Henrik Jæger

Ligesom Alexandre Dumas fils har Henrik Ibsen begyndt at forsyne de nye Udgaver af sine Skuespil med længere Fortaler. Alle kjender den Fortale, hvormed han ledsagede anden Udgave af «Catilina»; i disse Dage har han offentliggjort en lignende Fortale til anden Udgave af «Gildet paa Solhaug»*). Medens Dumas' Fortaler handler om meget forskjellige Ting, idet de snart er et Stykke Selvbiografi, snart en Stump Dramaturgi, snart en Smule Moralfilosofi, beskjæftiger Ibsen sig i begge disse Tilfælde kun med de Forhold og Omstændigheder, hvorunder hans to Ungdomsverker er blevne til. I Fortalen til «Catilina» havde denne Selvkarakteristik et rent selvbiografisk Anstrøg; i den nye Fortale har den derimod paa Grund af forskjellige kritiske Udtalelser om «Gildet paa Solhaug» faaet Anstrøg af en Antikritik.

I lange Tider har dette Stykke været Stedbarnet mellem Henrik Ibsens trykte Skuespil. I den Periode, da han hovedsagelig beskjæftigede sig med at revidere og omarbeide tidligere Arbeider (1869-76), synes han ikke at have bekymret sig om det. Den Begyndelse til «Keiser og Galilæer», som han havde liggende fra Tiden nærmest før «Brand», blev jo fremtaget og fuldendt, «Fru Inger til Østraat» blev affilet, mange af hans tidligste Ungdomsdigte blev omformede og indlemmede i hans «Digte», og «Catilina» blev fuldstændig omskrevet – men «Gildet paa Solhaug» blev liggende urørt, og skjønt den tarvelige Førsteudgave ikke skal have været fuldstændig udsolgt, var Stykket dog forsvundet saa fuldstændig, at det var en ren Sjeldenhed at finde det i et Familiebogskab ved Siden af Ibsens øvrige Verker. Det har næsten seet ud, som om han agtede at skabe en lignende Glemsel om dette Ungdomsdrama som den, der hviler over «Kjæmpehøien» og over hans to utrykte, kun i Bergen opførte Arbeider «Sankthansnatten» og «Olaf Liljekrans».

Aarsagerne til denne stedmoderlige Behandling vil den, der kjender Stykket og dets Historie, ikke have havt vanskelig for at angive.

For det første er Forfatteren selv kommen temmelig langt bort fra dette Arbeide; intet af hans trykte Arbeider staar ved sin Stil saa fjernt fra de Stilprinciper, som han nu følger. Den Digter, som i sine Fordringer til den dramatiske Diktions Virkelighedspræg er gaaet saa vidt, at han overalt – baade i historiske og moderne Skuespil – foretrækker Prosaformen for Verset, kan neppe være tilfreds med Stilen i et Arbeide, hvis Personer taler et moderniseret Kjæmpevisesprog i for dramatisk Brug omlavede Kjæmpevisevers.

Men Hovedaarsagen til den stedmoderlige Behandling har dog vistnok været den Maade, hvorpaa Kritiken har omtalt Stykket, baade da det fremkom, og senere. Allerede efter Opførelsen paa Kristiania Theater i 1856 blev det paastaaet, at Stykket var en Efterligning af «Svend Dyrings Hus», og siden er denne Paastand bleven gjentaget i det uendelige. Især har naturligvis danske Recensenter været flinke til at udtale denne Dom om Stykket. Erik Bøgh lod sig i sin Tid forlede til at kalde det «en slet norsk Efterligning af et godt dansk Arbeide», P. Hansen kalder det i «Nordiske Digtere i vort Aarhundrede» «en Studie efter Svend Dyrings Hus og sit Forbillede langt underlegen i alle Henseender», og selv Georg Brandes udtalte i sin første Karakteristik af Ibsen, at det «hverken var mere eller mindre end en farveløs Efterligning af Hertzs Skuespil». Skjønt det ikke har manglet paa enkelte Protester mod denne altfor kategoriske Dom, er den dog bleven fastslaaet som utvivlsom, og for Tiden læres den endog i Skolerne herhjemme. Sammen med andre Andenhaandsdomme om Literatur findes den nemlig optaget i Rektor Eriksens «Literaturhistorie til Skolebrug.»

