Theatret.
(20. januar)
«Gildet paa Solhoug», Skuespil med Sang i 3 Akter af Henrik Ibsen, har ved sin Opførelse vundet stærkt og udelt Bifald; – og det er kun som det burde være. Naar en ung, original Forfatter byder Publikum sine første Forsøg, skal dette ikke anstille spidsfindige Undersøgelser og derved lade sig forlede til Lunkenhed, det skal lade sig rive med af hvad der er godt og give dette fuld Anerkjendelse; thi da Publikum virkelig besidder denne knusende Magt at kunne kvæle eller nære Geniet, bør det være samvittighedsfuldt som en Moder, der vogter Barnets første, usikre, farefulde Gang, der tilsmiler det sit Bifald, saa Modløsheden ei skal binde Evnen, og raaber det itide sit «Garde», naar det fremfusende og ubesindigt styrter afsted i Tillid til en Kraft, det endnu ei besidder. Publikum skal værne om Talentet og dette kan ligesaa lidt ske ved baade itide og iutide at rose dets Frembringelser, som ved at benytte sig af Tidens Mode, der som en kræsen Slughals dadler og atter dadler den Kost, som bydes, men alligevel fortærer den med stor Graadighed. Geniet har altid sit Særkjende, hvor indhyllet det end kan være, det bryder dog igjennem og kaster selv en Glands over det mindre Gode, som omgiver det, – og her er det Publikum skal være paa sin Post. Disse Glimt af Himmellyset skal det opfange, om dem skal det frede; – og naar det nu hos en Begynder kun kan ske ved at overse Manglerne, bør dette gjøres, og hvor det undlades, paadrager det sig et stort Ansvar.
Gjennem alle Tider har den dramatiske Digtart været erkjendt for den vanskeligste. Mange Hænder have været udstrakte og udstrækkes fremdeles efter Palmen – kun Faa ere de, som naaede den, kun faa ere de Digtere, som vandt og som vinder Prisen; men vist er det, at selv disse have havt Stadier at gjennemgaa, hvor Blikket har været hildet. Mangler og Fuldkommenheder have vexlet og hvor et uskjønsomt Publikum har kunnet knuge Sjælen, og, omend kun for en Tid, dog standset det Rigdomsvæld, hvis Overstrømmen, endnu ei hemmet af Beregningen, maatte gaa baade banede og ubanede Veie. Anderledes er Kritiken stillet; den er nogle Grader nærmere Frysepunktet, den har ikke Lov til at lade sig henrive, dens Fag er det at drøfte langsomt og besindigt, idet den gaar tilbunds i Sagen og undersøger hvad Forfatteren har villet, og om Resultatet er saaledes, som Konsekventserne maatte hidføre, om Grundtonen i det Hele er uden Skurren, om Idéen eller den moralske Basis, hvorpaa Bygningen hviler, er fulgt og er solid, – og Alt imedens den værner om alle Parters Ret; thi Digteren og Publikum have Fordringer ligeoverfor hinanden, som, om end den borgerlige Lov ei kan opvise Pagina den eller den, der straffer eller paabyder dem, dog erkjendes og beskyttes af den Lov, som Gud har nedskrevet i Hjerterne. Vi haabe nu, at vi, uden at miskjendes, trøstigen kunne gaa over til ovennævnte originale Arbeide.
