Marcus Jacob Monrad

Jeg havde allerede sat denne Overskrift, og beredt mig paa at anstille nogle Betragtninger i Anledning af dette Ibsens nyeste Verk, i Lighed med, hvad jeg i sin Tid bragte paa Bane angaaende «Gengangerne». Men jeg kom for det første til at standse og «tygge min Pen» (jeg skriver endnu med en Fjærpen) i Forlegenhed for at finde en passende Begyndelse. Jeg tilstaar nemlig strax, at her ikke i samme Grad som ved «Gengangerne», udelukkende kunde være Spørgsmaal om, hvad der var at lære. Thi jeg finder Indtrykket langt mere æsthetisk tilfredsstillende, og man kan under dette Indtryk en lang Stund næsten glemme, at Stykket har en didaktisk Tendens, at der hovedsagelig skal være noget at lære deraf. Vi befinde os her aabenbart i en bedre – om just ikke fuldt sund, allermindst nogen blomsterduftende Luft, saa dog ikke i den pestsvangre, jeg har nær sagt aadselstinkende Dunstkreds, som i det forrige Stykke. Det Selskab, hvori vi indføres, bestaar vistnok for Størstedelen (om ikke udelukkende) af mere eller mindre slappe og slettænkende Filistre, men fremviser dog ikke saa gjennemraadne, rent væmmelige Individer, som vi hist – blot til en afskrækkende Belærelse – havde at trækkes med. At Karaktererne ere vel tegnede og psychologisk træffende, at den hele sceniske Bygning er mesterlig, Dialogen mønsterværdig osv. er næsten overflødigt at sige om et ibsensk Drama, og gjælder dog maaske endog i vel saa høi Grad om nærværende, som om hans nærmest foregaaende Stykker. Kort sagt, her er et dramatisk Billede, der som saadant har sit Værd, uafhængigt af den Tendens, det ethisk-politiske Tankeindhold, der er lagt eller kan lægges deri.

Alligevel kan man neppe værge sig mod den Tanke, at dog ogsaa her «et Samfundsspørgsmaal er sat under Debat», idet navnlig «den kompakte Majoritets» Berettigelse ligeoverfor Individet er med saadan Iver og Styrke drøftet, at man uvilkaarlig opfordres til at dvæle noget nærmere ved de Tanker, som her sættes i Bevægelse, og idethele undersøge Beskaffenheden og Bærevidden af den Lære, som Stykket synes at forkynde.

Dette var det altsaa, som jeg egentlig havde isinde at foretage mig; men medens jeg, som sagt, sad og tyggede min Pen, fik jeg at læse en i «Morgenbladet» fra «Luthersk Ugeskrift» optagen Opsats, der indeholdt en saa aandfuld Belysning af Digtningens, ja hele Digterens, ethiske Standpunkt, og sagde overhoved saameget, som jeg gjerne vilde have sagt, naar jeg blot kunde sige det saa godt, – at jeg en lang Tid tænkte ganske paa at «frafalde Ordet» og trække mig tilbake.

Men idet nu nogen Tid er gaaet hen, og jeg (og kanske Publikum med) har glemt meget af det, som stod i den omtalte fortræffelige Opsats, begynder der igjen hos mig at røre sig en Lyst til dog ogsaa at tage Sagen paa min Maade, og jeg bilder mig ind, at jeg alligevel kan komme til at gjøre en eller anden Strøbemærkning, som ikke er aldeles tom, og som af andre ikke er sagt, ialfald paa den Maade.

Naar man vil gjøre sig rede for, hvad den egentlige «Mening» med Stykket er, hvad Digteren derigjennem har villet lære os, er man fristet til væsentlig at holde sig til, hvad han lader Stykkets Hovedperson, Doktor Stockmann, sige og gjøre. Han har vidst at vække saamegen – i det mindste øieblikkelig – Sympathi for denne Person, at man let kan komme til at forestille sig ham som Stykkets ideale Figur, og at Digteren væsentlig benytter ham som Talerør. Tager jeg ikke feil, saa har ogsaa Anmelderen i «Luthersk Ugeskrift» nærmest gaaet ud herfra, idet han har søgt at bestemme Digterens ethiske Standpunkt, medens han dog ogsaa har taget Hensyn til, hvad der i samme Retning syntes at fremgaa af tidligere Digtninger.

