Fruen fra Havet i Paris.
Opførelsen i Lørdags af Fruen fra Havet paa Théâtre moderne i Paris synes ikke at have vundet Ibsen Tilhængere udover dem, som allerede i Forvejen var overbeviste.
Fruen fra Havet blev for den lille Ibsen-Menighed dernede en Fest. Efter hver Akt var der Fremkaldelser, og efter Tæppefaldet udbragtes et «Leve Ibsen!», som besvaredes med øredøvende Bravoraab. Forestillingen overværedes af den svensk-norske Minister i Paris; den danske havde sendt sine Billetter tilbage.
Ved den Banket, som fulgte Forestillingen, afsendtes følgende Telegram til Ibsen:
«Forsamlede efter Fruen fra Havets Triumf sender Les Escholiers Ibsen deres Hyldest og ærbødige Beundring.»
Saavidt Ibsenianerne. – Det store franske Publikum har en noget anden Opfattelse af denne Forestillings Værd. En af dette Publikums bedste Repræsentanter, den gamle Francisque Sarcey, siger i sin sidste Mandagsartikel om Byens Teaterbegivenheder følgende:
«Fruen fra Haveter et symbolsk Skuespil. Jeg var bleven underrettet herom og havde derfor læst det i Forvejen, hvilket kom mig til megen Nytte. Thi Ibsen forklarer aldrig sine Stykker før i sidste Akt – naar han da overhovedet forklarer dem. Det lader til, at man bærer sig saaledes ad i Norge; vi Latinere foretrækker straks at faa at vide, hvad det er, vi skal se; vi holder nok af, at Forfatteren – ligesom de Mænd, der foreviser Taagebilleder – forklarer os, hvad det er, vi ser paa. Hos Ibsen famler man fem Akter igennem frem mod en snæver Luge, hvorigennem et usikkert Lys falder ned over Æmnets Dunkelhed. Denne Vaghed er det, som – efter de Nysomvendtes Mening – udgør Værkets Originalitet og Skønhed. Jo mindre man forstaar, desmere beundrer man..... Naar alle Symbolerne sættes til Side, er der intet mere ligefremt end Fablen i Fruen fra Havet.... Æmnet er, i vor Skuespilliteratur, gaaet over til at blive commonplace. Men under Ibsens Pen farves hele Historien af Symbolisme. Sømanden er ikke nogen almindelig Sømand. Hans Liv er som Bølgernes Gang; han er en Art flyvende Hollænder, en Havets evige Jøde som hin Matros, Hedvig Ekdal tænkte paa i sit Tagkammer, og der for Vildandens lille Veninde betød det Uendelige. Ligesom Spøgelseskibets uhyggelige Kaptejn lever denne Sømand udenfor Samfundet. Ingen af de Skranker, som ellers hæmmer den Enkeltes Frihed, standser ham. Han har elsket Ellida; hun tilhører ham, og den Dag, han sætter Fod paa Land, kommer han og fordrer hende tilbage, idet Ægtemanden ikke eksisterer for ham.
Ellida har hengivet sig til sin Mand uden Kærlighed, for at faa en Stilling. Hendes Samtykke har altsaa ikke været frivilligt og gælder af den Grund ikke. Da Sømanden vender tilbage, drages Ellida af en ubetvingelig Magt imod ham. Hans søgrønne Øjne udøver en Slags Fortryllelse over hende.
Hele Tiden, medens Stævnemødet varer, holder hun Armen for Ansigtet og udbryder:
– Se ikke saaledes paa mig!
Bortset fra Symbolet vil dette sige, at hun er hysterisk eller gal. Det kan jeg endda forstaa. Men Manden er ogsaa til Stede. Læg Mærke til, at Sømanden er gaaet ind over Havegærdet. Efter vor Tankegang vilde Ægtemanden kun have et at gøre: at smide den ubudne Gæst ud igen. Men han hører roligt til og søger videnskabeligt at gøre sig Rede for den Magt, Manden med de søgrønne Øjne øver. Hans Hustru udbryder: Manden med de grønne Øjne er uendelig som Havet. Den Fremmede siger til Fruen:
– Jeg giver Dig en Dags Betænkningstid; imorgen kommer jeg for at hente Dig; vær rede.
En af mine Naboer sagde her til mig:
– Føler De ikke noget ubestemmeligt Hemmelighedsfuldt, som river hen?
Jeg kunde ikke se andet, end at Manden var et Fæ, Konen sindsforvirret og den Fremmede en Figur fra et Feeri. Der er ikke et Ord sandt i alt dette, eller disse Menneskers Hjærne er ikke skabt som vor, og det er os umuligt at fatte saa taagede og sære Følelser.»
Denne haarde Dom udtrykker sikkert det store franske Publikums Mening.