«Gildet paa Solhoug» er et Billede med stærke Skygger, der dog væsentligt udgaa fra en enkelt Figur, Fru Margit; men denne Figur er ogsaa Stykkets Sentrum, er den, som ialfald skal vække og vedligeholde vor Interesse. – Fru Margit, som den stolte, for Guld og Rang Alt opoffrende Kvinde, vækker vel i Begyndelsen af 1ste Akt vor Sympathi; vi tro, at hendes Valg er en stor Vildfarelse, vi se hende som et blødende Offer for en skuffet Kjærlighed, som et Individ, der dristig har grebet ind i sin egen Skjæbnes Styrelse, givende efter for den Hævn, hendes vilde Naturanlæg har dikteret hende. Hun staar vel for os fra Begyndelsen uelskværdig, men dog meget interessant og vor Opmærksomhed er hel og udelt henvendt paa hende. Her ane vi forestaaende Kampe, vi ane en Række af Begivenheder, som i deres hele Sammenhæng skulle fremspringe gradvis fra denne nu ligeoverfor Verden og sig selv falsk stillede Personlighed, – en Vexlen af Sindsbevægelser, en Kamp mellem Lovens sædelige Fordringer og Hjertets varme Higen – kort en Erkjendelse af det Moralske, en dybt i Sjælens Grund indprentet og ubestikkelig Følelse af Ret og Uret, der gjør sine Rettigheder gjældende mod den mest overvældende Egenkjærlighed. Ethvert Menneske er, sig selv bevidst eller ubevidst, i Besiddelse af Agtelse for Sædelighedsloven. Ligeoverfor et Kunstværk og især et dramatisk, fordrer han denne ikke blot fyldestgjort, men han fordrer Overtrædelsen deraf straffet saaledes, at den kan vinde i Styrke. Dette er den bestemteste og mest uafviselige blandt alle Fordringer til den dramatiske Kunst. Opfylder Fru Margit disse Sædelighedens, disse Æsthetikens Fordringer? Vi skulle forsøge paa at fremstille hende, som hun er, og Dommen vil da falde af sig selv. Fru Margit fremtræder, som ovenfor omtalt, i Begyndelsen af 1ste Akt stolt, herskesyg, en frivillig Fange, dog trykket af sine Lænker – Bjergkongens Brud – sukkende efter den friske Luft, efter Livets Fylde udenfor; men vi ane, at hemmelige Nag, dybere end dem, hvorom hun taler, gnave hendes stolte Sjæl, og vi føle os stærkt hendragne til hende. Nu nævnes Gudmund Alfsøn, hendes Frænde. Hans Komme forkyndes os af den yngre Søster Signe, hvis varme Interesse for den ventede Gjæst vel griber os, men forstyrrer dog ingenlunde den Formodning, at det er ham, Margit elsker; thi Signe husker blot, hvor smukt han sang og hvor muntert Livet var, som han delte med dem. Imidlertid forstaar vi ikke ret den Følelse, Fru Margit gribes af. Denne Gudmund Alfsøn, om hvem der er sagt saa meget Godt mener hun vil komme did kun for at haane hende, for at glæde sig over hendes Kvide, – og denne hendes Formening sætter os for et Øieblik i Forlegenhed med hvad vi skulle vente os af disse to Personligheders Sammenstød. Har Gudmund Alfsøn givet Margit et Kjærlighedsløfte, før han drog bort, – har hun i den lange Tid intet Bud om Troskab modtaget fra ham, elsker han maaske en Anden? Vi gjøre disse Spørgsmaal, men vi burde været sparet for dem; thi Fru Margit bør i sin Monolog, hvor hun dvæler ved Efterretningen om hans Komme og ved Mindet om en svunden Tid, sige os Noget herom. Imidlertid er vor Forventning spændt, just som han træder ind med hendes Husbond. De samtale om hende, men vi se hverken Spor til Kjærlighed eller til den Hævn, Margit frygter; en eneste Replik tyder maaske hen paa en tidligere Forbindelse: «Jeg vidste nok, det maatte gaa saaledes». Han vidste altsaa, at hun maatte blive ulykkelig – uden ham? Nu træder Fru Margit ind kold, stolt og uelskværdig; Gudmund derimod iler hende barnlig, ungdomsglad imøde, kjærlig og tillidsfuld som en Slægtning, der ser en Slægtning igjen efter lang Adskillelse; Intet, ikke det ringeste Tegn paa skjult eller aabenbar Lidenskab fra hans Side; thi denne vilde og kunde aldrig ytre sig selv i hendes Husbonds Nærværelse paa en saadan Maade. Han elsker hende altsaa ikke, det falder os strax paa Sinde, og denne Formodning bliver nu til Vished, idet hendes Husbond gaar; thi da maa den skjulte Flamme bryde frem. Men nei! Gudmund Alfsøn er og bliver hendes