Edvard Brandes

Stykket foregaar højt oppe mod Nord, hvor Glæden over «det lange, lyse Sommerdøgn» beskygges af «Mindelsen om den kommende Mørketid». Stykkets Hovedperson er en ung Kvinde, der bærer paa en lønlig Anger og Sorg, ikke fordi hun nogentid begik en Udaad, men fordi hun ikke naaede at følge sin Natur, fordi hun indespærredes i noget Hverdagsligt, skønt Frihedens Stormklokke éngang ringede hende ud til Oprør, og fordi hun bestandig forvirrende hører en dæmpet Klang for sine Øren: hun forstaar, det kalder; hun véd knap hvorhen og hvorfor. Længsel og Tvivl foruroliger hendes Sind og lader hende ikke slaa Rod paa det snævre Gebet, der forundtes hende som andre Mennesker dog fæstnede endnu hendes lidelsesfulde Ønsker sig ikke i en Viljesstorm, der førte hende bort til andre Strande.

Fru Ellida fødtes ved Havet som en Fyrforvalters Datter, og det vide, fri Havs Nærhed paavirkede hendes Natur, saa hun blev lettere modtagelig for the Ubestemte og det Grænseløse end et Købstadbarn, hvis Sjæl ikke bølger i vekslende Stemninger som «Havfolkets» Temperament. Fru Ellida danner sig senere i sit Liv en Teori om det Unaturlige i Menneskenes Dvælen paa Landjorden. «Jeg tror», siger hun, «at dersom Menneskene bare fra først af havde vænnet sig til at leve deres Liv paa Havet i Havet maaske saa vilde vi nu have været ganske anderledes fuldkomne end vi er; baade bedre og lykkeligere.» Selv om man tilfulde vurderer det Symbolske i denne Replik, maa der dog blive tilbage til Fjærnelse af Uvirkelighed hos Figuren en levende og inderlig Trang mod den salte Sø og det friske Hav. Fru Ellida lever under de uheldigste Forhold for hendes Naturel. Hun har for fem, seks Aar siden giftet sig med den allerede aldrende Læge Wangel, Enkemand med to fuldvoksne Døtre, og bor sammen med ham i en lille norsk Fjordby oppe i det nordlige Norge.

Selv for mindre nervøse og lidenskabelige Naturer synes Opholdet trangt der ude i Fjorden, hvor man akkurat skimter Havet og Verden i det Fjærne, hvortil man ikke naar. Wangels Datter Bolette oprives af dette døde Liv ved den om Sommeren lumre Fjord, i det om Vinteren evigvarende Mørke. Hun sammenligner sig og sine med de gamle Karudser i Dammen ved Doktorens Have. «Jeg synes ikke vi lever synderligt anderledes end Karudserne nede i Dammen. Fjorden har de saa lige ind paa sig, og der stryger de store vilde Fiskestimer ud og ind. Men det faar de stakkels tamme Husfisk ikke noget at vide om.» Den halvgamle Overlærer, som hun siden forlover sig med blot for at slippe bort, vil trøste hende med den Turistflok, der strømmer gennem Byen hver Sommer, og efter Landsens Skik der paa Stedet taler han om dette «som et Slags Mødested for Verdenslivet, næsten et Knudepunkt.» Men Bolette véd godt, at der ikke er et sandt Ord deri. Det nytter ikke hende, at den store, fremmede Verden rejser igennem Byen for at se den Midnatssol, som hun ikke selv øjner fra sin Karudsedam.

Havet, det er da videst set: den store Verden, Bevægelsen, det frie Aandsliv, og Karudsedammen, det er Danmark og det er Norge, liggende dybt inde i Fjorden, hvor Vandet er sygt, selv om tilsyneladende Havet skyller forbi Landenes Kyster. Ibsen, langt inde i Tyskland, sender som Hilsen hjem: tro ikke paa, at den Fjord, hvorved I bor, er det virkelige Hav. Havet er der, hvor Friheden er.

