Theaterrevue.
[...]
Ugens store Fremtoning var [...] Opførelsen af Henrik Ibsens Drama «Fru Inger til Østeraad», et Arbeide, som det er al Ære værd at Hr. Cortes bringer frem for os, og – det maa med Sandhed anerkjendes – i en saa god Fremstilling, som skeet er. Her fremstilles en norsk Adelsfrue, som i en krydsende Blanding af patriotisk Uafhængighedsfølelse for sig og sit Folk, af Bekymring og intriguant Omhu for sin første Kjærligheds Barn, og tilsidst tillige af personlig Ærgjerrighed bereder sig og Sine Fordærv og Død i Kampen mod den danske Rigsraad Niels Lykkes List og bedaarende personlige Egenskaber. Den Sidstnævntes falske Væsen giver hende en Relief, som løfter Characteren til en Høide, den maaskee ellers knap vilde have, og det er derfor ikke til Gavn for et harmonisk Indtryk af Heltindens tragiske Gang igjennem de fem Akter, at Hr. Lykke til Slutning synes at blive ædlere, medens Fru Inger i Slutningen synker i Storsind og ædel Characteer; Følgen deraf bliver, at man egentlig tilsidst bliver piinlig berørt for de uskyldige Offres Skyld, og ikke kan anerkjende den tragiske Udgang, at Alle gaae tilgrunde undtagen den ny-, og derfor tvivlsomt, omvendte Niels Lykke. Det vil ogsaa for en dybere Critik være paafaldende, at Digteren tager sin Tilflugt i en Misforstaaelse i Ord (sidste Scene mellem Fru Inger og Niels Steenssøn), som ellers hører under det lettere Lystspils Form – hvad i sin Tid er dadlet saa meget i Øhlenschlægers «Dina» –, for at hidføre den tragiske Udgang. Det er en Tid, da Hjerterne vare haarde og Sindene stride, efter det stockholmske Blodbad og Hyttefads Oprør, hvilken her skildres i et gribende Drama; men med alt dette er «Fru Inger til Østeraad» en særdeles værdifuld Forøgelse af Repertoiret, og det fortjener fuldelig mange Afteners talrige Besøg. – Fru Cortes havde her en Rolle, som aldeles ligger for hendes Personlighed og store Evner for en høiere Stiil. Især i sidste Akt var der noget Mægtigt i hendes Spil, og en Flugt i Dictionen, som ikke kunde forfeile sin Virkning; men ogsaa i Intriguernes forskjelligtfarvede Scener var hun meget characteristisk og klar. Vi skulle kun anmærke, at hun undertiden i disse Scener henfaldt til temmelig moderne Bevægelser for den middelalderlige Borgfrue. Hr. Werner fyldte ikke saa godt ud; som Rigsraaden var han fyldestgjørende, men ikke som den bedaarende Don Juan-Personlighed, der gjør Adelsfrøkenen Eline til en Donna Elvira. Frøken Clemens viste sig med Rette som en smuk Lysalf i de mørke Omgivelser; allerede i Kraft af det Lyse og Rene virkede hun sympathetisk, og saalænge dette var det Væsentlige, stod hun sig fortræffeligt, hvorimod man i de sidste Akter savnede et rigtig varmt Udtryk for den hende overvældende Kjærlighed. – Hr. Chr. Møller var ikke heldig i de naivt raske Repliker, men vandt ind paa Rollen, eftersom den bliver mandigere. – Det er et Spørgsmaal, om ikke Stykket vilde have vundet ved at give Niels Steenssøns Rolle til f. Ex. Frk. Andersen, og vi ere tilbøielige til at troe, at Hr. Møller saa kunde have taget sig bedre ud som Niels Lykke. – Hr. Schjørping var god som Oluf Skaktavl. – Mise en scène, navnlig Dragterne, vare det store Stykke værdige. – Vi udtale saaledes i en Totalsum vor Anerkjendelse og Paaskjønnelse for, at «Fru Inger til Østeraad» er bragt paa vor Scene.
Agander.