Idet Ibsen endelig har besluttet sig til at lade «Gildet paa Solhaug» udgaa i en ny Udgave, har han fundet sig foranlediget til at tage til Gjenmæle mod denne kritiske Paastand, der efter hans Opfatning er fuldstændig «grundløs og uefterrettelig». I sin Fortale paaviser han dette, idet han søger at bevise, at Stykket hverken i Form eller Indhold skylder «Svend Dyrings Hus» noget, og paa samme Tid henviser han til den finske Dr. Vasenius's to Arbeider om ham og hans Verker, hvori en lignende Opfatning har fundet en udførlig Udvikling.

De danske Kritikere, jeg ovenfor har citeret, var alle enige om, at Stykket var en Efterligning af «Svend Dyrings Hus» og at det stod langt tilbage for sit Forbillede. Paa denne sidste Paastand indlader Ibsen sig selvfølgelig ikke; han indskrænker sig til at gjendrive den første. Dr. Vasenius har derimod forsøgt at gjendrive dem begge, han kommer nemlig (i sin Afhandling for Doktorgraden, «Henrik Ibsens dramatiske diktning i dess första skede«) til det Resultat, at «Gildet paa Solhaug» ikke blot er fuldkommen uafhængigt af «Svend Dyrings Hus», men ogsaa bedre end dette Stykke.

Siden nu Ibsen ved sin Fortale har bragt denne Sag frem for det store Publikum, har det sin Interesse at opgjøre sig en Mening om disse Spørgsmaal.

Det kan ikke negtes, at paa den, der sammenligner de to Stykker, gjør alle Forsøg paa at fremstille Ibsens Arbeide som en blot og bar Efterligning af «Svend Dyrings Hus» Indtryk af at være meget søgte og overfladiske. Disse Forsøg kan nemlig ikke komme istand uden en fuldstændig Forbigaaelse af Hovedmotivet og Hovedpersonerne i Ibsens Stykke. Som bekjendt er Hovedmotivet hos Hertz Ridder Stigs uheldige Anvendelse af de hemmelighedsfulde Runer og deres skjæbnesvangre Følger for Ragnhild. Rundt om dette Motiv staar da som Bimotiver: 1) den onde Guldborgs Haardhed mod sine Stedbørn, hvis Moder ikke faar Fred i sin Grav, men svæver om dem som Gjenfærd, fortvivlet over den Behandling, de lider, 2) Ridder Stigs Kjærlighed til Regisse og 3) Tage Bolts Frieri til Ragnhild.

I Ibsens Stykke findes der ingen Runer og heller ingen anden hemmelig Magt, der svarer til dem. Den Kjærlighed, Margit nærer til Gudmund Alfsøn, har intetsomhelst overnaturligt ved sig; dens Oprindelse er motiveret paa den naturligste Maade af Verden, og det samme gjælder om dens Udvikling. Noget, der svarer til den onde Stedmoder og Gjenfærdet, findes der heller ikke hos Ibsen. Derimod er der en vis Lighed mellem Ridder Stigs og Gudmund Alfsøns Stilling mellem de to Søstre. Baade Stig og Gudmund elskes af begge og forsmaar den ene. Dette Forhold er imidlertid altfor almindeligt i Literaturen og altfor lidet karakteristisk til at begrunde en Paastand om Efterligning. Skulde man paa en saadan Lighed kunne begrunde en Beskyldning for Efterligning, vilde man komme til de mest absurde Resultater. Man maatte da kunne paastaa, at Bjørnson f. Ex. i «Leonarda» har efterlignet Scribes «Naar Damer fører Krig», eller at Holberg i «Jeppe paa Bjerget» har efterlignet Shakespeares «Taming of a shrew« og Calderons «Livet en Drøm» osv. Endelig er der Lighed mellem Tage Bolts Betydning i det danske Stykkes Økonomi og Knud Gjæslings i det norske. Baade Tage og Knud frier til en af de to Søstre, begges Frieri strander – rigtignok under høist forskjellige Omstændigheder – paa vedkommende Søsters Kjærlighed til Ridder Stig eller til Gudmund Alfsøn, begge hevner sig ved at overfalde Gaarden om Natten, og begge bliver overmandede og bundne. Lad nu end være, at Hertzs Skuespil har øvet Indflydelse paa Ibsens Behandling af dette Bimotiv, saa er dog dette heller ikke tilstrækkeligt til at begrunde hin Paastand. En Efterligning af et lidet Bimotiv er dog virkelig ikke nok til at gjøre hele Stykket til «hverken mere eller mindre end en Efterligning» – allermindst naar Hovedmotivet er saa forskjelligt som her.