Men Ibsen har selv oftere gjort Indsigelse imod, at man gjør ham til et med nogen af hans dramatiske Figurer, eller vil læse hans egne personlige Meninger ud af hines Ord eller Handlinger; han vil stedse kun give «objektive Livsbilleder» og forholde sig selv i overlegen Ironi til alle de Karakterer, han skildrer. Ligeoverfor en Ironiker maa man overhoved tage sig nøie i Agt, og der kunde maaske endog spørges, om hin Protest, saadan som den undertiden er fremkommen, virkelig er at tage efter Bogstaven, eller om der ikke ogsaa i den kunde skjule sig nogen Ironi. Men det ligger nær, idetmindste forsøgsvis at tage Sagen saaledes, som Digteren synes at forlange, altsaa indtil videre slet ikke ville gjøre denne ansvarlig for nogen af hans Personers ethiske Standpunkt, men søge blot, hvad vi kunne faa ud af Digtningen selv i dens Helhed, idet vi lade Digteren blive udenfor. Paa samme Maade har jeg jo ogsaa i sin Tid forholdt mig ligeoverfor «Gengangerne», idet jeg allerede da bemærkede, at Digterens personlige Meninger egentlig ikke vedkomme os; vi have kun med hans Verk at gjøre.

Det skal ogsaa erkjendes, at Doktor Stockmann saadan, som han er skildret, om han end (som sagt) i Øieblikket kan vække nogen Sympathi ved en vis elskværdig Aabenhed og Troskyldighed, dog i Virkeligheden er lidet skikket til at staa som det Ideales eller den dybere Sandheds Repræsentant imellem det Mylder af Overfladiskhed og Usandhed, hvoraf han er omgiven. Han har dertil forlidet aandeligt Indhold, forlidet Hold i sig selv og forliden moralsk Værdighed. Han kan ikke repræsentere Sandheden væsentlig af den Grund, at han selv ikke eier nogen Sandhed, hvilket nedenfor nærmere skal blive oplyst. Han er hverken mere eller mindre end en letlivet, overfladisk Sangviniker, overmaade afhængig af Øieblikkets Stemninger, igrunden en letsindig og forfængelig Fusentast, der let, blot med en ringe Forandring i den fremstillende Digters Behandlingsmaade, kunde være bleven komisk. Enkelte Træk med komisk Virkning har han dog virkelig faaet, f. Ex. at han aldrig kan huske Navnet paa sin Tjenestepige, at han glæder sig over at tjene næsten saameget, som han bruger. Men det synes, som om Digteren her ikke har været i Humør til at stille ham idethele (saaledes som i sin Tid Steensgaard i de «Unges Forbund») i gjennemført komisk Belysning, og Karakterens virkelige Modsigelser ere ikke som saadanne tilrettelagte for Latteren. Det hovedsagelige er her, at denne Mand, der kommer saa aldeles paa Kant med «den kompakte Majoritet», ja staar som dens absolute Modstander, igrunden selv tilhører denne Majoritet og dens Væsen, er en Alen af samme Stykke. Han føler sig fra Begyndelsen af tiltrukken af dens overfladiske Leben und Treiben, det hele Mylder med kvasiliberal Bladskrivning og Popularitetsjagt, føler sig saa «ubeskrivelig lykkelig midt i alt dette spirende, sprættende Liv», er inderlig glad over Udsigten til en Hurrahyldest som Folkeven osv. At han ved saaledes at drikke af Folkegunstens Bæger – ligervis som de, der i Eventyrene drikke af Troldenes Horn – egentlig forskriver sig til den og saaledes er hjemfalden til dens drillende Ustadighed, naar den kanske senere vil udskrige ham som Folkefiende – derom synes han vel i sin Blindhed og Letsindighed ikke at have nogen Anelse, men for den lidt dybere seende Tilskuer kan dette dog ikke være skjult. Kort sagt: han er Folkegunstens og den kompakte Majoritets haandgangne Mand, kjender egentlig ingen høiere Magt eller Autoritet, og maatte saaledes konsekvent kun finde sig i, at han engang af den samme bliver traadt under Fødder.

