Ibsens Gengangere
ville vi her ikke undergive nogen indgaaende recension, dertil er stykket os baade for nært og for fjernt. De mange kritiker, det har fremkaldt, ere endnu i friskt minde, og paa den anden side staa vi det endnu for nær til med den fornødne objektivitet i det enkelte at drøfte den plads, der tilkommer det saavel i forhold til tidens øvrige, som Ibsens egen digtning; men vi kunne dog ikke tilbageholde nogle faa orienterende bemærkninger, som det forekommer os at være baade en ret og en pligt at fremsætte, saavel med hensyn paa digteren som publikum og den upartiske æsthetiske dom.
Hvis vi se hen til de dramatiske arbeider, som vore to store digtere i den senere tid fremlægge for sine landsmænd, og maale disse med det traditionelle maal, med hvilket saavel vi som de ere voxede op, og som de i sine tidligere arbeider selv har fulgt, saa er forskjellen iøinefaldende, og vi kunne ikke dølge for os selv, at der er ifærd med at indtræde eller rettere, at der allerede er indtraadt et betydningsfuldt omslag i den dramatiske digtning. Vi ville foreløbig betegne dette saa, at tidens krav, der paa alle kunstens feldter fordrer realisme, ogsaa er kommet over dem.
Naar vi tænke tilbage paa de digtere, hvis stykker vi have læst eller seet gaa over vor scene, fremmede som egne, gamle som nye, alvorlige saavel som de, hvis muse er af muntrere præg, og saa sammenligne dem med Bjørnsons eller Ibsens senere arbeider, saa føle vi, at vi ere ligesom i en anden verden.
De dramatiske karakterer, som hist fremføres for os, ere individer, mer eller mindre udprægede, mer eller mindre betydende, men dog individer, som interessere os for deres egen skyld. De handle og lide, fornøie sig og fortrædiges, elske og hade paa den eller den anden maade, i de eller de situationer, som ere tilstrækkelig underholdende og spændende til at holde interessen vedlige, men som hvad enten genret nærmer sig det tragiske eller det komiske, dog høre dem selv udelukkende til. Det vil sige, dramet, hvad enten man nu kalder dets frembringelser for tragedie eller komedie – efter den traditionelle distinktion – er det borgerlige drama, inholdet, hvad enten det spiller i nutid eller fortid, er hverdagsbegivenheder, smaabilleder, – idyller – paa begrændset feldt og med tanker, som ei række der udover.
Heri er der skeet et omslag, og det er vore digtere, som har fremkaldt det. De themaer, som de behandle i sine dramer, dreie sig ikke mere om det saa almen-interessante spørgsmaal, om han faar hende eller hun ikke faar ham, og i første fald om der skulde være t. e. en onkel eller tante, som velvillig vil forsyne det lykkelige par med den fornødne mynt, hvis de tilfældigvis ikke har den før. Nu gjælder det tidens opgaver og samfundets problemer. Den dramatiske kunst er ikke længer et stillebens maleri, der forarbeider nette sager til dekoration eller morskab i en ledig stund. Den er en form, hvorigjennem tiden søger at blive sig og sine store opgaver bevidst, og derigjennem føre dem frem til dens løsning. Hvis vi tage t. ex. Bjørnsons «Kongen», saa føle vi strax, at det ikke er et bestemt individ, for hvem Bjørnson i dette stykke vil vække vor interesse, ligesaalidt som Ibsen i «De Unges Forbund» vil henlede tanken netop paa denne politiker; det er nutidens og fremtidens problemer, som igjennem disse dramatiske figurer ligesom lyslevende reise sig for vort studsende blik; – hist spørgsmaalet om de monarkiske institutioners tilbagevirkning paa de personers udvikling, som bære dem, om disse med sandhed fylde eller kunne fylde det krav, som samfundet stiller til dem, om ialfald i visse retninger at være dets repræsentative mænd; – her spørgsmaalet om de nye ideers talsmænd, om disse ideer og disse talsmænd holdt maal eller ere af fuldvægtigt metal: modsvarende spørgsmaal om vigtige eller, om man vil, saare punkter i det moderne politiske liv: det er det, som behandles.
