Theatret. Opførelsen af G. Heibergs «Kong Midas» blev Sæsonens første Begivenhed, Fremstillingen af Ibsens «Gengangere» maa betegnes som den anden. Som man ved, er det sidste Stykke egentlig ingen Nyhed paa Bergens Theater; vi har seet det spillet her ved flere Leiligheder, først, i April 1884, maadelig af Olaus Olsens Trup, derpaa, i Mai samme Aar, udmærket dygtig af Lindberg og hans Selskab; endelig blev 3die Akt givet af vor nationale Scene i Juni 1885, da den danske Forf. Herman Bang, sig selv og Publikum til lige liden Glæde, optraadte som Osvald.
Nu har vor Scene taget fat paa hele den store Opgave, og Førstegrøden af det dygtige Indstuderingsarbeide var den halv officielle Generalprøve i Tirsdags og Premièren igaar. Begge Aftener gav et efter Theatrets nuværende Kræfter og Virkeforhold overraskende godt og smukt Resultat; alle Rollehavende havde umiskjendelig lagt sit bedste Arbeide paa de respektive Partier og anstrengte sig til det yderste for under Ledelsen af en energisk Instruktion at bidrage sit til det kunstneriske Ensemble.
Da dette i sit Slags enestaaende Drama allerede er ni Aar gammelt og dertil som neppe noget andet, det skulde da være «Et Dukkehjem», privat og offentlig diskuteret, vil det være ganske overflødigt at dvæle enten ved dets Ide eller dens geniale Behandling; kun saa meget skal siges, at Stykkets rystende Alvor, dets forfærdelige Lære bliver af mægtig gribende Virkning, selv om Fremstillerens Evne, Temperament og Kunst ikke overalt slaar til eller falder helt sammen med Opgavens Krav.
Som den mest indtrængende og typiske Menneskeskildring i de forløbne to Aftener maa vistnok betegnes Hr. Thomassens Engstrand. Det Hykkelske, Snedige og moralsk Forkomne, den indre Raahed og ydre Hæslighed hos Manden blev ligesaa intelligent som diskret betonet i Fremstillingen, saaledes at Figuren virkede ægte menneskelig og sand i al sin Frastødenhed.
Hr. Johannessens Præst var en dygtig og omhyggelig gjennemført Præstation men ikke egentlig ny; baade Maske og Spil mindede en Del om Kunstnerens Udførelse af tidligere Roller. Det kan nu vistnok ikke ventes, at en saa stærkt benyttet Skuespiller altid skal formaa at skabe noget virkelig originalt; dog burde her formentlig Naiviteten, Lettroenheden hos det «store Barn», der fuldstændig lader sig narre af «den fæle Snedkeren», kommet stærkere frem. Ligefuldt var Hr. Johannessens Pastor Manders en kunstnerisk Ydelse af fast Støbning og præget af hans store, ungdomsfriske Talent.
Hr. Løchen eier adskillige Betingelser for Gjengivelsen af Dramaets triste Hovedperson, og hans Osvald vidnede fra først til sidst om meget og alvorligt Arbeide. Replikerne faldt lettere og naturligere end sædvanlig hos denne Skuespiller, og det Slappe, Trætte, der var Grundtrækket baade i hans Apparition og Spil, tjente godt til at forberede den endelige Katastrofe. Den fuldstændige Sammensynken i Slutningsscenen og det med lallende Tunge og tom Stirren gjentagne «Solen Solen», blev af pinlig ægte Virkning i det uhyggelige Billede. Et heldigere Arrangement af Solopgangen, der fremkalder Osvalds nævnte Udraab, end Gaarsaftenens, vil dog være nødvendigt til Frembringelse af den fulde Illusion.
Naar billigt Hensyn tages til, at Tragedien ikke er i Fru Speratis Felt, maa hun siges at skille sig paa en meget anerkjendelsesværdig Maade fra Fru Alving. Der var Varme, ægte Følelse og en forstandig Opfatning i hendes Spil, men i første Akt hæmmedes det af en vis Monotoni, noget vel Afdæmpet, der t. Ex. lod Manders Bebreidelse for, at hun «tager det saa heftigt», da han foreslaar hende, at Regine skal flytte hjem til Engstrand, synes temmelig ubeføiet. Ligeledes savnedes gjennemgaaende den tragiske Ild og Kraft under Stykkets senere Udvikling, og for den ulykkelige Moders Forfærdelse og Fortvilelse har hverken Fru Speratis Mimik eller Spil et fuldgyldigt Udtryk, Noget, der allerede viste sig, da hun i 1885 gav Fru Alvings Parti i det da opførte Brudstykke af «Gengangere».
Frk. Paulsen er uden Spørgsmaal af Theatrets Damer bedst skikket for Regine; hun tog sig, som Osvald siger, «prægtig» ud og gav det lidet sympativækkende Parti med passelig Fripostighed og Koketteri. Overhovedet sidder denne unge Skuespillerinde utvilsomt inde med mere Evne, end man før har troet, og hun vil i Fremtiden sikkert faa et større og interessantere Omraade end de nydelige «Backfische», der tidligere har været hendes Specialitet. Hvad hun mest trænger er Teknik, Herredømme over sine Virkemidler, og her vil en dygtig Instruktion kunne blive af stor Nytte.
Scenearrangementet var smagfuldt og omhyggeligt; kun laa Landskabet udenfor Blomsterværelset i første Akt altfor dæmpet belyst, til at man kunde antage Tiden for at være midt paa Dagen, selv i Regnveir.
Det talrige Publikum fulgte Forestillingen med spændt Opmærksomhed og lønnede Spillet med talrige Fremkaldelser.
«Gengangere» gives imorgen som Abonnementsforestilling og bør da samle fuldt Hus.
Theatret. «Gengangere» gaves igaar som Abonnementsforestilling for et meget talrigt og levende interesseret Publikum.
Reprisen af det mærkelige Drama befæstede Indtrykket fra Generalprøven og Premieren af energisk og dygtigt Arbeide, og Instruktør og Skuespillere har stor Ære af sin Samvirken.
«Gengangere» vil sikkert endnu mange Aftener formaa at samle en taknemlig Tilskuerkreds og bør ubetinget faa en blivende Plads paa den bergenske Scenes Repertoire.