Det kan hede: han har sin Overbevisning, som han ikke kan og vil opgive, og det er for denne, han falder som Martyr – en Sandhedens Martyr. Vi ledes da først til at spørge, hvad det er for en Sandhed, som det her gjælder, og hvorledes Helten forholder sig til den. Jo det er den store Sandhed, som Doktoren har opdaget ved mikroskopisk og chemisk Undersøgelse af Byens Drikke- og Badevand, at dette er fuldt af Infusorier og saaledes usundt. Man vil maaske finde, at dette er en noget spinkel Grund at bygge et Livs Betydning og et Martyrium paa. (Til den allegoriske Vending, Sagen senere faar, skal nedenfor blive taget Hensyn). Heller ikke synes Doktoren selv at lægge saamegen Vegt paa Sandheden i sig selv, som paa sin Opdagelse deraf, og paa at denne af det medicinske Fakultet er bleven bekræftet. Han har heller ikke Spor af Følelse for, at denne Sandhed dog for Byen ikke kan være synderlig glædelig, men viser sig kun kisteglad over at have faaet Ret og Medhold af en kompetent Autoritet. Men saa faar Sagen let Karakteren af en Kuriositet og Forfængelighedssag og staar ikke bedre end for Erasmus Montanus den – rigtignok ubestridelige – Sandhed, at Jorden er rund, medens Folk paa Bjerget ville slaa sig til Ro med den Tanke, at den er «flak» som en Pandekage. Og ligesom man ikke er langtfra at mene, at Jesper Ridefogeds Argumenter (der blandt andet beraaber sig paa Bjergets kompakte Majoritet), skjønt i sig selv naturligvis yderst slette, dog ligeoverfor Erasmus´s ferske og forfængelige Lærdom omtrent kunne være tilpas, saaledes vil man ogsaa her finde sig fristet til at synes, at ligeoverfor Doktorens theoretiske Liebhaberi er den ensidige – om end kortsynede og i sig selv uforsvarlige – Fremhævelse af Byens nærmeste praktiske Interesser dog ikke ganske uden Berettigelse. Forskjellen fra den holbergske Situation er egentlig kun, at medens hist (hos Holberg) det hele straaler i den guddommeligste Komik, saa har her (i «Folkefienden») alt Karakteren af mørkt bittert Alvor.

Men da saaledes den «videnskabelige Sandhed» kommer i Kollision med den kompakte Majoritets smaalige Interesser, da Opdageren istedetfor en Borgerkrone og Ovationer bliver udsat for mangeslags Forsmædelser, da selv den liberale Presse, gjennem hvilken han havde haabet at faa sin Berømmelse udbasunet, viser sig (som jo er dens Vane) at gaa den kompakte Majoritets Ærinder: da bliver vor Sangviniker, som rimeligt kan være, lynende vred paa den kompakte Majoritet og læser den forsvarlig Texten. I Vredens Inspiration forvandler nu det raadne Vand sig til en Allegori paa det hele Samfunds aandelige Raaddenhed, der med de stærkeste Farver udmales. Han er her ordentlig sublim i sin Vrede, og der er et Øieblik, i hvilket han virkelig synes at hæve sig til et ophøiet Sandhedsvidne. Han siger om «den kompakte Majoritet», dette af Fordomme og Egennytte sammenvævede Væsen eller rettere Uvæsen, de fortræffeligste Ting, de vegtfuldeste og mest brændende Sandheder, udspyr – havde jeg nær sagt – sydende Bly derover. Han betegner træffende den «Samfundsløgn», at «Almuen, Massen, Mængden er Folkets Kjerne» og at Flerheden sidder inde med Retten og Sandheden, da den meget mere lever paa forslidte Levninger af Tanker, der tidligere have sysselsat de egentlig tænkende Aander. Det er disse, de aandeligt fornemme, Minoriteten, der alene har Ret. Allerede i denne Sætning, ialfald i den Form, Dr. Stockmann giver den, kan maaske være noget betænkeligt (hvorom senere); men som stærk Modsætning til Læren om Majoritetens absolute Ret kan den have sin Berettigelse, og psychologisk er selv Overdrivelsen vel motiveret.

