Herman Bang og Peter Nansen

Det bliver kun helt kort, hvad jeg kan sige Dem om Generalprøven paa «Gengangere», ti hvad jeg skriver, skal sendes bort endnu inat, og Indtrykket, jeg lige har modtaget, er for sønderrivende til, at Kritikeren straks kan komme en Smule til Ro eller blot Mennesket opnaa sin Besindelse.

Saaledes som dette Drama virkede, da vi læste det for første Gang, og vi betoges af Dristigheden, Geniet selv, det utrolige i dets uhyre Sujet, saaledes voldtog iaften atter det velkendte, der var blevet nyt. Før var det døde Bogstaver, som dissekerede Samfundet, nu var det blevet Mennesker, Kød og Blod, der prædikede Revolution.

Denne skrækkelige moderne Tragedie er, saaledes spillet, Nutids Liv, flaaet op for vore Øjne. Hvis Publikum imorgen Aften bliver i Teatret, vil Virkningen være uhyre . . .

Jeg tror, jeg bestandig vil bevare Erindringen om Helsingborgs Teater, som det laa skumrende hen med sine enkelte mørkere Punkter det var Mennesker, som ventede og sin dybe Tavshed de sidste Øjeblikke, før Tæppet rullede op . . . Lindberg kom ned og gav sine sidste Ordrer med nervøs Hast det var Belysningen, som plagede ham til det sidste Nu . . . Han forsvandt igen, og vi saá den Bjælkestue, som Fru Alving kalder sit Hjem.

Der er intet andet Ord for mit Indtryk af Dramaet end dette ene: Der var ikke Luft nok i det store og tomme Teater. Man gispede som under et Pres for Brystet. Der er en enkelt Scene, som udførtes med al den Hensynsløshed, Ibsen har fordret, som lader denne forpinte Skræmsel stige næsten til Dødsangst. Jeg tvivler om, at vort Publikum vil taale denne Scene.

Det er, da Osvald vil overtale Moderen til at give sig Kapslerne. Moderen tager dem saa og flygter med dem. Osvald farer efter. Fru Alving styrter ud med et Hvin, Osvald efter, og Moder og Søn slaaes om Kapslerne. Optrinet vover det dyriske. Ibsen har villet det saa, og han har i Lindberg faaet en Tolker, som med Begejstring giver Digteren alt, hvad han vil.

Lindberg er beundringsværdig som Osvald. Naar man tænker sig, at alle Nordens Teaterdirektører nu har haft dette Drama liggende paa deres Bord i to Aar, og det bliver ham, der er den første, som spiller det. Han, som skal instruere, arrangere og selv spille Osvald.

Han har gjort det og gjort det saaledes, som rimeligvis ingen uden ham vilde kunne gøre. Efter ham vil en Skare af Skuespillere bemægtige sig denne tragiske Rolle og fejre Triumfer. Det vil dog aldrig blive glemt, at han var den første.

Fru Vinter-Hjelm er Fru Alving. Behøver jeg vel at sige, at hun, der forstaar saaledes at tale om sin Kunst og om Rollen, har forstaaet Ibsen som faa? Hun og August Lindberg er Mennesker, som forstaar hinanden. Deres Energi er uimodstaaelig, deres Sympatier de samme. Der er Øjeblikke, hvor disse to Mennesker i «Gengangere» glider saaledes sammen, saa haarfint svarer hinanden i samme Stemning, i samme Tone, at man sér Livet levet. Er der mer at sige? Hvad kan Kunstnerne mer? Og hvilken Ros kan vi finde, som er større?

Vi samledes siden efter Teatret. Jeg lagde Mærke til ét. Der blev mest talt om ligegyldige Ting. Man skyede det, hvorpaa alle tænkte, og det kom kun dumpende ud i Samtalen og bragte en underlig Skræmthed med sig, naar det kom . . .

Lindberg var meget bleg og meget nervøs. Han er blevet magrere, og Øjnene ligger meget dybt. Intet Under efter dette Arbejde. En Gang imellem tager han en af de Rollehavende hen i en Krog, hvisker til ham og instruerer ham. Han bruger mange og livfulde Billeder, naar han instruerer. Han ægger Skuespillerne, og man har en Følelse af En, der søger at faa Ild af Funker.

Dette er alt, hvad Træthed tillader mig at skrive.

Alt andet vil vel ogsaa Deres Korrespondent sige Dem imorgen.

Det var et usædvanligt Publikum, der i Onsdags Aftes havde givet Møde i Helsingborgs smukke Teater. Et usædvanligt Publikum til en usædvanlig Forestilling.