Og hvis Bolette vil sælge sig selv for at naa bort, saa gærer der endnu stærkere Længsler i Fru Ellida, Fruen fra Havet, som engang i sit Liv stod Ansigt til Ansigt med det Ukendte, hvormed aandsfri Mennesker kan føle sig i Slægt.

Det er en underlig Oplevelse, som Ibsen har givet sin Hovedperson, paa engang fantastisk og fuld af reelle Træk. Med en utrolig Kunst gyder den store Mester over dagligdags og brutale Kendsgærninger en poetisk Straaleglans, der højner en simpel Understyrmand til en Naturkraft, gør ham skræmmende og dragende som selve Lidenskaben, stor og hel som selve Havet.

Da Ellida sad i Fyrtaarnet som ung Pige, mødte hun en ung Sømand, og han vandt en sælsom Magt over hende. Hvad han hed, vidste hun knap; det Navn, han opgav, var næppe hans. De traf hinanden nogle Gange; de forlovede sig. Saa mistænktes han for Mord paa Skibets Kaptejn, og ved et Stævnemøde, han satte hende, inden han flygtede, betroede han hende, at han var Morderen, men tilføjede, at han havde handlet ret. Og ved denne Lejlighed viede han hende til sig, idet han fæstede som Tegn hendes og sin Ring paa en Nøglering og kastede denne ud i Havet. Nu var begge viede til hinanden, og, som Venedigs Doge, ogsaa viede til Havet.

Saa rejste han, og i nogen Tid følte hun sig bunden ved sit Løfte. Men efterhaanden svækkedes Indtrykket, hun groede atter fast i det Hverdagslige og gjorde det forbi med ham. Og da fire Aar efter den brave og venlige Doktor Wangel meldte sig som Bejler, tog hun ham som Befrier og Indfører i nyt Liv.

Det staar lidt dunkelt for Læseren, hvorfor Ellida just valgte ham, lidt mærkeligt, at ingen anden mældte sig. En lignende Indvending rejser sig imod Bolettes Forlovelse i sidste Akt. Hvis man vil sammenligne smaat med stort, saa kan man jævnføre det Forhold i Musen, at der i dette Skuespil kun optræder en eneste Mandsperson, i hvem alle Stykkets Damer forelskes. Tilskuerne erhværver den Forestilling, at der i det Hele ikke gives andet Mandfolk i Frankrig end denne halvgamle Kavaler. Ligesaa her i Fruen fra Havet, hvor Personerne ikke synes at staa i nogensomhelst Berøring med andre Mennesker end just med de faa Personer, der optræder i Skuespillet.

Efterat Ellida valgte Wangel til den Mand, med hvem man gifter sig, tror hun sig i Havn. Hun fejler storlig. Hun slipper ikke Tanken paa hin Ukendte, der bragte hende Bud fra en fremmed og større Verden end hendes og de andre Hjemfødningers. Hun skrev ham sin Opsigelse til, men han lod som intet, svarede blot, at han kom og hun skulde vente paa ham. Saa fik hun et Barn. Men hvad skildrer hendes Rædsel, da hun finder hans som Bølger skiftende Blik i Barnets Øjne. Saa var han dog i hendes Tanker! Og siden den Dag, hun opdagede dette, har hun og hendes Mand ikke levet sammen som Ægtefolk. Hun var glad, da Barnet døde.

Da Stykket aabnes, henledes hendes Opmærksomhed atter paa den svundne Tid ved en tilfældig Omstændighed. I hendes Hus kommer en stakkels brystsvag Kunstner, der først fik Lov at følge sit Kald, efterat han som Sømand havde lidt Skibbrud og sat sin Helsen til ved et Bad i det iskolde Vand. Hvert Træk i denne Figur er levende; han besidder de Brystsvages sikre Tillid til Helbredelse ved en Tur til Syden, og hans Egenkærlighed giver sig Luft i ligesaa kostelige Repliker, som hans nordiske Brødløshed males i hans ydmyge Omtale af den «Velgører», der sætter ham i Stand til at blive Billedhugger.

