«En Folkefiende» af Henrik Ibsen opførtes igaaraftes for 2den Gang paa Christiania Theater. Der hvilede ikke ganske den Friskhed over Opførelsen som ilørdags. Det kom ventelig deraf, at de rollehavende, med Theaterfolkets sædvanlige, let paavirkelige Sind, følte sig noget forstemte over, at den «blaa Tavle» ikke var ude, hvilket vistnok med Sikkerhed var paaregnet at skulle være Tilfældet, da man jo gav baade et nyt Stykke og et utvivlsomt «Søndagsstykke». De havde dog kunnet trøste sig med, at lignende besynderlige Fænomener jævnlig har pleiet at indtræffe, ogsaa med Ibsens Stykker, og at – naar man undtager saadanne Sager, som for Theatret have havt det Held med sig, at de have foranlediget Pibekoncerter, – idethele neppe et eneste af Repertoirets Trækplastre er gaaet fri for den samme Skjæbne. Vi tro derfor ogsaa, at Forstemningen vil være ganske forbigaaende, og iøvrigt var der af Tilskuerne neppe heller andre end de, der havde været tilstede ogsaa ved den første Opførelse, som mærkede videre til den. Vist er det ialfald, at Bifaldet faldt fuldkommen saa rigeligt som ved Lørdagsforestillingen.
Mere end noget af Ibsens tidligere opførte Stykker er «En Folkefiende», hvad dets Skjæbne paa Theatret angaar, afhængig af Udførelsens Beskaffenhed; det tror vi nok vil gjøre sig mere og mere gjældende, jo nærmere man bliver bekjendt med det. Af Stykket selv beholder man saa lidet igjen; det Positive, der ydes, staar ikke i noget Forhold til dets hele Brede og spiller ogsaa kun en Birolle. Spørges der om Hovedhandlingens samlede Resultat, dens Indflydelse paa Stykkets Helt og hans Skjæbne, saa har man ondt ved at sige, om det Lys, hvori han staar ved Teppets Fald, skal kaldes komisk eller tragisk. Snarest er det vel ingen af Delene. Tragisk skulde Udgangen jo være, eftersom den Kamp, Helten har reist for det sande og rette, har bragt Ulykke ind over ham; men for det første er Virkningen ikke saa meget en Følge af selve Kampen som af hans uvittige Forhaanelse af «den kompakte Majoritet» midt i dens aabne Øine, og derhos er den sat saaledes paa Spidsen, – Glasmesteren tør ikke sætte hans ituslaaede Ruder ind, Husverten tør ikke lade ham blive boende, han mister ikke alene sin Ansættelse som Badelæge, men endog sin private Praxis, hans Datter afskediges fra sin Lærerindeplads, hans Gutter sendes hjem fra Skolen, ja, den Mand, som har vist ham Velvillie, berøves endog i den Anledning sin Livsstilling, – at den paatagelige Overdrivelse vilde gjøre Tingen komisk, dersom man ikke af Stockmanns sidste Repliker fik en bestemt Følelse af, at den stakkels Mand er saaledes paavirket af alt dette, at han ikke længere er ganske vel bevaret.