kjærligt hengivne Slægtning og intet Andet – Alt er for ham Mindet om deres lykkelige Barndom; og naar hun fortæller ham om den Ve, hun sukker under, optages det egentlig af ham kun som en Undskyldning for hendes umilde Møde, ikke som en Forklaring over, hvorfor hun er bleven en Andens Ægteviv, medens han havde Ret til hendes Troskab. Fru Margit har derimod helt igjennem røbet den heftigste Lidenskab. Hendes Yttring, da Gudmund er gaaet, at der er kun liden Lighed mellem hendes Husbond og ham, er af den Natur, at den helst burde forbleven en Tanke. Hun holder nu den skjæbnesvangre Giftflaske i Haanden, endnu er ingen Tanke om Forbrydelse opstaaet hos hende, vi gjennembæves vel af en Anelse derom, og dette er baade skjønt og rigtigt, – Forfatteren har her henkastet den Sten paa hendes Vei, hvorover hendes vaklende Fod kan snuble; men hun ser den endnu ikke. Hun er her elskværdigst, hendes Glæde er næsten barnlig, det er et kort Moment, men det gjør godt; thi det er sandt. Senere hen, efter Gudmunds skjønne Sang om Kjærlighed, falder hun hen i Drømme, og denne Stemning danner heldig Overgangen til hendes Fremtræden i 2den Akt. Her møder hun os ikke længer drømmende, men grublende, og heri er Forfatteren gaaet fuldkommen fornuftmæssig fremad; hin Flaske er bleven til en lokkende, fristende Magt, der omgiver hende overalt, og udvikler saaledes for vore Øine det Onde i hendes Væsen, idet Villien bestandig underordnes Sandsernes Tyranni. Hun er nu allerede næsten ond, om Svaghed er her ikke længer Tale; thi dette Stadium er overskredet, ligesom hendes Kvindelighed, ved den paafølgende Samtale med Gudmund, mere og mere fortabes. Det er visselig skjønne melodiske Vers, hvori hun taler til ham; men der ligger unægtelig i dem den stærkeste Opfordring, og vi føle, at hun kan gaa meget vidt. Hun taler til ham om hin Beretning om den fagre Prindsesse – et Skridt fremad paa den onde Vei – thi heri øiner man en Plan; hun vil have Flasken med den gaadefulde Saft frem, hvilket ogsaa sker, og da hun istedetfor at kaste den i Elven, hurtig skjuler den, vide vi, saa at sige, hvad der forestaar. Hun gjør et nyt Angreb paa Gudmunds Hjerte, og disse mange Omsvøb for at udforske ham og for at forklare sig selv, vise atter, at der intet Kjærlighedsforhold kan have været tidligere mellem dem. Gudmund stadfæster ogsaa dette, idet han ligesom nu først faar en Anelse om, hvad det er, hun vil ham. Et Udtryk af ham, der bliver tvetydigt ved at en Larm i Nærheden hindrer ham fra at fortsætte, optages af hende paa en Maade, som smigrer hendes Ønsker. Endelig hidføres Katastrofen; Margit hører af Gudmunds egen Mund, at Signe, hendes unge Søster, er hans Fæstemø for Gud, og Signe har desuden forud fortalt hende, at hun elsker (at Søstrene tale saalænge sammen, er en Kompositionsfeil, thi det er unaturligt at Signe ikke i al denne Tid har nævnet Gudmund). Her er Margits Smerte sand og naturlig, en saadan uendelig Skuffelse maa gjennembore hendes Hjerte med en tveægget Dolk, og hun vinder i dette Øieblik hele vor Medfølelse; men hermed er det destoværre næsten gjort; thi fra nu af træder hun i Strid baade med guddommelige og menneskelige Love. «Havde jeg været fri, jeg ved nok, hvem han havde valgt», – dette er den Slutning hun kommer til ved en vaagnende Besindelse, dog saavidt kan man endnu følge hende, men heller ikke videre; thi nu kommer atter et Udbrud af Lidenskab, der i det Forhold hun staar til Gudmund, som Søsterens Fæstemand, fast synes tøilesløst, – og hun er her fuldkommen uskjøn, hun vækker hverken Interesse eller Medlidenhed. Og hvis hun virkelig vækker noget Saadant, da ere vi udenfor Situationen og Spillet har tilsløret Sandheden for os. Endelig tilbagevises hun temmelig drøit af Gudmund, og uagtet han herved uden Omsvøb har sagt hende, at han ikke elsker hende, forsøger hun dog endnu en Gang et fortvivlet Forsøg paa hans Hjerte, og hermed slutter 2den Akt. Vi nøle lidt med at tænke os hvad nu vil ske; – vil hun ende sit Liv? Det va r et Middel til at vinde vor Sympathi, det var i