Resultatet er, at Doktoren giver den kompakte Majoritet Døden og Djævelen (han sparer i sin Hidsighed ikke paa Eder og Forbandelser), erklærer det hele Samfund for værdt at udryddes og finder, udstødt af dette og erklæret for en Folkefiende, sin største Styrke i at staa alene.

Er det da maaske dette, vi egentlig af Stykket skal lære, at der i det at staa alene ligger den største Styrke, eller at overhoved Doktor Stockmanns nu indtagne Standpunkt er det eneste rette, at enhver af os saaledes bør helst bestræbe sig for at blive en Doktor Stockmann? – Umuligt! Da maatte han for det første være stillet for os i et ædlere Lys, og hans «Standpunkt» mere havt Karakteren af en velbefæstet og konsekvent Overbevisning, end af en af Omstændighederne fremkaldt Vredesudgydelse, der staar i Strid baade med Personens hele Livsretning og tilsidst ogsaa med sig selv. Personen er idethele af løs og fladbundet Beskaffenhed. Han begynder, som sagt, med at lefle med Majoriteten og dens overfladiske Liberalisme og finder sig saare vel i denne Atmosfære; først da Majoriteten træder ham paa hans Ligtorne, og han ikke kan trænge igjennem med sin mageløse Opdagelse, bliver han forbitret og slaar i Hidsighed Majoriteten i Ansigtet. Dette er vistnok, som ovenfor antydet, psychologisk rigtigt og let forklarligt, men giver Personen ingen Ret eller Myndighed til at staa som en høiere Sandheds Talsmand. Han viser sig fremdeles som vægelsindet, som den, der ikke ved, paa hvilket Ben han vil staa. Han vil først gaa til Amerika – dette Asyl for alle Europatrætte -, men faar pludselig det Huskud, at der i Amerika ikke mindre er en kompakt Majoritet, og vil nu ligesaa gjerne blive, hvor han er. Og medens han finder det bedst at «staa alene», faar dog nu den Ide at ville oprette en Høiskole for Gadegutter, hvor disse, NB. uden at lære noget, skulle opdrages til et nyt aandeligt Aristokrati. Men det skal ikke forundre nogen, om han, Dagen efter at denne Høiskole har taget sin Begyndelse, forbitret over sit Auditoriums Raahed eller Fordomme, atter tager den vældige Paraply og jager hele Sulamitten Pokker i Vold. Og hvor kommer han selv tilsidst hen? Ingen kan vide det. Maaske vil han atter forsone sig med «Folkebudet» og den kompakte Majoritet. (Hvo ved desuden, om ikke en nyere «videnskabelig Opdagelse» kan finde ud, at Infusorier ere sunde, og saaledes Doktorens Fund kan komme fredelig ud, medens Byen sparer sine Millioner?) Vi se ialfald jo, at Steensgaard er bleven Stiftamtmand og Aslaksen Maadeholdsmand. Hist (i den kompakte Majoritet) høre slige bundløse Signalskiftere væsentlig og tilsidst hjemme.

Og en saadan Person skulde Ibsen have ment at fremstille som et Mønster til Efterligning? Jeg gjentager det: umuligt!