Den Sammenligning med «De Unges Forbund», som uvilkaarlig gjør sig gjældende, er ikke til det nye Stykkes Fordel. Ogsaa her forekommer der f. Ex. enkeltvis Repliker, der virke slaaende og ville lægge sig paa Erindringen som Slagord; men man finder dem saagodtsom kun – og det forholdsvis sparsomt – inde mellem den store Mængde af extravagante og overspændte Udtalelser, som Forfatteren har lagt i Doktor Stockmanns Mund, medens der i «De Unges Forbund» er et helt Fyrverkeri af dem fra alle Kanter. De journalistiske Tilstande ved «Folkebudet» – Forholdet mellem den koldt beregnende Redaktør med hans iltre Medarbeider og den «maadeholdne» Bladeier, Bogtrykker Aslaksen – er i sig selv vistnok skildrede med stor Dygtighed, men kun mere i forbigaaende. Det samme er Tilfældet med Doktorens Familieforhold: hans brave og trofaste Hustru, som søger at holde sin Mand tilbage, saa meget hun kan, men stiller sig fast ved Siden af ham, naar han lades i Stikken, – som gjør sit Bedste med Hensyn til Husets Økonomi og har lært sine Sønner til Lydighed, medens den betydelig ældre Datter synes væsentlig at være oplært af Doktoren selv og opdraget i hans tøilesløse og forvirrede Anskuelser. Nogen Erotik har Forfatteren fundet at maatte have med; ved Petras Nærværelse i Redaktionskontoret i 3die Akt erfarer man, at Redaktøren har tilladt sig at nære ømmere Følelser ligeoverfor hende, hvilket den unge Dame tager særdeles unaadigt op, men til denne Smule Kjærlighedshistorie kommer derhos Forholdet mellem Petra og Kaptein Horster. Kuriøst nok havde Theaterdirektionen efter Stykkets Læsning havt den rimeligvis af flere delte Mening, at Kapteinen var en ældre Mand, hvis udviste Velvilje mod Doktor Stockmann havde sin Grund i personlig Beundring for ham. Efter hvad der i et andet Blad er meddelt, har imidlertid Forfatteren foranlediget Rollen besat saaledes, at Kapteinen bliver en ganske ung Mand, og derigjennem frembringes ved Stykkets Opførelse et vist Indtryk af, at det er Petra, hvem hans Velvillie for Familien egentlig gjælder, og at der i hendes Ytringer af Taknemmelighed mod ham ogsaa kan ligge noget mere end blot og bar Erkjendtlighed.
Sproget i Stykket ligger gjennemgaaende mere nær indpaa et vulgært Hverdagssprog end i noget af Ibsens tidligere Arbeider, og navnlig forekommer der en uhyggelig Mængde Eder; Billing bander næsten i hver eneste Replik, og de fleste andre Personer gjøre det ogsaa mere eller mindre. Det har ved de to første Opførelser været at mærke, at de rollehavende derved ledes til at blande endnu flere saadanne Kraftudtryk ind, medens det for Skildringens virkelige Sandhed og Livagtighed meget vel kunde gaaet an i stor Udstrækning at sløife disse uskjønne Broderier, saaledes som det sker ialfald med en enkelt af de forekommende Bespottelser og Blasfemier.
Til Stykkets for Theatret hædrende Udførelse skulle vi imorgen komme nærmere tilbage. Vi skulle kun nævne, at den mere end sædvanligt dygtige Præstation, som Hr. Reimers leverer i Doktor Stockmann, igaar gjorde endog vel saa megen Lykke som ilørdags. For de øvrige spillendes Vedkommende var det samme især Tilfældet med Fru Wolf og Hr. Klausen.
Christiania Theater. I sin Bog «Fremmed Skuespilkunst» udbryder Dr. Edvard Brandes ved at berøre det fordelagtige for Udviklingen af den franske Skuespilkunst deri at Skuespildigterne skriver Roller med bestemte Kunstnere for Øie: «Men Bjørnson og Ibsen, for hvem skriver de Roller, i hvad Sammenhæng staar deres Dramer med dansk Skuespilkunst? De ane neppe, hvem der ved vort Theater maa udføre de vigtigste Roller». Den heri liggende Beklagelse kan være naturlig, da det vistnok maa være kjedeligt, at de betydeligste af de Arbeider, som i Original indleveres til det danske Nationaltheater, ikke kunne besættes uden efter omhyggelige Overveielser og allehaande Vanskeligheder; men det beklagede Forhold har ogsaa sin gode og gyldige Grund. Der existerer heldigvis et norsk Theater, og vore Landsmænd tage sig den Frihed ikke at overse det. Her have vi ingen Vanskelighed ved at besætte deres Stykker. Det viser sig, at hvergang der kommer et nyt Arbeide af vore Forfattere, er Publikum paa det Rene med, hvem der skal spille Hovedrollerne, længe før man ved Theatret har foretaget nogen Uddeling af disse. Dette burde iøvrigt heller ikke forundre Dr. Brandes, som i samme Bog selv viser sig under sit flygtige Studium af vort Theater og dets Kræfter at have faaet Forstaaelsen af det værdifulde i, hvad der præsteres, naar det er et nationalt Arbeide, som man har under Hænderne. Franske Skuespil gives bedst af franske Skuespillere, danske Skuespil af danske; og vi skulde tro, at den, som vil se norske Skuespil, ogsaa helst bør se dem herhjemme, hvor store kunstneriske Fortrin deres Fremstilling af fremmede Kræfter end kan besidde.
