiske Stof maaske er noget tungt, og den objektive Rigtighed muligt kan være for trist, findes der i dette Stykke som Drama betragtet store Skjønheder, om vi end ikke kunne sætte det saa høit som andre af Ibsens historiske Skuespil f. Ex. «Hærmændede paa Helgeland». Ibsen er genial ikke mindst, naar det gjælder om at tegne storslagne og ualmindelige Kvindeskikkelser, og «Fru Inger» kan værdigt træde op i Rækken med de øvrige. Hendes Skjæbne er tragisk ikke mindst, fordi den er selvforskyldt; hvad man kunde foreholde Digteren, om ikke just som en Bebreidelse, saa dog som et Særkjende ved disse Digtninger, er at ingen Forsonings Skjær kaster sit Lys over de dybe Skygger. Ingen Skjæbne syntes saa haard som «Hjørdiss» i «Hærmændene paa Helgeland», der dræber sin Elskede og forspilder sin Sjel uden dog at naa Maalet, og «Fru Inger» synes stedet i en ligesaa haabløs Ve og Vaande, da hun ligger udstrakt over den Søns Lig, som hun selv har fældet. Dialogen i «Fru Inger» er fortrinlig, saavel i denne som i den lette Slyngning af Intrigen er der noget, der minder om Scribe; Kjærlighedsscenerne mellem «Eline» og «Nils Lykke» ere dybt poetiske, og Stykkets hele Kolorit er varm paa samme Tid som den er ægte nordisk.

Udførelsen var navnlig for Hovedrollernes Vedkommende: Fruerne Gundersens og Juells samt Hr. Reimerss Vedkommende meget god, og endte med en Fremkaldelse.