Peter Hansen

---

Im Leben pflegt es uns zu frommen,
Wenn wir in gute Gesellschaft kommen,
Und sollen uns in der Kunst bequemen,
Mit der Crapüle vorlieb zu nehmen?
Paul Heyse.

Den evige Strid om den menneskelige Friheds Autonomi eller Determinisme, om Villiens Spontaneitet eller Afhængighed hører ifølge sin Gjenstand til de Diskussioner, der til alle Tider ville sysselsætte den tænkende Del af Verden og, baaren frem af Tidernes skiftende Aand, føre til afvigende, hinanden modsigende Resultater. Alt eftersom en Tidsalder føler sig dragen hen imod den rene Spekulation eller den empiriske Kjendsgjerning, alt eftersom dens Trang til Sammenhængsviden finder Hvile i et antaget Usynligt eller et iagttaget Synligt, vil Afgjørelsen svinge mellem de to Poler: Personlighedens fuldkomne Emancipation fra Naturbestemmelserne og dens ubetingede Afhængighed af dem. Jo snevrere man er tilbøjelig til at drage Grændserne for menneskelig Viden, des mere vil man i Stridens skiftende Udslag se et Vidnesbyrd om, at dens Emne er et af de evigt uløselige Problemer, som Verdensstyrelsens ironiske Dialektik har givet Menneskene at tumle med som en Prøve paa, hvormegen aandelig Kraft de eje til at rulle Sisyfosstenen op ad Bjerget, hvormegen Taalmodighed de raade over til Gjentagelsen af Forsøget. Og jo mere man er betagen af Henrykkelse over den menneskelige Undersøgelses og Tænknings Titankraft, des ivrigere vil man være til at fastslaa de videnskabelige Bidrag til Opgavens Løsning som det endelige og afgjørende Slutningsresultat og dekretere Nedsættelse i de Umælendes anden Klasse som Straf for dem, der ikke ville acceptere det forbigaaende Stadium som Tænkningens sidste Ord om den Ting.

I vore Dage med deres omfattende videnskabelige Erobringer, med deres dybe Indtrængen i de fysiologiske og pathologiske Løndomme og den Vægt, der som Følge heraf lægges paa en fysiologisk Udtydning af Psykologiens Fænomener – i vore Dage afgjøres Spørgsmaalet om Menneskets Afhængighed eller Uafhængighed af sin Naturbund fortrinsvis til Fordel for Afhængighedshypothesen. Ogsaa i denne Henseende svinger Aarhundredet tilbage mod sin Forgænger, det rationelle attende Sekulums Opfattelse, skjøndt her som paa alle andre Omraader udrustet med en langt større Kyndighed, langt talrigere og langt fyldigere Iagttagelser, end Oplysningstidens videnskabelige Kritik havde at støtte sig til. Vi faae for dette Spørgsmaals Vedkommende ligesaalidt en Gjentagelse af den flade Anskuelse om «l'homme machine» som vi paa vor Tids rationalistiske Bibelkritiks Omraade møde en Gjentagelse af det forrige Aarhundredes barnagtige Mirakelforklaringer; ikkedestomindre er den overvejende Betoning af Arvelighedens og Naturafhængighedens Momenter saa langt fra at være en ny Theori, at den meget mere kun er et af Tidspendulets Tilbageslag tilvenstre som Reaktion mod dets forudgaaende Dvælen ved den anden Side og bestemt til at efterfølges af det modsatte Udslag. Der hviler derfor over Henrik Ibsens nye Skuespil en ironi af endnu højere Art end den, han selv raader over: dets Tendens er selv en Gjenganger, og naar det vil nedmane «alleslags gamle afdøde Meninger og alskens gammel afdød Tro», saa bruger det som Besværgelsesformular en Theori, der har levet før paa Jorden, er afgaaet ved Døden og bleven begravet, men derfor ikkedestomindre gaaer igjen med samme Ret som alle de Theorier, hvori Menneskeaanden for en Stund finder Hvile.

For en Digter med Evne til at beherske alle de Overgangsbestemmelser, hvori Arvelighedsmomentet vibrerer, hele det Grændseterritorium, hvor de medfødte Anlæg og de tilegnede Færdigheder, hvor det pathologiske og det intellektuelle Liv, hvor Ansvar og Utilregnelighed berøre hinanden, maa der her vise sig en Grube af interessante og aktu elle Ideer. Og baade Interessen og Aktualiteten vil forøges, hvis det kan lykkes Digteren at fremstille Ideen i dramatisk Form. Men jo dybere han gaaer, des vanskeligere vil det staa for ham at faae Motiveringen – der ifølge Sagens Natur baade naaer langt tilbage og forgrener sig til alle Sider – udtømt indenfor Dramaets knappe Rum. Det Mylr af Tanker, Emnet afføder, maa beskjæres for at kunne samles om et enkelt Forhold; et Sujet, hvis hele Pointe ligger i alle de Mellemled, der forbinde før og nu, maa berøves netop denne mangetraadede Kontinuitet, for at Opmærksomheden ikke skal spredes for stærkt. Tilbage bliver da kun et Paradigma, der i sin udvortes Haandgribelighed gjør Krav paa at udtrykke Problemets strømmende Liv. Digterens Kunst kan arrangere dets Paaklædning saaledes, at dets naturlige Magerhed for et Øjeblik skjules; men et nøjere Eftersyn viser snart den skematiske Tørhed, der er en Følge af Dramaets Fordring om Korthed og Sluttethed i Behandlingen af et Emne, hvis første Motiv ligger ligesaa Fjernt tilbage som dets sidste Konsekvenser ligge langt forude.

