Johan Daniel Irgens Hansen

Under to af sine sidste Besøg i Norden har Henrik Ibsen boet ved Havet. Oppe paa Molde vandred han sine ensomme Spadserture i Alleen langs Stranden; nede i Fredrikshavn saas han ofte paa Bryggen timelang stirrende ned i Sjøen eller følgende Bølgernes Spil over Kattegat. I hans Tanker og Stemninger slynged Havet sine vexlende Akkorder. Dets Gru og dets Dragning blev ham nærværende som Livsmagter, vi har at kjæmpe med i deres Uudgrundelighed, i deres koglende Leg i Sind og Sanser.

Havmanden steg atter op af Bølgerne og lokked Agnete i det hemmelighedsfulde Dyb, og hun glemte som i Kjæmpevisen Virkelighedens nærmeste Krav. Sind og Sanser var bundet ved Havets Sang, og hun gik lidende under Menneskers Kjærlighed med Dragning mod det grufulde, viet til Havets Minder med det uudsigeliges Magt. Kjærlighed og Ømhed kaldte paa hende; men det ringed forgjæves. Ingen Klokker vakte den fængslede Sjæl. Den nye Agnete var fæstet til Havet.

Men hun boede ikke hos Havmanden. Den gamle Vise var gjort om. Hun boede hos Menneskene, men delte ikke deres Kaar. Havet drog i sin Gru, og hun var væsensbundet i et uudgrundeligt Forhold. Hun følte Menneskets Gru for det naturbundne, søgte Ly i Menneskekjærlighed og Ømhed, men vandt ikke over Kogleriet, før hun i frit Valg kunde møde Fortryllelsen, sige sig løs og gaa ind til Menneskene under deres Kaar. Under Frihedens Ansvar høster den nye Agnete fra Havets dragende Gru og fandt Glæde for Sind og Sanser i Menneskehjerter.

I Fruen fra Havet giver Henrik Ibsen sin Tolkning af den gamle nordiske Saga om Havets underfulde Magt over Sindene. Viser og eventyrlige Sagn vidner om denne Magt, som skræmmer og drager, som binder Vilje og Evne, som lokker med Gru og fanger i Rædslens kolde Omfavnelse. Det er en gammel Saga, evig ny og mægtig som Havet selv. Vemodig, grufuld og trøstesløs lyder den til os midt inde i vor myldrende Virkelighed, som oftest kun ændser de næreste Forhold, er klog paa dem og neppe mærker, hvad Magt Naturen gjemmer udenfor vor Horisont.

Og nu hører vi den paany, hører igjen det store Havs lokkende Gru, ser igjen en Sjæl, bunden i dets Magt, ser et Menneske i Kvide under den uforstaaelige Dragning, saa vi med kort Forstand ryster paa Hovedet og medlidende mumler om Galskab.

Men de, som ser lidt dybere i Menneskene, er ikke saa glat færdig med Ordet gal; for de ser, Menneskene er ikke saa endetil at have Rede paa, som Folk flest tror. Og fremfor de fleste har Ibsen loddet Dybder i Sindet og fundet Strømsætninger der, som Fladens Leg ikke lod ane. Og han er ikke Manden, som ræddes for at søge Vej i Dybderne. Ja, han har med Nattens Mod søgt sin Gjerning der. Deraf kommer det, at han lokker saa mange, skræmmer med Gru og drager med det gaadefuldes Eventyrmagt.

Derfor gjør man ret i at lade sig føre, lade sig binde af ham. Uden det lukkes Forstaaelsen, saa man glor i Dybet dummere end før og blir siddende paa den sjelklokes nøgne Skjær.

Og lad os saa se, hvorledes Henrik Ibsen har digtet om det gamle Sagn, se Havets underlige Magt svinde under den frie Menneskeviljes Ansvar. Det er den nye, trøsterige Saga om Agnethe og Havmanden.

Hun er døbt med et Skibsnavn og heder Ellida Fruen fra Havet, og har levet ude i Fyrtaarnet ved Skjoldviken, ud mod det aabne Torhav. Et Uvejr har engang bragt et amerikansk Skib derind; Kaptejnen er bleven dræbt en Dag; Gjerningsmanden er Understyrmanden. Han er Kvæn af Fødsel og har slig Magt over Ellida, at han kan angive sig selv som Drabsmanden og dog fæste hende til sig ved en Vielse til Havet. Han træder deres to Ringe ind paa en Nøglehank og kaster den i Søen, saa langt ud, han aarker. Saa farer han nordpaa og ud i fremmed Fart igjen. Hun siger sig løs fra ham, saasnart hun kan faa sendt ham Brev; men han ændser det ikke og skriver, som intet var sagt. Hun skriver paany det samme; men han sender endnu tre Gange Brev fra forskjellige Verdensdele.

