[25. oktober 1883]
Flensborg, den 24. Oktober. Opførelsen af «Gengangere« paa Flensborg Tivoli-Theater i Aftes havde samlet fuldt Hus. Det er saa længe siden, der har været et dansk Skuespillerselskab her i Byen, at der kunde ventes talrigt Besøg, og det saa meget omtalte Stykke af Henrik Ibsen havde selvfølgelig ogsaa øvet sin Tiltrækningskraft, omend maaske en Del af Publikum holder sig tilbage fra Opførelsen af et saa realistisk Stykke. Det kunde imidlertid forudses, at man her ikke vilde sætte særlig Pris paa «Gengangere». Publikums Smag gaar i en anden Retning. De Stykker, der her gøre mest Lykke, ere «Elverhøj», «Svend Dyrings Hus», «Tordenskjold i Dynekilen», Hostrups Komedier, Erik Bøghs Vaudeviller, Bjørnsons «En Fallit» o. s. v. «Gengangere» med det pinlige Æmne, de fritænkerske revolutionære Udtalelser, den noget tomme, men yderst uhyggelige Handling og den trøstesløse Udgang kan kun gøre et blandet Indtryk. Dette udelukker selvfølgelig ikke, at Publikum enten af Nysgerrighed eller af virkelig Interesse for de Samfundsspørgsmaal, der komme paa Tale, kan føle en vis Tilfredsstillelse ved at se Stykket, selv om det mest er for Spillets Skyld. Den Del af de tilstedeværende, der ventede at se et Skuespil i Smag med vore gode gamle danske Komedier, blev skuffet, og selv de, der kendte noget til Stykkets Tendens, havde ikke let ved at blive Herre over det uhyggelige Indtryk, som det fremkalder. Hvor meget man derfor end maatte anerkende det gennemgaaende fortrinlige Spil, saa lød Bifaldet kun svagt efter Tæppets Fald. Alligevel tør man antage, at det store Publikum, der under hele Opførelsen lyttede til Spillet i stor Spænding, i det hele taget har følt sig dybt grebet af det saa interessante og mesterlig byggede Skuespil.
At Publikum fuldt paaskønnede det gode Spil, gav sig noksom til Kende i de Bifaldsklap, der modtog Fru Recke-Madsen, da hun senere fremtraadte for at synge et Par Sange, ligesom det rungende Bifald og den Fremkaldelse, der fulgte efter Afsyngelsen af Sangene, vistnok gjaldt hele Aftenens Præstation. Naar Fru Recke-Madsen saaledes fik hele Bifaldet, saa betyder dette ikke, at de medspillende ikke løste deres Opgave tilfredsstillende; Hr. Sahlertz som Pastor Manders og Hr. Züberlein som Osvald gjorde særdeles god Fyldest i disse Roller; ogsaa Debutanten Hr. Hejlessen skilte sig meget respektabelt ved Snedker Engstrands Rolle, som han gav med et Skær af Komik, der, om end lidt outreret, ikke undlod at gøre sin Virkning. Frøken Svane, der ogsaa er en heldig Debutantinde, spillede Reginas Rolle, som imidlertid vistnok skal være i særdeles øvede Hænder, for at der skal komme noget ud af den. Det fortjener at fremhæves, at samtlige rollehavende for at overvinde de akustiske Hindringer i Lokalet talte højt og tydelig, hvilket var meget heldigt for Forstaaelsen, selv om det derved blev vanskeligt for de spillende at give deres Foredrag alle de Nuancer, som de ellers vilde kunne anvende.
Det vilde være ønskeligt, om vi her snart maatte faa Lejlighed til at se andre gode danske Skuespil, der mere end «Gengangere» tiltaler et Publikum, som mener hidindtil ret vel at have kunnet leve de realistiske Ideer foruden.
[28. oktober 1883]
«Gengangere».
Eftersom Henrik Ibsens bekendte Skuespil i disse Dage er blevet opført her i Nordslesvig, turde det være passende at omtale dette mærkelige Skuespil lidt nærmere.