Ti endelig var det Øjeblik kommet, da en modig Mand vovede at spille vore Dages Hamlet, som hedder Osvald Alving. Banlyst fra Hovedstadsscenerne maatte «Gengangere», dette en genial Dramatikers genialeste Værk, søge en lille Krog i Provinserne for at tolkes, tolkes af en Mand, der selv er drevet fra sit Lands Hovedstad.

Saaledes fik Helsingborg en Hæder, som sént vil glemmes.

Der var tavs Forventning i Salen.

Hele det skaanske Aristokrati havde givet Møde og fyldte de første Rækker; saa kom de mange Gæster fra Danmark, flere af vore Forfattere; Skuespillere dog ingen fra det kongelige Teater og Journalister stærkt repræsenterede. Saa hele det øvrige Publikum; hver Plads i Teatret var optaget.

I sidste Øjeblik kom med Dampbaaden fra København en Efterslæt af danske Gæster.

. . . Saa rullede Tæppet op.

Jeg skynder mig at fortælle: Forestillingen blev en Succes, ikke nogen larmende, men en næsten tavs, som det sømmede sig Stykkets forfærdelige Alvor; en Succes med et Bifald, man maatte tvinge sig til at bringe som en skyldig Tak til Skaberne af fem hver for sig mægtige, fuldtlødige Roller, men først og fremmest til August Lindberg og Fru Winter-Hjelm, de første, der har ladet Osvald og hans Moder leve og lide for vore Øjne.

Og vi saá dem saaledes, som vi maatte have tænkt os dem bag Ibsens Ord, ofte i fuld Højde med Værkets Genialitet, aldrig usande.

Af Stykket selv behøver jeg intet at referere; man véd, at det spilles i Kammerherreinde Alvings Dagligstue, gennem alle tre Akter dér.

Udstyrelsen var stilfuld. Vi saá et hyggeligt Værelse med nordisk Komfort. I Midten et Bord med Blade og Bøger; derom gobelinsbetrukne Stole. Henne ved Vinduet til Venstre Fruens Sybord; bagved det en lille Sofa. Paa Væggene Malerier og antike Dekorationer; i Baggrunden en stor Vinduesfordybning med Blomster.

Blandt Bøgerne paa Bordet saá vi, da vi før Forestillingen var oppe mellem Kulisserne, Brandes «Et Besøg». Det laa der ved et Tilfælde, der saá ud som en Tanke. «Et Besøg» ved «Gengangere»s første Opførelse! Disse to Stykker, der har haft samme Skæbne: at blive kaldt umoralske, at blive ansét uværdige til at spilles paa Grund af deres skaanselsløse Oprigtighed.

I denne Ramme havde Lindberg indfattet Ibsens Livsmaleri.

Første Halvdel af første Akt syntes uendelig langt. Man ventede Osvald, og Konferencen mellem Pastor Manders og Fru Alving om det nye Asyl faldt næsten kedsommelig under den nervøse Spænding.

Fruen springer op, lytter efter Trin derudenfor.

Osvald kommer ind, med Overfrakke og Hat, elegant og smuk.

Et blegt Ansigt med dybtliggende mørke Øjne, sort Haar og sorte Moustacher, en skarp Profil med stærkt tegnet, krum Næse, og over det hele noget træt og slapt, med smaa nervøse Trækninger ved Øjnene saadan saá Lindberg ud som Osvald. Og denne Træthed, som der er i Udtrykket, er ogsaa i alle Bevægelser.

Saa forpint, saa forpint saá han ud. Man føler, at dér er Nerver, som trænger til at stryges dulmende af noget blødt og varmt; en afmægtig Begejstring, som kunde have udrettet saa meget; en Uformaaenhed, hvis Smerte skriger ud fra Ladheden.

Maaske saá han lidt for gammel ud; maaske det dog blot var Sammenligningen med Præsten, hvis 26 Aar gamle Udfører ikke mægtede at gøre Rollen gammel nok, der lod én synes det.

Osvald har kun lidt at gøre før midt i anden Akt. Dér kommer den første store Scene mellem ham og Moderen Champagnescenen, saa husker De hvilken.

Han og Moderen sidder ved Bordet; Lampen er bleven tændt; Osvald har fortalt sin skrækkelige Hemmelighed; nu taler de om dette: om alle Kvalerne, Angsten, tilsidst om Regine, hvis Sundhed og lette Sind han elsker, som den syge elsker Livet og Lyset.

