Erik Bøgh

[...] der er en Slags Pastiche, som man helst maa holde borte baade fra Maleri, Musik og Poesi, og overlade til Kogekunsten: det er den Posteitillavning, der ikke alene benytter en brugt Form, men fylder den med Levninger og Opkog af tidligere tillavede Retter. En Pastiche i den Betydning serverede Kasinos Theater i Fredags til Souper under Navn af «Gildet paa Solhoug», Skuespil i 3 Acter af Henrik Ibsen.

Det er ligefra Maneren og Versemaalet og op til Handlingens Heelhed en Eftergjørelse af Svend Dyrings Huus, og hvad der er det værste – en høist uheldig. Figurerne fra Henrik Hertz's fortræffelige Drama gaaer her igjen, døbte om med norske Navne og med en eller anden Skavank i Navnefæste. Den dæmoniske Kvindeskikkelse Ragnhild, Digterens enestaaende Mesterværk, kommer os her imøde med sit velbekjendte Giftbæger og sin ulykkelige Kjærlighed til Søsterens Fæstemand, men her er hun reduceret fra dæmonisk til hysterisk, hun har ikke forseet sig paa Runerne i Æblet, men paa en gammel Knarks Penge, og det saa ilde, at hun har glemt sin Ungdomselsker og giftet sig med den Gamle, der nu, ligesom den skikkelige Svend Dyring – fra hvem han forøvrigt skiller sig ved at være pralevoren og fordrukken – efter Fortjeneste er kommen under Tøffelen. Uagtet hun selv har brudt Forholdet med Elskeren, og uagtet hun veed, at han elsker hendes Søster, beslutter hun at forgive sin Ægtefælle for at løbe bort med Søsterens Fæstemand; hun helder Giften i Bægeret for ham og gaaer sin Vei. De to Elskende er lige ved at tømme det for Drukkenbolten bestemte Giftbæger, men ifølge en lykkelig Indskydelse, rimeligviis en Hvisken fra Forfatteren, kaster Elskeren Indholdet ud af Vinduet. Ragnhild eller Margit, hvad hun hedder, kommer nu ind, seer, at Bægeret et tomt, spørger, hvem der har «tømt« det. Ja, det har Gudmund! Saa giver hun sig til at skrige, eller som hun senere udtrykker sig, «føle Anger», men Misforstaaelsen opklares, og i det samme Øieblik kommer Tage Boldt – eller som den poetiske Gjendøber har kaldt ham, Knut Gjæsling – ind og fortæller, at han af Vanvare har gjort hende den Tjeneste at slaae Manden ihjel. Og skulde man troe det! Nu har Forfatteren den moralske Takt at lade det væmmelige Fruentimmer holde en religiøs Tale og takke Himlen, som har frelst hende fra at blive Morderske! Af den velvillige Drabsmand forlanger hun ingen Bod, det er saa naturligt, men hvad der overrasker Publikum, er, at hun nu, da hun er sluppet for sin Plageaand, selv beslutter at gjøre Bod, forener de to Elskende og gaaer i Kloster. Efter europæiske Begreber er hun rigtignok ligefuldt Morderske, enten saa Gudmund helder Giften ud af Vinduet eller Bengt Gautesøn helder den i sin tørstige Strube, men den poetiske Retfærdighed paa Solhaug og den artistiske i Kasino dømmer efter sin egen Lovbog; dens Krav er aldeles fyldestgjort, naar Teppet falder, og det velvillige Publikum, der hører, at Synderinden har omvendt sig i sidste Scene, tager det heller ikke saa strengt. Det klappede saamæn i Fredags, da Teppet faldt, ja, der var endogsaa Nogle paa Galleriet, der gjorde Begyndelse til en Fremkaldelse efter anden Akt, formodentlig i den Tro, at Stykket var ude. En væsentlig Mangel var der dog Mange som ankede over: man savnede Fru Helvigs Spøgelse blandt de andre Gjengangere fra «Svend Dyrings Huus».

Vore Læsere vil maaskee erindre, at vi dengang, da «En Hævn» blev opført, billigede, at Casino som Sekundtheater ikke tog i Betænkning at bringe deslige Stykker frem for Publikums Domstol, men vi maa tillige bede dem mindes, hvormed vi motiverede denne Billigelse: vore begyndende Forfattere maa have en Scene, hvorpaa de kan prøve deres Kræfter. Vi finder det i sin Orden, at Theatret i Christiania, der bør gjøre Alt, hvad det formaaer, for at opmuntre sine dramatiske Forfattere, antog «Gildet paa Solhoug», men naar den artistiske Directeur for et kjøbenhavnsk Theater optager dette Arbeide paa Repertoiret, uagtet Stykket her mangler den nationale Interesse, uagtet Hovedrollen ikke her kan besættes saa godt som i Christiania, uagtet Stykket, trods en fortrinlig Udførelse og en smuk Udstyrelse, kun opnaaede en Succes d'estime i sin Hjemstavn, uagtet Casino ingensomhelst Forpligtelse har hverken til at ophjælpe Norges dramatiske Literatur eller til at bringe den i Miskredit, uagtet Kjøbenhavnerne Snese Gange har seet det fortrinlige Stykke, hvoraf «Gildet paa Solhoug» er en uheldig Efterligning – saa maa det være af Hensyn, som vi enten ikke kan fatte eller ikke kan tiltræde. Det norske Publikum har med fuld Ret ligeoverfor de danske Skuespillere gjort den Regel gjældende: Det Fortrinlige bør have Indfødsret, selv om det kommer fra et andet Land, men fremmede Middelmaadigheder bør ikke indforskrives, saalænge man har nok af sine egne – og det forekommer os, at et dansk Theater mindst af Alt burde arbeide for at naturalisere en slet norsk Efterligning af et godt dansk Arbeide.

Udførelsen af Stykket var særdeles respektabel. Hr. W. Wiehe udfyldte med sin Kraft og Følelse Gudmunds farveløse Deklamationsrolle saaledes, at denne Figur blev Centrum for Tilskuernes Interesse. Frøken Thomsen spillede Margit baade med Tænksomhed og Smag og vandt meget Bifald. Vi har sagt, at Margit er en ubehagelig hysterisk Figur, og naar det, trods al den Kunst, som Fremstillerinden udviklede i denne Rolle, ikke lykkedes hende at faae Andet ud af den, saa laae Grunden dertil ikke i Mangel paa Talent, men i Mangel paa Personlighed. Det Dæmoniske udfordrer en Kraft, en Ild, en Fylde baade i Bevægelser, Blik og Stemme, som selv den meest fuldendte Reflektion ikke kan erstatte. Man tilgiver eller ialtfald man undskylder en fyldig, glødende Lidenskabs Udskeielser, men den kolde, dannede Forstandighed dømmer man koldt og forstandigt, og mangen en vild Replik, som udtalt med en varm, klangfuld Stemme kan bedaare Tilhøreren, kommer til at skurre uhyggeligt, naar den fremføres af et spinkelt Organ, der knækker midt i Sætningen. Frøken Thomsen gjorde Alt, hvad hun havde Kræfter til, men hendes Kræfter mægtede ikke at hæve Rollen over, hvad Forfatteren har gjort den til: en sygelig Forbryderske, der kun gjør et ubehageligt Indtryk paa Tilskueren – selv om han, som vi, maa anerkjende Fremstillerindens theoretiske Dygtighed.