Ved Ordet Gengangere kommer man nærmest til at tænke paa Aandeaabenbarelser, Genfærd, Spøgelser, og man forbinder altsaa med Titlen paa Ibsens Skuespil Forestillingen om noget rædselsfuldt, uhyggeligt, noget der kan vække Gru, Forfærdelse, Gysen. Naar man saaledes venter noget grueligt, noget forfærdeligt, saa tager man ikke fejl i sin Forventning. Skønt Stykket ikke indeholder natlige Kirkegaardsscener og ikke handler om gammeldags Spøgelser, om henfarne Sjæle, som i Dødningelin eller i et andet Gysen opvækkende Klædebon vende tilbage til Livet og volde Skræk og Bæven eller dyb Alvor og from Eftertanke, hvor de komme frem, skønt Stykket ikke paa saadan Maade lægger Bro mellem Timeligheden og de dødes Rige, saa fremkalder det dog lignende Følelser, som de gamle Spøgelsehistorier vække hos Børn og barnlige Sjæle; det bringer Uro, Uhygge, Rædsel. Kun gaar det ikke tilbage til de gamle Spøgelseforestillinger; det tager Sigte paa Spøgeriet i den virkelige Verden, paa Gengangere, som man kan møde til enhver Tid og paa ethvert Sted. Ibsens Gengangere komme til Syne ved højlys Dag.
Nogle Mennesker tro endnu paa Sjælevandring eller Genfødelse: at den samme Menneskesjæl lever paa Jorden i flere Slægtled, men i forskellige Skikkelser, saa at den, der i forrige Aarhundrede var Indianer i Amerika, maaske i vor Tid er Fyrste i Evropa. Denne Tro har Ibsen ikke, og dog fødes hans Mennesker paa ny her paa Jorden, men i deres Afkom; Forældrene gaa igen i deres Børn. Disse leve for en stor Del Forældrenes Liv; Lyster og Tilbøjeligheder arve de efter Forældrene. Ja, ikke blot dette, men deres legemlige Sundhed, deres legemlige og aandelige Kraft i udvortes og indvortes Henseende er efter en stor Maalestok bestemt ved deres Forældres Liv og Færd. «Fædrenes Synder skulle hjemsøges paa Børnene.» Men det er ikke blot paa denne Maade, at Menneskenes Levevis og Adfærd have Eftervirkninger i Fremtiden. Men alt, hvad de sige og gøre, har i og for sig Betydning for den kommende Tid, deres Ord og Handlinger vende efter faa Dage eller efter mange Aar tilbage med deres Frugter; Menneskets Gerning bærer sin Afgrøde. Hvad der skjules i Sne, kommer frem i Tø, ja, den Ring, der troedes skjult paa Havets Bund, kan bringes for Dagen, skjult i en Fisk. Hvad der skete i det skjulte, kommer frem i Lyset. «Hvad et Menneske saar, det skal han og høste.» For saa vidt Skuespillet saaledes minder om det store Ansvar, som enhver paadrager sig ved sine Ord og Handlinger, for saa vidt indeholder det en god Moral. Maaske kan det ved med dyb Alvor at pege paa en mørk Side i Menneskelivet bringe diverse Herrer til, at det løber dem koldt ned ad Ryggen. Det kan formentlig være meget sundt for dem. Derimod kan det, bortset fra alle de Tvivl, Stykket vækker, om aandelige og sædelige Spørgsmaal, være mere omtvisteligt, om alle og enhver, om særlig Ungdommen har godt af at gøre Bekendtskab med alle de uhyggelige og fæle Brøst, som Samfundet lider af. Desuden vækker det Betænkelighed, at saa mange hævdvundne Anskuelser og Sædelighedsbegreber betegnes som Gengangere, som Fordomme, der ere blevne levnede fra svundne Tider.
