Literatur.
Gyldendalske Boghandels Forlag:
Henrik Ibsen: Gengangere.
Et Familiedrama i tre Akter.
Ibsens nye Drama vil ikke i samme Forstand som hans tidligere sætte Sindene i Bevægelse, ægge til Meningsudvexling, offentlig og Mand og Mand imellem. Enten nu dette sidste Arbeide kan kaldes et Brud med Fortiden eller en Udvikling – Meningerne vil sagtens være delte derom – vist er det, at Ibsen nu staar saaledes, at der ikke længer blandt det store, overveiende Flertal af hans Læsere kan svares baade ja og nei til de Meninger, han forsvarer. Men dette gjør den overordentlig store Forskjel i Maaden, hvorpaa Arbeidet modtages, i den Interesse, det vækker. «Gengangere» staar ikke som «Brand», «De Unges Forbund», «Samfundets Støtter», «Et Dukkehjem» levende midt iblandt os, ætsende med sin sunde Bitterhed Udvæxterne paa det Samfund, vi erkjender som vort, æggende de Tvivl, vi bærer paa, givende vore Tanker Form, drivende de Modsætninger mellem Liv og Ide, der nager os, ud i sin skjærende Kontrast, stillende de store Spørgsmaal, der bevæger Samfundet og de enkelte Gemytter, saaledes, at vi bliver nødt til at tage et nyt og dybere Tag i vor Undersøgelse.
Dennegang er Sagen langt lettere. Regnskabet er hurtigt gjort op.
Ibsen skildrer os et Samfund, som vi ikke erkjender for vort, ialfald ikke anderledes end det Landskab, der ses gjennem et farvet Glas, eller den sygeligt forvoxede Frugt, vi vistnok erkjender for en Frugt, men for en Undtagelses-Frugt blandt de hundrede normale. Ibsen staar nu ligefrem for os som Modstanderen – tilmed en Modstander, vi er færdige med. Han angriber hele det Komplex af Grundsætninger, hvorpaa Samfundet hviler, hvorpaa ethvert menneskeligt Samfund i den Forstand, hvori Begrebet hidtil har været forstaaet, maa hvile. Han angriber i sin Rod det Syn paa Menneskelivet og dets Maal, der er en gjennem Slægterne oparbeidet Arv, men en Arv, vi gjennem personlig Tilegnelse har tiltraadt. Og han gjør det ud fra en Opfatning, som enhver er fuldt fortrolig med, der ikke har lukket Øine og Øren for Tidens Strømninger, en Opfatning, som vi enten allerede har tilegnet os som vor – det er vel neppe saa ret mange blandt os – eller prøvet og forkastet. Han er ikke længere den ene; han er en blandt de mange. En blandt de mange Røster, der længe har lydt og længe vil lyde til os, prædikende Nytte-Moralens Lære i alle dens Afskygninger, Arveligheden, naivt opfattet som Ansvarsfrihed, den frie Kjærlighed, Familiebaandenes Løsning, den «smertefrie Død» for den syge og ulykkelige osv.
Kom der en kinesisk Missionær til os for at omvende os til sin Religion, vilde vi muligens høre paa ham med en Slags Interesse – hvis det var en begavet Mand; men han vilde neppe længe beskjæftige vore Tanker eller vække synderlig Diskussion.
Vi modtager Gjengangerne fra Darwin, Mill, Spencer, Häckel, Hellenbach, Brandes etc. ikke med Lærlingens respektfulde Sky, men med den ugenerte Fortrolighed, som de daglige Rivninger og Albuestød avler. Vi modtager Ibsens Drama som en ubehagelig Styrt, tørrer os og lever videre.
Sagen er langtfra saa kompliceret, som da det gjaldt at veie Falk og Svanhild, Agnes og Brand, Nora og Helmer mod hinanden; Regnestykket er hurtigt gjort op.
Vi kan derfor fatte os i større Korthed, end da hine tidligere Arbeider forelaa, idet det jo ihvertfald ikke kan nytte i et Dagblads Spalter at tage hele Spørgsmaalet om de to stridende Livsanskuelsers Værd og Berettigelse op i hele sin Dybde.
