Anonym anmelder i Aftenposten

Det længe bebudede, nu offentliggjorte nye Skuespil af Henrik Ibsen er kun altfor vel skikket til at vække en Opmærksomhed, som dog tør siges at maatte være af meget pinlig Art. Man vil i alt Fald i nogen Tid tale vidt og bredt derom, maaske ogsaa skrive derom. Vi skulle for vor Del i dette Øieblik ikke udtale os nærmere, medens vi forbeholde vor æstetiske Anmelder mulig at skjænke dette Arbeide en nærmere kritisk Analyse eller i vore Spalter paa anden Maade at bringe Bidrag til Fænomenets fuldstændige Belysning efter længere Overveielse. Vi ville nu kun give et Resumé af Indholdet i «Gengangere», og dertil knytte nogle faa, saa vidt muligt objektive Bemærkninger dertil.

Handlingen foregaar i en kort begrænset Tid, paa et og samme Sted, en Eiendom ved en stor Fjord i det vestlige Norge, ikke meget langt fra en ikke altfor liden Kjøbstad. Gaarden eies af Fru Helene Alving, Enke efter en Kaptein og Kammerherre, Moder til en ung Maler, Osvald Alving, som netop er kommen hjem efter at have tilbragt sin meste Barndom andet Steds og sin Ungdom i Udlandet. Fru Alving har desuden hos sig i Huset en ganske ung Pige, Regina Engstrand.

Første Scene aabnes med, at Regina modtager sin formentlige Fader, Snedker Engstrand (med en Klumpfod eller en Træklods under den ene Støvle); hun vil nødig have ham ind og tysser paa ham og behandler ham alt andet end kjærligt. Han trænger dog paa, thi han ønsker, at hun skal flytte til ham i Byen. Han har samlet lidt Penge og vil oprette et «Sømandshjem», hvor der for at trække Gjæster maa være en ung, frisk Pige som Regina; han taler derom i en halvt hellig Tone men lader dog stærkt skinne igjennem, hvorledes det svage Menneske let falder og ikke kan andet end falde for Fristelser; ligesom han selv er forfalden til Drik, saaledes er han aabenbart aldeles ryggesløs. Han peger for Regina paa, hvorledes der i det Sømandshjem kan komme «Styrmænd, kanske Kapteiner, som have mange Penge; hun behøver jo ikke at gifte sig med nogen af dem. Det kan lønne sig alligevel». Regina vil dog ikke gaa ind paa Forslaget, da hun har høiere eller finere Formaal. Faderen gaar og Pastor Manders kommer; det viser sig, at Regina – ligesom Snedkeren – uden Vanskelighed kan snakke for Præsten, saa at han tror dem. Han vil forresten tale med Fru Alving, og de konferere da om Afgjørelsen af en stor Veldædighedssag: hun vil paa Gaarden indrette et omfattende Asyl. Skulle Bygningerne assureres? Ja, hvis det var Præstens eller hendes private Eiendom, saa naturligvis! Og i det Hele vilde det være klogest, men en saadan Klogskab overfor et ved sit fromme Formaal helliget Verk kunde mistydes af Menigheden som Tvivl mod Forsynet, og af Hensyn til, hvad Folk vilde sige, og hvad Bladene vilde skrive i den Anledning, fraraader Præsten Brandforsikring. Fruen samtykker, overladende ham alt. Sønnen Osvald kommer ned fra sit Værelse, hvor han har hvilet. Moderen er saare glad i ham, og Præsten hilser ham venlig, skjønt han har næret Bekymring for den unge Mands Ophold i Udlandet mellem Farer og Fristelser. Osvald omtaler Livet blandt Kunstnerne hist ude; han har ofte gjæstet Kammerater, som levede med Kjærester og Børn uden Ægteskab, men hos hvem han dog aldrig havde seet eller hørt noget Urent, undtagen naar der til dem kom andre Folk, Ægtemænd fra Hjemlandet, som vare ude paa egen Haand, og som ganske vist gjorde nøie Bekjendtskab med de fremmede Folks løseste Sæder, over hvilke de da efter Hjemkomsten andægtig korsede sig. Ophidset og afmattet ved denne Tale trækker Osvald sig atter tilbage for at hvile paany. Men Præsten dadler Fru Alving: hun har i sin Tid været i Færd med at forlade sin Mand, og kun Præsten førte hende til at fornye Samlivet med Alving; hun har ogsaa med Selvraadighed opdraget Sønnen borte fra Hjemmet, nu ser hun Følgerne og har et stort Ansvar. Fru Alving tager tilsidst Ordet: hun havde ladet sig bevæge til at ægte den smukke, behagelige og rige Alving, men snart skjønnede hun, hvor ryggesløs han var. I Modbydelighed og Angst vilde hun forlade ham, men Præsten førte hende tilbage. Ægteskabet blev dog værre og værre. Alving var hende ikke blot utro udenfor Hjemmet paa den skamløseste Maade, men hun havde ogsaa truffet ham i sit eget Hus sammen med en Tjenestepige, som saa blev – Reginas Moder; Engstrand havde for en Pengesum ægtet hende. Alving havde til sin Død været altid lige ryggesløs, i alt Fald i sine Lyster; han var tilsidst bleven imbecil. Men hun havde efter Præstens Raad og af Hensyn til Folk dækket over Alt, og hun havde styret Eiendommen, hvilken hun dog nu vilde give Asylet; thi Osvald skulde Intet arve efter Faderen, Intet! Præsten forfærdes ved at høre dette; da komme Festsangene til Asylets Indvielse, ved hvilken Præsten næste Dag skal tale over «Kammerherre Alvings Æreminde». Fremdeles ser Fruen gjennem en halvt aaben Dør Osvald i intimt Berørelse med Regina; hun mindes, hvad hun fordum har set med hans Fader og med Reginas Moder; hun skriger: «Gengangere!» og strax efter ender 1ste Akt.