Opførelsen af Ibsens «En Folkefiende» er en ny glædelig Prøve paa, hvad vort unge Nationaltheater inden dette sit eget Omraade formaar at yde. Det turde maaske være tvivlsomt, om Ibsens nye Arbeide i sig selv, som Betingelser for noget meget langt Liv paa Scenen, har tilstrækkeligt, hvorved Sympathien og Interessen kan fæste sig; men det er neppe Tvivl underkastet, at den gode Udførelse vil komme til at lade det beholde en blivende Plads paa Repertoiret, i det mindste saalænge Hovedrollen er saaledes besat som nu.
Doctor Stockmann er af Forf. tegnet med stor Omhu. Hans Livshistorie og hans Karakteristik gives gjennem mange spredte Repliker fra ham selv saavelsom fra forskjellige af hans Omgivelser i Stykket. Hans Dygtighed i sit Fag faar man ikke megen Respekt for. Sin Virksomhed har han begyndt i Nordland, hvor han har tilbragt en større Del af sit Liv, men uagtet hans Familie ikke er stor, og uagtet en flink og for sin Gjerning interesseret Læge i de fjerne og afsides Distrikter dernord pleier at kunne have det forholdsvis godt i økonomisk Henseende, har det trods hans Kones Økonomi været saa smaat for ham og hans, at han nu føler en barnlig Fryd over at tjene næsten ligesaa meget, som han bruger, og over, at han nu kan se Gjæster hos sig og skaffe sig saa tarvelige Overflødighedsgjenstande som et Bordtæppe eller en Lampeskjærm. Man erfarer da ogsaa, at han under sit Ophold i Nordland har været stærkt optaget af Skriverier og af allehaande Ideer, blandt hvilke heldigvis ogsaa den til Badeanstalten i hans Fødeby. Han har – som det forresten synes, væsentlig i Kraft af sin Ret som Opfinder – anseet sig selvskreven til Lægeposten ved denne Badeanstalt, men man bliver ikke uden et stærkt Indtryk af, at det er hans saa meget overseede Broder Peter, hvis Indflydelse i saa Henseende har veiet mere end hans egne Adkomster. Hellerikke giver hans Virksomhed som Badelæge store Forestillinger om hans fagmæssige Brugbarhed. Badet er blevet anlagt paa en Maade, som han fra først af har anseet for at være i sanitær Henseende ubetryggende, og dog har det ikke faldt ham ind deri at søge Aarsagerne til den blandt Badegjæsterne herskende Sygelighed før bagefter. Det synes ogsaa mere at være Trangen til at finde paa noget, fremfor alt noget, som kunde vække Opsigt og fæste Opmærksomheden ved ham, der endelig har drevet ham til at anstille en Undersøgelse, og hans overstrømmende Glæde over, at dennes for Badeanstaltens Fremtid saa mislige Resultat er blevet godkjendt, gjælder nærmest, at hans Svigerfader og flere med ham skal faa se, at han ikke er «forrykt i Hovedet». Der er ganske vist noget genialt ved ham, noget, som jevne, almindelige Folk ikke kan forstaa, noget høitflyvende ved Siden af en barnlig Godtroenhed og Mangel paa al praktisk Forstand; «du er den klogeste Mand i Byen, Tomas, men du er saa svært let at narre», siger hans Kone. Hans store Opfindelse, som Folk i Byen dog maa have al Aarsag til ikke at blive synderlig henrykt over, lader ham strax drømme om Fanetog og Takadresser, ja endog om Gagetillæg, som han glæder sig til høimodig at kunne afslaa. Men da alt dette viser sig som en grusom Illusion, da han opdager, at baade Pressen og «den kompakte Majoritet» tvertom er decideret imod ham, føler han sig dog ikke lamslaaet derved, – fordi han i sine egne Øine er saa uendelig overlegen, saa aandelig fornem, at han blot betages af og bruser ud med en Foragt mod alt og imod alle, der gaar ud over alle Grænser. Han er venlig af