Kristiania Teaters Fremførelse igaar af «Fruen fra Havet» var imødeset med megen Spænding. Allerede iforgaars var alle Billetter til de bedre Pladse solgte, og Huset blev fuldt til siste Plads.
Dette seneste Ibsenske Værk øver ved Læsning al den Interesse, som knytter sig til Løsningen af de Sjælelivets dybe Gaader, Ibsen med genial Kunst aabner Blikket for; Læserens Fantasi og Gjætningsevne har sin Frihed, og det mystiske og symbolske fortoner sig for ham kun som svage Antydninger i Baggrunden. Seet, træder dette mere grelt frem, virker i Kjød og Blods Form som Unatur eller idetminste som Sider ved Naturen, vi ikke fuldt forstaar og derfor dømmer usande og umulige at være. Ibsen forekommer i dette Værk snart som Romantikeren med Troen paa og den stærke Betoning af dulgte og hemmelighedsfulde Magters Herredømme over Mennesket, snart som den moderne Videnskabsmand og Læge, der studerer Grænseformerne mellem aandelig Sundhed og Sindsforstyrrelse, mellem Dømmekraft og Selvopgivelse ligeoverfor en indbrydende Krise i Sjælslivet.
Ellida synes at være en hysterisk Kvinde; hun har de bratte Overgange og de heftige Rystelser, der er ejendommelige for denne halvt legemlige, halvt sjælelige Sygdomsform. Fru Gundersen har i sin Fremstilling gjengivet hende slig, – som en fra Forstandens og Hjertets Side veludrustet Personlighed, men syg, med ophidset Nerveliv, et godt Skridt paa Vejen til Vanvid, margstjaalen som hun blir i tvedelt Sjæleliv og i Angsten for den grufulde fjerne, der har kuet hendes Sind med hypnotisk Overmagt. Al den sære Skyhed og sygelige Nervøsitet, der følger med dette Forhold, kom fortræffeligt til Udtryk i Fru Gundersens Spil. Det var i de yderste Enkeltheder udarbejdet med aabent Øje for alle de psykologiske Vanskeligheder og Finesser, som den ejendommelige og fra dette Synspunkt taknemlige Rolle frembyder.
Hun støttedes fortræffeligt af Hr. Gundersen, der gjorde alt hvad gjøres kunde ud af den svage og godlidende Doktor Wangel, i hvem han dog ikke havde skabt nogen ny Type. Ogsaa for de øvrige Rollehavendes Vedkommende var Spillet gjennemgaaende paa Højde med den givne Opgave. Frøken Bruun var som Bolette helt ud paa den moderne Kunsts Side: naturlig og djærv i hver Replik. Frøken Juell gav den halvvoksne Hilde maaske en Smule for lidet af den Damemæssighed, som slige Jentunger gjerne tilstræber. Hr. Schanche havde af den til det parodiske naive Kunstneraspirant og Tæringspatient Lyngstrand skabt en karakteristisk og tilforladelig om end lidet sympatetisk Figur. De smaa Optrin med den mangfoldige Ballested fik ved Johannes Bruns fornøjelige Tusenkunstnertype et Islæt af Humor, som i det tunge og anstrængende Stykke virker heldigt. Hr. Hansson havde det lidet taknemlige Hverv at give den kjedsommelige Overlærer Arnholm; der var rolig Sikkerhed over denne Skolemester. Den «fremmede Mand» havde Hr. Reimers faaet og maatte faa denne Rolle, fordi han indehar de flest mulige Betingelser for at kunne spille den. Men hans Fremstilling slog Klik og berøvede de Scener, i hvilke denne besynderlige Digtergrille optræder, den rette alvorsfulde Virkning. Han gjorde det ved sit Udseende for letfatteligt, at Ellida tilslut gyser tilbage for ham. Lidt mere af Sjøulken turde vel den halvkultiverte Kvæn have slebet af sig under sin eventyrlige Omflakken og Kamp for at opnaa den rent økonomiske Uafhængighed, der tillader ham at vende hjemad til Bruderovseventyret.
Som Helhed havde Teatret al Ære af «Fruen fra Havet». Iscenesætningen, der er besørget af Hr. Bjørn Bjørnson var stilfuld; «Udsigten» i anden Akt fremkaldte endog stærk Haandklap.
Stemningen i Teatret var igaar ikke saa levende og spændt, som man ved tidligere Førsteopførelser af vore store Dramatikere har oplevet den. Efter første Akt lød der noget Bifald; lidt kraftigere efter anden. Tredje og fjerde Akt ledsagedes heller ikke af noget stærke re Stemningsudbrud. Men efter Stykkets Slutning brød Bifaldet ud i en varm Anerkjendelse af det magtfulde Spil, og samtlige Rollehavende blev hele fire Gange fremkaldt. Da Tæppet for femte Gang maatte op, kom Regissøren frem og meddelte, at «Publikums Hyldest vilde blive Forfatteren meddelt».