Arnholm, som var Lærer derude i Skjoldviken, har friet til hende; men hun har ikke kunnet byde ham andet end Venskab. Men siden, da Doktor Wangel som Enkemand byder hende sit Hjem, tar hun imod, og det gaar bra et Par Aars Tid. Men paa tredje Aaret, da hun er med Barn, overfaldes hun af de gamle Minder. Han, Kvænen der ude fra Bratthammeren, hvor de viede sig til Havet, blir levende for hende, hun ser ham legemlig, og da Barnet kommer, ser hun hans Øjne hos det. Barnet dør snart, og hun bliver gaaende, fulgt af Mindelsen, som slig behersker hende, at hun vantrives. Og med den fremmede Mand mellem sig og Wangel kan hun ikke være hans Hustru helt ud. Han lider herunder og søger Døvelse i Smaadrik; hendes Ophidselse dulmer han, efter hvad det synes, med Morfin. Hun ser ikke hans Svaghed, er intet for de to, nu voxne Døtre af hans første Ægteskab, bare lever og lider i sin egen Verden, vantrives borte fra Havet og blir sygere og sygere i det stængte Brakvand mellem Øerne. Til sin Mand har hun blot sagt, at hun engang var bunden; han har aldrig spurgt om mer. Imidlertid er hans Tanke ført hen paa Arnholm som den eneste, han kan sætte i Forbindelse med Ellida derude i Skjoldviken. Han skriver til Arnholm, som nu er Overlærer i Hovedstaden, og ber ham komme. Det vil kanske lette hende at faa tale om fordums Dage. Og Arnholm følger Indbydelsen i den Tro, at den, som gaar og venter paa ham efter Wangels Udtryk er Bolette, Doktorens ældste Datter, hvem han har været Lærer for.

Her begynder Dramaet, og Handlingens Gang er væsentlig følgende:

De to Døtre af Wangel, Bolette og Hilde, pynter en Formiddagsstund op paa Verandaen for at fejre sin afdøde Mors Fødselsdag. Ude i Haven steller Ballested med Flaglinen. Den unge Lyngstrand kommer til og faar af Hilde høre, at det er Morens Fødselsdag. Doktor Wangel kommer fra en Rejse og gir tilkjende sine Betænkeligheder ved saaledes at fejre den afdøde. Stasen, mener Bolette, kan gjælde Arnholms Ankomst. Han er kommen om Natten og ventes hvert Øjeblik. Wangel vil sætte Arnholm ind i Ellidas tiltagende ejendommelige Tilstand, da denne kommer fra Sjøbad med udslaat vaadt Haar. Hun er glad ved at se Arnholm, og de to kommer snart paa Tomands Haand i Snak om det, som var dem imellem fordums. Men som hun vil forklare sig nærmere, afbrydes de af Lyngstrand, som kommer med Blomster til Ellida. Det er hendes Fødselsdag, han tror her fejres. Ellida og Arnholm lar ham blive i den Tro. Han vil blive Billedhugger og er svagelig, beskjæftiger sig bare med sin Fremtid og «Knækket» sit. Hvorledes han fik det, ved et Skibbrud i Kanalen, fortæller han, og tillige beretter han om en Mand der ombord, en Amerikaner, som under Læsningen af nogle gamle norske Aviser havde sagt noget saa underligt, da han saa, at en, han havde kjær, havde giftet sig. «Min er hun, og min skal hun bli. Og mig skal hun følge, om jeg saa skal komme hjem og hente hende som en druknet Mand fra svarte Havet», havde Amerikaneren sagt, og nu er det Lyngstrands Plan at give dette i en Gruppe. Ellida gribes sterkt; Arnholm tror, hun er oprørt over, at den afdødes Fødselsdag fejres, men det afviser hun; hun har ingen Ret til at fordre noget. «Jeg selv lever jo i noget, som de andre staar udenfor». Og da Wangel og Børnene kommer, sætter hun Blomsterne i Vand for at være med og fejre den afdøde.

