Silkeborg, den 6te Oktbr.
– Henrik Ibsens Gjengangere, der opførtes her i Byen i Aftes, gjorde et alt andet end hyggeligt Indtryk. Dette viste ogsaa Tilskuernes Forhold under Opførelsen, thi der rørte sig neppe en Haand, medens der spilledes, trods den gode Udførelse, Stykket gjennemgaaende blev til Del, og først efter Tæppets Fald kom der ligesom lidt Liv i Tilhørerne, rimeligvis fremkaldt af en uvilkaarlig Trang til at afkaste det knugende Indtryk, hele Dramaet og især Slutningsscenen havde fremkaldt. Ibsen regnes som Digter og dramatisk Forfatter til den realistiske Retning, og nægtes kan det ikke, at alle hans Arbejder bærer Vidnesbyrd om, at han baade har et skarpt Øje for, hvad denne Retning kalder det «virkelige» Liv, og Evner som faa til at give sit Syn Udtryk. Alligevel er Ibsen utvivlsomt mere end Realist. Samtidigt med den stærke og skarpe Paavisning af, hvorledes Fordærvelsen, Raadenskaben, Løgnen og Synden i Menneskelivet, hos den enkelte som hos Familien og Samfundet, øver sin nedbrydede og ødelæggende Magt over Individerne, gaar der gjennem hans Digtning et dybt Hjertesuk, en skrigende Længsel efter et rigt og lykkeligt Menneskeliv, der i «Gjengangere» har faaet Luft i Osvalds Klage i den gribende Samtale med Moderen, da han søger at sætte hende ind i den Ulykke, der har knyttet sig til hans Tilværelse. Det vil ikke være vanskeligt at finde Udtrykket for den samme Længsel i «Et Dukkehjem» f. Ex. saa vel som i Ibsens øvrige Arbejder, d. e. Ibsen er egenlig Idealist med Trang til at leve paa det store og dybe i Menneskelivet, som kun faa, men med Syn paa, som kun færre, hvilken hæmmende Virkning Livets onde Magter øver. Og om det ogsaa kan paavises, at Ibsen i sine Arbejder fra tidligere Dage havde Øje for de forsonende Magter og paakaldte dem til at løse Knuden, medens hans senere Arbejder lader Knuden uopløst og tier med Forsoning, saa ligger deri dog kun, at han endnu ikke har funden Magten, der kan raade Bod paa al Vaande, men ingenlunde, at han har opgivet at søge efter den. En Landsmand har if. «Fs. Td.» nylig sagt om Ibsen, at hans Tro paa Menneskelivets Idealer fik sit Grundskud ved Begivenhederne i 1864. Det være nu, som det vil, det giver i alt Fald en Nøgle til Forstaaelse af den paapegede Forskjel mellem Ibsens Arbejder før og efter det nævnte Aar. Som et Overgangsled i den alvorlige Søgen efter at finde, hvad der kan holde, kan Ibsens senere Arbejder betegnes, men neppe som et Udtryk for dennes endelige Stade, dertil er hans Længsel efter Idealet for stærk og hans Søgen for alvorlig. – Udførelsen her paa Theatret var saaledes, at den fortjente Hyldest. Fru Recke-Madsen har i Fru Alvings Rolle en Opgave værd at anvende Kræfter paa, og hun har ikke sparet sine. Hr. Züberlein som Osvald voxer under Spillet og naar i Stykkets 3die Akt til at komme i Højde med Fru Alvings Fremstillerinde. De øvrige Roller udførtes meget tilfredsstillende af Hr. Sahlertz som Pastor Manders, Hr. Heilessen som Snedker Engstrand og Frk. Svane som Regine. Skjøndt Udførelsen var god, tror vi dog ikke, at ret mange vil sætte Pris paa at se Stykket igjen, thi de fleste gik vistnok fra Theatret med en Følelse, som havde de overværet en Henrettelse, og en saadan Følelse skal man nok ikke længes efter at faa fornyet.