Det er Doktor Rank, der «gaar igjen» i det nye Drama; det er hans sørgelige Arvelod, der er gjort til dets Hovedmotiv. Nu har vi intet imod, at hint Sygdomsfænomen, som nu engang ikke lader sig tie ihjel, behandles episodisk som i «Et Dukkehjem». Men skal der spindes videre paa denne Ende, skal der bygges en hel dramatisk Straffeprædiken med samfundsreformato risk Tendents derom, da maa Berettigelsen ligge i et udbredt Samfundsonde, hvoraf det hele Samfund er gjennemsyret. Holder denne Forudsætning for Dramaets Berettigelse Stik? Medicinalstatistiken vilde svare Digteren med et knusende Nei. Men lad os endog se bort fra denne Dramaets mere almindelige reformatoriske Berettigelse; lad os vende os fra Samfundet til Kammerherre Alving og se, om da ikke ialfald denne enkelte Synder rammes af Straffeprædikenen. Forat kunne bevæge Jordkloden maatte man have et fast Punkt udenfor den. For med Fynd at revse hin umoralske, maatte man have en moralsk Platform at staa paa. Men vi speider i «Gengangere» forgjæves efter dette faste Holdepunkt, som skulde give Dramaet dets sædelige Styrke. Kammerherre Alving vilde le den forlorne Prædikant lige op i Øinene, og han vilde have Ret dertil. De to store Forbrydelser, som er begaaede, er ifølge Ibsen, at Samfundet her hjemme har ladet Kammerherren gaa tilgrunde ved ikke at skaffe ham noget Afløb for «den overmægtige Livsglæde», og at Samfundsmoralen i Præsten Manders Person har ført den flygtende Hustru tilbage til «Pligten», da hun kom til ham og raabte: «her er jeg; tag mig!» Frugten af disse to Forbrydelsers Sammenstød er den ulykkelige Osvald med sin bløde Hjerne. Men naar nu alle Fru Alving'er, der var misfornøiede med sine Mænd – selvfølgelig endnu mere alle de, der var misfornøiet med «sine Børns Fader» – reiste afsted med sin Manders, naar alle de, der «levede sammen med sine Børn og sine Børns Moder» sparede Udgifterne ved at gifte sig (hvilke Udgifter?), naar Brødre og Søstre levede sammen i legitime eller illegitime Forbindelser, alt som det kunde kalde sig (hvorfor ikke? Hundene gjør jo det samme!), naar man satte Kammerherrens, Osvalds og Regines «Livsglæde» i Høisædet, og naar man saa endelig sørgede for en hurtig og smertefri Død, hvis nogen ubehagelig Følge af det frie og livsglade Liv skulde indtræffe, mon saa virkelig nogen tror, at man herved havde fundet Remediet mod de Osvaldske Tilværelser, mod Kammerherrens Udskeielser, mod hans Frues Ulykke, mod Præstens Holdningsløshed og Dumhed, mod Regines brutale Egoisme eller mod Snedkerens hykkelske Slyngelagtighed, at man herved overhovedet havde nærmet sig et Hanefjed henimod Menneskenes Lykke?
At Ibsen er naaet til sit Gjengangerstandpunkt kan ikke egentlig kaldes overraskende; men det vilde ogsaa være urigtigt at betegne dette Standpunkt som en nødvendig Konsekvens af hans tidligere Digtning. Det vilde jo vistnok være overmaade let rundt om i denne at finde Udtalelser, der antyde de samme radikale Meninger, for hvilke der nu aabent fægtes. Der kunde saaledes ikke sættes noget bedre Motto over «Gengangere» end Digtet «Til min Ven Revolutionstaleren», hvor Digteren forklarer, at han ikke «gaar med paa at flytte Brikker – slaa Spillet overende; da har De mig sikker», og hvor han tilsidst tilbyder sig med Glæde at lægge Torpedo under Verdensarken. Men dette er, som vi ser Tingen i Lys af det foreliggende Drama; tidligere maatte vi være berettigede til at se hin Udtalelse og andre lignende som Stemningsudtryk, der ikke var bestemmende for Grundakkorden i hans Livsanskuelse, og dette ikke alene fordi der i hans Digtning findes saa mange lysere og mildere Stemninger, der kan stilles op mod hin frygtelige Dynamit-Nihilisme, men fordi hele hans Digtning er holdt saa objektiv, Spørgsmaalene er saa aabne, Problemerne saa uløste, at det ikke med nogen Sikkerhed lod sig sige, hvor man havde Digteren selv, og hvor han vilde havne.