Denne Lyngstrand fortæller om en Baadsmand, han har mødt og i hvilken Ellida lettelig genkender den Forsvundne. Ti nu er ti Aar hengaaet, siden hun saa ham. I anden Akt fortæller hun sin Mand alting og forklarer ham sin Angst for det Uforklarlige, «det Grufulde», som skræmmer og drager paa samme Tid.

Og saa i tredje Akt ved Nattetid staar han der, den fremmede Mand, Kvænen, Styrmanden, Morderen, Skæbnen alt hvad der i Menneskelivet virker forløsende, altovervindende, Hindringer dræbende, æventyrligt og frigørende.

Man maa være en Mester som Ibsen for at vove at lægge en saadan Glorie over denne rødskæggede Mand med Rejsehuen. Hvor er nu den Michael Wiehe, som ene i Verden kunde komme som en Nattestorm sær og hemmelighedsfuld i sit bestemte og stilfærdige Væsen! Under Læsningen virker den opsamlede Spænding betagende: man er forberedt paa den Fremmedes Komme, og dog lægger der sig Elverskin over Scenen, idet han staar bag Havegærdet. Der fremtrylles en større Virkelighed end den hverdagslige det er, som de stærkeste Magter i Menneskenaturen stred synligt imod hinanden. Den fremmede Mand rejser dybere ind i Fjorden, men sætter Ellida Stævne til næste Nat, hvor han vender tilbage for at hente hende, om hun vil rejse med ham. Han har lovet at komme, og det frivillige Løfte bandt mere end en Vielse; frivillig skal hun nu ogsaa gaa med ham.

Ellida kæmper med sig selv Dagen derefter og med sin Mand. Ti hvor fintfølende han end er, vaander han sig ved at give hende i den Fremmedes Vold. Han tilbyder hende Adskillelse, naar Faren er overstaaet; da kan hun drage til sin gamle Hjemstavn, bort fra et falskt Ægteskab til et frit Liv ved Havet. Men netop, hvor det gælder, lægger hans Egenkærlighed i Vægtskaalen den Avtoritet, som hun tilkender ham, hvis han forlanger at hævde den.

Man mærke det Forløsende, at ingen af disse Mennesker taler Moral. Vi befinder os i en anden, lysere og renere Sfære, end den, hvortil det moderne Sædelighedspræk hensætter os. Ibsen flyver forbi den smudsige Landevej paa sin raske Vingehest, førende os med sig, hvis vi forstaar ham, paa hans Fart mod Havet.

I dette Stykke sker saa det Vidunderlige.

Saaledes nemlig, at Wangel erkender Frihedsfordringens ubetingede Ret. Da Natten falder paa, da Mand og Hustru i Bæven venter den Fremmedes Ankomst, da det afgørende Øjeblik er der, giver Wangel sin Hustru ret til «at vælge i Frihed og under Ansvar». Han opgiver enhver ham af Samfundet tilkendt Rettighed og stiller sin Hustru frit i Spørgsmaalet, om hun vil nøjes med det Kendte eller lade sig drage ind i det Uopnaaeliges Farefuldhed, blot fordi hun ikke kan kue Frihedsfordringen i sit Indre.

Men da Ellida vinder Friheden over sig selv, Ret til at være sig selv, som Nora sagde, mister det Fremmede Magten over hende. Hallucinationerne svinder med Længslerne, og hun vender sig fra den Fremmede til sit Hjem.

Filosofisk set tilfredsstiller denne Løsning, saavist som Friheden netop udgør sit eget Maal. Wangel siger til Forklaring for Læsere, der maaske er mindre vante til symbolske Fremstillinger: «Din Længsel og Higen efter Havet din Dragning imod ham imod denne fremmede Mand det har været Udtrykket for et vaagnende og voksende Frihedskrav i dig; andet ikke.»

Dramatisk set falder Opløsningen ikke fuldt saa tilfredsstillende, fordi Ellida synes med sin Natur stærkere og yngre end det Liv, der nu venter hende.