Forhistorien til Ibsens Stykke er følgende. En udsvævende Løjtnant, der har Penge, bliver gift med en ung Pige, der er velopdragen, dydig, og maaske, som de norske Forhold ofte føre det med sig, noget snerpet. Den unge Kone er naturligvis ikke længe om at opdage, hvad hendes Ægtefælle er for et Menneske; fra sit maaske noget selvretfærdige Standpunkt, som hun særlig befæstes i, efter at hendes Forsøg paa at komme bort fra Manden er bristet, fatter hun Foragt og Modbydelighed for ham. Dette medvirker, som man kan tænke sig, ikke til at holde ham til Hjemmet. Alt imens han stiger til Kaptejn og bliver Kammerherre, synker han dybere i Letfærdighed og Uhumskhed, i Smuds og Liderlighed. Til sidst bliver selve Hjemmet besmittet af hans Laster. Han forfører Stuepigen; Fru Alving er selv Vidne til, hvorledes han efterstræber hende. Da Pigen maa sendes bort, og da Kammerherren senere jævnlig drikker sig beruset baade i og uden for Huset, saa finder Fru Alving, at det er paa Tide, at hun tager Kommandoen fra sin Mand; fra nu af staar hun for Styret. Det er hende, som bestyrer Huset, som tager sig af alle Anliggender paa deres Gods, Havevæsen og Landbrug, og alt, hvad der falder for. Manden holder hun hjemme. For at ingen skal erfare hans Udskejelser, bekvemmer hun sig til at sidde og holde Sviregilde med ham. Hun skænker for ham, klinker med ham, hører paa hans uterlige Snak og raa Historier, alt for at holde Skammen inden Døre og bjærge Husets Ære over for Verden. Sønnen har hun tidlig sendt bort fra Hjemmet, for at han ikke skal være Vidne til Faderens Elendighed. Omsider dør den lastefulde Mand, nedbrudt paa Legeme og Sjæl, og den myndige Kvinde sidder som Enke paa sit Gods.
Der er to Ting, som Fru Alving bebrejder sig, for det første, at hun ægtede den rige Vellystning, at hun solgte sig til ham, tog ham til Mand, fordi han var i udvortes gode Forhold, og for det andet, at hun, efter at have ægtet ham, ikke gjorde Skridtet fuldt ud, ikke tog det alvorlig nok med sin Pligt, ikke indsaa, at havde hun taget ham til Ægtefælle, saa var det, uanset hvor ussel han var, hendes Skyldighed at være ham en god Hustru, det vil sige en Hustru, der paa alle Maader og ved alle Midler hjalp ham fremad til det gode eller holdt ham tilbage fra Lasten. Det gjaldt da ikke om at surmule, farisæisk i sit stille Sind at bebrejde ham hans Daarlighed og se dybt ned paa ham, men det gjaldt om at løfte ham, at knytte ham til sig, at skabe ham et hyggeligt og glædeligt Hjem, at skænke ham saa megen Kærlighed, som hun kunde yde ham, søge at fylde Hjemmet med sand Livsglæde. Havde hun anvendt den hende iboende Aandskraft til at holde paa ham, at vinde indre aandelig Indflydelse paa ham i Tide, saa vilde han maaske have kunnet reddes. Men hun brugte først sine Kræfter, da han omtrent var bleven Vrag; saa øver hun den myndige herskende Kvindes Formynderskab over den svækkede, afkræftede Mand. Hun har efter hans Død lært at indse meget af dette. Men samtidig er den kraftige Natur ved at øves bleven saa svulmende, at den sprænger alle Skranker; Snerperiet, den ungdommelige Uselvstændighed og Pietisteriet er blevet til vild Frihedstrang, et Slags aandelig Tøjlesløshed og Fritænkeri. Hun tror paa intet, tvivler om alt. Alle Troslærdomme og Sædelighedsregler blive til Fordomme for hende; hun gør i sin Betragtning ikke længere Forskel paa Ægteskaber og vilde Forbindelser; hun vil end ikke misbillige Blodskam, som hun tror halvvejs at kunne forsvare ved en flot Hentydning til Adams og Evas Børn. Saaledes gaar det med alt. Der er kun en Ting i hendes tidligere Liv, som hun endnu tror at kunne vedstaa som noget godt: at hun sendte Sønnen bort fra Hjemmet og holdt ham i Uvidenhed om Faderens Laster; hun tror at have holdt Faderens Navn i Ære hos Sønnen; dette har hun anset for sin Pligt; hun mener i alt Fald at have gjort en god Gerning dermed.