Overensstemmelse med det Dæmoniske i hendes Natur, om end i Strid med Moralloven; thi hun, som er saa stolt, hvor kan hun leve med al den Blusel, hun nu maa føle? Dette er et Spørgsmaal, vi i al Stilhed gjøre. – I 3die Akt have vi hende besindig; hendes Monologs 1ste Halvdel er sandfærdig og udmærket skjøn; men senerehen gribes hun paany af sin vilde Natur og bukker under for den, – det Onde kommer atter frem og nu i en meget forhøiet Grad; thi næsten i et og samme Aandedræt beder hun om Herrens Fred og betragter eftertænksomt Giftflasken, overveiende de Fordele, den vil kunne skaffe hende. Her er altsaa ikke den ringeste Erkjendelse vaagnet hos denne Kvinde, og dog har hun havt tilstrækkelige Vækkelser; thi Gudmunds Tilbagevisen af hendes Kjærlighed og Søsterens Forbindelse med denne turde vel kaldes saa. Den Afsky, hun føler for sin Mand, uagtet vi vide, at hun frivillig har valgt ham, og at han i 3 Aar ikke kan have forandret sig saa stort, har dog hidindtil tyktes os naturlig; skjønt han slet Intet siger eller foretager sig, der et eneste Øieblik kan vække andet end Medlidenhed eller i det høiste Modbydelighed, – alligevel indrømme vi hendes Natur denne Ret. Men hvor megen daglig Uhygge hun end kan lide ved Siden af denne trættende Personlighed, der er dog ikke i den hele Sum af Lidelser Hundredelen af et Motiv, tilstrækkeligt nok til at begaa et Mord. Havde Bengt Gautesøn (hendes Mand) efterstræbt Gudmund Alfsøns Liv, da havde Margits Natur heri fundet et Motiv, hvis Intensitet var fuldkommen. Nu er et Par løst henkastede Ytringer af hendes berusede Husbond, at, om hun havde været fri, havde Gudmund taget hende og ikke Signe, i Forening med nogle Kjærtegn nok til at vække Haabet igjen om Tilfredsstillelsen af hendes vanvittige Kjærlighed, til at overse Søsterens Lidelser og til at gyde Giften i sin Husbonds Bæger. At han ikke drikker den, kan ikke regnes hende tilgode, – hun har virkelig fra det Øieblik, hun forlader Værelset, begaaet et forfærdeligt Mord. Vi sige forfærdeligt; thi Forbrydelsen stiger i Forhold til Motivets Utilstrækkelighed. Tilfældet frelser ham vel fra at dø for hendes Haand; men det samme Tilfælde hidfører to Andre, der staa paa Nippet til at drikke Døden af dette ulykkelige Bæger, altsaa et dobbelt Mord. Dog her, hvor Tilfældigheden dominerer, rigtignok imod alle gode Regler for Dramaturgien, hvor altsaa det Fornuftmæssige er udelukket, her kunde jo meget vel alle Tre have fundet Døden ved det, som blot var en eneste bestemt. Imidlertid gaar det godt; Gudmund kjender det Bæger, han til Afsked har drukket af med Margit, og, – ja her er en meget stor Kompositionsfeil der smager stærkt af Arrangement – dette er ham Motiv nok til ikke alene at lade være at drikke deraf, men endog til at kaste Vinen ud af Vinduet, – Alt naturligvis for at Margit skal ræddes fra sin Brøde og angre den. Dette gjør hun da endelig ogsaa, og det er vel sandt, at Ingen kan udmaale Dybden af hendes Smerte i dette Øieblik, da hun saa sin uhyre Strafskyldighed; men Forfatteren har langtfra skildret dette stærkt nok. At Aanden arbeider, er ikke nok for os, vi fordre stærke, udvortes Tegn herpaa, usvigelige Beviser for en sønderknusende Anger, – ja vi fordre selv med Sædelighedens Lov for Øie, at Margits Omgivelse skal gribes med Rædsel og Afsky for Brøden og, ikke som her, endog forsøge paa at holde hende tilbage fra Klosteret, ligesom om dette var altfor stor en Straf for hendes Forbrydelse. At Forfatteren har valgt denne Maade til Gjengjældelse og Forsoning, kan der med Grund Intet siges imod; thi ret forstaaet skulde vi endog foretrække dette. At tilbringe et langt Liv i Anger og med en martrende Bevidsthed maa vel, seet fra et christeligt Standpunkt, kunne siges at være en større Udsoning, end en paa Brøden umiddelbar følgende Død. Fru Margit taler i skjønne Vers, og mangt et tryllende Ord er lagt hende paa Læben; men er hun af Forfatteren bestemt til at skulle vække og fastholde vor Sympathi, da staar Stykket i Strid med Sædelighedens Fordringer – det bliver umoralsk.