Især da der ved Siden af det meget fortræffelige og sande, han siger, og som man næsten maa beklage kommer igjennem et saa lidet værdigt Organ, dog ogsaa er indløbet adskilligt, der kun slet stemmer med den tilsyneladende Sandhedspathos, og hvorved Standpunktets Overfladiskhed og Uholdbarhed tilstrækkelig røbes. Jeg har allerede peget paa det betænkelige i den obligate Aandsaristokratismus, som forkyndes. Det kan være sandt nok, at de mere begunstigede Aander, de fortrinsvis oplyste, tænkende og vidende, udgjøre Folkets virkelige Kjerne, at de, saa at sige, fra første Haand og i fortrinlig Klarhed besidde en Sandhed, som først efterhaanden naar ned til Folkets øvrige Masse, og da ofte i formørket og forvansket Skikkelse. Hine have en naturlig Ret til at gaa i Spidsen for Udviklingen, og ethvert fornuftigt Samfund bør derfor sørge for, baade at saadanne Mænd kunne uddannes, og at der sikres dem en vis Autoritet og Indflydelse, der ikke strax skal overvældes af Mængdens uklare og fordomsfulde Meninger og Tendenser. Men det er dog et usandt og usundt Forhold, hvor Aandsaristokratiet vil ligesom isolere sig, stille sig paa en høi Piedestal afsondret fra det gemene Folk, betragte Sandheden som en Særeiendom, og forlange, at det øvrige Folk kun blindt skal følge dets Ledelse. Thi Sandheden er dog af almenmenneskelig Natur, og om den end i sin høieste videnskabelige Form kun er tilgjængelig for faa, saa er den dog bestemt til paa en eller anden Maade, gjennem utallige Gradationer og Afskygninger, at tilegnes af alle, saa der ikke maa fastsættes et svælgende og uoverstigeligt Dyb mellem vidende og ikkevidende, tænkende og ikketænkende. En saadan Skilsmisse, saa at Sandheden kun betragtedes som en Vuggegave til de udvalgte, de aandeligt fornemme, antoges vel engang af en vis romantisk Filosofi, og det samme gaar endnu igjen hos nogle positivistiske Filosofer og Naturforskere, i hvis Skole Doktor Stockmann aabenbart har gaaet. Hine fornemme Aander bryde sig nu i Regelen lidet om det lavere Folk eller Samfundet som saadant, og tro ikke paa nogen Folke- eller Samfundsaand. De lade gjerne Folket gaa sin skjæve Gang, naar man blot skaffer dem Midler til at fortsætte dere videnskabelige Undersøgelser over Infusorier og desl., samt udvikle sine uforgribelige Theorier, der for det første skulde gjælde som udelukkende Sandheder. Forsaavidt de indlade sig paa det praktiske, saa ville de, at alt skal strax føre sig efter disse Theorier, koste hvad det koste vil, Sædvaner, andre Behov eller Livsbetingelser maa ikke komme i Betragtning. (Man se f. Ex. Monrads «Tankeretninger», S. 363-366).

Men det betænkeligste endda, som Doktor Stockmann har lært af hine moderne Positivister, er, at der igrunden ingen Sandhed er til, og at Menneskene, de vidende saavel som de uvidende, blot ere Dyr, kun af forskjellig Art og Dressur. «En velorganiseret Sandhed», siger han, lever i Høiden 17, 18 indtil 20 Aar; da dør den og bliver ikke Sandhed mere.

Dette sidste er en fortræffelig Parodi netop paa visse moderne videnskabelige Theorier (igrunden Hypotheser), der af Tidens Koryfæer udraabes som store Opdagelser, og som det betragtes som Helligbrøde at betvivle – men hvorom ogsaa før en aandrig Mand har sagt, at de i Regelen have en Periode af 5 til 10 Aar. Men det er let at se, at skal dette gjælde overalt, saa bliver paa den Maade intet i Virkeligheden sandt eller kan for Alvor tages som saadant. Ingen vil kunne antage som sikker Sandhed, at 2 Gange 5 er 10, hvis han i samme Øieblik kan mene, at om 20 Aar vil det maaske være 11. At være Sandhed vil da saaledes blot sige at være en i Øieblikket almindelig antagen Sætning, der ophører at gjælde, naar den ikke længere er i Mode; og vi henvises her atter til en Majoritet, der er desmere kompakt, fordi den her omfatter et snevrere Korps af Videnskabens udvalgte, hvortil Sandheden som saadan er indskrænket. Bringes den ud til en større Kreds, saa ophører den jo at være Sandhed; den er dette kun forsaavidtsom og fordi Kredsen antager den. Men dette er da kun en Gjentagelse saa at sige i formindsket Maalestok af den samme Lære, som siger, at Flertallet har stedse Ret, at alt, hvad et Flertal antager, er sandt og netop forsaavidtsom og fordi et Flertal antager det, medens intet er sandt i og ved sig selv. Hin artistokratiske Minoritets-Doktrin er slet ikke andet end Vrangsiden – eller om man vil: den konkave Indside af den demokratiske Majoritets-Lære; eller de ere, som vi udtrykke det, begge Alen af et Stykke og have begge det tilfælles, at de sofistisk ikke kjende eller ville vedkjende sig nogen virkelig, objektiv, i Sagen selv grundet Sandhed, men blive staaende ved blotte subjektive Formeninger, der deles af et mindre eller større Antal, og som efter Tiderne «skifte Signaler».