Det er et umaadeligt Skridt fra som i «Et Dukkehjem» at erklære Ægteskabet uden Kjærlighed for en usædelig Institution til som i «Gengangere» at erklære Kjærligheden uden Ægteskab for en sædelig Institution. Men dette Skridt er overhovedet betegnende for Forholdet mellem Ibsens sidste Drama og hans tidligere Digtning. Grundtonen i denne Digtning kan siges at være en pessimistisk Idealisme. Han ser mørkt paa Samfundets Ideforladthed; han pisker «Akkordens Aand» med Skorpioner; han skruer Fordringerne til Livets og Institutionernes Overensstemmelse med sin Ide saa høit op, at man frygter for at slippe Taget. Men, som vi ved Anmeldelsen i nærv. Blad af «Et Dukkehjem» fremhævede, vi tror ikke paa denne Slags Digtnings Usundhed, saalænge man virkelig ikke slipper Taget. Vi kan i de jevne menneskelige Vilkaars Navn protestere mod Falks og Svanhilds Mistvivl om Ægteskabets Evne til at realisere deres Kjærlighedsideal, mod Brands ubønhørlige Offerkrav, mod Noras Flugt fra et Forhold, der har faaet Kirkens Indvielse, men som for hende vilde være «Livet hos en fremmed Mand». Men Livet, som det almindelig leves, er saa fladt, at det ikke skader, at der undertiden peges mod de høie Maal, selv om disse Maal kan synes for høie. Den er imidlertid farlig denne Vandring paa Idealernes svimlende Tinder; man er hvert Øieblik udsat for at styrte ned.
Ibsen er da ogsaa nu grundigen styrtet ned, hvis man da ikke foretrækker at antage, at han personligen altid har været dernede, og at Kampen for de høie Maal blot var et Proformaverk for at vise os deres Uopnaaelighed, at Formelen «alt eller intet» blot var en Snare, hvor han var sikker paa at fange os i intet, da alt ikke kunde naaes. Det være nu hermed, som det være vil, vist er det, at man med sit Udgangspunkt i Ibsens tidligere Digtning var berettiget til at være i Tvivl om, hvorhen Udviklingen vilde føre. Ligesaavel som han, saaledes som det nu har vist sig, kunde komme til at forkaste de hidtil anerkjendte Livsnormer, Samfundet og dets Institutioner, fordi de ikke holdt det Maal, han selv fandt for godt at lægge derpaa, ligesaavel kunde han være naaet til Erkjendelse af, at «Akkordens Aand» ofte kun er et andet Udtryk for den menneskelige Ufuldkommenhed, som hverken han eller nogen anden kan hæve, at det ikke nytter at «krænge Systemet om» som en «tom Skal», fordi det virker under disse samme menneskelige Vilkaar, men at enhvers Opgave maa være at bringe Livet, Samfundet og Institutionerne saa nær op mod deres Ide som gjørligt.