(24. januar)
Efter Fru Margit stiller sig Gudmund Alfsøn nærmest i Interesse, og den Maade hvorpaa han bliver introduceret forøger denne i høi Grad. Vi tænke os en Misforstaaelse mellem ham og Margit, vi se i Tanken disse to Personligheder skabte for hinanden, men ved en umild Skjæbne for bestandig skilte; thi det er nu engang saa, at Mennesket, hverdagslig slæntrende gjennem Livet, ikke synderlig bekymrer os, og det er kun, naar han ved en forhøiet Stemning bringes ud af denne Døs, naar hans egentlige Væsen kommer til Gjennembrud, at vi betragte ham med Interesse. Gudmund Alfsøn træder ind jævn, skikkelig og elskværdig, hjemkommen fra det franske Rige og efter 7 Aars Fraværelse, fuldkommen uberørt af fremmede Sæder; en vakker Ungersvend, der synes skabt til med Harpen i Skjød hellere at synge om Tidens Bedrift, end deltage i den. Dette ere baade gode og rosværdige Egenskaber, men naar de ikke optræde i Strid med andre Fordringer til Livet, blive de uden dramatisk, selv uden poetisk Værd. Det er altsaa en Skuffelse, naar vi erfare, at denne unge Herre ikke elsker Margit, at han sammen med hende mest synes optagen af sin fredløse Tilstand, og at han i det Hele er saa lidet djærv og uforfærdet; thi at han taler om, at han hellere vil udsætte sit Liv for Fare, end at være paa Solhoug, er kun en Følge af en irritabel Stemning, og intet Udtryk for personligt Mod og Kraft. Han taler til Signe om Drømme, han har havt i sin Fraværelse – Drømme om et vel dengang 10 Aars gammelt Barn – dette gaar lidt over i det Fantastiske; nu forelsker han sig i Signe, og den Interesse, han senere vækker, henter han fra Sammenstød med hende og Margit. I Dialogen falder hans Repliker ofte forvirrende ind, og han ender, som han helt igjennem har vist sig, uden Kraft og i dramatisk Forstand støttende sig til en Anden. – Signe, dette yndige, indholdsrige, poetiske Barn, er vel nægtet Anledning til at handle; men fuldkommen harmonisk skjøn, i alle de Situationer, hun direkte eller indirekte hidfører, kaster hun en Solglands over dette Rembrandtske Billede, der uden hende, hvor liden Betydning hun end kan synes at have, vilde være en Gang seet og siden skyet. Hun hælder stærkt til Overtroen, men gjør det i en uskyldig, barnlig Naivitet, og vi skrive derfor paa hendes poetiske, sagnelskende Naturs Regning den Beretning: at baade Præst og Kirkefolk, følgende en overnaturlig Indflydelse, vandrede udaf Kirken for at lytte til Gudmunds Sang ude paa Fjorden, og vi høre paa hendes Udsagn, som vi ville høre paa et Barns frygtsomme Fortælling om Julereien. Denne unge Kvinde er godt skildret, er sig selv lig indtil det Sidste, – dog maa vi bemærke, at hvis hun staar som den, der skal haandhæve den poetiske Retfærdighed og danne en Modvægt mod det Onde, det Dæmoniske i Margits Væsen, da er hun forlidet fremhævet, er tildelt for liden Virksomhed, og vi komme r da tilbage til det Spørgsmaal, hvormed vi sluttede Kritikens 1ste Afsnit: har Digteren villet, at det Onde skulde lokke og fastholde vor Interesse? – – Signe kan desværre ikke vinde i Betydning over Margit, og hun bliver som Sædelighedens, som det Godes Beskytter, al sin barnlige Uskyld uagtet, altfor svag, altfor passiv. Bengt Gautesøn, den gamle Herre til Solhoug, den unge skjønne Margits Husbond, er