Osvald Alving slægter baade Fader og Moder paa. Fru Alving tror, at han blot ligner hende, og vil ikke gærne vide af at sige, at han i Udseende og Væsen har slaaende Lighed med Faderen. Des værre er han Arving til mere end denne ydre Lighed. Spiren til en væmmelig Sygdom bærer han i sig fra Fødselen af. Han har taget den i Arv efter sin udsvævende Fader. Meget regelmæssig har han heller ikke levet. For at uddanne sig til Kunstner er han draget til Paris. Foruden at male har han ogsaa nydt Livet, ikke drukket i saa fulde Drag af Nydelsens Bæger, som Faderen, men dog levet lystig. Sygdommen kommer til Udbrud. En berømt Læge, hvem han raadspørger, ryster paa Hovedet og siger: «Fædrenes Synder hjemsøges paa Børnene». Da Osvald af Moderens Breve overbeviser Lægen om, at den afdøde Kammerherre har været en sand Hædersmand, som har ført et meget ordentligt Liv – thi paa denne Maade har Fru Alving troet at burde holde Faderens Minde i Ære hos Sønnen –, saa ved Lægen ikke andet at sige, end at Osvald ved sine egne Udskejelser har paadraget sig Elendigheden. Han betror ham desuden, at naar han næste Gang faar et Anfald af Sygdommen, der er bleven foreløbig helbredet, saa vil den være ulægelig; saa vil Osvald hele sit øvrige Liv komme til at ligge som en hjælpeløs Stakkel, fjollet, ussel, uden Aands- og Legemskraft. Tanken om denne formentlig selvforskyldte Ulykke har naturligvis en yderst nedslaaende Indflydelse paa Osvald. Hans Livskraft er brudt, han kan ikke mere arbejde. Nu søger han blot til Norge for at dø hjemme hos sin Moder. Men skønt han saaledes gaar med den truende Elendighed for Øje, ere Lysterne endnu vaagne, Letfærdigheden er ikke forsvunden. Han synes desuden at have arvet Faderens Hang til Drik; ogsaa bringer hans forpinte Tilstand ham til at dulme Sorgerne i Vinen.
Pastor Manders er en Figur, som man i Hovedsagen kender fra utallige af de nyere realistiske Skrifter. Vore hjemlige Realister betragte i alt Fald de orthodoxe og pietistiske Præster, som Udlandets Fritænkere betragte det katholske Præsteskab. Selv hvor der var naturlig Begavelse til Stede, skal denne være kvalt af en indsnævrende Kreds af Dogmer. Ved at tage Fornuften fangen under Troens Lydighed skulle de troende Præster have stækket og svækket deres egne Aandsevner, tabt Muligheden for at kunne tænke frit og sundt. Have de nu tillige ved Afholdenhed, Forsagelse, Opgivelse og Selvfornægtelse søgt at blive værdige Hyrder for Menigheden, saa hedder det, at de have gjort Vold paa Naturen, ødelagt deres egen Udvikling. De blive saa ikke blot begrænsede, aandelig ufrie og afhængige af Omverdenens Dom – der er bleven deres Rettesnor, eftersom de have tabt en egen Maalestok for deres Handlinger – men de blive unaturlige, splidagtige med sig selv, kæmpende mod Naturens Krav. Der træder da bestandig en undertrykt Lidenskab, en halvbetvungen Sanselighed frem hos dem. Halvheden bliver deres Kendemærke. Pastor Manders er for øvrigt en godmodig og veltænkende Mand. Men hvor hans Anseelse og Hævdelsen af hans ydre Værdighed kommer med i Spillet, der taber han Ligevægten og har ikke længere nogen klar Følelse af, hvad Pligten kræver. Han har i sin Tid elsket Fru Alving, og da hun som ung Kone i sin Fortvivlelse over sin Mand flygter til Manders og vil søge Tilflugt hos ham, da er det for en stor Del af Hensyn til hans egen præstelige Anseelse og udvortes Værdighed, at han ikke vil modtage hende, men formaner hende til at blive hos sin Ægtefælle og være ham tro.
Snedker Engstrand er en ren Kæltring, en dreven Skurk og Hykler. Han har i sin Tid giftet sig med Kammerherre Alvings Stuepige efter hendes Fejltrin; hun havde nemlig faaet nogle hundrede Specier fra det Alvingske Hus; det var dem, der fristede ham. For øvrigt har han af sin Kone ladet sig indbilde, at Pengene hidrørte fra en engelsk Turist, og at det var denne, hvem hun havde staaet i Forhold til. Efter at hans Kone er Død, kom Datteren Regina i Huset hos Alvings. Da hun nu er voksen, vil Engstrand nok have hende hjem, eftersom han vil oprette en Svirebule for Søfolk, i hvilken hun skal være Trækplaster. Med det Skin af Ædelmodighed, Fromhed og Diskretion, hvormed han bestandig formaar at omgive sig, bilder han den godtroende Præst ind, at det er et Slags kristeligt Herberge, et Asyl, et Sømandshjem, han vil stifte. Præsten gaar i Fælden og lover sin Understøttelse, ja formaner endog Regina til at tage hjem til Faderen.
