Arne Garborg

Det norske samfund lignes ved en kystby, der havde et badested. Og badestedet var byens livskilde. Men i virkeligheden var badevandet forgiftet, og det vidste ingen uden badelægen Stockmann. Men da han havde faaet det at vide, forsøgte han at lade sandhedens lys skinne; thi han vilde have byens livskilde renset. Men indbyggerne vilde ikke høre sandhedens røst. Thi det var nødvendigt for byens trivsel, at menneskene troede paa badet. Og da doktoren vilde tvinge dem til at høre sandhedens røst alligevel, stod de op imod ham og fordømte ham som en folkefiende.

Denne parabel er det, Dr. Henrik Ibsen har fortalt os i sin sidste bog.

Det er en parabel. Havde dramaet i virkeligheden handlet om hin konflikt nede i den lille kystby, saa havde det maattet komme til at se ganske anderledes tid, – hvis det ellers havde været skrevet.

Lad os f. Ex. tænke os, at handlingen under den antagne forudsætning havde udviklet sig saa langt som til det punkt, hvor byens avis lukker sig for doktor Stockmann og hans opdagelse. Lad os tænke os muligheden heraf. Hvad vilde saa en virkelig badelæge i en virkelig kystby have gjort? Han vilde have sendt sin afhandling, bilagt med universitetets kemiske analyse, til et hovedstadsblad. Dermed havde den hele historie været afgjort. Smaabymodstanden vilde raadløst været brudt, og de herrer ledende mænd havde nok faaet finde udveje til at omlægge badet.

Men dr. Stockmann er ingen badelæge, og kystbyen er ingen kystby. Dr. Stockmann er en profet, og kystbyen er samfundet. Derfor kan konflikten komme til at udvikle sig saaledes som den gjør, og derfor kan doktoren finde paa noget saadant som at ville fremlægge sin videnskabelige opdagelse i et «folkemøde».

I dette folkemøde lader han sig saa ovenikjøbet tvinge til at holde inde med, hvad han egentlig vilde sige. Han opdager, at det med badet bare er en «smaating». Hvorledes kan det være en smaating? I anden akt var det dog noget ganske andet! Jo, manden har ret; det er virkelig en smaating. Thi badet var jo bare lignelsen, og nu kommer doktoren til anvendelsen.

Under saadanne omstændigheder kan det ikke nytte at tale om mangler i motiveringen eller deslige ting; man faar bedømme stykket efter, hvad forfatteren har villet. Forøvrigt faar man mene om denne art dramaer, hvad man vil. Men at Ibsen forstaar at bygge dem, og det selv da, naar det paraboliske stikker saa tydeligt frem som her, det skal man være temmelig nødt til at indrømme.

Og naar digterens hensigt har været den: i form af en dramatisk lignelse at holde en prædiken for sine medborgere, saa vil vor opgave her blive at gjøre os rede for, «hvad han har ment».

Doktor Stockmanns opdagelse gaar ud paa, at ligesom badevandet i den lille kystby var forgiftet, saaledes er i samfundet «alle vore aandelige livskilder forgiftede» og samfundslivet «bygget paa løgnens pestsvangre grund».

Noget lignende har Ibsen fortalt os i «Samfundets Støtter», og Bjørnson har sagt det endnu tidligere. Men Ibsen har følt trang til at faa det sagt en gang til. Naar saadant siges mange gange, kommer man til at reflektere over det. Der gives sandheder, som er endnu mindre sejglivede end de Stockmannske 18-20 aars, og det er de sandheder, der bare er sande paa en vis maade. At sige, at vi lever paa løgn, er sandt paa en vis maade. En første-opdager kan slynge ordet ud med fuld kraft; thi hos ham føles det som det lidenskabelige udtryk for en berettiget moralsk indignation; men skal man tale adækvat og nøgternt, saaledes som man i længden bliver nødt til at gjøre, saa faar man holde sig til det udtryk, at vi først og fremst lever paa arv. Meget af det, der virker som løgn, har simpelthen sin grund i den indre usammenhæng, hvorunder menneskene i stæ rke overgangstider maa lide, naar deres bevidsthedsliv er avanceret et stykke forud for deres følelsesliv, eller tænkningen et stykke forud for moraliteten.

