En Folkefiende.
Henrik Ibsen har i dette siste Værk skrevet mange smukke og træffende Ting. Der er noget at lære deraf for enhver. Doktor Stockmanns stærke Fordømmelse af «den kompakte Majoritet» er en af de Punkter, som vækker til Eftertanke og som blandt andet leder til følgende, som det kan synes, «snusfornuftige» Slutninger:
Den offentlige Mening kan, efter al Erfaring, ikke leve paa en Usandhed. Naar den derfor med Styrke udtaler sig mod Doktor Stockmann, der jo aabenbart har Sandheden, endog hvad man kan kalde den «matematiske» Sandhed, paa sin Side, saa er det simpelthen, fordi den er uvidende om, hvor Sandheden er. Den følger Aslaksen, Hovstad og Byfogden, fordi den har mere Tillid til disse Mænd end til Doktoren. Saa længe «den offentlige Mening» ikke har kunnet opgjøre sig nogen bestemt Mening paa et positivt Grundlag, og dette sørger jo de opregnede Herrer for at hindre er det ikke alene rimeligt, men ogsaa rigtigt, at den følger de Mænd, som den har vænnet sig til at betragte som sine Ledere. For at den skal falde fra, maa disse Mænds løse Moral demaskeres. Men dette er ikke skeet indenfor Handlingens Ramme i Ibsens Stykke. Naar Tæppet falder, har man en Følelse af, at den Sandhed, hvorpaa Aslaksen og Hovstad som Ledere af det liberale og Byfogden som Leder af det konservative Parti saa frækt og samvittighedsløst har lagt Dølgsmaal, maa komme for Dagen inden ret længe, og da vil ingensomhelst Partioverenskomst være istand til at holde Løgnen oppe. Den vildledte offentlige Mening vil omsider komme i sit rette Spor. Hvad man kan bebrejde Mængden er, at den ikke har seet sine Lederes Uhæderlighed. Men det er menneskeligt at fejle. Ibsen vil naturligvis ikke have os til at tro, at hver enkelt af de Mænd, som kom sammen og blæste i Taagelur o. s. v., var overtydet om, at Stockmann havde Ret, og at Folkemødet med fuldt Overlæg udtalte sig mod sin bedre Overbevisning. Man faar nok et lidet Koteri til at leve paa en Løgn, men ikke et helt Samfund naar Samfundet ved, at det er en Løgn.
Der er mange Sandheder, som i Modsætning til Doktor Stockmanns er af en saadan Art, at der kan strides om dem, fordi Samfundet paa sit tilfældige Kulturtrin nødvendigvis maa see Spørsmaalet fra forskjellige Synspunkter. Naar det gjælder de store Samfundsspørsmaal, Midlerne til at afhjælpe Samfundsonder og fremme Samfundsgoder, er det ikke saa let at finde Sandheden som at bringe paa det rene, om der findes Infusorier i en Vandledning. Doktor Stockmann vilde utvilsomt ikke have brudt Staven saa afgjørende over «den kompakte Majoritet», om den havde vist Utilbøjelighed til at følge ham f. Eks. hvis han havde foreslaaet Stemmerettens Udvidelse. Som det nu er, har han fuld Grund til at være indigneret. Men vi tror at kunne forsikre ham om, at han meget snart til sin Overraskelse vil finde, at han ikke «staar alene», og vi ønsker ham Taalmodighed til at oppebie dette Tidspunkt, der vil være nærmere, jo grundigere han sørger for at faa sine Medborgere belærte om, at der virkelig er Infusorier i Vandledningen.
Doktoren vil da sige, at Stykkets Justits ikke rammer «den kompakte Majoritet» som saadan, men Førernes Uhæderlighed.