Christiania Theater. Den første Opførelse af Henr. Ibsens «Fruen fra Havet» iaften fandt, som i Aftennumeret meddelt, Sted for udsolgt Hus – den blaa Tavle var ude – og for et Hus, der var udsolgt til Overpris og tildels til dobbelte Priser. Den usædvanlige Forventning, hvormed Opførelsen saaledes var imødeseet, blev ikke skuffet, – Aftenens Forestilling var en succès saavel for Stykket som for dets Fremstilling.
Vi havde ikke taget feil i den Forudsætning, at «Fruen fra Havet» trods sine let iøinefaldende Svagheder vilde komme til at virke godt fra Scenen; og ogsaa dennegang viste det sig, at de betydeligere Opgaver, som det nationale Repertoire efterhaanden stiller vort Theater og dets Kunstnere, ere de, som løses bedst.
For Fru Gundersen var Udførelsen af Titelrollen en Triumf, hendes Spil var mægtigt og fængslende, og hun tog sig fortræffelig ud. Det Bifald, hvormed hun helt igjennem fulgtes gav sig navnlig ved Slutningen af 2den Akt Luft i en Fremkaldelse, som dog ikke blev efterkommet, medens til Slutning Reglementet sprængtes og Forestillingen endte med gjentagende Fremkaldelser af hende saavelsom af hendes Medspillende. Alle havde de fortjent sin Del i dette Bifald, – Frøknerne Bruun og Juell, Dhrr. Gundersen, Hansson, Schanche og Reimers, ikke at forglemme Johannes Brun, der i Ballesteds lille Birolle har skabt en karakteristisk Figur.
Udstyret frembød adskilligt Nyt og vandt ogsaa fortjent Paaskjønnelse. Det er velgjørende at overvære en Opførelse, der i alle Henseender er saa godt og omhyggelig forberedt.
Christiania Theater. I flere Henseender stikker Henrik Ibsens «Fruen fra Havet» af fra Forfatterens foregaaende Verker. Først og fremst maaske deri, at de Personer, som han dennegang fører frem, ikke udgjør en saadan frastødende Blanding af forkvaklede Tilværelser og Menneskevrag, som man er bleven vant til at møde hos ham. Visselig er hverken Ellida eller «den Fremmede» normale Mennesker, – hun er syg og han en mystisk eventyrlig Fremtoning, som ikke passer ind i Virkelighedsbilledet; men ellers er dette i den omhandlede Henseende ikke i mindste Maade forvrængt, og man har i det Hele den behagelige Fornemmelse her at befinde sig i bedre Selskab. Dernæst ligger Forskjellen i det, der sætter Personerne i Bevægelse, og de Theorier, som derigjennem kommer til Udtryk. Her er Egoismen uskadelig og Slyngelagtigheden ganske borte, Spot og Kynisme er der Ingenting af, ligesaalidt som noget Spor af de mørke, vilde og trøstesløse Doktriner, der pege mod Selvmord som en skjøn Befrielse fra Tilværelsens Byrde og en berettiget Løsning af Livets Vanskeligheder. Istedetfor at føres fra det ikke fuldkommen Klare ud i fuldstændig Dunkelhed, kommer man i «Fruen fra Havet» ogsaa frem til, hvad der er et Resultat, en Afslutning.
Alt dette kan man glæde sig over. Det gjør saa meget, at man istedetfor at betragte dette Ibsens sidste Arbeide som et Led i Rækken af dets umiddelbare Forgjængere kommer til at anskue det som Overgangen til en lysere og mere frugtbringende Retning i Digterens Virksomhed. Men nogen fuld og hel Frigjørelse fra den hos ham i den foregaaende Periode fremherskende Forkjærlighed for sygelige og mysteriøse Fænomener og Livstilstande frembyder det paa den anden Side ikke. Den moralske Dekomposition, hvori Digteren mere og mere fordybede sig, har han vistnok her vendt sig fra; men en vidtgaaende Sygelighed i Ellidas Gemyt og Fantasi afgiver jo Stykkets Hovedmotiv, og til denne Sygeligheds Forklaring har han i «den fremmede Mands» Skikkelse ladet det Mystiske, Eventyrfantasien, for hvilken han altid har vist Forkjærlighed, her træde frem i større Tyngde, med mere hovedsagelig Betydning end nogensinde før.