Hvad skal man f. ex. sige om frøken Petra Stockmann? Hun er jo frigjort. Hun indigneres i høj grad ved at erfare, at de fritænkerske redaktører vil optage i sit blad en fortælling, der gaar ud fra troen paa et styrende forsyn. Men hvad gjør hun selv? Ifølge sine egne udtryk staar hun hver dag paa skolen og «lyver for børnene», fortæller dem ting, som hun selv ikke tror paa. Lever saa frøken Petra paa løgn? Det ser ikke ud til, at digteren har villet give os det indtryk. Sandsynligheden taler for, at hun ikke er bleven sig modsigelsen tilstrækkeligt bevidst. Hun liker ganske vist ikke dette at maatte staa og lyve; men hendes moralske følelse er ikke saa gjennemlutret, at den formaar at tvinge hende ud af den falske stilling.

Man kunde i anledning de store talemaader om løgnen ønske som bogtrykker Aslaksen, at doktoren vilde moderere sig en smule, – og se, doktoren modererer sig virkelig. Fra sin første mundfulde paastand om, at samfundet «hviler paa løgnens pestsvangre grund», glider han efterhaanden over i den mere dæmpede, at samfundet, det vil da sige samfundets store mængde, lever paa sandheder, der er blevne affældige, sandheder, der engang var sande, men som nu holder paa at blive løgn.

Dette er ikke blot moderatere, men det er ogsaa rigtigere. Hvis vi nu med redaktør Hovstad interpellerer doktoren om, hvad det er for affældige sandheder, samfundet lever paa, saa svarer doktoren, at han kunde regne op en hel hob af sligt noget styggetøi, men at han foreløbig vil holde sig til én stor løgn, der gjælder for sandhed, nemlig den, at almuen, hoben, massen er folkets kjærne, hvilket den efter doktorens mening ikke er.

Paa denne hovedløgn – paastaar doktoren – lever baade «Folkebudet» og dets tilhængere, det vil sige samfundets store mængde, den kompakte liberale majoritet.

Imidlertid paaviser doktoren selv strax efter, at «Folkebudet» og dets tilhængere sandsynligvis ikke lever paa denne lære. Thi «Folkebudet» har sat sig den opgave at løfte almuen op fra det almueagtige, og det er dog for naivt at tro, at «Folkebudet» skulde gjøre dette i kraft af en saa jammerlig selvmodsigelse som den, doktoren tror at have fanget det i. Vistnok har ikke redaktør Hovstad stort at svare til doktorens beskyldninger; men saa er ogsaa redaktør Hovstad en utilgivelig daarlig debattant. En dygtigere mand vilde uden vanskelighed kunne overbevise doktoren om hans fejltagelse. Han vilde forklare, at naar «Folkebudet» arbejder for almuens løftelse, saa er det, fordi bladet véd, at «almuen er det raastof, som folket skal gjøre folk af,» og fordi det har erkjendt, at det er « fordummelsen fattigdommen, styghed over livsvilkaarene» og ikke kulturen, der demoraliserer.

Saadan som det nu gaar, bliver den brave doktor siddende i den tro, at han er opdageren af disse truismer, og de er ham i den grad nye, at han ikke engang magter at tænke dem ordentlig igjennem. Snart driver han dem ud i yderligheder, snart knækker han odden af dem ved selvmodsigelser.

Man tænke paa hans henvisning til dyreverdenen. En gemen bondehøne duer jo ikke stort, hverken med hensyn til skrot eller med hensyn til æglægning, hvorimod en kulturhøne præsterer udmærkede ting i begge retninger, siger han; og med hensyn til hundene, der staar os mennesker saa særdeles nær, gjør doktoren gjældende, at den forskjellige levemaade hos gadekjøterne og pudlerne betinger en forskjellig udvikling af kraniet og at kraniets udvikling igjen bestemmer racernes standpunkt af aandsudvikling. En kjøterhvalp kan ikke lære pudelens kunster, om den saa stod paa sit hoved; den har, paa grund af sin lave extraktion, ikke kranium til det, ikke hjerne. Dette samme forhold overfører saa doktoren paa arten homo sapiens. Almuemennesket svarer til gadekjøteren, kulturmennesket til pudelen. Men saa kommer han pludselig med den paastand, at den slags almue, han mener, den findes ikke dybt nede alene, den kryr og mylrer lige op til samfundets højder; ja hans egen bror hører til kjøterne, paastaar han. Paa den anden side finder han, at naar man vil uddanne «frie, fornemme mænd» – pudler -, saa vil det ogsaa kunne lønne sig at experimentere med kjøterne. Der kan sidde «mærkverdige hoveder» paa de bæster, mener han. Alt dette kan være smukt, men hvor blir der saa af kranierne? Dersom livsvilkaarene bestemmer kraniet og kraniet bestemmer aandsstandspunktet, hvordan gaar det saa til, at der kan være pudel-emner blandt gadekjøterne, medens det mylrer med kjøtere blandt dem, der gennem generationer har levet paa pudelvilkaar i denne verden?