Med denne principielle Fornegtelse af al Sandhed staar da ogsaa den moderne Lære, at Menneskene ikke ere andet end Dyr, i Forbindelse. Det gjør nu overhoved et ganske eget Indtryk at høre Tidens høitpriste Vismænd forsikre om sig selv, at de kun ere Dyr – ligesom Ulysses´ forvandlede Staldbrødre (i «Ulysses von Ithacia») grynte ham imøde: «vi ere Svin Fa´lil!» – og at følgelig selv deres høiere Visdom ikke er andet, end en gjennem nogle Slegtled nedarvet fornem Pudeldressur, som Bondekjøterne ikke kunne efterligne. Doktor Stockmann sværger endog ved sin Sjel og Salighed, at han er Dyr – og saaledes uden baade Sjel (i dette Ords høiere Betydning) og Salighed, atter et af disse uvilkaarlige, men i Udførelse og Sammenhæng aborterede, dybt komiske Træk.

Men en saadan sandhedsløs – «Pudel» kan dog, om han end gjør de «allerutroligste Kunststykker», umuligt staa for os som et Sandhedsvidne. Umuligt!

Og nu det at «staa alene» mod Hoben, og den kompakte Majoritet! Det kan være priseligt nok, og paa en vis Maade maa enhver Mand, der duer noget, staa alene, tage sin Overbevisning af sig selv, ikke spørge til Høire og Venstre, hvad Folk mene og sige, og finde sig i, at han ofte bliver misforstaaet og miskjendt, ja, om det falder sig saa, udskreget som en Folkefiende. Men Berettigelsen og Kraften til saaledes at staa alene kan blot hentes derfra, at han staar paa en almengyldig og i sig sikker Grund og i sig har et almengyldigt Indhold, en Sandhed, som han tror paa med sin hele Livsmagt og har gjort til et med sit eget Væsen, et Indhold, hvorved han altsaa selv udvider sig til noget almengyldigt, noget mere end det blotte enkeltstaaende Individ. I denne virkelig almengyldige, udover Individ, Sted og Tid naaende, til sidst evige Sandhed, ved han da ogsaa at staa paa fælles Grund med Samfundet, Menneskeheden, der ogsaa i sin dybeste Bund er organiseret paa og bestemt for Sandheden, om den end ofte kun saare ufuldkomment naar og erkjender denne, ja mangengang ligetil miskjender og ringeagter den. Men det ægte Sandhedsvidne vil i sin faste Tro paa Sandhedens evige Magt og Betydning ikke fortvivle eller opgive sin Kjærlighed og Tillid til endog det forvildede Menneskesamfund, og naar han af dette bliver miskjendt og forhaanet, vil han ikke, som Doktor Stockmann blot udskjælde det og vende det Ryggen, men snarere søge – om end i megen Skrøbelighed – at tilegne sig noget af den «Godslighed», hvormed «en vis Person sagde: jeg tilgiver Eder, thi I ved ikke, hvad I gjør».

Netop den skjærende Kontrast, hvori nærværende Stykkes Helt staar til dette Billede af en ægte Sandhedsmartyr, maa gjøre, at vi ikke for Alvor kunne tage ham eller tænke at han kan være ment som en saadan.

Men lad end Digteren have havt hvilken personlig Mening eller Hensigt, han vil; jeg gjentager, at dette ikke vedkommer os; vi have kun at se til, hvad Lærdom vi kunne faa ud af hans Verk og ikke af dets enkelte løsrevne Ytringer, men af dets hele Udvikling og Resultat. Og dette kan jeg nu sammenfatte i faa Ord.