En Vending er der dog som sagt, og det ikke nogen uvæsentlig. Men det er, som om Ibsen ligeoverfor det forskjelligartede Emne, han dennegang har grebet, ikke har formaaet at hæve sig op til den dramatiske Beherskelse af Stoffet, der hos ham har været sædvanlig. Dette er saa meget mindre heldigt, som Hovedhandlingen i sig selv ikke er nogen egentlig Handling, men derimod en Sygehistorie, der er blottet for selvstændig dramatisk Interesse. Der falder over denne Historie i Længden en vis Monotoni, som Digteren ikke har sørget for tilstrækkelig at bryde. Naar man ved Stykkets Opførelse beholder et Indtryk af, at Interessen kulminerer allerede med Slutningsscenen i 2den Akt mellem Ellida og Wangel, saa kan dette maaske tildels have sin Grund deri, at Scenerne i 3die og 5te Akt med «den fremmede Mand» ikke rigtig kommer til den af Forfatteren beregnede og ved Stykkets Læsning tilstedeværende Virkning. Men et Spørgsmaal turde det i det Hele taget være, om det ikke havde været til Gavn for Virkningen, om «den fremmede Mands» uvirkelige og dunkelt fortonede Skikkelse kun havde været et Foster af Ellidas forvildede Fantasi, usynlig for alle Andre end for hende. Han var da ikke kommen til som nu at fremstaa med fuldt Krav paa Realitet men samtidig i afgjort Strid med Omgivelsernes jævne Naturlighed; og i saa Fald havde det ladet sig gjøre, at hans første og anden Tilsynekomst ikke fik den fuldkomne Ensformighed, der nu vanskelig har kunnet undgaaes, og som unægtelig danner et svagt Punkt. I Forbindelse dermed staar det ogsaa, at 4de Akt virker som en mellem den foregaaende og Slutningsakten indskudt, i sig selv noget unødig Episode, hvis væsentlige Interesse knytter sig til den i sig selv morsomme men Hovedhandlingen ganske uvedkommende Scene mellem Lyngstrand og Bolette. Endelig finde vi i Afslutningen en hos Ibsen næsten paafaldende Ubehændighed deri, at han ikke har ladet Dunkelheden paa Scenen ophøre i samme Øieblik, som det mørke Element i Stykket drager bort med «den fremmede Mand», – en lettelig hidført Effekt, der vilde forstærket Slutningsindtrykket, som nu paa den anden Side svækkes noget ved et Par Replikker om «Frihed» og «Ansvar», der ialfald for almindelige Dødelige hører hjemme blandt de Vrangforestillinger, af hvilke Ellida netop lykkelig skulde være kommen ud.
Vi have ovenfor berørt, at Digteren ikke har indbragt tilstrækkelig Afvexling i Hovedhandlingens Monotoni. Forholdet mellem Arnholm og Bolette og dettes Udvikling er navnlig istedetfor at være slynget ind i og sammenbundet med den alene lagt parallelt ved Siden af. Og denne Bihandling havde derhos lettelig kunnet faa en forøget Interesse, dersom man allerede fra Først af havde lært at kjende den hos Bolette tilstedeværende Higen efter at komme bort fra Hjemmets trange Forhold, som betinger Resultatet, og som man nu først lærer at kjende i 3die Akt.
Sin Styrke og sit største Fortrin har «Fruen fra Havet» i Karaktertegningen. Typer af en mere udpræget og stærkere slaaende Originalitet, som Ibsens Stykker har pleiet at frembryde, findes her, bortseet ialfald fra Titelfiguren og den mystiske Fremmede, vel egentlig ingen af. Men Originaliteten er der alligevel. Der er ikke en af Personerne, som er uden sin baade fint og sandt observerede Individualitet, og Forfatterens Eiendommelighed har overalt sat sit Præg i Skildringen af dem. Maaske kan man med Hensyn til baade Arnholm og Bolette sige, at saaledes som den mellem dem forefaldende Handling nu i det Hele taget udspinder sig, i Forhold til Hovedbehandlingen og i sig selv, faar disse Figurer ikke tilstrækkelig Anledning til at lægge Beslag paa Interessen; og de blive af denne Grund for vedkommende Kunstnere ikke lette at faa Tag i. Men ogsaa de gaa dog ind under samme Karakteristik, og deri, at Forfatteren har stillet disse tvende rolige, hverdagslige Naturer sammen mellem Ellida og Wangel paa den ene Side, Lyngstrand og Hilde paa den anden, maa man se et fint Træk af Ibsens Kompositionsevne.
