– Theatret. Hovedstadens literære Kredse have i den forløbne Uge været optagne af Ibsen, og Dønningen derfra har stødvis bredt sig til det øvrige Land. Men medens man rundt om i vore Provinsbyer endnu en Stund maa nøjes med at tære paa de Smuler, som paa denne Maade udstrøes, naaede Aalborg, takket være Hr. Direktør Jul. Petersens Energi, allerede i Aftes at vinde midt ind i Bevægelsen. Nu kan Aalborgenseren selv danne sig et Begreb om, hvorvidt «Fruen fra Havet», for at bruge en af Maleren p. p. Ballestads yndede Vendinger, lader sig akkla-akklimatisere paa Scenen. Thi selv om det vel ikke var sceniske Kunstnere af første Rang, der i Aftes havde med Stykkets Udførelse at gjøre, saa vare dog de af Selskabets Medlemmer, der havde faaet det ærefulde Hverv at fremstille Ibsens ny Stykke, gaaede til denne Opgave med en saa alvorsfuld Stræben efter at yde deres bedste, at der, fraregnet enkelte Undtagelser, virkelig kom et godt Hele ud deraf.
Vi skulle ikke her, hvor fristende det end kunde være, fordybe os i Betragtninger over de forskjellige Problemer, Ibsen har nedlagt i dette sit sidste Arbejde; dertil er Stykket allerede for godt kjendt og for omfattende gjennemdrøftet. Kun bør det overfor Udtalelser andet Steds fra fremhæves, at selv om «Fruen fra Havet» som Helhed taget staar noget tilbage for tidligere Arbejder af Ibsen, saa vil man dog heri finde saa mange vellykkede Enkeltheder, saa mange tankevægtige Repliker, at næppe en eneste vil forlade Opførelsen deraf uden Udbytte.
Det saa man allerbedst i Aftes. Enhver Theatergænger veed af Erfaring, at Søndagsforestillingerne næsten som Regel besøges af et meget livligt Publikum. Her møde Folk, som Ugens sex Dage ere optagne af deres Beskæftigelse, og som derfor føle Trang til paa den syvende Dag rigtig at slaa Gjækken løs. De nøjes saa ikke med at more sig over det, der fremstilles paa Scenen, men føle tillige en ubetvingelig Trang til strax at udvexle Indtryk med deres Sidemænd desangaaende, eller at honorere Skuespillernes Anstrængelser med et velvilligt Bifald, uanset om Tæppet er oppe eller ej. Sligt mærkede man ikke i Aftes. Publikum fulgte i aandeløs Spænding Akt efter Akt; det var saa stille i Theatret, at man godt kunde have hørt en Knappenaal falde, og naar en eller anden ved en ufrivillig Bevægelse gjorde lidt Støj, kunde man være sikker paa at høre en energisk, formanende Hyssen til den vedkommende. Først efter Tæppets Fald bruste Bifaldet løs. Det begyndte efter 2. Akt og tog saa jævnt til, indtil det efter Stykkets Slutning opløste sig i to Fremkaldelser, først af alle de spillende og dernæst af Doktor Wangels og Ellidas Fremstillere.
Fru Lamberth havde som Stykkets Titelfigur, Fruen fra Havet, Doktor Wangels anden Hustru, løst sin Opgave paa en overraskende heldig Maade. Man maatte virkelig tro paa den nervøse forpinte Tilstand, hvori hun skal befinde sig, og hvorpaa Handlingens videre Udvikling hviler. Enhver Replik var øjensynlig vel gjennemtænkt og prøvet, og Fruen vovede sig ikke længere, end hendes Evner og Stemmemidler tillod hende. Men netop derfor blev ogsaa hendes Ellida en Præstation, som enhver vil have Fornøjelse af at se.
Hr. Treschows Doktor Wangel var ligeledes en smuk Præstation, men man kunde nok have ønsket lidt mere Liv i hans Spil. Doktoren er vel en noget ledeløs Karakter, men han er ingen stille indadvendt Sværmer, som Hr. Treschow gjør ham til. Dette er dog ikke noget, der i særlig Grad forstyrrer Illusionen, tilmed da det forsagende Tonefald, der hviler over Hr. Treschows Organ, faldt godt sammen med den Maade, hvorpaa han tog Rollen.