Denne uundgaaelige Skrøbelighed præger ogsaa Ibsens «Gjengangere». Til Illustration af sin Tanke har Digteren valgt et saa overfladisk Fænomen som en nedarvet legemlig Sygdom; og saa er her endda Arvelighedens strenge Nødvendighed brudt ved Indskydelsen af et tilfældigt Mellemled som Overfører af Sygdommen, en Indrømmelse, som det valgte Exempels Afvigelse fra lægevidenskabelige Erfaringer har medført. I denne skjæbnesvangre Tobakspibe er hele Arveligheden lige nær ved at gaa op i Røg; gennem den kunde Osvald ligesaagodt blive Offer for en aldeles irrelevant Trediemands Samvittighedsløshed. Skal hans Sygdom være af den forfærdeligt manende Natur, som Stykkets Ide fordrer, maa Spiren til den være samtidig med hans Tilværelses Begyndelse, men her møder Lægevidenskabens Erfaring med den Indsigelse, at skal Osvald ikke være et rent Undtagelsestilfælde – og et saadant egner sig jo kun lidet til typisk Billede paa Ideen – saa føre Konsekvenserne til den mislige Betragtning, at den yderliggaaende Radikalisme, der udtaler sig gjennem mange af Moderens Raisonnementer, har sit Udspring fra en syg Hjerne, en Betragtning, som ikke med Sikkerhed kan siges at have ledet Digteren under Fremstillingen af hendes Extravagancer.

Trods disse Svagheder ved Sujettet fremtræder det dog i Stykket med hele den Gru, Tilfældet besidder i det virkelige Liv. Skildringen er gribende og rystende; man kan forstaa, at det første Indtryk paa Læseren bliver imponerende, forfærdende; at det tillige bliver begejstrende, er vanskeligere at fatte. Og dog er der Tegn til, at ligesom de dandsende Dervischer for et Par Aar siden betragtede det som et Symptom paa en havareret ægteskabelig Samvittighed, at man kunde have Et og Andet at indvende imod Logiken i «Et Dukkehjem», saaledes udsætter man sig nu fra samme Side for at blive anseet for et i sanitair Henseende mistænkeligt Individ ved at paapege Utilstedeligheden af Osvald som dramatisk Figur og kan særlig befrygte, at en Fraraaden af «Gjengangeres» sceniske Opførelse vil have en øjeblikkelig Angivelse for Sundhedspolitiet til Følge. Det tør dog imidlertid antages, at der engang vil komme saamegen Ligevægt i Sindene, at man med al Beundring for Digterens Tankerigdom og Aandsdybde og uden at behøve at dæmpe sin Lovprisning af det sociale Mod, han lægger for Dagen, vil kunne enes med den noget køligere Dom over Digterværket i den ene Ting: at Æsthetiken, hvor gammeldags en Videnskab den er, uvægerlig maa fastholde Fordringen om et vist Forhold mellem Skyld og Straf hos dramatis personae og at en vilkaarlig Ophævelse af dette Forhold vel kan have det Nyes bizarre Interesse, men aldrig vil faae æsthetisk Lovkraft. En dramatisk Skikkelse, der uden Spor af egen Brøde gaaer tilgrunde for vore Øjne, ædt op indvendig fra som Offer for sin Faders Letsind og tvingende sin Moder til Sønnemord som eneste Slutning paa en idiotisk, af al Undergangens Højhed forladt Tilværelse, har ikke mere med den dramatiske Digtekunst at gjøre end en Uskyldigs langsomme Dødskval paa Inkvisitionens Pinebænk. Indrømmer man dette, vil man ogsaa maatte protestere imod, at hele denne pathologiske Proces stilles haandgribeligt frem for et Theaters Publikum, ialtfald ikke før den plastiske Kunst er kommen saa vidt, at den søger sine Modeller blandt de ogsaa højst alvorlige og grufulde Voxpræparater i de anatomiske Museer.