Naar vi i vor foreløbige Notis efter den første Opførelse betegnede denne som en Succes for Stykket, saa har vi dermed ikke villet sige, at det slog helt og fuldt an og rev hen til større Begeistring, – de organiske Feil, som vi ovenfor have paapeget, maatte nødvendigvis øve sin Indflydelse og umuliggjøre et saadant Resultat. Men det var og er fremdeles vor Mening, at Stykket tog sig ud paa Scenen, at det tiltrods for alle Indvendinger dog fængslede og fastholdt Interessen lige til det Sidste, at mange af dets Scener var af betydelig Virkning, og at dets ubestridelige Fortrin for en væsentlig Del gjorde sig gjældende gjennem Udførelsen og saaledes vandt frem til Forstaaelse og Paaskjønnelse.
Den Maade, hvorpaa Stykket gaar over Scenen, maa i det Hele og Store taget siges at være vellykket, om den end lader Et og Andet tilbage at ønske.
Den svære Titelrolle, paa hvis Udførelse saa overordentlig meget beror, faar fra Fru Gundersens Side en ypperlig Fremstilling. Med øiensynlig Kjærlighed til sin Opgave har hun gjennemtrængt den, arbeidet sig ind i den, og hendes i mange Retninger saa store Begavelse udfolder sig her i fuld Frihed. Vi har sjelden seet hendes Spil paa samme Tid saa mægtigt og saa behersket. Det gjælder fremfor Alt at bringe til fuld Gyldighed det Poetiske i Ellidas Naturel, i denne lidenskabelige Kjærlighed til og Hjemve efter Havet, der ligger paa Bunden af al hendes Exaltation, al Sygeligheden i hendes indre Liv, og det er netop dette, som Fru Gundersen har forstaaet og formaaet. Der er en forunderlig gribende og rørende Klang i hendes deilige Organ, hvergang hun kommer til at nævne Havet; og naar hun indvier Wangel og Arnholm i den grufulde Hemmelighed, som har knuget hende, er det, som hendes mørke Drømmelivs Indhold uvilkaarlig glider frem, medens ogsaa hun selv ser paa det med fremmede og forfærdede Øine. Hun lægger ingen kunstig Styrke i Fremførelsen, men denne har en Inderlighedens Magt, som er desto større. Der er mange andre enkelte Punkter i hendes Spil, som kunde fortjene særskilt at fremhæves. Vi skal exempelvis nævne Scenen med Lyngstrand i 1ste Akt og Overgangene i hendes Væsen fra Adspredthed og Ligegyldighed til den høieste Grad af Spænding under Beretningen om den Oplevelse, der skal afgive Stoffet til det paatænkte Billedhuggerverk. Fremdeles Morfinrusen i Begyndelsen af 3die Akt og den derefter indtrædende Slappelse samt i Slutningen af samme Akt det stumme Spil, da hun har faaet et Glimt af Steddøtrenes Længsel efter Forstaaelse. Det Beherskede i Spillet, som vi iøvrigt ubetinget maa anerkjende, er maaske vel stærkt forhaanden der, hvor en kraftigere Understregning vilde været ønskelig, vi mener ligeoverfor «den fremmede Mand». De i sig selv ligesaa vanskelige som vigtige Scener med ham kræve for at faa sin rette Valør et voldsomt Udtryk af en vild, fortvivlet Gru hos Ellida. Hos Fru Gundersen finde vi her en ikke tilstrækkelig stærk Overgang i Tempo og Tone. A f lignende Grund faar heller ikke i Slutningsscenen de afgjørende Afskedsord til den fremmede Mand den rette Mægtighed og Tyngde. Replikvexelen er for hurtig, Ordene for lidet markerede. Det vil uden Tvivl ikke falde vanskeligt for Kunstnerinden i den paapegede Henseende at foretage en Ændring, der vil blive til Gavn for Stykket. – Fru Gundersen har for Ellida fundet en karakteristisk Maske og tager sig særdeles godt ud.