De bøjer sig begge frem over Bordet, hver paa sin Side; Ordene bliver saa angstfulde, hviskes skrigende; eller de bliver ømme og trøstende fra hende, hjælpeløst klagende som hos et Barn fra ham, og vi sidder aandeløse og lytter, indsuger Ordene og Billedet. Saa springer Fruen op med en Latter, der faar os til at gyse. Hun vil, at hendes Gut skal være glad! Hun ringer paa Regine, lader hente Champagne. Og det røde dæmpede Lys over Bordet, Champagnen i Glassene, Regine frisk og lokkende, og saa de to, Moder og Søn, der martres det prænter sig urokkelig fast, dette Billede; aldrig vil det glemmes af nogen, der har sét det. Og hos mig har det fæstnet sig som det største, det uforglemmeligste af «Gengangere»s Opførelse.

Om tredje Akt skal jeg fatte mig kort. Der var glimrende Enkeltheder, betagende Steder nok; i og for sig var maaske de Repliker, hvor Osvald begynder at fortælle om Angsten, det højeste, der blev ydet; men der var ikke den Enhed og Harmoni som over Slutningen af anden Akt.

Rædselsfuld var Kampen mellem Moder og Søn; men Publikum holdt det ud; blev i Teatret, besvimede ikke og protesterede ikke.

Fru Winter-Hjelm er ganske sikkert en meget betydelig Skuespillerinde, og hendes «Fru Alving» er en Ydelse af høj Rang. Megen Avtoritet, en Intelligents, der gennemtrænger enhver Detail, er de store Egenskaber hos hende. I Scenerne med Osvald naaede hun det udmærkede, der var her mer end Sammenspil, der var Samliv mellem disse to. Om Fru Alvings hele Rolle vil jeg en anden Gang udtale mig. Tiden er idag kort, og Fru Winter-Hjelm har selv saa veltalende gjort Rede for sig.

Hele Sammenspillet var ypperligt; ingen af Rollerne mislykkedes. I Frk. Rustan har Lindberg været saa heldig at finde en Regine, man næppe let finder Mage til. Glimrende Skønhed og ikke ringe Talent har gjort hende det muligt at lade «Gengangere»s Regine springe lyslevende frem, netop saa fristende smuk, netop saa egoistisk livslysten. Hr. Axelsson, bekendt fra sit dygtige Spil som Ludvig den 11te i «Gringoire», var en godt gennemført, fra Maskens Side fortræffelig Engstrand, og Hr. Gustav Ranft, der havde faaet den for hans Ungdom ikke lette Opgave at spille Præsten Manders, var i alt Fald i én Scene fortrinlig: da han taler advarende Ord til Fruen. Ellers var der ganske vist mange af Præstens mesterlige Repliker, der faldt noget dødt og virkningsløst.

Hvad Mise-en-scènen angaar, vil jeg lade Lindberg selv tale; han skriver derom i et privat Brev meget beskedent, saa beskedent, at vi næppe helt tør tro ham:

«Mise-en-scènen er saa simpel som A B C, og jeg har aldrig mindre følt Savnet af de store Regissør-Egenskaber end i de Dage, vi indstuderede Ibsens Stykke. Han synes selv at have sagt: «Her eller dér skal De gaa, mine Børn, og dér skal De staa. Dér skal De græde, dér skal De le, men mærk Dem vel med det Smil, jeg har villet, og med virkelige Taarer.»

«Ja, det er ikke det mindst store ved dette Ibsens Værk, at han fører Skuespillerne tilbage til den ukunstlede Natur. Det er en smuk Hvile at kunne iklæde sig disse Karakterers Dragt, at kunne tænke sig deres Følelser, og hvordan har han ikke i sin Dialog udmejslet dem! «Fuld, hensynsløs Natursandhed kræver jeg af hver og en,» siger han i sit Brev, og jeg drister mig til at svare, at han skal faa den; men derom skal De og andre dømme ikke jeg.»

Med dette Lindbergs Brev vil jeg slutte.

Vi, der nu har sét «Gengangere» under Lindbergs Auspicier, indrømmer ham, at vi har faaet fuld Sandhed, som Digteren har fordret, og det svenske Publikum, hvoraf over Halvdelen var Damer, har i Onsdags erklæret sig tilfreds dermed, har manifesteret, at det var en ugrundet Mistillid, man havde til Publikum, naar man troede, at det ikke vilde taale «Gengangere».

Der staar tilbage, at det danske Publikum skal vise det samme. Ved det improviserede Selskab, der efter Forestillingen i Helsingborg samledes om Lindberg, bød de danske ham paa Forhaand Velkommen i København, og Lindberg udtalte det Haab, at den københavnske Esprit endnu en Gang vilde give ham Sejrens Bekræftelse.