Gemyt, livsglad af Temperament, han er en Fantast, som lever i sin eiendommelige Taageverden, og naar Virkeligheden glipper under ham, staar han i sin Tro paa sig selv mere fast og stærk end nogensinde. Alle de spredte Træk i dette Billede har Hr. Reimers med fuldkommen Forstaaelse vidst at samle og bringe ind under sin Fremstilling. Hans naturlige Betingelser have været ham gunstige, den svære Skikkelse og det dybe, klangfulde Organ, ligesom Masken – det mørke krøllede Haar med en begyndende Maane, det fulde Skjæg og Guldbrillerne – er heldig valgt. Naar han saa træder ind paa Scenen i 1ste Akt, har man strax den eiendommelige Personlighed for sig. Han taler hurtigt og ivrigt, ligesom busende ud med, hvad han har at sige; man faar Indtrykket af den Rastløshed, som er over ham, af hans Naivetet og af hans Selvfølelse, af hans ubekymrede Glæde over Øieblikkets Velvære. Der er et vellykket Anstrøg af Komik i hans Udbrud af Ærgrelse, hver Gang han ikke kan komme paa, hvad Tjenestepigen heder. Den stigende Heftighed i Scenen med Byfogden i 2den Akt bliver fortræffelig gjengivet, og hans Forbitrelse, da denne har skjældt ham ud for en Folkefiende, er ægte og troværdig, paa samme Tid som den er kunstnerisk behersket. I 3die Akt er især det latterlige Optrin med Broderen, da han har sat dennes Uniformshue paa og stoltserer omkring med hans Stok, et Glanspunkt i hans Fremstilling. Under Folkemødet i 4de Akt er Gjengivelsen af hans tilkjæmpede ydre Ro under Optøierne ikke mindre vellykket end den Kraft og Lidenskab og den bittert spottende Tone, hvormed han udslynger Doktorens harmglødende Foredrag. Trods de store Krav, som de foregaaende Akter have stillet til hans Kræfter, er endelig hans Spil i sidste Akt ikke mindre belivet, sandt og kraftigt. At have skabt en saadan helstøbt Skikkelse som denne, er i sig selv nok til at bevare Kunstneren et ærefuldt Navn i Theatrets Annaler, og Erindringen derom vil leve udover det hjertelige Bifald og det store Antal Fremkaldelser, hvori Publikum nu hver Aften yder Hr. Reimers en velfortjent Paaskjønnelse.
Fru Wolf har ved sin Gjengivelse af Fru Stockmann havt den rette kunstneriske Opfatning. Hun er stillet ved Siden af sin urolige Mand som en velgjørende stilfærdig Modsætning, og Fru Wolf har derfor ogsaa med afgjort Held efterstræbt at gjøre sit Spil saa roligt og saa enkelt som muligt, paa samme Tid som hun giver den varme, vemodigt beundrende Tilslutning, hvormed Hustruen hænger ved sin Ægtefælle, et smukt Udtryk.
Byfogdens Figur er fra Forfatterens Side tegnet med tilstrækkelig Skarphed. Han er en tør, tæt tilknappet gammel Pebersvend med daarlig Mave, hans Livsnydelser repræsenteres ved tyndt Thevand, og han gyser ved den blotte Tanke om varm Mad til Aftens eller et gemytligt Glas Toddy. Han «eragter» og «forventer» og er gaaet helt og holdent op i Former og Forretninger. Men en saadan Skikkelse kan Hr. Gundersen med sin bedste Villie ikke gjengive; thi det er absolut en komisk Figur. Som Hr. Gundersen spiller Rollen, gjør han det med sine Forudsætninger paa en Maade, der er al Ære værd, og hans Medvirken i Ensemblet bringer ingen Forstyrrelse i dette. Det er imidlertid sikkert, at en mere virksom Modsætning mellem de to Brødre til bedste for Stykkets Virkning vilde kommet tilstede, dersom Rollen havde kunnet besættes med en anden Skuespiller, der kunde holdt frem dens komiske Side, og det er et Spørgsmaal, om ikke af Theatrets ledige Kræfter Hr. H. Brun vilde været istand til at give den.