Vi kaldte ovenfor dette for realisme, men kan det ikke med større føie kaldes tendens? Maaske, men kun maa man da lægge mærke til, at tendensen ikke er ny og ikke af den sort, at den kan erklæres fremmed for dramet. Vi kjende fænomenet igjen fra dramets historie, specielt paa den tid og det sted, hvor dets vugge stod, og hvor det naaede sin høieste blomst. Naar Athens største dramatiske digtere i begge genre bragte sin tids politiske, ethiske og religiøse ideer, ja til og med disses bærere paa scenen, saa var der vistnok den, som brød staven herover og kaldte det tendens. Men eftertiden saa heri en norm. Da den antike dramatiske kunst stod paa sit høidepunkt, netop i dens gyldne tid, saa var det denne realisme, eller om man vil denne tendens som gav den dens livskraft og eiendommelige præg. Dens resonnantsbund var samfundets aandsliv. Dette toner os imøde fra de udødelige typer, som vi fatte i deres skjønhed, fordi den strid, som i samtiden heftede sig ved dem, gaar os forbi. Da dette aandsliv forfaldt, da Athen ei længer interesserede sig for politiske og religiøse, knapt nok for literære spørgsmaal, saa befattede dramet sig heller ikke længer med dem. Det blev hvad man eufemistisk har kaldt «den modne frugts milde sødme» et borgerligt drama, kjærlighedsdrama, saa som man da forstod kjærligheden, og det var intet fremskridt. Nu er bevægelsen modsat. Vort drama bevæger sig mod det maal, som det antike forlod, da det dalede. Skulle vi ikke glæde os over det, og se en gjenstand for national stolthed deri, at det er vore digtere, som her gaar i spidsen?
Men vil man sige: A thing of beauty is a joy for ever.
Kunstens, ogsaa den dramatiske kunsts frembringelser skulle fremfor alt være skjønne, og som saadanne frembringe glæde, men naar kunsten stiger ned i livet og kjæmper dets kamp, hvor bliver saa skjønheden og glæden af? Og det er sandt: denne art af drama, rigere og tankeværdigere end det gamle, stiller store fordringer til digteren. Der kræves af ham, at han, ligesom i den antike tid, helt lever, ikke blot tidens liv, men ogsaa for og med sin kunst; vi ville ikke paastaa, at de store fordringer overalt ere blevne opfyldte. Men vi maa dog ogsaa fremholde, at, hvis skjønheden savnes, saa er feilen maaske ikke blot i digterens værk, den kan ogsaa være hos os. Maaske stikker den deri, at vi anvende en for liden og forældet maalestok paa en kunst, hvis eiendommelighed netop bestaar deri, at den er voxet fra den.