Doktoren fremholder gjentagende, at han har levet adskillige aar i ensomhed oppe i Nordland. Man kan mærke det. Naar han saa en dag kommer hjem til sin lille kystby, er alting forandret; der er et liv og en rørelse, saa han tror sig hensat til en verdensstad; han føler sig saa ubeskrivelig lykkelig midt i alt dette spirende og sprettende liv; hans tanke faar feber; alt, hvad de andre i mellemtiden har lært, opdager han paa en gang, og saa kommer han i en grubling og en fundering, saa det næsten gaar surr i hans hoved.

Vi har set, at læren om mængden som folkets kjerne var usand. Den var usand, fordi mængden lever paa halvdøde sandheder; men den lever paa halvdøde sandheder, fordi den er dum; og dum er den, fordi den har daarlige kranier. Nu kommer vi til doktorens positive sats. Mængden, «majoriteten», er saa langtfra at være folkets kjerne, at det tvertimod er den, der er samfundets pestilens og fordærvelse.

Majoriteten har altid uret; de enkelte, minoriteten har ret. Det klinger underligt at høre en mand som Dr. Stockmann citere Kierkegaard; men det er jo bare udtrykkene, han laaner.

Doktoren inddeler paa god og gammel vis samfundet i en fortrop, en hovedtrop og en bagtrop. Med hensyn til bagtroppen har han tilegnet sig den i en vis forstand rigtige, men noget studentikose opfatning, at den uden videre tager sig selv afdage; den har jo egentlig intet at leve paa; hvad fortroppen angaar, udtaler doktoren den vistnok ubestridelige sats, at den altid har ret – naar den altsaa virkelig er fortrop; hovedtroppen derimod, majoriteten, er det, som maa bekjæmpes; thi den har ikke blot uret, men den er tillige en magt.

Der er i disse udtalelser noget, som er saa mandigt, at vi maa stanse et øjeblik for at anerkjende det. Det er ikke hver mands sag at træde frem for sit samfund og sige: I har uret allesammen! alt, hvad der sidder inde med magt, er dømt; kun de enkelte, forposterne, de, hvem magten forfølger og mængden stener, kun de har ret, kun de ejer sandheden. Havde ikke dr. Stockmann været en teaterhelt, saa burde han virkelig havt et fakkeltog i denne anledning. Kanske han ogsaa fortjener et slags beundring for den fiffighed, hvormed han har valgt sine slagord. Udtryk som disse: minoriteten har ret! majoriteten har altid uret; den forbandede kompakte liberale majoritet er frihedens og sandhedens farligste fiende! det er partihøvdingerne, som maa udryddes! osv., disse og lignende udtryk vil skaffe ham adgang til alle nordiske teatre trods hans kjætterier, og der vil han saa kunne staa og fejre det radikale fremskridts triumf under «efterliggernes» jubel. -

Men de udtryk, som vil skaffe ham adgang til teatrene, er ikke altid de heldigste til at gjengive, hvad der maatte være af rigtigt og fornuftigt i hans anskuelser.

Det er rigtigt, at fortroppen har ret; det er jo dens tanker, som skal sejre. Men hvad vil det sige, at disse tanker skal sejre? Det vil sige, at de skal vinde majoritet. Med hvilken ret skal saa fortroppen bekjæmpe majoriteten?

Ifølge doktor Stockmann har fortroppen ret, fordi den har tilegnet sig sandheder, der er saa nybaarne, at de endnu ikke har havt tid til at samle majoritet om sig. Har fortroppen ret til at erklære majoriteten krig, fordi denne ikke har tilegnet sig sandheder, som den endnu ikke kan have tilegnet sig?