Hun har intet været for sin Mand og hans Børn. Wangel tag Rosmer uden Samfundsfølelse og Helmer uden den æstetiske Brutalitet, saa har man Wangel, en formindsket Rosmer og en forædlet Helmer han begynder at faa en let Tilbøjelighed til de stærke Drikke, der bringer Glemsel over Sorger. Da hans Ægteskab har lidt Skibbrud, søger han den lettest tilbudte Glemsel. Det er antydet med et Par Streger. Bolette har mærket dette og passer paa ham; hvorimod Ellida ligegyldigt passerer forbi, blot optagen af sine Drømmerier.

Heller ikke de to Børn har hun vundet. Bolettes Ønske om at virke og om at komme bort fra Hjemmet finder ingen Støtte hos Stedmoderen, der lever som i et andet Land. Derfor ser vi i første Akt de to Pigebørn pynte Huset for at fejre deres døde Moders Fødselsdag, om hvem de holder i Trods Mindet fast. Endog i det Ydre anskueliggøres den Afgrund, der skiller Familien. Ellida fortæller, at medens hun opholder sig til Stadighed i Lysthuset, sidder de to unge Piger paa Verandaen, saaledes kan de tale over til hinanden, hvis de har Lyst hvad sjældent sker.

Endelig den nydelige Hilde, der hurtig bliver Læsernes Yndling. Hun er tegnet i Backfischmanér med fin Humor. Ellida har aldrig lagt Mærke til, hvorledes den femtenaarige lille Dame er forelsket i hende og gløder efter at staa den unge og smukke Moder nær.

Vil Ellida nøjes med den Fremtid, hun vælger? Hun er tyve Aar; hendes Mand mindst tyve Aar ældre end hun, og nu skal hun værge ham mod Uafholdenhed; hun skal bryde Bolettes Forlovelse med Arnholm og sende hende bort til gladere Egne, hvor hun sagtens vil sætte Bo; og hun skal være Moder for Hilde.

Er dette nok? Et Liv uden Elskov, uden Udvikling, uden anden Frihed end den indre Frigjorthed. Kan Ellida forvandles til den rolige og blide Kvinde, som dette Liv fordrer?

Indvendingen er ikke betydelig, ti poetisk har Ibsen Ret. Han fører sine Personer konsekvent til et bestemt Punkt, og det Ideal, han opstiller, rummer Menneskeaandens højeste Stræben.

Overfør dette Stykkes Lære paa det Religiøse, hvad der ligger saare nær, og se, hvor aandsfri Ibsen staar. Ellida gaar om med sygelige Drømme om et stort Ubekendt, et Grænseløst og Æventyrligt, et Grufuldt, der paa éngang skræmmer og drager hende og den Dag da Frihedsbudet forkyndes hende, saa hun selv skal føre sit Liv og vælge i Frihed og under eget Ansvar, da svinder de natmørke Skygger, der bredte deres sorte Vinger ud over hende.

Hvis nu dette Stykke tages til Indtægt af Reaktionen og man skal ingenting forsværge da er det blot dumt. Deraf skal man ikke lade sin Nydelse forstyrre.

Det er jo kun éngang hvert andet Aar, at man faar denne Hilsen fra Aandernes Verden det myndigste Ord sagt i moden Kunst. Forlæggeren giver Ibsens Bog en tarvelig Udstyrelse, sikkert blot fordi man skal styrkes i Troen paa, at Sandheden ikke behøver Hofceremoniel; men dog er Ibsens nye Bog Aarenes store og vidtrækkende Begivenhed.

Hvorfor dvæle ved Replikernes fuldendte Støbning eller Handlingens stigende Fortættelse. Dette er ikke Sagen, skønt Ibsens Kunst staar som et Mønster. Nej Sagen er, at Digteren ikke er indsnævret af den nordiske Fjordtranghed, at han peger ud, videre og dybere. Her findes i Danmark som i Norge en herskende Trang til at forhykle og indsnævre Menneskenaturen. Ibsen er uden Hykleri og en urokkelig Frihedsdyrker. Og hans Arbejder staar altid som hans samlede Erfaring og Viden, den han ikke som mangen anden maa udnytte og udbrede i Smaamønt, men som han giver i rund Sum til de Læse- og Lærelystne. Feltraabet her i Norden kommer fra ham, og Feltraabet er denne Gang: Frihed.