Hr. Carl Marx beredte i Aftes Publikum en grundig Skuffelse ved den Maade, hvorpaa han spillede den fremmede; thi selv om denne Figur er et noget taaget Begreb, et ikke fuldtud heldigt Forsøg paa at personificere Stykkets Allegori, det lokkende, dragende Hav, saa indeholder dog selve de Repliker, som Ibsen har lagt den fremmede i Munden, et temmelig godt Fingerpeg om, hvorledes han har tænkt sig Rollen: En Mand, der kommer for at fordre det, han anser for at være en Ret, en Mand, der skal føre Havets Friskhed ind over den stillestaaende Fjordvig. I Stedet derfor viste Hr. Marx os en ydmyg bedende Skikkelse, der saa langt fra at fremsætte sin Fordring som den mest ligefremme Ting af Verden, tvært imod søger at tiltrygle sig Ellida; men for øvrigt udtalte Hr. Marx i Aftes sine Repliker saa dæmpede, at ikke stort andre end han selv fik godt af dem, og der kan derfor først være Tale om at bedømme hans Spil, naar han er naaet over denne samt de andre her paapegede Mangler.
Om de øvrige rollehavende, der hver for sig præsterede noget ret respektabelt i Stykket, skulle vi ligeledes udtale os nærmere i Morgen.
Forestillingen var [...] udmærket godt besøgt.
[...]
– Theatret. «Fruen fra Havet» havde atter i Aftes samlet godt Hus, og Udførelsen vandt ikke saa lidt i Interesse ved, at Hr. Marx havde taget vore Bemærkninger om hans Spil ad notam. Den fremmede Mand bliver derved ganske vist berøvet noget af den Mysticisme, som strængt taget burde hvile over ham, for at Figuren tilfulde kan komme i Overensstemmelse med den øvrige Handling; men da det vilde være temmelig haabløst at ville pousere denne Side af Rollen frem, hvad Hr. Marx i Søndags tilstrækkelig godtgjorde, kan man kun være tilfreds med, at Hovedvægten lægges paa den anden Side af Rollens Karakter, saa at man faar en Person af virkelig Kjød og Blod for sig.
Er der saaledes nu af de mere fremragende Medlemmer af Selskabet gjort, hvad der kan gjøres, for at give «Fruen fra Havet» en saa god Udførelse som mulig, da gjælder dette ikke mindre de sekundære Kræfter, som her ere tagne i Brug. Der udfoldes saaledes af Hr. Carl Petersen prisværdige Bestræbelser i Retning af at naa ind paa Livet af Overlærer Arnholm, og det maa indrømmes, at han tager meget forstandig paa denne Rolle.
Hr. Vilh. Knudsen er den brystsvage unge Mand, vordende Billedhuggeren Lyngstrand. Ogsaa hans Spil vidnede om en ærlig Stræben efter at træffe det rette, noget der ikke altid lykkedes ham. Man kan forstaa, at den unge Mand, naar han udvikler sin Livside, kan betages saaledes deraf, at han glemmer sine legemlige Svagheder, men Hr. Knudsens Livlighed vedvarer langt ud over denne Scene, saa at Kindens hektiske Rødme alt for ofte er det eneste, som minder om «Knækket».
Som Hilde havde Fru Anna Petersen en Rolle, der aabenbart ligger godt for hende. Hun fik navnlig det tøsede ved Figuren rigtig godt frem, og man kan i det hele med udelt Fornøjelse se denne Skuespillerinde i nævnte Rolle.
Søsteren Bolette er lidt mere stedmoderlig behandlet fra Forfatterens Side. Hun synes nærmest at være formet for at anskueliggjøre, hvor uskyldigt det af Ibsen paatalte Kjøb af en Hustru kan tage sig ud, og hvor let det gaar for sig. Fru Alma Petersen raader i alt Fald ikke over tilstrækkelige Evner til i yderligere Grad at fange Publikums Interesse for Bolette, og i et enkelt Tilfælde synes hun helt at misforstaa sin Opgave. Hendes Optræden over for Lyngstrand, der kun kan være Medlidenhed for det unge dødssyge Menneske, fik hos hende næsten Udseende af en ømmere Tilbøjelighed for ham.
Endnu skal nævnes, at Hr. Halvorsen havde lavet en ret karakteristisk og morsom Figur af Tusindkunstneren Ballested.
«Fruen fra Havet» opføres atter i Aften samt paa Fredag som Afskedsforestilling til Benefice for Fru Anna Petersen.
[...]