Hovedmotivet i «Gildet paa Solhaug» har nemlig intet som helst tilsvarende i «Svend Dyrings Hus». Hovedmotivet er nemlig Margits Kjærlighed; at det karakteristiske ved denne Kjærlighed ikke bestaar i dens overnaturlige Oprindelse og Udvikling, har jeg allerede bemærket; men det karakteristiske bestaar ligesaalidt i, at den er forsmaaet – ogsaa heri adskiller den sig fra Ragnhilds. Margit tror jo, at Gudmund vilde foretrække hende, hvis hun var fri; hendes Kjærlighed er karakteriseret som den gifte Kvindes Kjærlighed til en fremmed Mand; ene og alene herpaa er Stykkets Konflikt bygget. Ethvert Forsøg paa at forklare dette som en Efterligning af «Svend Dyrings Hus» maa nødvendigvis mislykkes, og det vil vistnok heller ikke oftere blive anstillet, efterat Ibsen har skrevet sin Fortale.

I denne Fortale giver han nemlig en anden Forklaring af Stykkets Forudsætninger, der baade er interessantere og langt mere oplysende. Han fører nemlig Stykket tilbage til Indtryk, modtagne under Læsningen af N. M. Petersens Oversættelser af de islandske Ættesagaer og Landstads Samling af norske Folkeviser. Ved et Tilfælde, fortæller han, faldt Petersens Oversættelser ham ihænde; «ud fra disse Ættekrøniker med deres vexlende Forhold og Optrin mellem Mand og Mand, mellem Kvinde og Kvinde, overhovedet mellem Menneske og Menneske, slog mig et personligt, fyldigt, levende Livsindhold imøde, og ud af denne min Leven sammen med alle disse afsluttede, enkelte, personlige Kvinder og Mænd fremstod i min Tanke det første raa, taagede Udkast til «Hærmændene paa Helgeland».» Hvormeget der af Enkelthederne udformede sig i ham, kan han ikke længere opgive; men han husker godt, at de to Skikkelser, han først fik Øie paa, var de to Kvinder, som senere blev til Hjørdis og Dagny, og saa skulde der være «et stort Gilde med æggende og skjæbnesvangre Sammenstød» i Stykket. Forskjellige Omstændigheder – hvoriblandt Studiet af Landstads Folkevisesamling – bevirkede imidlertid, at denne Plan blev til det lyrisk-romantiske «Gildet paa Solhaug», før den blev til Sagatragedien «Hærmændene paa Helgeland», og Forfatteren paaviser saa den nære og utvivlsomme Sammenhæng mellem disse to Arbeider. Margit svarer til Hjørdis, Signe til Dagny og Gudmund til Sigurd Viking. Det skjæbnesvangre Gilde, der siden blev anden Akt i «Hærmændene», blev det centrale i det romantiske Drama.

For Hovedpersonernes og Hovedkonflikternes Vedkommende er denne Forklaring fuldt ud fyldestgjørende. Ved sin Fortale har Ibsen villet hævde og fastslaa, at «Gildet paa Solhaug», ligesaafuldt som alle hans øvrige dramatiske Arbeider, er et naturnødvendigt Udslag af hans Livsgang paa et bestemt Punkt, at det er opstaaet indenfra og ikke formedelst nogen ydre Paavirkning eller Indflydelse. Der kan ikke være mere end en Mening om, at dette har lykkedes ham.

Men dermed er dog ikke Spørgsmaalet om Stykkets Forhold til «Svend Dyrings Hus» fuldstændig besvaret. Selv om Stykket er opstaaet indenfra og ikke formedelst nogen ydre Paavirkning, er der dog intet i Veien for, at en vis Indflydelse kan have gjort sig gjældende under Udarbeidelsen, uden at Forfatteren har været sig det bevidst. Et er det at kalde Stykket en Efterligning af eller en Studie efter «Svend Dyrings Hus», et andet at mene, at Hertzs Stykke har bidraget til, at Ibsens Plan har faaet den Form, som den har faaet. En stor Feiltagelse er det, at Kritiken har gjort Indflydelsen fra Hertz ikke blot til det væsentlige, men endogsaa til det eneste Karaktermærke ved Sykket, men en kritisk Bommert vilde det paa den anden Side ogsaa være aldeles at overse de Ligheder, som der findes mellem disse to Arbeider, og mene, at Ibsens Drama ikke staar i nogetsomhelst Forhold til sin danske Forgjænger.

