Odense, den 2. Oktober.
Odense Theater. At Ibsens «Gjengangere« gjør et alt andet end hyggeligt Indtryk, derom vidnede Tilskuernes Forhold ved Opførelsen i Aftes. Bifaldet faldt kun sparsomt under selve Opførelsen, og Fremkaldelsen efter Tæppets Fald gjaldt vel først og fornemmelig den gode Udførelse, men var maaske ogsaa fremkaldt af en uvilkaarlig Trang til i nogen Maade at afkaste det knugende Indtryk, hele Dramaet og især Slutningsscenen fremkaldte. Ibsen regnes som Digter og dramatisk Forfatter til den realistiske Retning, og nægtes kan det ikke, at alle hans Arbejder bærer Vidnesbyrd om, at han baade har et skarpt Øje for, hvad denne Retning kalder det «virkelige» Liv, og Evner som faa til at give sit Syn Udtryk. Alligevel er Ibsen utvivlsomt mere end Realist. Samtidigt med den stærke og skarpe Paavisning af, hvorledes Fordærvelsen, Raadenskaben, Løgnen – og Synden i Menneskelivet, hos den enkelte, hos Familien, hos Samfundet, øver sin nedbrydende og ødelæggende Magt over Individerne, gaar der gjennem hans Digtning et dybt Hjærtesuk, en skrigende Længsel efter et rigt og lykkeligt Menneskeliv, der i «Gjengangere» har faaet Luft i Osvalds Klage i den gribende Samtale med Moderen, da han søger at sætte hende ind i den Ulykke, der har knyttet sig til hans Tilværelse. Det vil ikke være vanskeligt at finde Udtrykket for den samme Længsel i «Et Dukkehjem» f. E. saa vel som i Ibsens øvrige Arbejder, d. e. Ibsen er egenlig Idealist med Trang til at leve paa det store og dybe i Menneskelivet, som kun faa, men med Syn paa, som kun færre, hvilken hæmmende Virkning Livets onde Magter øver. Og om det ogsaa kan paavises, at Ibsen i sine Arbejder fra tidligere Dage havde Øje for de forsonende Magter og paakaldte dem til at løse Knuden, medens hans senere Arbejder lader Knuden uløst og tier om Forsoning, saa ligger deri dog kun, at han endnu ikke har funden Magten, der kan raade Bod paa al Vaande, men ingenlunde, at han har opgivet at søge efter den. En Landsmand har nylig sagt om Ibsen, at hans Tro paa Menneskelivets Idealer fik sit Grundskud ved Begivenhederne i 1864. Det være nu som det vil, det giver i al Fald en Nøgle til Forstaaelse af den paapegede Forskjel mellem Ibsens Arbejder før og efter det nævnte Aar. Som et Overgangsled i den alvorlige Søgen efter at finde, hvad der kan holde, kan Ibsens senere Arbejder betegnes, men neppe som et Udtryk for dennes endelige Stade, dertil er hans Længsel efter Idealet for stærkt og hans Søgen for alvorlig. – Udførelsen her paa Theatret var saaledes, at den fortjente den Hyldest, der blev den til Del. Fru Recke-Madsen har i Fru Alvings Rolle en Opgave, værd at anvende Kræfter paa, og hun har ikke sparet sine. Hr. Züberlein som Osvald vokser under Spillet og naar i Stykkets 3. Akt til at komme i Højde med Fru Alvings Fremstillerinde. De øvrige Roller udførtes meget tilfredsstillende af Hr. Sahlertz som Pastor Manders, Hr. Heilesen som Snedker Engstrand og Frøken Svane som Regine.