– Casino. I Fredags opførtes første Gang «Gildet paa Solhaug», Folkecomedie i 3 Acter af Hr. Henrik Ibsen. Det er i Norge blevet benævnet «Skuespil»; vilde man forandre dette, maatte man da snarere kalde det et Drama, end en Folkecomedie.
Hovedfiguren i Stykket er Margit, og det er en interessant Figur; men ny er den ikke. Thi, ligesom hele Stykket, og flere af de andre Figurer enkeltvis, minde Tilskuerne vel stærkt om «Svend Dyrings Hus», saaledes har Margit sit bestemte Forbillede i Ragnhild. Der er imidlertid kommet et Forhold til hos Margit: hun er gift med en Mand, hun ikke elsker, og dette Forhold er der lagt den største Vægt paa. Margit er stolt og vild, men ikke ædel; thi det er lokket af sin Mand, Bengts, Rigdomme, at hun har ægtet ham, uagtet hun ikke har glemt sin Ungdomsven Gudmund og hans Qvæder. Da Gudmund kommer tilbage, opflammes hendes Kjærlighed til ham atter, medens han derimod elsker Søsteren, Signe. Denne Margits ulykkelige Kjærlighed er nu ikke benyttet som Grundsituation i Stykket; den er kun benyttet til at lade Margit stærkere føle det Ulykkelige i sin Stilling som Bengts Hustru, og Katastrophen i tredie Act, da hun vil forgive sin Mand, er væsenlig motiveret ved hendes Væmmelse for ham, om end denne er bragt paa sit Høidepunkt ved hans plumpe Omtale af Gudmunds formentlige Forhold til hende. Denne Skikkelse savner i altfor høi Grad Idealitet, og at dette vilde træde allerstærkest frem, hvis den skulde være tragisk, har Forfatteren rigtig følt. Men paa den anden Side fyldestgjøres Retfærdighedsfølelsen ingenlunde ved den nuværende Opløsning, at Bengt opoffres, for at hun kan blive fri for ham; thi det har hun ikke fortjent. Og naar hun i sidste Scene siger, at «Guds Engle frelste hende, før det var forsilde», da er dette falskt; hun har skænket Giften for sin Mand; at han ikke drak den, gjør i moralsk Henseende hverken fra eller til. Denne Figur troe vi saaledes er, skjønt interessant, dog forfeilet; den kan hverken bruges som tragisk eller ikke-tragisk. Stykket har ogsaa enkelte andre Mangler; det er paa nogle Steder unødvendig bredt. Saaledes er den Scene i første Act mellem Gudmund og Margit, hvor hun ikke kjender hans Fredløshed, overflødig; thi vel udvikler den os Margits Charakter, og er i og for sig meget smuk, men Hovedhandlingen staaer stille. Den Maade, hvorpaa Giftflasken kommer ind i Stykket, er keitet. Der er endelig mange, store episke Steder deri, som meget skade den dramatiske Virkning. Ved Siden af disse Mangler er der imidlertid uimodsigelige Skjønheder i Stykket. Man kan ikke negte, at det, i Modsætning til saa meget Andet, der spilles paa Casino, er et Digterværk; der er nogle fortræffelige Scener deri, f. Ex. Slutningen af første Act, og de episke og episk-lyriske Steder ere i og for sig meget skjønne. Ligeledes ere Sangene smukke, og Hr. Glæsers nydelige Musik minder paa en heldig Maade om de norske Nationalmelodier; men Effecten vilde vistnok forøges, hvis man udelod Slutningssangen.
Udførelsen gjør Casino megen Ære. Hr. V. Wiehe som Gudmund er fortræffelig. At han ikke synger, forstyrrer ikke Illusionen det Ringeste; saa declamerer han ogsaa saa meget desto smukkere. Hvad der i høi Grad drager Opmærksomheden paa sig, er Jfr. Thomsens Udførelse af Margit. Hun er ganske vist langtfra fuldendt; hun forstaaer navnlig endnu ikke ret at beherske sin Stemme, men hun har dog i en overraskende Grad magtet denne vanskelige Rolle, og der er særdeles Meget at glæde sig over ved hendes Spil. Hr. Hagens lille Rolle udfører han godt; han er navnlig meget maadeholden i Drukkenskabsscenen. Jfr. Price har faaet en Rolle, der unegtelig ikke ligger for hende, hun er ingen ret nordisk Qvinde; men der er alligevel meget Smukt ved hendes Spil, om det end ikke ganske tilfredsstiller. Knut Gjæslings Charakter er ikke klar, men Hr. A. Smidth gjør ham vistnok vel raa paa sine Steder. – Orchestret kunde nok spille lidt svagere ved nogle Sange; det overdøver ikke alene Jfr. Thomsens spæde Sangstemme, men endogsaa Choret.
S.