Ibsens nye Bog.
En Folkefiende. Skuespil i fem Akter af Henrik Ibsen. Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandel. 1882.
Et af Ibsens senere Skuespil slutter med den Sætning, at «Samfundets Støtter er Sandhedens og Frihedens Aand.» I nærværende Digt faar vi, som et Slags Fortsættelse heraf, Besked om, hvem det er, der er Samfundets Fiender. Samfundsfiendtlig er selvfølgelig enhver Magt, der staar Frihedens og Sandhedens Aand imod; man skulde altsaa her nærmest tænke paa Reaktionen.
Imidlertid er det ikke denne, der er den farligste. Vistnok finder Doktor Stockmann, Bogens Helt, at de gamle, de «ledende Mænd», kan være slemme nok; han kan ikke udstaa dem for sin Død, siger han; «de er som Gjedebukker i en ung Træplantning; de gjør Ugagn overalt; de staar en fri Mand i Vejen, hvor han snur og vender sig, og jeg skulde helst se, vi kunde faa dem udryddet ligesom andre Skadedyr»; men, siger han, «jeg nærer den velgjørende Fortrøstning, at Efterliggerne, alle disse Gamlinger fra en hendøende Tankeverden, de besørger saa ypperligt sig selv taget af Dage; der behøves ingen Doktors Hjælp til at paaskynde deres dødelige Afgang. – Jeg gider ikke spilde et Ord paa den lille trangbrystede, stakaandede Flok, som ligger agterud. Med den har det pulserende Liv ikke længer noget at bestille.» Nej, – «Sandhedens og Frihedens farligste Fiender iblandt os, det er den kompakte Majoritet. Ja, den forbandede, kompakte, liberale Majoritet, – den er det! Nu ved I det.»
Man maa da spørge, hvorfor Majoriteten skal være saadan en farlig Magt. Hertil svarer Doktor Stockmann, at den er det, fordi den lever paa Sandheder, «som er saa vidt til Aars, at de er paa Vejen til at blive affældige». «Men naar en Sandhed er blet saa gammel, saa er den ogsaa paa gode Veje til at bli en Løgn». Samfundet «kan ikke leve et sundt Liv paa slige gamle, margløse Sandheder».
Majoriteten har altsaa «altid Uret». Spørger man, hvem det da er, der har Ret, saa svarer Doktoren, at det er «Minoriteten», d. v. s. ikke «Efterliggerne», men «de faa, de enkelte iblandt os, som har tilegnet sig alle de unge, fremspirende Sandheder», de «som staar ligesom ude mellem Forposterne, saa langt fremskudt, at den kompakte Majoritet endnu ikke har rukket did.»
Som man ser, er Doktor Stockmann Fremskridtsmand paa sin Hals. De gamle gider han ikke snakke om; de er døde eller døder sig selv; Majoriteten hader han, fordi den ikke er fremskreden nok; kun de, der har tilegnet sig de allernyeste Sandheder, vil han indrømme Ret til at eksistere. Nuvel – hans Forsvar for «de enkelte» er modigt og fortjenstfuldt. Men «de enkelte» nuomstunder vil vist i Regelen stemme for, at «Majoriteten» ogsaa skal faa Lov at være til. Forøvrigt siger han mangt og meget, som «Majoriteten» kan have mærkelig godt af at høre. Han kan saaledes have Ret i, at Majoriteten er for sen i Vendingen, naar det gjælder Forstaaelsen af «nye Sandheder».
Hans levende Foragt for alskens Krysteragtighed og Fejghed, hans Had til al Prutning med Overbevisning og Meninger, hans modige Kamp mod Opinionen og alle Vanens, Slendrianens og Akkordens Magter, virker i høj Grad indtrængende. «Liberale» Mænd som D´Hrr. Hovstad, Billing og Aslaksen vil man ikke forgjæves have gjort Bekjendtskab med, – omend Bekjendtskabet ingenlunde er behageligt.