Man har ret til at beklage sig over, at majoriteten bruger for lang tid til at tilegne sig nye sandheder. Derved er imidlertid ikke andet at gjøre, end hvad doktoren ogsaa selv tilsidst gjør, nemlig det at – oprette skoler. Om disse skoler gjælder det selvfølgelig, at de maa være saa hensigtssvarende som muligt, og vi skal mer end gjerne give doktoren ret i, at vore nuværende skoler er alt andet end hensigtssvarende. Men saa faar fortroppen skaffe majoriteten bedre skoler! Derved vil den handle baade mere logisk og mere retfærdigt end ved at erklære majoriteten krig.

Men dr. Stockmann erklærer den krig af fuld hals. Den forgifter vore livskilder og forpester grunden under os; den lever i løgn og bør derfor udryddes; det majoritetsforpestede samfund fortjener at lægges øde; den forbandede majoritet, den fandens majoritet; majoriteten er noget djævelskab; det kan da for fanden aldrig være ret, at de dumme skal herske over de kloge!

Nuvel. Saa fin kan en mand være, at han ikke holder ud at leve blandt menneskenes mængde. Han er ræd for sine sorte buxer; eller han fordrager ikke, at mobben vover sig ham paa livet, som var den hans ligemænd; eller han føler sig ikke skikket til at deltage i den daglige, lidet løftende samfundskamp; eller han tror ikke, at denne kamp vil føre til noget; han foretrækker at tilbringe sine dage i nydelsen af sin egen ensomme storhed. Hvad gjør han saa? Han rejser til Amerika, «hvor man i nødsfald kan holde sig undaf,» eller han kjøber sig en sydhavsø for en billig pris, og saa drager han did. Thi der er nu engang ikke opfundet nogen torpedo, ved hjælp af hvilken man kan sprænge majoriteterne i luften. Hvad gjør imidlertid doktor Stockmann? Han slaar sig til ro i den majoritetsplagede by og erklærer, at «her vil han sejre». Sejre over majoriteten? Ja, ved at skabe en ny majoritet. Han vil præke i tide og i utide, siger han, faa menneskene til at forstaa sig, til at følge sig. Saaledes «udrydder» man altsaa majoriteten!

I sidste akt finder han en ny formel; det er partivæsenet, som er ulykken. Partihøvdingerne maa udryddes, paastaar han. Hvad ondt gjør partihøvdingerne? De ødelægger smaafæet. Formodentlig mener ikke doktoren dette saa ligefrem; thi det var jo netop smaafæet, som skulde udryddes! Hvad gjør imidlertid doktoren for at ødelægge partivæsenet? Han opretter en skole. I denne skole vil han opdrage mænd, der skal være saa frie og fornemme, at de kan optage hans arbejde; mindst tolv slige mænd vil han have, – tolv apostler! Disse tolv apostler med ham selv i spidsen skal saa bekjæmpe partivæsenet ved at gjøre folk til disciple, – ved at skabe et nyt parti, der altsaa skal have ikke mindre end tretten høvdinger! Og saa ender dramaet med dette melankolske paradox, som i denne forbindelse klinger ganske besynderligt: at den stærkeste mand i verden er den, som staar mest alene.

Det gaar ikke an at skrive alle disse modsigelser paa regning for doktorens intelligens. Fejlen ligger ganske sikkert i udtrykkene. Det er saa sin sag at laane sine slagord fra Kierkegaard, naar man nu om dagen vil kjæmpe for frihed og sandhed.

Doktor Stockmann maa selv have følt dette. Læser man ham med opmærksomhed, vil man se, at han, ved hjælp af tilføjede synonymer eller paa anden maade, forklarer, hvad han mener med sine slagord. Udtrykket majoritet forklarer han saaledes ved synonymer som massen, hoben, mængden, mobben, almuen.

«Almuen» forklares igjen som samlingen af de ufornemme. Men ufornemme er de, der «tænker sine foresattes tanker og mener sine foresattes meninger». Det vil sige de uselvstændige, de individer, der er uden individualitet. Tager man disse aandeligt prægløse, disse aandsbløddyr under ét, faar man altsaa frem, hvad doktoren forstaar ved «majoritet»; og op mod denne masse, der viljeløst og fejgt lader sig trække om af byfogder og partihøvdinger, stiller han saa «minoriteten», det vil sige samlingen af dem, der har «arbejdet sig ud til aandelig fornemhed», de selvstændige, personlighederne, de, der er sig selv.