Foruden den før nævnte Lighed mellem Tage Bolts og Knud Gjæslings Optræden findes der nemlig en anden og langt mere betydningsfuld Lighed mellem de to Arbeider: den formelle. Af Kjæmpevisens Versemaal har Ibsen valgt det samme, som Hertz før ham havde anvendt, og han anvender det akkurat paa samme Maade som Hertz, med de samme Principer og de samme Friheder. Trods dette Versemaals udpræget lyriske Karakter og trods dets Rim, lader han det dog, ligesom hos Hertz, afvexle med Scener i Prosa – noget, som denne havde maattet høre ilde for af J. L. Heiberg – og endelig anvender han Sange og Kor ligesaa ødselt som Hertz. At sige, at disse Egenskaber er konstante Egenskaber i det romantiske Drama, hjælper os ikke ud af Vanskeligheden, thi naar undtages den sidste, er de kun konstante i den Art af det romantiske Drama, som Hertz skabte med «Svend Dyrings Hus», og da nu denne Art ikke havde mere end dette ene betydelige Exemplar at opvise, staar vi atter ligeoverfor det danske Arbeide. Enten maa da Ibsen have benyttet den Kunstform, som Hertz havde skabt, eller han maa uafhængig af Hertz have skabt den selvsamme Form, der saaledes vilde have en dobbelt Oprindelse.

Det forekommer mig, at Dr. Vasenius ikke har behandlet denne Side af Sagen paa en fyldestgjørende Maade. Han har paavist, at der findes store Uligheder mellem de to Arbeider, men han har ikke vist, at der ikke findes Ligheder; hvorledes de paafaldende Ligheder, som unegtelig findes, er opstaaede, har han selvfølgelig ikke indladt sig paa at forklare.

Ibsen søger tildels at forklare det i sin Fortale. Han mener, at Stykkets Form har sin Oprindelse af hans Studier i Landstads «Folkeviser», men det vilde da være en ren Besynderlighed, at disse Studier skulde have ført ham til akkurat den samme Form, som Hertz var kommen til efter sine Studier i de danske Kjæmpeviser. Hertil svarer vistnok Ibsen, at det i Grunden slet ikke er ganske den samme Form: «Hos mig er Sprogtonen en ganske anden end hos Hertz; Diktionen i mit Stykke har et ganske andet Klangpræg end i hans»; over det rytmiske hos Hertz ruger der Høstveir, medens der er en vis Sommerstemning over hans Vers. At der er Forskjel i Sprogtonen vil jeg ikke benegte; der er naturligvis den Forskjel, som følger af, at Ibsen moderniserer Kjæmpevisens Sprogtone som Nordmand og Hertz som Dansk, men denne Forskjel er mindre, end den ellers pleier at være mellem Dansk og Norsk, og saa stor, at Sprogtonen kan siges at være «en ganske anden», vil man i alle Fald neppe finde, at den er. Hvad Bemærkningen om den rytmiske Forskjel angaar, da er den altfor almindelig til at kunne tillægges nogen Vegt; en metrisk Analyse vil ikke kunne konstatere den af Ibsen antydede Forskjel, og selv om den kunde finde noget, der pegede i denne Retning, vil det dog ikke være saa væsentligt, at det faar nogen afgjørende Betydning.

Endvidere siger Ibsen, at Henrik Hertz aldrig i nogen særlig Grad har tiltalt ham som Digter. «Jeg kan derfor ikke faa i mit Hoved, at han nogensinde skulde, mig uafvidende, have kunnet øvet nogen Indflydelse paa min egen dramatiske Produktion.» Men at den formelle Side af Hertz's Forfatterskab, hvormed «Gildet paa Solhaug» er beslægtet, maa have tiltalt Ibsen paa hint Udviklingsstadium, fremgaar jo allerede deraf, at han – med eller uden Indflydelse fra Hertz – kommer den saa nær, som han gjør.

Den eneste Maade, hvorpaa det under disse Omstændigheder kunde fastslaaes, at Ibsen havde været aldeles uafhængig af Hertz, var ved at oplyse, at han ikke havde kjendt «Svend Dyrings Hus», da han skrev sit Stykke; men herom foreligger der intet; tvertimod maa det vel ansees givet, at Ibsen har kjendt det, ja det har vel endogsaa været opført paa Bergens Theater under hans Ledelse.