Doktor Stockmann bliver af Majoriteten erklæret for «Folkefiende», fordi han – paa en særdeles ligefrem Maade – siger den sin Mening. Majoriteten – den «liberale» Majoritet med samt sine Hyrder og Autoriteter – vil ikke høre Sandheden, tør ikke tro andet end hvad der er «den almindelige Mening». «Folkebudet» tør ikke optage Doktorens Afhandling om Byens «forgiftede Livskilder», Bogtrykker Aslaksen tør ikke engang trykke den som selvstændigt Hefte; de «liberale» Husejere tør ikke laane Doktoren Hus til et Folkemøde, og da han faar Hus alligevel, tør de ikke høre, hvad han har at sige; men da han tilsist faar Ordet, forsøger de at hyle ham ned med Piber, Taagelure, Afbrydelser og Spektakel; efter Mødet tør de ikke andet end vise sig som gode Borgere ved at gaa hen og kaste Puksten mod hans Vinduer. Badebestyrelsen tør ikke beholde ham som Badelæge; Skolebestyrerinden tør ikke beholde hans Datter som Lærerinde, Glasmesteren tør ikke komme og sætte nye Ruder ind i hans Vinduer; Grosserer Vik tør ikke beholde Skipper Horster i sin Tjeneste, fordi Skipper Horster har laant Doktoren sin store Sal; – det hele er en eneste stor Sump af Fejghed. Ikke engang Stenkastningen kan de udføre som Mænd. I al den Hob Sten, de har kastet ind gjennem Doktorens Vinduer, er der – siger han selv – «ikke mer end to ordentlige, digre Kampestene; Resten er ikke andet end Puksten, – rent Smaapluk». Og dette ærgrer Doktoren sig over; ti han slutter deraf, at «kommer det engang til et alvorligt, landsvigtigt Haandgemæng», saa «vil den offentlige Mening være for at ta´ Benene paa Nakken, og saa sætter den kompakte Majoritet tilskogs som en Saueflok». Midt i al denne Elendighed rager Doktor Stockmann op, rank som en Gran; han minder formelig om «Brand» i sin djerve, hensynsløse Oprigtighed.
Man kan ellers af flere Ting skjønne, at Doktor Stockmann ikke er rigtig hjemme i det Samfund, han kjæmper imod; han har levet for længe for sig selv der oppe i Nordland og er derved kommen lidt udenfor Udviklingen. Naar han saaledes bekjæmper den Opfatning, at Kulturen skulde være samfundsfordærvelig, og at det «almueagtige» skulde være det beste, – saa kjæmper han aldeles ligefrem mod Vejrmøller. Den Slags Opfatninger er uddøde nu. I den Tid, da Henrik Ibsen var hjemme, ræsonnerede man kanske saa; men i vor Tid arbejdes der ud fra den modsatte Opfatning. I sin Kamp mod Parti-Væsenet er Doktoren ogsaa en Smule gammeldags. Han kjæmper mod et Partivæsen, som vor Tid med sin mere moderne Partiorganisation netop arbejder sig ud af. Vor Tids Partiorganisation forudsætter ikke, som Doktor Stockmann tror, personlig Uselvstændighed; den forudsætter akkurat det modsatte. Noget lignende synes ogsa Doktoren selv tilslut at ane. Han vil nemlig oprette et Slags Skole, der skal have til Formaal at uddanne frie, fornemme (d. e. selvstændige) Mænd; hvad han ad denne Vej vil opnaa er ganske ligefrem at skabe sig Meningsfæller, Medkjæmpere, der dog paa samme Tid skal være selvstændige; – og hvis dette lykkes ham, saa vil han akkurat have dannet, hvad vi nutildags forstaar ved et Parti. Forøvrigt skal det villig medgives, at Doktorens Udtalelser om Partivæsenet har ialfald en delvis Berettigelse; hos os er den gode Partiorganisation nemlig langtfra gjennemført, og det gamle «Parti-Uvæsen» spiller altsaa fremdeles en Rolle i vort Samfundsliv.
Hvad Doktor Stockmann siger om «Fornemhed» og «Plebejervæsen» hænger sammen med dette og er paa sin Vis meget berettiget. Ved Fornemhed forstaar han Aandsselvstændighed, og det at være Plebejer er «at tænke sine Foresattes Tanker og mene sine Foresattes Meninger», d. v. s. at være uden Personlighed. Derfor erklærer Doktoren ogsaa tilsist, at der findes «Plebejere» og «Almuesmænd» ligesaavel i de højeste Samfundslag som i de lavere, og i den Skole, han agter at oprette, vil han arbejde med Folk netop af det laveste Lag («Lømler», «Kjøtere» osv.; Doktoren fører i det hele et meget stærkt Sprog), fordi han tror, at han ogsaa der skal finde Anlæg for «Fornemhed».
Hans Instinkter er i det hele forud for hans Teorier. Man kan være meget uenig med ham; men man kan ikke andet end finde, at han er en prægtig Kar paa sin Vis.
Som dramatisk Arbejde staar «En Folkefiende» særdeles højt og vil ganske sikkert virke udmærket fra Scenen. Det er ogsaa beregnet for den.