Den majoritet, som det her er tale om, er den samme «mængde», som i sin tid fulgte Brand tilfjelds, fordi den trodde paa Brand og haabede paa vinding, men som jog Brand indover vidden med skrig og stenkast, da fogden kom, fordi den i grunden trodde endnu mer paa fogden, og fordi denne havde en sildestim at byde paa. Den majoritet, der er frihedens fiende, er den tankeløse, viljeløse, vanebundne masse, der følger sine hyrder og ledere paa samme vis, som saueflokken følger sine.

Hvad doktoren efter dette maa mene, naar han vil bekjæmpe majoriteten, bliver altsaa, at han vil drage saa mange som muligt ud af massetilværelsen og gjøre dem til individer. Man kunde udtrykke det saa, at han vil bekjæmpe massen ved hjælp af majoriteten, eller ved at gjøre minoriteten til majoritet. Minoriteten har ikke ret, fordi den er minoritet; den har ret, fordi den bestaar af «enkelte», af selvstændige viljer og modige tænkende. Naar doktoren vil bekjæmpe partivæsenet, saa betyder dette, at han vil være af med saueflokkene. Frie sammenslutninger af frie mænd til opnaaelsen af fælles formaal betragter han sandsynligvis ikke som partier.

Ved at indsætte de rigtige betegnelser faar vi altsaa ud, at doktorens «opdagelser» i alt væsentligt kan bringes til at hænge sammen. Grundtanken i dem er den samme, som gaar gjennem Ibsens hele digtning, og som vi forresten ogsaa kjender fra andre hold, nemlig den, at individualiteten har ret, og at massevæsenet er af det onde. Massevæsenet, repræsenteret af hvadsomhelst, af en nivellerende bureaukratisme eller af et selvstændighedskvælende opinions- eller partityranni, er frihedens og sandhedens evige fiende, fordi det er personlighedens. Og den, som staar alene, er stærkest, fordi han i højeste grad er henvist til at være sig selv.

De frigjorte, de fornemme, er for tiden i afgjort minoritet, og de vil vedblive at være i minoritet, saa længe «majoriteten», mæssevæsenet, hersker. Doktoren snakker om kranier; det kommer vel af, at han er fagmand. Hans tankegang er, at de frigjorte er undtagelserne, og at man faar søge disse undtagelser paa samfundets udkanter til begge sider, – i den øverste dannelse, fordi betingelserne for frigjørelse der er flest, og i det laveste lag, fordi hindringerne der er færrest; samfundet har ikke faaet andledning til at forkvakle «lurverne» tilbunds. Den relative frigjørelse og den gradvise udvikling, hvorpaa nutidens samfundsarbejde er grundet, har doktoren ikke mere sans for end hans forgjænger Brand; der maa begyndes forfra, og samfundets store, forhutlede masse faar dø i ørkenen.

Vore dages realistiske tænkemaade betegner denne tro paa «det store brud» som et tilbagelagt standpunkt; man har opstillet udviklingen som fremskridtets vej. Thi hvad der opnaaes gjennem udvikling, er opnaaet; men hvad der naaes saadan paa engang, maa gjøres om igjen. Interessant er det, at selv doktor Stockmann ubevidst erkjender udviklingen. Naar han nemlig deler samfundet i en fortrop, en hovedtrop og en bagtrop, saa er denne inddeling grundet paa bevidstheden om, at samfundet er i fremskridning. Majoriteten tror nu for tiden, hvad der var sandt i vore bedsteforældres tid; tidligere maa den have staaet der, hvor efterliggerne nu staar, de, som tror paa endnu mere forlagte sandheder. Men hvis der altsaa er et fremskridt, saa maa der ogsaa være mening i at arbejde for det. Kun stilstanden er haabløs. Staar majoriteten endnu for langt tilbage, saa maa opgaven blive at lette dens fremrykning eller at fjerne hindringerne for dens frigjørelse; men vi behøver ikke at opgive den. Forresten er der ingen nød med doktor Stockmann. Han arbejder for sine idealer, og derfor kan udviklingen bruge ham, selv naar han fornægter den. Han vilde være mere Ibsensk, men uendeligt mindre elskværdig, dersom han rejste til Sydhavsøerne.

