Anonym anmelder i Bergensposten

Henrik Ibsens nye Arbeide «En Folkefiende», Skuespil i fem Akter, er netop ankommet til vore Boghandlere. Vi har kun faaet Tid til en flygtig Gjennemlæsning og skal derfor indskrænke os til efter «Aftenp.» at hidsætte nogle orienterende Bemærkninger om Stykket.

«En Folkefiende» er et ægte ibsensk Arbeide, udsprunget af den samme pessimistiske Opfatning, hvorfra Arbeider som «Kjærlighedens Komedie», «Brand», «Samfundets Støtter» og «Gjengangere» tidligere er flydte. Stykkets Ide er en dyb Foragt for hele det moderne Samfund med al den umandige Feighed, al den beregnede Egoisme og alt det utaalelige Hykleri, som ifølge Forfatterens Mening udmærker det.

Stykket foregaar i «en Kystby i det sydlige Norge», den lille Kystby, som vi kjender fra «De Unges Forbund» og «Samfundets Støtter». Flere gamle Venner fra disse Stykker bliver omtalte i «En Folkefiende», og en af dem føres frem for Læseren. Det er Bogtrykker Aslaksen, der fremdeles driver sit Trykkeri og udgiver en liberal Avis. Forøvrigt er der foregaaet store Forandringer med ham. Han drikker ikke længere, han er bleven Maadeholdsmand, han er ikke længere fattig og yderliggaaende, han er bleven velstaaende og moderat, Formand i Huseierforeningen, Talsmand for Smaaborgernes Interesser osv. Stensgaard nævnes en passent han er bleven Stiftamtmand siden sidst og er selvfølgelig bleven hvid som Sne i politisk Henseende. Adjunkt Rørlund er Lærer ved Skolen fremdeles, han lærer Ungdommen, at «Arbeide er en Straf for vore Synder.» Stensgaards Eftermand som Redaktør heder Hovstad, han er slyngelagtig som Stensgaard og listig som Lundestad eller rettere som Rummel og Vigeland i «Samfundets Støtter», hvilke Figurer baade han og Aslaksen minder om ved sin Optræden i femte Akt.