Anden Akt foregaar oppe paa en Udsigt, og vi faar af Bolette og Hilde høre, hvor ganske udenfor deres Liv Ellida har staaet den hele Tid. Paa hver sin Maade har dette sat sine Mærker i Bolette og Hilde. Wangel og Ellida blir alene. Han trænger ind paa hende for at faa Rede paa hendes Tilstand. Han tror, det er Følelsen af ikke at høre hjemme blandt dem, ikke at kunne følge med i deres Erindringer, som nager hende og lader hendes Længsel mod Havet kaste Skygge over Livet herinde hver eneste Dag. Men hun betror sig helt til ham og fortæller sin Ungdoms Oplevelser.

Wangel: Den Mand har havt en uvanlig Magt over dig.
Ellida: Aa ja, ja, det grufulde Menneske.

Det er ikke Kjærlighed, som binder hendes Tanke og Sind til ham, det er nærmere Rædsel, og denne øges, da hun nu i en Mellemscene af Lyngstrand faar vide, at hin Amerikaners Ord ombord paa Skuden i Kanalen faldt netop paa den Tid, hun gik med Barn og overfaldtes af de gamle Erindringer. Derfor har hun seet hans Øjne hos Barnet, og han har siden staaet mellem hende og Wangel, saa et helt Samliv har været hende umulig. Og hun vender sig hurtig og flygter nedover Bakkerne, mens han iler efter hende og raaber: Ellida, Ellida! Min stakkars ulykkelige Ellida!

I tredje Akt kommer Ellida i urolig Livlighed til Arnholm og Bolette ude i Haven. Hendes løftede Stemning slaar snart om, og hun spørger skræmt efter Wangel; hun kan ikke se ham. «Aa, De forstaar mig ikke. Naar han ikke er tilstede, saa kan jeg tidt ikke huske, hvorledes han ser ud, og saa er det, som om jeg rent havde mistet ham. Det er saa forfærdelig pinligt. Men gaa bare!»

Og som hun staar der alene ved Dammen og taler hen for sig, kommer en fremmed Mand langs Gjærdet og ser ind i Haven. Da han faar Øje paa Ellida, stanser han og ser ufravendt og forskende paa hende og siger dæmpet: God Aften, Ellida! Hun undrer sig og raaber: Aa, kjære, kommer du endelig! Ja endelig en Gang, svarer han. Men hun ser overrasket og ængstelig paa ham og farer siden sammen med et halvkvalt Skrig: Øjnene Øjnene!

Hun ræddes mer og mer, beder ham gjentagne Gange ikke se paa hende, ikke røre ved hende. Og da Wangel kommer til og endnu et Stykke borte siger: haa, du har nok ventet dygtig længe paa mig, da styrter hun hen til ham, klynger sig fast til hans Arm og raaber: Aa, Wangel, frels mig! frels mig du om du kan!

Under den videre Scene mellem de tre, siger Ellida, at hun aldrig i Verden vil vide noget af ham, den fremmede, mere, og han siger: «Vil Ellida være med mig, saa maa hun rejse frivillig». Og det Ord slaar ned i hende. Han sætter Stevne til næste Nat, da Damperen, han er kommen med, vender tilbage, rejser hun ikke da med ham, kommer han aldrig tilbage. Aa, Wangel, frels mig fra mig selv! Ellida, jeg aner det her er noget bagved. Det dragende er bagved. Det dragende? Ellida: Den Mand er som Havet.

I fjerde Akt er der en Scene mellem Wangel og Arnholm, hvori de to Mænd taler om Ellidas Tilstand. Wangel ser hendes Lidelse deri, at han uden at vinde hende har revet hende løs fra Havet, og Havfolket lar ikke sig omplante. Og den fremmede Mands Magt over hende hører til de Ting, som ikke lar sig forklare, er uforklarlig i alle Fald indtil videre. Tror De da paa noget saadant? Jeg hverken tror eller benægter. Jeg bare ved ikke. Derfor lar jeg det staa hen. Men Wangel vil ikke vide af dette med Barnets Øjne, og heller ikke, at det hele kom s aa pludselig. Han ved ikke Raad, skjønt han er villig til at ofre alt.