Under saadanne Omstændigheder bliver der ingen anden Udvei end at antage, at Ibsen har benyttet den Kunstform, som Hertz havde skabt. Lighederne mellem de to Arbeider maa da tilskrives Indtryk, som han har modtaget af Hertzs Stykke. Under hans Syslen med et Drama, der skulde modtage sit Præg fra Kjæmpevisernes Forestillingskreds, har disse Indtryk paa Grund af sin beslægtede Karakter ubevidst gjort sig gjældende paa Ideassociationernes sædvanlige Maade; de er blevne den tredie medvirkende Faktor i Stykket ved Siden af de oprindelige Faktorer: Indtrykkene fra Ættesagaerne og Folkeviserne. Derved er «Gildet paa Solhaug» opløst i sine Forudsætninger, og baade Ligheden med og Forskjellen fra «Svend Dyrings Hus» har fundet sin Forklaring, medens Ibsens Fortale kun forklarer den sidste og de danske Kritikere kun den første, der unegtelig er den mindst væsentlige af de tre.

Ligesaa lidt som en analytisk Undersøgelse kan godkjende de danske Kritikeres Karakteristik af Stykket som en Efterligning, ligesaa lidt kan en dramaturgisk Betragtning føre til Anerkjendelsen af Paastanden om, at «Gildet paa Solhaug» er «Svend Dyrings Hus» underlegen i enhver Henseende. I lyrisk Henseende er vistnok det danske Stykke rigere og fyldigere end det norske, men i dramatisk staar dette ubetinget høiere. Kun for en saa exklusiv og urimelig Poetik som den romantiske Skoles kunde den Maade, hvorpaa Runetrolddommen og Gjenfærdet benyttes, staa som Fortrin. For enhver anden Betragtning vil det staa klart, at Ragnhild ophører at være dramatisk interessant i det Øieblik, hun bliver Runernes Bytte, og Gjenfærdet vil ikke kunne opfattes anderledes end som en ganske almindelig dea ex machina, der overhugger Knuden, som den er paa det strammeste. Dem, som vil se dette omhyggelig udviklet, henviser jeg til Dr. Vasenius's Bog, der indeholder en meget dygtig Kritik af «Svend Dyrings Hus». Har Ibsen efterlignet dette Arbeide, saa har han i alle Fald ikke gjort som de almindelige Efterlignere, der som bekjendt er flinkest til at eftergjøre Svaghederne. Dem har han ladet Hertz beholde. I Modsætning til Ragnhild er hans Margit en Figur, der afvinder en den rette stigende Interesse. Specielt er Scenen i tredie Akt mellem hende og hendes berusede Husbond af stor dramatisk Virkning, og Løsningen er ligesaa tilfredsstillende motiveret, som Hertz's er utilfredsstillende. Tiltrods for at Formen unegtelig er lidt aflægs**), vil dog Stykket utvivlsomt endnu have Evne til at gjøre sig gjældende paa Scenen; der har i Virkeligheden flere Gange været Tale om at gjenoptage det paa Kristiania Theaters Repertoire, og naar man har udsat det, har det nærmest været, fordi man ikke vidste, hvorvidt Ibsen vilde synes om at se dette Ungdomsarbeide fremdraget paany. Da han nu selv har fremdraget det, vil det antageligvis ikke vare længe, inden Theatret følger efter.

Selve den nye Udgave af Stykket er ikke synderlig forskjellig fra den første. Intet er strøget, intet omarbeidet. Paa et Par Steder er en Replik tilføiet, undertiden er et enkelt Ord, en sjelden Gang en enkelt Sætning ændret. Forøvrigt indskrænker Afvigelserne sig væsentlig til Retskrivningen. I saa Henseende er Stykket fremdeles Stedbarnet mellem Ibsens trykte Arbeider.

Og Grunden er maaske fremdeles den, at det paa Grund af sin Stil nu ligger Forfatteren saa fjernt, at han ikke føler sig oplagt til at foretage den rensende og forbedrende Gjennemgaaelse, som paa en saa glimrende Maade er bleven hans andre Ungdomsarbeider tildel.

Henrik Jæger.

*) Henrik Ibsen: Gildet paa Solhaug. Anden Udgave med en Fortale af Forfatteren. Kjøbenhavn. Gyldendalske Boghandel.

**) At den ikke vandt udelt Beundring i Samtiden, viser den i al sin Kaadhed velskrevne Parodi paa den hele Retning, som under Titelen «Gildet paa Mærrahaug» udgik fra Studenterverdenen et Par Aar senere.