Fredericia, den 4. Oktober.
Theatret. For et elegant og talrigt Publikum opførtes i Aftes Henrik Ibsens «Gjengangere». Stykket har vakt en ikke ringe Opsigt, og man kan sige i mere end en Retning. For det Første kan det aldrig benægtes, at Stykket til dets yderste Konsekventser er et Arbejde, som bærer det utvetydigste Præg af at være udgaaet fra en Forfatter, der har vist, at han kan, hvad han vil, men paa den anden Side gjør Stykket sig bemærket ved, at der hviler et uendelig trykkende Tungsind over det Hele, det er som en Døendes sidste klamme kolde Aandedrag havde trykket sit Stempel paa hele Handlingen. – Udførelsen var fortrinlig. Det var med Nød og næppe, at Publikum trods den trykkede Sindsstemning kunde holde sin Begejstring tilbage lige overfor Fru Recke-Madsen, der kom flere Gange til Udbrud. Hr. Züberlein gjengav den dødssyge, af Vanvid prægede Osvald med en slaaende Sandhed, og det samme kan siges om Hr. Sahlertz som Pastor Manders. I det Hele taget var Udførelsen som sagt fortrinlig.