Prædikenens indhold bliver altsaa: vær dig selv! anvendt paa det almindelige samfundsarbejde. «En Folkefiende» er paa mangfoldig vis sammenknyttet med Ibsens tidligere digtning. Tankeindholdet har sine rødder i «Brand» og «Per Gynt»; dets formning minder dels om «De Unges Forbund», dels, og især, om «Samfundets Støtter». Dette stykkets forhold til digterens tidligere arbejder er saa intenst, at man undertiden faar et indtryk af, at Ibsen gjentager sig. I formel henseende er «En Folkefiende» udført med vanlig Ibsensk virtuositet. Af stykkets plan følger blandt andet, at dramaets «onde princip» ikke har faaet den repræsentation, det i en virkelig dramatisk fremstilling skulde have. Man kan sige, at det er en let sag at lade heltens lys skinne, naar hans modstandere alle tilhobe reduceres til dosmere og slyngler. Men her har det jo netop været hensigten at lade heltens lys skinne, og det netop paa modpartens bekostning, og naar saa er, saa kan vel arrangementet ikke blive stort anderledes.

Efterat dette er sagt, har vi ikke andet at gjøre end at opfordre alle og enhver til at tage sig bogens alvorsord til hjerte. Den er forresten ikke alvorlig i tung forstand. Der gaar tvertimod en vis humoristisk tone gjennem den; Brand er, kan man sige, løftet ned fra sine højder og er bleven en skatteborger. Hovedfiguren har ganske vist digterens sympathi, men den dramatiske ironi er over ham paa ethvert punkt, selv hvor han præker «sandhedens røst» paa det allerivrigste. Hovedinteressen samler sig ogsaa afgjort om ham. Han er lige elskværdig ved sit hjertelige borgersind og ved sin naive selvfølelse; han er godmodig og heftig, brushovedet og egensindig, og en liden smule tummelumsk; forbløffe lader han sig aldrig, undtagen naar han opdager altfor uventede dybder af slyngelagtighed.

Hans familieliv er skildret med finhed og realisme. Konen er der ikke noget extraordinært ved; hun er en ganske jevn, almindelig Kathrine; men den frie kammeratslige tone imellem dem viser, at forholdet er grejt og sundt. Af særlig interesse er det at iagttage, hvilken rolle børnene spiller i heltens liv. De er hans samvittighed. Naar han vakler, naar hans pligter som familiefar synes at stride mod hans pligter som menneske, saa viser gutterne sig, og strax «staar han fast og fattet.» «Aldrig bøjer jeg nakken under aaget! Jeg vil ha ret til at se mine gutter i øjnene, naar de engang blir voxne, frie mænd», siger han. Hvad der her er udtalt, er ikke blot betydningen af den moralske ansvarsfølelse overfor den kommende slægt; det er først og fremst en bekjendelse af den tro, at pligterne mod familien og pligterne mod en selv tilsidst maa falde sammen. Megen fejghed maskerer sig bag disse «familiepligter»; men den sande familiepligt indeholder, hvad al sand pligt maa indeholde, at man skal være tro mod sig selv.

Af de øvrige figurer repræsenterer Hovstad uvederheftigheden, Billing slyngelagtigheden, Aslaksen middelvejsfareriet, Morten Kiil misundelsen og alle tilhobe lurveriet. Men byfogden repræsenterer bureaukratismen. Han er formalitet fra top til taa, tænker som en protokol, taler som et departement, og hans hue er autoritetens toppunkt. Bedst individualiseret af alle disse karle er Morten Kiil, der er en af de rareste af Ibsens mange lurver. Bogtrykker Aslaksen er bare en skygge af, hvad han var i «De Unges Forbund»; der var han et menneske, her er han ikke stort mere end et slagord. Han siger maadehold, hvergang han aabner munden. Ogsaa Billing har saadant et mærkeord, paa hvilket han kjendes; han siger bestandig Gud døde mig. Der bandes i det hele vældigt i denne bog, selv i folkemødet, hvilket er aldeles urigtigt, og sproget er gjennemgaaende saftigt. Men replikbehandlingen er fortrinlig. Dagligtalens maner er gjengivet med en troskab og sikkerhed, der har krav paa al mulig beundring.

Folkemødet er skildret med en temmelig vidtdreven udvortes realisme; men for den, der har været med her hjemme i den sidste tid, vil skildringen føles underligt løsreven og fjern, næsten som den var en skildring fra en anden tid, men i vor tids udstyr. Det, der optager sindene hos os i disse tider, er jo noget ganske anderledes bestemt og reelt. Men paa scenen vil ialfald udstyret gjøre lykke.

«En Folkefiende» er overhoved et scenestykke. Paa scenen vil dets fuldkommenheder komme bedst til sin ret, og dets svagheder lettest dølges.