Paa lignende Maade forholder det sig med det Standpunkt, hvortil Ibsen i «Gengangere» er naaet med Hensyn til det store Grundproblem, som drager sig gjennem hele den Ibsenske Produktion: Forholdet mellem Frihed og Nødvendighed eller ansat i en anden Form: mellem Individet og Samfundet. «Maatte Du synde?» Ibsen turde ikke før svare derpaa. Hverken Julian, Skule, Fru Inger, Bernick, Nora eller alle de andre turde han vadske rene som skyldløse Ofre for Nødvendigheden, Arven, Samfundet og dets Hensyn. Klart kommer den samme Tvivl frem i Digtet «Paa Vidderne», der jo idethele er saa typisk for Ibsens Digtning. Vistnok har den ensomme deroppe for «sit sidste Stev» tilbyttet sig «et høiere Syn paa Tingen», men «Lykken dog fra ham døde» og han tror, han «mærker i Bringens Hvælv alleslags Tegn til Forstening», medens dernede i Dalen «Hjemmet med alt sit fattige Liv» vinker hans som «en Saga med Billeder rige». Her er der s let ikke Tale om nogen Brøde fra Samfundets Side. Det er blot Modsætningsforholdet mellem Livet i og udenfor Samfundet som er præciseret, og det synes da klart at Ibsens Stilling til dette Modsætningsforhold kunde have udviklet sig enten i socialistisk eller i individualistisk Retning. Nu er det sidste skeet, og, vi gjentager det, det kommer ikke overraskende, men heller ikke som en Nødvendighed. Nu opløser Ibsen Samfundet i sine enkelte Atomer, hvoraf hvert enkelt skal leve sit eget Liv saa selvstændigt og forudsætningsfrit som muligt; da dette sidste ikke fuldt ud kan ske, da Forudsætningerne sidder os alle – selv Ibsen – i Blodet, betegnes dette som Gjengangere efter «gamle afdøde Meninger og alskens gammel afdød Tro». Fra disse 2 Udgangspunkter føres man saa følgerigtigt til, at Begreberne Pligt og Ansvar bortfalder, Pligt, fordi Individet tænkt som isoleret kun kan have Pligter mod sig selv, Ansvar, fordi Individet er det uforskyldte Resultat af Arv, af Samfundshensyn og af «Lov og Orden, der er det, som volder alle Ulykker her i Verden».
Forøvrigt er Ibsens Forhold til dette Arveligheds- eller Gjengangerspørgsmaal ikke ganske klart. Allerede Fru Alvings Forsikring om, at der egentlig slet ikke er noget nyt i de fordomsfri Skrifter, hun læser, «at der ikke staar andet i dem, end det, som de fleste Mennesker tænker og tror» sætter os i Tvivl, om det kan være saa farligt med disse «Gjengangere som lever hele Landet udover», og hvoraf der «er saa tykt som Sand». Og dernæst: naar nu Mennesket har denne Evne til at frigjøre sig fra de nedarvede Fordomme og trods alt blive saa overmaade selvstændige og fordomsfrie Mennesker, som det maa indrømmes hele det nye Dramas Personale med Undtagelse af Manders er, hvorledes kan da denne Arvelod af «afdød Tro» o. s. v. sees under Billedet – thi det maa jo være Meningen – af Osvalds forfærdelige Arvelod, der knuser ham med Nødvendighedens knugende Magt som et viljeløst og modstandsløst Offer? Og endelig: hvorledes kan det egentlig stemme med Evolutionstheorien, der belærer os om al legemlig og aandelig Udvikling som foregaaende gjennem umærkelige Overgange, at rette en Bebreidelse mod Samfundet, fordi det som Udtryk for Traditionen i Samfundsmoral og Institutioner netop repræsenterer hin gradvise Væxt og Udvikling?
Det heder, at det er det første Skridt, som koster; undertiden koster det sidste mere: naar de yderste Konsekventser skal drages, viser den bristende Logik sig.
Vi kan fatte os i Korthed om det foreliggende Dramas tekniske Side. Det er jo Indholdet, som skulde give Formen sit Værd og ikke omvendt. Og naar vi ogsaa her kan tale om den fortrinlige, pointerede Replik og om det mesterlige i Dramaets faste, sluttede Bygning, hvor hvert Led passer nøie og med streng Nødvendighed ind i Organismen, saa bliver der dog selv ved disse Minder om Mesterens Evne som dramatisk Forfatter noget utilfredsstillende gjengangermæssigt, noget der smager af den døde Form, Rutinen: Aanden og Livet mangler. Det lader sig heller ikke negte, at «Gengangere» i rent dramatisk Interesse staar betydeligt tilbage for «De Unges Forbund», «Samfundets Støtter» og «Et Dukkehjem». Stykket har i Grunden ingen Handling, kun lange Samtaler – mest paa Tomandshaand – om Begivenheder, der er foregaaede, inden Stykket tager sin Begyndelse, og naar vi naar til tredie Akt, er – ganske modsat af, hvad der tidligere har været Tilfældet hos Ibsen – Dramaets enkle Traade saa fuldstændigt redede ud, at deres endelige Sammenknytning ikke formaar – dramatisk seet – at afvinde os synderlig Interesse.