I Morten Kiil har Hr. Klausen leveret en Type, der i Originalitet svarer til, hvad der fra Forfatterens Side er leveret. Masken er ypperlig: denne buknakkede gamle Fyr med den spidse Næse, de smaa, plirende Øine og den eiendommelige rullende Gang frembyder netop den latterlige Lighed, som har fremkaldt Øgenavnet «Grævlingen»; men dette er ikke opnaaet ved at slaa noget af paa Fremstillingens Realitet, – tvertimod, det er som om man skulde have seet denne samme løierlige Skikkelse mange Gange i det virkelige Liv. Den høist egne, korte, gryntende Maade, hvorpaa denne Figur taler, er ogsaa karakteristisk og stemmende med hans hele Habitus, og gjennem sit Spil og sin Replikbehandling faar Hr. Klausen ligeledes frem i fuld Klarhed den indfule og gjerrige gamle Knarks aandelige Fysiognomi.
I Hr. Bergs Redaktør Hovstad er maaske ikke paa samme Maade fuldt ud givet, hvad der af denne Rolle kunde gjøres. Der synes at være to Sider ved Redaktørens Personlighed. De ringe Kaar, hvorfra han har arbeidet sig frem, have afsat sine Mærker hos ham; han føler Trykket af social Underlegenhed, og der ligger noget forknyt og usikkert over hans Væsen, naar han optræder ligeoverfor en høiere Dannelse. Men han har ogsaa en stærk Bevidsthed om den Stilling, hvortil han har arbeidet sig frem, og Forknytheden giver Plads for Vigtighed, naar han staar mellem Omgivelser som Aslaksen og Billing, eller naar han paa Folkemødet føler sig støttet af Mængdens Sympati. Den første af disse Sider kommer paa en rolig og virkningsfuld Maade frem i Hr. Bergs Spil, – den anden Side betones derimod svagere. Den Moderation, som i det hele taget hviler over Hr. Bergs Fremstilling, maa uden Forbehold anerkjendes.
I Aslaksen fører Hr. Isachsen frem igjen sin fra «De Unges Forbund» velrenommerede Type i ny og forbedret Udgave, – forbedret forsaavidt, at den værdige Bogtrykker nu er bleven baade velstaaende og Maadeholdsmand, saa hans Udseende ikke længere er saa forfalden. Med Maadeholdet er det jo forresten nok saa som saa, og den eiendommelige Snapsebroder-agtige Maner, hvormed Hr. Isachsen tørrer sig om Munden, hvergang hans Tanker henledes paa noget drikkende, er et morsomt opfundet lidet Træk.
Hvad det iøvrigt vellykkede Arrangement af Folkemødet i 4de Akt angaar, skulle vi tillade os en Bemærkning. Paa et Par Steder har Forfatteren tænkt sig Doktorens Foredrag afbrudt ved mere langvarigt Spektakel; det første er efter den Replik, hvori den kompakte Majoritet først navngives som Samfundets sande Fiende, det andet ved det Punkt, da Doktoren har erklæret heller at ville ødelægge sin Fødeby end se den blomstre op paa en Løgn. Begge Steder er Forstyrrelsen nu kun lidet fremtrædende, og dette er vel ordnet saaledes, fordi man var bange for, at der ellers vilde blive formeget af denne stærke Konfekt. Men Tingen er, at der trænges mere virksomme Afbrydelser, om Doktorens lange Foredrag ikke skal udsættes for at falde noget ensformigt og trættende, og det har ved Stykkets Opførelse heller neppe vist sig, at der er noget at risikere ved en noget stærkere Benyttelse af de larmende Intermezzer.
Til Slutning et Ønske med Hensyn til Memoreringen, – nemlig, at de medvirkende i Stykket ville lade det sig være magtpaaliggende at komme til at gjengive Replikerne mere korrekt, end det nu sker. Paa et Par Undtagelser nær gjælder for dem alle mere eller mindre, hvad Dr. Edv. Brandes i sin foran citerede Bog skriver efter at have seet «Et Dukkehjem» paa Christiania Theater: «De omlavede paa den mest uforfærdede Maade næsten hver eneste Replik, Ibsen havde skrevet. Og nu tænke man sig Ibsens Lapidarstil omsat i bred Skuespillerjargon med talrige Indskud, Tilføielser, Smaaord og Udeladelser. Man tør maaske ikke gaa strengt i Rette med de Spillende; deres Arbeide er altfor stort, deres Hukommelse kan ikke bære de Bunker af Roller, der maa læres. Men blot ikke i norske Stykker, ikke hos Ibsen.»