Hr. Gundersen besidder en Evne til at karakterisere i de store Træk, som heller ikke her fornægter sig; men den finere Detaljering er som Regel ikke hans Sag. Doktor Wangels Figur giver han i de rette Omrids, og alle mere hovedsagelige Nuancer kommer med i hans Fremstilling. Rollen er imidlertid fra Forfatterens Haand, udgaaet saadan, at der fra Skuespillerens Side kræves en selvstændig Farvelægning gjennem karakteriserende Smaatræk og Enkeltheder, og saadanne savnes fuldstændig hos Hr. Gundersen. Af hans meget omtalte Indolens faar man saaledes intet Indtryk; af hans Tilbøielighed til stimulerende Drikke ligesaalidt. Paa samme Tid som Figuren ikke er uden sin Styrke, mangler den altsaa Individualitet. Derhos er der hos Hr. Gundersen ofte noget Tørt, som gjør ham lidet egnet til mere virksom Gjengivelse af den Ømhed i Sindet, den Fylde af Kjærlighed, som udgjør Kjærnen i Doktorens Væsen. Betegnende er forsaavidt den fuldkomne Ligegyldighed, hvormed han paa Arnholms Forespørgsel i 1ste Akt omtaler for ham sit lille Barns Død.
Bolettes rolige, stilfærdige Kvindelighed med sin beredvillige Deltagelse for den brystsvage Lyngstrand og sin Intet anende, troskyldige Aabenhed mod Overlæreren gjengives meget smukt af Frøken Constance Bruun. Rollen frembyder egentlig kun en eneste Scene, der giver Leilighed til et mere udpræget Spil, – Frierscenen i 5te Akt. Denne lykkes godt for Frøken Bruun. Der er en usvigelig Troværdighed i den unge Piges Skræk over, at han, hvem hun har vænnet sig til at betragte paa en Maade som et Væsen af en anden Art, til hvem en Tilnærmelse er utænkelig, gaar med den Plan at blive hendes Mand. Den Maade, hvorpaa saa Overgangen kommer, er ikke mindre udtryksfuld og naturlig, og man føler, at naar hun ser over Skuldrene hen paa ham og mønstrer hans Ydre, saa er det, som om hun først nu rigtig gjør sig Rede for, hvordan han ser ud, før hun bestemmer sig til at tage ham.
Hr. Hansson giver Overlæreren med det rette Præg af Alvor, Modenhed og Forstand, som en Mand, der ser uhildet paa Verden og paa Menneskene og under enhver Omstændighed bevarer sin Ligevægt. Det Individuelle ved Figuren er ogsaa tilstede, uagtet der i Grunden er saa lidet at gjøre med.
Den barnlige Vildhed hos Hilde, hendes anlagte Trods, hendes ubarmhjertige Spil med Lyngstrand og den dybe Følelse, som stikker under, – alt dette kommer godt frem i Frøken Juells Fremstilling, der som sædvanlig udmærker sig ved Liv og Naturlighed. Hun bør dog vogte sig for at slippe sig formeget løs. I hendes Sprog er den bergenske Dialekt endnu af og til stærkt fremtrædende.
I Lyngstrands ikke lette Rolle leverer Hr. Schanche en vellykket Præstation. Han faar frem det Latterlige og Naive og samtidig det Sympathivækkende ved Figuren.
Hr. Reimers er som «den fremmede Mand» vistnok væsentlig, hvad Forfatteren har tilsigtet, – en vildt udseende, mægtig og sælsom Skikkelse, der bringer Uhygge med sig, men paa samme Tid ikke usympathisk.
Johannes Bruns Ballested er en karakteristisk, vel anlagt Figur, der navnlig i sin Egenskab af Fremmedfører i 2den Akt er meget morsom.