Endelig nogle Ord om Persontegningen. Man skal vel neppe kunne forstaa, at Ibsen blandt de her optrædende Personer har skabt nogen saa gjennemført og typisk Figur som de bedste af hans ældre Typer. Præsten Manders er efter vort Skjøn ubetinget Stykkets bedste Figur; der er noget sandt og menneskeligt ved denne Sammensætning af Vilje til det gode, moralsk Slaphed, feig Hensyntagen og en Dumhed, som undertiden faar et Skjær af en vis elskværdig Naivitet. Fru Alving er mindre god at faa Tag i. Hun er vel tænkt som den modne og selvstændige Kvinde, der gjennem Livets Prøvelser har kjæmpet sig frem til et frit Blik paa Livet og Samfundsforholdene. Men hermed stemmer igjen kun lidet hendes Eftergivenhed ligeoverfor Manders overalt, hvor denne – f. Ex. i Assurancespørgsmaalet – gjør sine smaalige og bornerte Synsmaader gjældende. Osvald er en – vistnok ypperligt udført – Personifikation af den bløde Hjerne og intet andet, Engstrand er en ganske godt, men noget grovt tegnet Figur uden psykologisk Detaljering, og Regine er for utroligt raa i sin kyniske Egoisme og sin «livsglade» Indtrædelse i «Kammerherre Alvings Asyl» til at kunne vække synderlig Interesse.
Et Folk kan ikke miste en Digter, det engang har eiet. Naar forlængst «Gengangere» er tilstøvet paa Hylderne og alene af Literaturhistorikerne søges frem som et interessant psykologisk Sygdomsfænomen, som et Udtryk for de mørke og sygelige Fantasibilleder, som engang mestrede Digterens Sind, saa vil endnu hans Digtnings store og livskraftige Skikkelser, Fru Inger, Bisp Nicolaus, Julian, Brand, Per Gynt, Stensgaard, Nora og Helmer og mange med dem staa levende i Nationens Eie.
Vi kan ikke nægte os den Fornøielse, som et Slags Modsætning til det foreliggende uhyggelige Sygdoms-Drama, at minde om et af Ibsens smukkeste Digte, hvori Samfundets Pligt ligeoverfor den enkelte og Overleverelsen af den aandelige Arv fra Generation til Generation er seet paa en helt anden Maade:
Skolehuset.
(Ved Indvielsen).
Mens lien gulner og skogens flor
for løvfalds-stakken må vige,
her vier ind vi en urtegård
for åndens evige rige.
Den ligger højt på klippegrund,
den står med mure trygge; –
Gud signe mildt fra denne stund
det værk, vi her fik bygge!
Vi fjeldets sønner, vi ved så vel,
at urt kan artes på hejen,
at tallens top, der den gror på fjeld,
mod himlen kækt finder vejen; –
vi ved, at strå bag bergets urd
kan aksets kronguld bære; –
så trives og bag skolens mur
den grøderige lære!
Thi Gud vil sende sit godvejr ned
til urtegården herinde, –
så tankens spirer, så åndens sæd
sig frem til modning kan vinde;
han skænke frimarks luftning mild,
og lys fra livets vidder;
thi friluft trænger tanken til,
som våren fuglekvidder. –
Så vær da viet til sjælerøgt,
du åndens fredlyste have!
Det frø, her lægges, det spire trygt
udover slægternes grave!
Skil aldrig livets vårnatur
fra lære-hjemmets tanke, –
og hvælv dit tag og højn din mur
som værn, men ej som skranke!