Ellida kommer ned fra sit Værelse, og de to, Wangel og hun, blir alene. Hun trygler og beder ham om at lade hende faa Friheden igjen, saa hun frit kan vælge mellem ham og den fremmede. Men Wangel kan ikke give hende den Frihed, vil værge hende og byder hende at faa rejse ud til Skjoldviken. Men hun vil staa helt fri og dækker af, hvad deres Ægteskab har været. Hun blev kjøbt, har i Grunden aldrig helt været hans, og siden dette kom paa, er hun mer og mer bleven uskikket, lider under det usande Forhold, elsker ikke den anden Mand, men maa faa vide, om det er der, hos ham, den ligger, den Frivillighedens Lykke, hvis Savn er den nagende Smerte i hendes Liv. Hun skatter Wangels Godhed og Ømhed, men beder om at blive fri. Og det maa ske idag, for inat kommer han, den fremmede igjen. Og han er det grufulde, det, som skræmmer og drager. Med det er hun ogsaa selv i Slægt. Men før imorgen vil Wangel ikke gi hende fri, da kan hun rejse derud til Havet; indtil da vil han værge hende. Da Wangel ! Imorgen da er det jo for sent!

I femte Akt gaar Tiden mod Midnat; der er Sommerlys endnu i Luften. Ude i Haven gaar Wangel og Ellida. Hun maa tale med den fremmede; og Wangel har maattet lade hende faa sin Vilje; men han frigir hende ikke. Og da efter nogle Scener mellem Arnholm og Bolette, Lyngstrand og Hilde Dampskibet er der, og den fremmede kommer da staar Ellida hændervridende foran Afgjørelsen. Den fremmede pukker ikke paa Løfter; Løfter binder ingen, hverken Mand eller Kvinde. Han holder paa hende, fordi han ikke kan andet. Og hun bryder ud: Hvorfor kom De ikke før! Wangel truer med at gjøre Mordet paa Kaptejnen gjældende; men det skræmmer ham ikke, og Ellida kræver paa ny sin Frihed: «Vel kan du holde mig tilbage her! Men mit Sind, alle mine Tanker, alle mine dragende Længsler og Begjær dem kan du ikke binde. De vil hige og jage ud i det ukjendte som jeg er skabt for og som du har lukket for mig!»

Og han gir hende fri af hele sit inderste vaandefulde Hjerte, og da hun hører det, siger hun sagte og bævende: «Saa nær og saa inderligt skulde jeg være kommet ind til dig!» Og han svarer: «Det har Aarene og Samlivet virket.» Hun staar fri og kan vælge under eget Ansvar! «I Frihed og under Ansvar! Under Ansvar ogsaa? der er Forvandling i dette her!»

Nu kan hun møde Havmindernes koglende Magt og sige sig løs: Aldrig gaar jeg med Dem efter dette. Deres Vilje magter ikke et Fnug over mig. Jeg gruer ikke længere for Dem. Og jeg drages ikke heller.

Wangel siger: Jeg begynder at forstaa dig lidt efter lidt. Du tænker og fornemmer i Billeder og i synbare Forestillinger. Din Længsel og Higen efter Havet, din Dragning mod ham imod denne fremmede Mand, det har været Udtrykket for et vaagnende og voxende Frihedskrav i dig. Andet ikke.

Det ved ikke Ellida saa sikkert, men at hun fik vælge, fik vælge i Frihed og under Ansvar, det gav hendes Vilje fri, saa hun kunde vælge et Liv mellem Mennesker, som havde hende kjær, hvis Kjærlighed og Ømhed hun nu kunde føle, og hvem hun igjen læget paa Sind og Sanser kunde give et helt Menneskehjertes Kjærlighed.

Den nye Agnete vender ikke tilbage til Havmanden; hun vinder den fulde Menneskelighed under Frihed og Ansvar. Og den koglende Magt synker i intet, ejer ikke mer det grufuldes Dragning over Sindet.

*
*                                                    *

Rigtig forstaaet er et Dramas Fabel det væsentlige; men netop fordi Fabelen er af indre Art, er det dramatiske Hvorledes af saa stor Betydning, at man helst lader være at give Fabelen i anden Form, for ikke at forurette Digteren. Og i jo højere Grad Handlingen er psychologisk pointeret, desto mere føler man, at det kun er Dramaet selv, der kan give den fulde Forstaaelse. Det er altid Tilfældet hos Ibsen og i dette hans sidste Stykke kanske mere end i noget andet. Thi som Nora i Et Dukkehjem har for Øje det vidunderlige, saa kredser her en Sjæl om det uudgrundelige, og dette vedbliver at være en Gaade, hvis man ikke inderlig tilegner sig dette ejendommelige Væsen, Ellidas Forudsætninger og derigjennem forstaar hendes Tilstand og dennes Udvikling indtil og med Befrielsen, eller Forvandlingen, som det heder i Stykket.

