Anonym anmelder i Bergens Adressecontoirs Efterretninger

Blev Bergens nationale Theater end ikke det første til at bringe Ibsens seneste Arbeide frem, saa er det ialfald den anden nordiske Scene, paa hvilken En Folkefiende spilles, idet dette yngste Hovedverk i vor nationale Skuespilliteratur gaves første Gang igaar. Premièren havde trukket fuldt Hus, trods det høist uhyggelige Veir, og naturligvis mødte Publikum frem med store Forventninger. Det var fra alle Hold spaaet, at En Folkefiende vilde blive en scenisk Succès af første Rang, og den Lykke, det netop har gjort i Kristiania, – hvor Hr. Reimers´ Gjengivelse af Doktor Stockmanns Rolle betegnes som ypperlig og Hr. Klausen som «Grævlingen», gamle Morten Kiil, ligeledes roses som særdeles karakteristisk, – bekræftede dette. Nu har vi da ogsaa her seet En Folkefiende fremstillet, og ihvorvel Indtrykket af en enkelt Opførelse umulig kan blive fuldstændigt eller i alle Enkeltheder gyldigt og paalideligt, pligter dog Kritiken at gjøre Rede for dette. Det maa da først og fornemmelig siges, at Gjengivelsen endnu mangler adskilligt i Sikkerhed og Helstøbthed, hvilket er ganske naturligt. 2 à 3 Uger er, selv om der i dem arbeides noksaa strengt, en altfor knap Tid til Indstudering af et saa stort og vegtigt Skuespil som En Folkefiende. Ikke alene Hovedpersonen men de allerfleste af Stykkets Figurer er bestemte, eiendommelige Typer, der kræver alvorligt Studium og omhyggelig gjennemført Karakterisering, baade i Maske og Spil, af vedkommende Fremstillere, forat Billedet skal blive korrekt og gjøre sin rette Virkning, i Ensemblet saavelsom i Detaljen. Dette er endnu kun delvis opnaaet, men det skal villig erkjendes, at man hos samtlige Rollehavende sporede en alvorlig Stræben efter at løse Opgaven fyldestgjørende, ligesom Stykkets fortrinlige Bygning, stadig voxende Interesse og Effekt samt uovertræffelig naturlige Dialog uafbrudt holdt Publikum i Aande. Den animerede Stemning gav sig Luft i talrige Fremkaldelser i Aftenens Løb; særlig var Hr. Garmann Gjenstand for mange saadanne, og hans Udførelse af Doktor Stockmanns store og anstrengende, men ogsaa meget lønnende Parti var ubestridelig særdeles dygtig og anslaaende. Hans Fremstilling havde et Præg af Elskværdighed og Hjertelighed, af Skarpsind, Genialitet og næsten barnlig Godtroenhed i Forening, der gjorde denne mærkelige Figur menneskelig sand og troværdig for os. Mindst strækker Hr. Garmanns Stemme og Personlighed til i 4de Akt, hvor hans Parti fordrer en næsten kjæmpemæssig Kraft og Udholdenhed for at gjøre sig gjældende under Folkemødets Forvirring og øredøvende Støi. Ved Stykkets Repriser burde Larmen formentlig modereres noget; Ligheden med et virkeligt Folkemøde vil ikke blive mindre, om vi end forskaanes for lidt af dettes Spektakel. Smukkest og bedst var efter Anmelderens Mening Hr. Garmanns Spil i 5te Akt, hvor han overlegen og dog med elskværdigt Lune hæver sig over al den Feighed og Uselvstændighed, der er raadende i den lille Kystby, og maa vi end smile af hans samfundsreformatoriske Planer, at ville opdrage «nogen gadelømler – nogen rigtige lurver» der ligesom hans egne Sønner «ikke skal lære nogen guds skabte ting», – «til at bli´ fri, fornemme mænd» – og af den ægte Ibsenske Sætning, han sluttelig udtaler at – «den stærkeste mand i verden, det er han, som staar mest alene», – bliver han os dog fuldt forstaaelig og sympatisk med sit Fusentasteri, sit varme Hjertelag og sine «store opdagelser». Den stærke Uro, der igaar røbede sig i Hr. Garmanns Spil i 1ste Akt, vil forhaabentlig blive afdæmpet ved Stykkets Gjentagelser. Hr. Johannessens Byfoged var efter Anmelderens Mening, om end forstandig opfattet og omhyggelig gjennemført, ulige mindre vellykket. Hr. Johannessen gjengav ikke den særegne Type af en ældre, sneversynt, af sin egen Værdighed og Vigtighed opfyldt Bureaukrat, – Doktoren kalder ham jo – «min stadselige Bror Peter» -, som Ibsen har tegnet. Masken mindede ogsaa for meget om andre af Hr. Johannessen fremstillede Figurer, navnlig om Marquisen i «Giboyers Søn»; en stivere Holdning, en myndigere, mere selvsikker Optræden vilde formentlig passe bedre for Byfoged Stockmann. Om Hr. Michelsens Hovstad er at bemærke, at han enten maa tale gjennemgaaende med et Anstrøg af Bondedialekt, hvilket vilde være noksaa betegnende, eller ogsaa ganske uden denne; igaar anvendte han afvexlende begge Dele, hvilket var ubetinget uheldigt. Hr. Halvorsens Billing er temmelig prægløs; Roller som denne hører jo heller ikke til hans Fag, og han kan saaledes ikke ventes at magte dem. Hr. Juells Aslaksen manglede aldeles den rette Karakter, og Masken var snarere en Drankers end en Maadeholdsmands; i 1ste Akt led hans Memorering dertil af megen Ustøhed. Hr. Bøgh savnede ganske Præget af en djærv, kraftig Sømand; han havde som altid Udseende af en elegant Salonherre. Hr. Asmundsen gav Morten Kiil, «Grævlingen», velforstaaet og ret karakteristisk. Fru Sperati spillede den godmodige, enfoldige Fru Stockmann naturlig og tækkelig. Frk. Olsen burde derimod som Petra, Lærerinden, hvis hele Dag er optaget af Arbeide, have et mere alvorligt, sat Væsen, tale mindre forhastet og optræde i et tarveligere Toilet. Anmelderen forbeholder sig senere at komme tilbage til En Folkefiende, i det Haab, at Udførelsen i sin Helhed efter nogle Repriser vil vinde betydelig i Sikkerhed og Individualiseringen af de enkelte Figurer i Nøiagtighed og Finhed. At En Folkefiende har alle Betingelser for formaa at samle Hus mange Aftener og som et fortrinlig tegnet Billede af vort eget Samfund, med dets Forhold, Partier og Brydninger, vil gjennem en længere Tid at fastholde vort Publikums Interesse, kan vistnok ansees som givet. Der er ved Ibsens Verker den Eiendommelighed, at de giver et voxende Udbytte, eftersom man lærer dem grundigere at kjende, da deres Indhold er for rigt og mangesidigt til at kunne tilegnes paa en Gang.