Nærmest faa vi et stærkt Indtryk af det hule og tomme i den nu saa udbredte Lære om Majoritetens absolute Ret. Og dette Indtryk faa vi ikke saameget af Doktorens ildsprudende Deklamationer, som paa en langt mere dramatisk virkningsfuld Maade ved den træffende Karakteristik af de Faktorer, hvoraf, og den Maade, hvorpaa den kompakte Majoritet dannes, den Smaalighed, Usselhed og det inderligt sønderrevne Væsen, den igjennem sine Repræsentanter lægger for Dagen. Men til dette sønderrevne Væsen, til Majoritetsdogmets dybe Selvmodsigelse hører det ogsaa, at dette saa at sige af sit eget Skjød fremkalder sin diametrale Modsætning, den løsrevne, paa sin egen Spids stillede, men tilsidst i Luften svævende Individualisme, som jo fra først af er Majoritetens egentlige Væsen, da Majoriteten som blot saadan jo kun er en Sum af Individer. Ogsaa det rodløse, inderligt usande og uholdbare i denne Individets udelukkende Beroen paa sig selv og Pukken paa sin absolute Ret som blot saadant, træder os i Dr. Stockmanns Færd og Skjebne anskueligt imøde. Vi se ham tilsidst saa at sige med alle Rødder oprykkede, forstødt af det ustadige Samfund, hvortil han havde sat sit Haab, og uden Støtte i en fast Tro paa noget dybere og høiere end Menneskenes vexlende Meninger, berøvet alle saavel aandelige som legemlige Subsistensmidler, saa at, naar han tilsidst finder sig, fordi han staar alene, «som den stærkeste Mand i Verden», klinger dette aabenbart som en krampagtigt Fortvivlelsens Heroismus, der staar lige paa Vanviddets – Stormandsgalskabens – Grænse. Og dette finder vi udviklet for vore Øine med ibsensk psychologisk Følgerigtighed, med den klareste ydre og indre Motivering.

Behøver man saa videre at spørge, hvad der af Stykket kan læres?

Ialfald er det dette, som jeg for min Part tror væsentlig at have lært deraf. Og skulde jeg end med denne Opfatning for det første staa alene, saa skal jeg derfor sandelig ikke blive utaalmodig, skjælde og smelde omkring mig, eller anse mig for den stærkeste Mand i Verden, men ganske rolig stole paa, at hvis der i min Betragtning virkelig er noget almengyldigt og sandt, saa vil det nok «finde sit Sted og sin Væxt»; skulde det derimod blot være individuelle Indfald uden dybere Rod, saa «lad Vinden bortblæse det!»

En anden Sag, og som kun angaar Stykkets æsthetiske Karakter – altsaa ligger udenfor den ved Overskriften betegnede Ramme -, vil jeg dog anhangsvis løselig berøre. Da Stykkets ethiske Indhold efter det anførte kun er af negativ Art, da Handlingen ikke har noget positivt Tyngdepunkt, hvori man med ligefrem Tilfredsstillelse kan dvæle, men væsentlig fremstiller menneskelige Daarskaber i deres gjensidige Brydning og Opløsning, skulde man tro, at Sujettet bedst vilde egnet sig for en Komedie i egentlig Forstand. Jeg har ogsaa i det foregaaende antydet, at Hovedpersonen næsten gjennemgribende staar lige paa Springet til at blive komisk, ligesom der ogsaa hos de andre Personer og i nogle Situationer hist og her forekommer komiske Træk. Det synes ogsaa, som om Digteren paa en vis Maade har villet sætte sig tilbage i Stemningen fra «De Unges Forbund», denne ægte Komedie, fra hvilken han endog har ladet et Par Personer paa en særdeles karakteristisk Maade gaa igjen i nærværende Stykke. Men han har ikke gjenfundet det samme fri overlegne Humor; han har nu ligesom mere følt en nærgaaende Virkeligheds Tryk, og derfor trukket Panden i alvorligere Rynker. Idethele synes det egentlige komiske ikke just at ligge for Ibsens eiendommelige Begavelse; han har, saavidt jeg skjønner, kun en Gang (nemlig i «De Unges Forbund») hævet sig til dette Standpunkt; han optræder ellers væsentlig kun som alvorlig Satiriker i gammel romersk Stil og er som saadan stor; han er den største Mester i at piske Daarskaberne, men pisker dem netop tilblods, saa at al Latter maa kvæles i Fødselen. Om dette kan staa i Forbindelse med et skeptisk og mindre forsonet Livssyn idethele, der ikke lader ham fastholde Troen paa en evigt seirende Sandhed og navnlig gjør ham blind for de ideale, guddommelige Spirer, som Menneskeheden selv under de største Forvildelser, selv saa at sige under de usleste Pjalter, dog stedse gjemmer i sit Dyb – dette skal jeg her ikke indlade mig paa at undersøge.