Den underlige Magt, den fremmede Mand har over Ellida, gjør man vistnok rettest i at tage som Digteren har givet os dette Forhold. Sligt har existeret og er til fremdeles; det blir ikke mindre virkeligt, fordi om faa har erfaret det. Hvorledes den hypnotiserende Magt i dette Tilfælde er gjort gjældende, er særdeles interessant. Men man behøver ikke at hefte sig ved det; thi Maaden, hvorpaa denne Sjæl, dette Sind er betaget, er uvæsentlig, naar vi først forstaar, at en slig Kvinde kan gaa i Længsel, i Dragning mod noget uudgrundeligt, noget grufuldt, som skræmmer og drager med Havets Magt.

Det er en Kjendsgjerning, at Folk under store, enkle Naturindtryk, som ingen Modvægt har i andre Indtryk, vanskelig kan løsrives fra tilvante Forhold, i alle Fald lider, før de aklimatiseres, som Ballested siger. Nogle bare vantrives, hos andre derimod kan det komme til Forstyrrelser i Organismen. Og hos Ellida bringer Svangerskabet, som mer end alt skulde binde hende til det ny, hele Fortiden levende op i hende. Fra da af er hun den syge, den stemningsvexlende, den uudgrundelige, «væltende videre sin egen Gaade» som selve Havet.

Man kan sige, at en saadan ejendommelig Sjæleforeteelse som Ellida maaske blev mer levende i alle sine Stemninger ved en fortællende Fremstilling, hvori vi fyldigere kunde faa udmalet det halvbevidste, halvvirkelige ved slige Tilstande. Men som Ibsen kun digter i dramatisk Form, spidser ogsaa ethvert Problem sig dramatisk til for ham. Og han har her atter vist, hvad mærkeligt han kan tvinge i Handlingens Ramme. Forsøget er saa dristigt, at man ikke maa undres over, at der skriges op i en Tid, hvor den malende Genre i Literaturen er almindeligere og mer tilgjængelig for jevn Forstaaelse end den plastiske.

I Dramaet kan der ikke udmales som i Romanen; men en Mesterhaand kan give Lokalfarven, den ejendommelige Stemningstone med nogle enkelte, ofte umærkelige Strøg. Og enhver opmærksom Læser af Ibsen har vel med Undren erfaret, hvorledes Farven kommer frem og Figurerne runder sig i den fineste Lysfordeling, naar man bare nøjagtig studerer Replikens Valør. Denne er saa helt igjennem dramatisk følt, at Tilskueren i en god scenisk Tolkning faar saa at sige gratis, hvad der ved Læsningen koster forstaaelsesfuldt og nydelsesrigt Arbejde.

Noget saadant som Arbejde er Godtfol k imidlertid for suveræne til at spendere paa et Digterværk. Og de gode Værker bliver derfor, desværre, saa altfor ofte de faar Ejendom, indtil de bliver klassiske, og da plages man med dem, før man har Forstaaelsens Mulighed.

Jeg kan tænke mig, at det kan gaa saaledes med Fruen fra Havet ogsaa. Skjønt dets store Linjer er rene og ædle, kan det dog hænde, at et vist realistisk moderne «Klügelei» vil stirre sig blind paa nogle Enkeltheder og ikke se den indre, store Handling. Saa man rigtig efter, vilde man forbauses over, hvor naturalistisk for ikke at undgaa Ordet dette uudgrundelige i Ellidas Tilstand er bragt ind, motiveret, udviklet og løst.

Men skal man faa den hele Forstaaelse af det dramatiske virkningsfulde, maa man i Billedet ikke glemme den Virkelighed, som spiller med og omkring Hovedhandlingen. Reliefet forhøjes, naar vi altid har nærværende denne praktiske Bolette, som længes mod Verden fra denne Krog, som er et Fængsel for Ellidas Havlængsler, og den halvvoxne Hilde, som er gutterap i Tungen og længes mod en Mor i Ellida, og den snille, gode Wangel, som uden Fremfærd vil alt saa vel, men egentlig bare har villet have det godt og fornøjeligt. Mod disse tre Samliv staar Ellidas enslige Grublen og forholdsløse Leven med, mens Sind og Tanker drages i Gru. Og som altid hos Ibsen kastes der Strejflys fra Sidehandlingerne ind over Hovedmomentet. Den naive Egoist Lyngstrand travesterer ubevidst det egoistiske, Arnholm og Wangel taler om, og i Arnholms Frieri til Bolette er der en Bemærkning, som viser, det ikke er bare Uvirkelighed det, man kalder en Indbildning.