den af Stykkets Figurer, der fra Først til Sidst medvirkende, dog bliver sig selv mest lig. Han er en superb Repræsentant for den laveste Egoisme, og der er ikke en Ytring af ham, den være nok saa ringe, der staar i Strid med vore Fordringer til ham som saadan; ikke en Replik, ligefra den «lyksalig hun som fik Bengt Gautesøn til Mand» til den «jeg vil slaa Knud Gjæsling ihjæl», som fører udenfor den Sfære, hvori denne Personlighed bevæger sig. Han er ellers en godmodig gammel Nar, hos hvem der ikke findes Spor af hin Tids Djærvhed, ei heller af det Hovmod og den bornerte Trods, som et saa lavtstaaende Individ, i Besiddelse af store Rigdomme, Magt og Vælde, nok turde vise. Som han nu er, tjener han kun til at forhøie Margits Brøde; anderledes, og vi formene mere i Overensstemmelse med sin Tids Fordringer, vilde han let kunne have forsonet os med den. Hans Dødsmaade fremtræder rigtignok ikke som nogen grel Modsætning til hans Liv; men det er dog umuligt andet, end at føle en vis Uhygge ved at vide ham, i en beruset Tilstand og uden Besindelse, ombragt som et Dyr; og vore æsthetiske, vore moralske eller med et Ord sagt, vore sædelige Fordringer ere herved krænkede. – Knud Gjæsling trænger kun en flygtig Forklaring; thi Publikum vil ikke længe her være i Vilderede med Dommen. Han er en stærk Sammenblanden af Vildt og Tamt, og hermed er egentlig hele hans Karakteristik givet; thi hvad han foretager sig fra Begyndelsen til Enden finder i disse to Ord sin Forklaring. Denne Figur er de mindst heldige, og Ingen kan føle Sympathi med ham, med mindre det skulde være Fru Margit, hvem han tilslut gjør en saa vigtig Tjeneste. Og hermed være Karakteristiken sluttet.
Stykket har som et dramatisk Helt mange af Begynderens Feil, men ogsaa mange af Geniets Kjendemærker, og der hviler over det en varm, poetisk Duft der vidner om et rigt Udspring. Grundtonen er sagtens ikke uden Skurren, og Dialogen er vel hist og her usikker, men den leder dog stadigen til en gradvis Fremadskriden, saaledes at Scenegangen bliver naturlig. Scenearrangementet røber paa et Par Undtagelser nær Smag og Evne til at dirigere dette for Dramaturgien saa vigtige Apparat. Næst efter Stykkets usikkre Grundvold, ligger dets største Feil i Mangel paa Fastholden af Karaktererne, og det synes at springe frem heraf, at Forfatteren tegner sine Figurer efter Fantasien og ikke efter Naturen, – og at der endnu fattes ham dette dybe Indblik i Sjælens Mekanisme, som udfordres for med Held at kunne forsøge sig i Karakterfaget. For os synes det klart at fremgaa af denne Undersøgelse af «Gildet paa Solhoug», at Forfatteren for sin Fantasi og rige poetiske Evne maatte i Romantiken og Sagnverdenen have det videste og mest passende Felt; thi hans Aandsretning er afgjort lyrisk, og dette vil maaske altid hindre ham i at give sine Figurer bestemte Omrids og fornøden Begrændsning. Endelig skulle vi bemærke, at Stykket røber Mangel paa en velordnet Plan, og da dette igjennem alle Tider er forbleven en urokkelig Fordring, skulle vi anbefale Forfatteren dette noget trykkende, noget prosaiske, men høist lønnende Arbeide; thi hvormeget end Geniet tiltaler os, selv ved sin vilde Uregelmæssighed, er der dog nedlagt hos os en altfor stor Anerkjendelse af det Fornuftmæssige til at han i Længden