Regina er ikke for intet opvokset i Snedker Engstrands Hus. Hun er hjærteløs, beregnende, simpel og fræk og kunde for den Sags Skyld godt være en Datter af Engstrand. Før Osvald kommer hjem, har hun glædet sig til, at han, i Følge et tidligere Løfte, skulde tage hende med til Paris, maaske som sin Kone, og hun har derfor lagt sig efter at lære Fransk, hvorfor hun paa simple Folks Maner anvender de tillærte franske Brokker ved alle mulige Lejligheder.
Der er ikke megen Handling i «Gengangere». Den største Del af Stykket gaar med til at sætte Læserne eller Tilskuerne ind i alle de oven berørte Forhold, der fremstilles i Form af Redegørelser, opdukkede Minder o. s. v. En Mængde Smaatræk bidrage til at karakterisere Personerne og oplyse Situationen. Det eneste Minde, Osvald har om sin Fader, er, at denne en Gang lod ham ryge Tobak og morede sig kostelig, da det lykkedes at faa ham syg og til at kaste op. Alle Samtalerne ere gennemvævede af betegnende Træk eller slaaende Bemærkninger, og Stykket egner sig derfor fortrinsvis til at være Læsedrama. Ved Opførelsen faldet det for meget i Øjnene, at Handlingen er spinkel. Den bestaar egentlig kun i, at et Asyl, som Fru Alving har ladet bygge og anvendt saa mange Penge paa, som hendes Mand ejede, da hun giftede sig med ham, brænder af, at Osvald bliver forkølet paa Brandstedet, og at Udbruddet af hans Sygdom derved fremskyndes. Den bryder frem, efter at han har bedt Moderen om at forgive ham, naar den kommer, for at skaane ham for at ligge hen i en hjælpeløs idiotisk Tilstand. Fru Alving er i Tvivl om, hvorvidt hun skal opfylde hans ønske. Dermed ender Stykket, uden at man ved, om Osvald lever eller dør.
Der er naturligvis fremstillet en Del Omstændigheder, som ere forbundne med Handlingen; men de tjene nærmest kun til at karakterisere Personerne. Dette gælder saaledes om Engstrands List, da han efter Branden af Asylet, hvilket han rimeligvis selv har sat Ild paa, faar Præsten bildt ind, at denne er Skyld i Branden, fordi han ved at pudse Lyset, oven i Købet, hvad der forekommer den pæne Præst temmelig mærkeligt, med Fingrene har kastet en brændende Tande hen i nogle Høvlspaaner. Da den skikkelige Mand, der er noget distræt og derfor ikke husker godt, lader sig binde denne Historie paa Ærmet og frygter for Skandale og offentlige Angreb, kan han ikke modstaa Fristelsen, da Engstrand tilbyder at fortie denne Oplysning ved Forhørene. Da Regina, med hvem Osvald har haft en Scene, der mindede Fru Alving, som blev Vidne dertil, om Faderens Forhold til Reginas Moder, senere hører, at Osvald er hendes Broder, forlader hun Huset og vil ty hjem til Engstrand for at tjene Penge i hans «Sømandshjem». Da ogsaa Pastor Manders efter Branden har forladt Fru Alvings Hus, er Moder og Søn ene i Natten, hvorved Trøstesløsheden bliver endnu større. Osvald har haabet paa, at Regina i fornødent Fald vilde give ham Haandsrækningen, d. e. den dødbringende Gift; men da hun er borte, forlanger han dette Offer af Moderen, der vel først gyser tilbage fra at dræbe sit eget Barn, men senere tager Giften frem, derpaa igen betænker sig, medens hun holder den i Haanden. Det er nu hen ad Morgenstunden. Solen staar op. Sønnen ligger sunken sammen paa en Stol fjollet gabende og fremmumlende den meningsløse Begæring, at Moderen skal give ham Solen.
Ingen Løsning, ingen Slutning, ingen Forsoning.