Som Osvald maa lide for Faderens Skyld, saaledes maa Kammerherreinde Alving undgjælde for Sønnens Mangel paa Præsentabilitet; idet vi ikke kunne indrømme ham Adgang til Scenen, maa vi med det Samme renoncere paa at se hans Moders interessante Skikkelse iført Kjød og Blod. Det er hende, der er Dramaets egenlige Hovedperson; ikke alene staaer hun i aandelig Lødighed et Trin over alle sine Omgivelser, men det er tillige hende, Digteren lader uddrage de Resultater, hans Kombinationer føre til. Som saa ofte hos Ibsen er Skikkelsen holdt i en saa streng Objektivitet, at man ikke er ganske paa det Rene med hans egen Stilling til de Tanker, den udtaler. Det Gjengangeragtige, der er personificeret i Osvald, bliver i Fru Alvings Raisonnementer overført som noget for Livets almindelige Gang Typisk; «weh Dir, dass Du ein Enkel bist», bliver for hende som for Mefisto den trøstesløse Sum, hvori Fortidens Vildfarelser og Fordomme, Love og Vedtægter samle sig, og idet hun stilles overfor de Krav, Sønnens exceptionelle Tilværelse retter til hende, drives hun frem i en Klimax af mere og mere skarpt præciserede Afgjørelser, i hvilke Samfundets Love og Traditionens Forskrifter underkastes den øjeblikkelige Situations Prøvelse: Er det en Moders Pligt at opdrage sit Barn i Kjærlighed til en Fader, der ikke har fortjent den? Er det Andet end en social Fordom, at Broder og Søster ikke maa gifte sig med hinanden? Bør en Moder ikke berøve sin Søn Livet, naar det er hans Ønske at befries fra en haabløs Tilværelses Kval? Disse og lignende Spørgsmaal stiller Stykkets Handling til Fru Alving, og selve deres Fremkomst er allerede en Bebudelse af, at deres Besvarelse for hendes Vedkommende vil falde ud i revolutionair Retning som en Protest mod den Uret, Samfundet har paaført hende. Er hun i denne Hensende Tolk for Digterens egen Mening? Meget tyder herpaa, baade Ibsens negerende Tendens i Almindelighed og i dette Stykke særlig den lette Ironi, der hviler over Præsten Manders' Skikkelse, naar han i godtroende Ivrighed forsvarer Pligtens Krav, Forsagelsens Lykke og den officielle Samfundsmoral – en brav Mand, der i sin tosse-gode Skikkelighed bliver et let Offer for en snu Hykler, ligesom Samfundet selv i sin honnette Tro paa det Nedarvedes Ret, paa Autoritetens Gyldighed lader sig snyde for dette Livs Lykke af dem, der formaa at smøre det om Munden med den vedtagne Morallovs Fraseologi. Meget tyder som sagt paa, at Ibsen i Fru Alvings radikale Tankegang har villet støtte den moderne Litteraturs Tilbøjel ighed til at frikjende Individet og lægge Ansvaret over i den taagede Almindelighed, der kaldes Samfundet; men her som saa hyppigt hos Ibsen faaer man mere Tanken sat i Bevægelse end man opnaaer Hvile i eller æskes til Modstand mod et endeligt Udfald af Digtets Handling som et Udtryk for Digterens egen Dom over det Livsbillede, han har manet frem.

«En Digter lader til Orde komme
Gode som Onde; Frække som Fromme;
Men den Mening han selv om Begge har,
Af hele Værket maa blive klar» –

mod denne Lov er Ibsens Digtning hyppigt en levende Protest og opnaaer som en Følge deraf ofte at vække en stormende Diskussion pro et contra, medens han selv sidder i fjern Højhed og lader Stormen rase. Men efterhaanden som det behandlede Problems øjeblikkelige Dristighed taber Overraskelsens Interesse, vil denne Mangel paa positivt Stade blive mere og mere fremtrædende i hans Digtning; thi vel er den ovenfor paaberaabte Lov meget gammeldags, men det er f. Ex. den lille Tabel ogsaa, og dog er 2 og 2 endnu den Dag idag 4.

Men – unægteligt – Læserens Tankevirksomhed faaer en kraftig Impuls ved Ibsens nye Stykke. Han nødes til at se adskillige afgjørende Kategorier Ansigt til Ansigt, han ægges til at optage Kampen og hos sig selv udarbejde den positive Modvægt til Digtets Negation, eller han drives af dets svulmende Strøm over mod den nihilistiske Poesis Kyster. Thi af Ibsens bedste Egenskaber som Dramatiker bærer Stykket Spor Side efter Side, og at paavise de ypperlige Træk i Karaktertegningen, det naturlige og dog i enhver Vending saa udtømmende Replikskifte, den tømmerfaste Konstruktion, hvori Stykkets fem Personer ere anbragte – det vilde ogsaa overfor dette Arbejde af Ibsen være en ligesaa overflødig Gjerning som at dokumentere, at Kongen er af Adel.