kunde fastholde vor Interesse, – og dette gjælder fornemmelig i Dramaturgien. Med Hensyn til Stykkets Udstyr skulle vi antyde, at det staar i nogen Strid med Historiens Oplysninger. Efter Alt at dømme er Bengt Gautesøn til Solhoug Adelsmand; thi Fru Margit siger selv, at hun besøges af Herrer og Fruer og Ingen sidder hende næst; men Adelen fra det 12te og 13de Aarhundrede stod i hyppig Forbindelse med Udlandet, optog forstørstedelen fremmede Nationers forfinede Skikke, og den høiere Klasse klædte sig efter Udlandets Mode baade broget og pragtfuldt, og der var stor Forskjel mellem Adelen og Bonden. I «Gildet paa Solhoug» synes derimod at være lagt an paa at bevise, at hin Tids Adelige ikke var Andet end Bønder, og dette turde vel være en Misvisning for Publikum i Almindelighed; thi vel deltog selv de Mægtigste blandt hin Tids Herrer i Alt, hvad der hørte den ydre Syssel til; men Forskjellen mellem dem og den ringere Klasse blev dog lige stor.
Idet vi nu slutte denne vor Anmeldelse, ville vi endnu en Gang indtrængende have Forfatteren anbefalet Publikums Opmærksomhed og Anerkjendelse. Her i vort kjære Norden har Talentet en knudret Vei at gaa, og intet lokkende ydre Maal ivente. Folket er saa vant til at vende Blikket mod Syden, og prisende Mageligheden modtage Alt fix og færdigt derfra; om det er sundt eller usundt for dets Natur, ligemeget – det modtages, beundres og tilegnes. Lidt mere Møie, det kan ikke negtes, koster det at assistere en original Forfatters Udvikling; men skulde dog ikke Resultatet kunne trøste herfor? Resultatet er dog Selvstændighed og Smiger for vor Egenkjærlighed. Rigtignok ere vi altfor vante til at lade Udlandet udvikle og understøtte vore Talenter, og naar Anerkjendelsen der er erhvervet, komme vi bagefter med vor, og raabe høit, at de høre os til; men dette Princip kan kun følges i visse Retninger af Kunsten, i Digtekunsten derimod maa vi finde os i selv at være Amme og sørge for, at ikke Vanrygt skal standse Barnets Udvikling.
Hvad nu Spillet betræffer, ville vi fatte os i Korthed. Md. Brun gav Fru Margit og fornemmelig sidste Gang særdeles tilfredsstillende, rigtignok tilslører hendes Spil endel af det Onde i denne Karakter; men dette har visselig sin Grund i de smukke Vers, Forfatteren har tillagt hende; imidlertid bidrog hendes Spil ikke Lidet til at fremkalde den Sympathi, Stykket vakte. Hr. Prom som Gudmund Alfsøn gav denne jævne, elskværdige Personlighed høist elskværdigt, at udvikle større Kraft i denne Rolle, vilde staa i Strid med Replikerne. Inderlighed derimod er Hovedtrækket i Gudmunds Væsen, og dette modtog vi gjennem Proms harmoniske Spil. Jfr. Jensen som Signe spillede med Inspiration, hist og her anvendte hun vel megen deklamatorisk Gestus, og i Scenen i 2den Akt, hvor hun fortæller det kjendte Sagn til Gudmund, lægger hun et søgt og forceret Udtryk i Stemmen; men ellers gav hun Rollen med barnligt Liv og Ynde. Hr. Brun som Bengt Gautesøn gav os et af sine fortrinligste og bedst udførte Billeder; han er rigtignok anderledes, end Rollen fordrer, men da Forfatteren selv har kunnet overvære og lede Instruktionen, maa man antage, at det har fundet sin Berettigelse i personlig Overenskomst. Knud Gjesling gaves af Hr. Isachsen saa godt som denne Figur efter Anvisningen kunde gives.