Overhovedet kan man her, i kanske endnu højere Grad end i «Rosmersholm», se den psychologiske Udvikling som det centrale. De forklarende Omstændigheder og Milieuer slaar sine Traade ind, men Hovedbilledet er af en sjælelig Højhed, som man paa intet Punkt savner Trinene til Forstaaelse af, naar man har fundet dem. Kun paa et Punkt er det mig ikke rigtig klart, at der ligger nogen psychologisk Belysning i Replikerne. Dette Punkt kommer oftere igjen; men hvis det ikke bare skal være stemningsvækkende, maa jeg medgive, at jeg ikke faar Billedet klarere gjennem dem.

Jeg forstaar, at Ellida kan sige om den fremmede, at han er som Havet. Han er grufuld, skræmmende og lokkende som det, og i ham er ligesom personliggjort talrige Stemninger derudefra, hele Barndommens og Ungdommens Liv. Men naar det samme siges om Ellida, blir hendes Billede ikke klarere for mig. Og det kommer vel af, at hvor vi ser hende, er hun lidende, vistnok vexlende i Stemningen, men det dragende, det lokkende ved hende synes af en helt anden Art.

Hermed være det nu, som det vil: Billedet af Ellida fæster sig lige godt i Sindet; vi lider med hende, føler hendes Gru og ser med Angst, hvorledes hun ikke kan løsrive sig, naturbunden som hun synes til den eventyrlige Fremmede, som steg af Havet, for bort og nu er kommen for at føre hende over det store Hav, som har sansebundet hver hendes Evne. Hun ber sig fri alle Baand, fri alt, som fæster hende til Landjorden, til Mennesker, Ømhed og Tryghed, for at følge Dragningen mod det uudgrundelige. Og først, da Mandens Kjærlighed kan ofre den sidste Selviskhed, og hun staar fri, varmer selve Ofret det Hjerteblod, som var stivnet i Havmandens grufulde Favn.

Det er en Løsning, saa enkelt ført og saa sublim tænkt, at kun Mesteren kan vove den og klare den. De Mennesker, som Ellida vindes af, er tegnet med en Finhed, saa vi Fold for Fold lærer dem at kjende. Baade Wangel og Arnholm er begge i Slægt med Rosmer. Der er noget af den passive Noblesse over dem, det Ædelsind, som altid er beredt til Offer, selv det vaandefuldeste. Og det er det, som redder Ellida, der kun glimtvis har seet, at hun har noget at gjøre her mellem disse Mennesker, hvor hun saa længe har følt sig som den halvdøde Havfrue i Brakvandet mellem Holmerne. Havet har stemt hendes Sind til Krav paa noget umaadeligt, paa en uudgrundelig, gaadefuld og grufuld Lykke, og det er først, da den stykkevise, men virkelighedsvarme Menneskekjærlighed blir hende nærværende gjennem Ofret, at hun faar Øje for dens højere Værd, dens Adels Sind. Og da falder og maa falde det væsenløse, umaadelige Lykkekrav, som Naturen har alet stort i hende. Naturkjærligheden har bare Krav; Menneskekjærligheden kan ofre og sejre, siger Digteren.

Der er kanske dem, som heller vil læse den gamle Vise om Agnete og Havmanden og græde over den ulykkelige Kvinde, hvem Klokkerne kimer til Kvide, fordi hun er bunden i Havets grufulde Favn. Jeg læser og røres af det gamle, enkle og dybe Sagn; men jeg hører vel saa gjerne Digtet om Ellida, hvem Menneskekjærlighed gir Frihed og Ansvar, saa hun mister sin Gru og lar Havmanden synke. Og jeg tror, Digteren dybsindig har skjult en Mening for os, hans Landsmænd, i sit kunstfulde Sagn.

Han som andre har seet vor umaadelige Hang til Krav ud over Evnerne, til Krav med Glemsel for den nærmeste Kjærlighed.

Det er Brand og Peer Gynts Digter, som igjen siger et Ord, vi nok bør tænke over. Men der er Mening ud over os; den gaar til alle Folk. Men det er ikke tilfældigt, at vor Natur giver Sceneriet, at Mennesker af vort Slag føler og handler her. Den norske Digter har altid et eget Ord for os; det gjælder bare at finde det.

Henrik Ibsen havde lovet at give et forsonende Værk næste Gang. Ingen anede, hvorledes det skulde gives, hvorledes Konflikternes ubønhørlige Logiker vilde give sonende Løsning. Men han bragte den. Han viste med et Smil, hvad Frihedsansvar kan redde, naar Kjærligheden er stærk nok et Offer.