Disse almindelige betragtninger ønske vi specielt at gjøre gjældende med hensyn til Ibsens sidste stykke, der forekommer os at være et betydningsfuldt skridt i den her antydede retning. Thi af alt, hvad vi i den moderne dramatiske literatur har læst, er «Gengangere» det, som kommer det antike drama nærmest. Det er overflødigt her at undersøge, om det er den antike tragedie eller komedie, hvorom den minder, – allerede Plato saa jo, at disse to i sit væsens grund vare identiske, eller rettere maaske, at komedien i sin høieste fuldendelse nærmer sig tragediens dybde og vægt; og ikke heller vil vi dvele ved moderne efterdannelser af det gamle dramas form. Den har ingen plads i vor tid. Hvad vi mene, er en viderearbeiden i den samme aand. Og berøringspunktet her er da det, at digteren har grebet de ideer, som gjære og bryde sig i samfundet om os, og fremstiller disse i typiske personer – personer, hverdagslige og naturlige, skaarne ud af virkeligheden, saa at vi se dem, og se gamle bekjendte i dem, men dog saaledes anlagte, at det sociale livs ideelle magter bæres af og bryder frem gjennem dem. De staa der helstøbte i faste omrids, men bag dem og igjennem dem sees og føles samfundets stræben og ulykke, dets kamp, dets lidelse, dets skyld og dets straf. Denne ene familie, med sine smukke og gode anlæg og lyse forhaabninger om sin fulde og rige del i livets lykke og glæde – er liv af vort liv. Dens haab er vort haab, dens pligt vor, og fremfor alt dens skyld. Vi selv har været med at gjøre den til, hvad den er. Vi ere medsørgende og lidende, fordi vi ere medskyldige. Den unge livsglade løitnant i den halvstore by, der kun havde embede, men intet maal, ingen alvorlig interesse til at lægge beslag paa sit svulmende livsmod og livskraft – hvem kjender ikke ham, hvem føler ikke for ham og beklager, at vaaren blev taget ud af aaret, fordi man satte ham til et arbeide, hvor det ikke var meningen, at der skulde være alvor eller arbeide. Og naar han saa er gaaet tilgrunde, og naar hans prægtige hustru, den heroiske men dog svage kvinde, den legemligt og aandeligt fra – eller før – fødslen af ormstukne søn hver paa sin vis gaar til grunde – skal vi sige ved egnes eller andres feil – føle vi da ikke, at skylden falder tilbage paa samfundet, paa os?
Med andre ord! Har den moral, som vort samfund stiller op mod tidens brøst for at læge og forebygge disse, været sin opgave voxen? Har den voxet i storhed med kravet? Kan den siges fri for heller at ville tildække tidens synd og saar end læge dem, og har ikke ogsaa vi vor del i den aandelige farisæismes overfladiskhed, at vende moralens bud ikke som manende straffedom mod de letsindige og forhærdede almenagtede syndere, de være sig nu samfundets støtter eller dets kjælebørn, men tvertimod som bebreidelser mod de svage, der lide under de skyldiges synd?
Er der ikke en del af det officielle hykleri ogsaa i vor midte, og hvis saa er, kunne vi undre os, at den sæd som saaes, ogsaa spirer? Hvis saltet taber sin kraft, hvormed skal der da saltes?
Den gamle tragedie kaldes skjæbne- eller slægtsdrama, den tragiske skjæbne gik i arv i ætten. Ogsaa her har vi en familietragedie, men den er tillige et samfundsdrama den antike tragedie, gjenopstaaet paa moderne jord. Stykket holder et speil op for den nulevende slægt – let og legende som det sømmer sig den høie og rene kunsts muse, thi hun vandrer paa let fod og i rythmisk gang. Men gjennem de lette rythmer klinge alvorsfulde toner og med tonerne følge tanker, tunge, mægtige, sorgfulde, forfærdelige og lutrende. Thi det ethiske alvor adler sorgen og frembringer den lidelsernes renselse, som Aristoteles stiller som tragediens maal.
At vor literære kritik, i altfald den som hidtil har ladet sig høre – med en eller to undtagelser – kun, paa det formentlige fornærmede samfunds vegne, har givet digteren onde ord og søgt at besudle hans digtning, beviser intet med hensyn til digtets, men vel med hensyn til kritikens egen art. Det er jo en gammel sandhed, at det er den, der melder, og ikke den, der volder ulykken, hvem vreden rammer.
Men naar det støv, som det har lykkes en lidet klartseende kritik at ophvirvle, om en forhaabentlig kort stund har lagt sig, da vil Ibsens sidste stykke i sine formfuldendte og stærke omrids staa ikke blot som hans hæderligste gjerning, men som det mægtigste kunstværk, som baade han selv og vor dramatiske literatur hidtil har frembragt.