Stykkets Hovedperson og Titelfigur er Doktor Tomas Stockmann, Byens Badelæge, en yngre Broder af Byfoged og Politimester Peter Stockmann. Det er ham, som er «Folkefienden». I sin Egenskab af Badelæge er han kommen underveir med, at baade Badevandet og Drikkevandet paa Grund af uheldigt Anlæg er usundt, fuldt af Infusorier for Sikkerheds Skyld har han ladet Vandet analysere ved Universitetet, og da denne Analyse bestyrker hans egne Undersøgelser, rykker han ud med en Fremstilling af Sagen og et Forslag til Omordning. Hans Fremstilling modtages med Uvilie af hans Broder, Byfogden, der er Formand i Badebestyrelsen. Men han faar Støtte af Redaktør Hovstad og Bogtrykker Aslaksen; den første griber Sagen som en kjærkommen Anledning til at komme Autoriteterne tillivs. Imidlertid viser det sig, at det ikke blot er Badets Aktieeiere, men hele Byen, der vil lide ved Lægens Afsløringer. De vil skræmme Badegjæsterne fra Byen, Omlægningen af Vandledning o. s. v. vil koste mange Penge og lang Tid dette vil blive til Tab for de mindre Skatteydere og Huseiere følgelig svigter baade Bogtrykkeren og Redaktøren. Doktor Stockmann faar ikke sin Fremstilling af Sagen optaget i Bladet Autoriteterne og Oppositionen slutter sig sammen mod ham. Under dette gaar det op for ham, at Bedærvetheden stikker dybere end i Kloak- og Vandledningen, at det i Grunden er det hele Samfund, som er fordærvet, og han sammenkalder et Folkemøde for at sige sin Mening om dette. Dette Folkemøde er Stykkets fjerde Akt de foregaaende er i Stockmanns Bolig (1ste og 2den) og i Hovstads Redaktionskontor (3die) . Denne fjerde Akt er en Iscenesættelse af Avisernes Beretninger om vore Folkemøder med Dirigentvalg, Taler, Protester, Afbrydelser. Intermessoer med drukne Folk, Bifaldsraab, Pibning osv. Selv ikke den bekjendte Taagelur savnes, Skipper Evensen har den med, og den høres flere Gange i Løbet af Akten. Her siger da Doktoren sig løs fra det hele Samfund, i en Tale lig den, Konsul Bernick holder i fjerde Akt af «Samfundets Støtter», kun langt mere energisk end denne. Hele Akten er et Tableau af den mest storslagne sceniske Virkning. Hvad der giver den den største Interesse ved Læsningen er imidlertid de Slag baade til høire og venstre, som Forfatteren lader sin Helt uddele. «De ledende Mænd», siger Doktoren, «er som Gjedebukken i en ung Træplantning; de gjør Ugagn overalt; de staar en fri Mand iveien, hvor han saa snor og vender sig, og jeg skulde helst se, vi kunde faa dem udryddet ligesom andre Skadedyr». Imidlertid vil han ikke «disse Herrer tillivs iaften» «for jeg nærer den velgjørende Fortrøstning, at Efterliggerne, alle disse Gamlinger fra en hendøende Tankeverden, de besørger saa ypperlig sig selv taget afdage» «det er ikke dem, som er Sandhedens og Frihedens farligste Fiende i vort Samfund» nei «Sandhedens og Frihedens farligste Fiende iblandt os, det er den kompakte Majoritet. Ja den forbandede, kompakte liberale Majoritet, den er det! Nu ved I det». «Flertallet har aldrig Retten paa sin Side. Aldrig siger jeg! Det er en af disse Samfundsløgne, som en fri, tænkende Mand maa gjøre Oprør imod». «Flertallet har Magten desværre men Retten har det ikke. Retten har jeg og de andre faa, de enkelte. Minoriteten har altid Retten». Men med Minoriteten menes ikke «den lille trangbrystede, stakaandede Flok, som ligger agterud». Nei, han tænker paa «de faa, de enkelte iblandt os, som har tilegnet sig alle de unge, fremspirende Sandheder. Disse Mænd staar ligesom ude mellem Forposterne og der kjæmper de for Sandheder, som endnu er for nybaarne i Bevidsthedens Verden til at ha faat noget Flertal for sig. Hvad er det for Sandheder, som Flertallet pleier flokke sig om? Det er de Sandheder, som er saavidt tilaars, at de er paa Veien til at bli affældige. Men naar en Sandhed er blet saa gammel, saa er den ogsaa paa gode Veie til at bli en Løgn, mine Herrer. Jaja, De kan tro mig, om De vil; men Sandhederne er slet ikke nogen saadanne seiglivede Metusalemmer, som Folk bilder sig ind. En normalt bygget Sandhed lever lad mig sige i Regelen en 17-18, høist 20 Aar; sjelden længer. Men slige aldersstegne Sandheder er altid forskrækkelig skindmagre. Og alligevel er det først da, at Flertallet gir sig ifærd med dem og anbefaler dem til Samfundet som sund aandelig Føde. Jeg kunde regne op en hel Hob af sligt noget Styggetøi; men for det første vil jeg holde mig til en godkjendt Sandhed, som igrunden er en fæl Løgn. Det er den Lære, som I har taget i Arv fra Forfædrene, og som I tankeløst forkynder baade vidt og bredt, den Lære, at Almuen, Hoben, Massen, er Folkets Kjærne, at den er Folket selv, at Menigmand, at disse uyndige og ufærdige i Samfundet har den samme Ret til at fordømme og godkjende, til at styre og raade som de enkelte, aandeligt fornemme Personligheder» osv. osv.

Efter denne Tale fatter Forsamlingen mod en Stemme (den drukne Mands) følgende Resolution: «Forsamlingen udtaler, at den anser Badelæge, Doktor Tomas Stockmann for en Folkefiende.»

Ovenpaa denne Akt forekommer femte Akt os i det første Øieblik noget mat. Den foregaar Dagen efter i Doktorens Bolig, hvis Ruder er indslaaede af Pøbelen den foregaaende Aften. Akten fremstiller, hvorledes Doktoren og hans Familie forlades af alle, opsiges fra sit Logis, afsættes fra sin Post som Badelæge osv. Hans Svigerfader, den gamle Garvermester Morten Kiil, gjør ham et Forslag, der vil bringe alt paa Fode igjen ogsaa Aslaksen og Hovstad nærmer sig ham, i den Tro, at han antager dette Forslag, men han kaster dem paa Porten. Aslaksen maa flygte ud gjennem Dagligstuen med et «Den som bare kjendte de lokale Forhold».

Ensom, kun omgivet af sin Hustru og sine Børn, beslutter Helten tilsidst at optage Kampen paany mod det hele Samfund og han føler sig i sin Isolerthed stærkere end nogensinde, thi, siger han tilslut, «den stærkeste Mand i Verden, det er han, som staar mest alene.»