Vi ville ikke gjennemgaa det Følgende Scene for Scene. Osvald skrifter for sin Moder: han har ikke levet særdeles slemt, men alligevel er han forbi, har dog levet for stærkt. Han trænger til Livsglæde, og Moderen giver ham Punsch, Champagne osv. Han trænger til Mere, Regina kan hjælpe ham. Hvorfor ikke Moderen? Nei, hans Hjerne har allerede været stærkt angreben, og det vil komme igjen og da være ude med ham, om end under heftige Smerter; Regina vil da være den Kvinde, som er «lethjertet» nok – mere end Moderen – til at række ham en dræbende Dosis Morfin.

Regina forlader Fru Alvings Hus, da hun erfarer, hvor svækket Osvald er, og at han er mindre rig end før antaget; hun drager til sin Fader og dennes «Sømandshjem», om hvis sande Karakter hun ikke svæver i væsentlig Uklarhed. Engstrand trækker vedblivende, halvt skinhellig, halvt kynisk, Præsten om ved Næsen; Præsten røres over, hvor villig han erkjender sin Skrøbelighed, tager Del med ham i en Andagt – hvorved de uforsikrede Bygninger brænde – og vil aabenbart interessere sig stærkt for Sømandshjemmet. Under flere lange Samtaler med Fru Alving faar denne Leilighed til at forklare Præsten, at hans Lære er Skyld i hendes Tvivl; at den Tvang, Samfundet og Hensyn til Folk har øvet paa hende, har ført til Feighed i det Ydre, til Oprør i det Indre; hun finder bl. A., at man gjerne kunde lade Osvald og Regina gifte sig sammen, thi fra slige Forbindelser stamme vi jo fra først af alle, og hvem har indrettet Verden slig? Stykket ender med, at Osvald faar et Anfald af den fra Faderen arvede Sygdom, at Moderen griber efter de dødbringende Morfinpiller, men at hun dog ikke har bestemt sig til at række Sønnen dem, da Tæppet falder.

Vi indskrænke os, som sagt, her til ganske faa Kommentarer, og vi skulle ikke sige Andet om Stykkets Æmne og Motiver end, at de gjøre det uhyggeligste og modbydeligste Indtryk. Man vil i Fru Alving finde en videre Udvikling af Nora i «Et Dukkehjem» – naturligvis mutatis mutandis. Man vil i Osvald paa tilsvarende Maade se en Gjenganger af Dr. Rank. Det tør maaske menes, at «Gengangere» i dramatisk Henseende er mindre fuldendt end «Et Dukkehjem», mere episk og for fuldt med lange, tildels retrospektive og i alt Fald diskussive Samtaler. Alligevel vil det nye Stykke vistnok findes ypperlig formet i teknisk Henseende; Intet deri er overflødigt i Forhold til den givne Tanke. Skjønt Personernes Psykologi punktvis er noget uklar og omstridelig, er Tegningen dog i det Hele skarp nok. Men man har ikke let ved at sige, om «Gengangere» kan kaldes fængslende ved Ideens Energi og Udarbeidelsens Talent, da det først og sidst gjør et saa yderst frastøtende og oprørende Indtryk. Oprørende – ja, vel er dette Drama kun en Konsekvens af Ibsens tidligere Forfatterskab, men aldrig har han blot tilnærmelsesvis saa grelt, saa hensynsløst virket i den Retning, der jo af ham selv er betegnet som hans Forfatterskabs Maal: «Bevidsthedernes Revolutionering». Men utvivlsomt har han heller aldrig i den Grad skudt udover Maalet og formentlig skrevet uden at gjøre Virkning.