Anonym anmelder i Thisted Amtsavis

Theatret.  Der er faa af de i den nyere Tid fremkomne Stykker, der ere blevne saa meget omtalte som netop Henrik Ibsens «Gjengangere» og det tiltrods for, at kun meget Faa selv have læst Stykket. Men netop derfor har det været en god Spekulation at danne en Tournè og reise rundt med dette Stykke, da den vakte Nysgjerrighed i Reglen skaffer Tournèen nogenlunde godt Hus, hvad der ogsaa var Tilfældet her, men det er en ligesaa god Ide kun at give Stykket en Gang i hver By, thi dels kan de ¾ af Publikum aldeles ikke forstaa Stykket – de kjedede sig derfor under de pinlige Scener mellem Fru Alving og Præsten eller mellem Osvald og Moderen, og kun naar den fordrukne, sledske Snedker Engstrand viser sig, faa de sig en befriende Latter paa den godtroende Præsts Bekostning – dels er Udførelsen ikke saaledes, at man af den fristes til at se Stykket to Gange. Fru Recke-Madsen formaaer ikke at give et Billede af den Kamp mellem den kolde beregnende Forstand og den moderlige Ømhed, som foregaaer hos Fru Alving, idet hun kun faaer den sidste Side frem. Derfor var ogsaa hele første Akt med den lange forklarende Samtale mellem hende og Præsten temmelig uforstaaelig for dem, som ikke havde læst Stykket, medens hun derimod i sidste Akt, hvor Kjærligheden har Overvægten, udfyldte Rollen langt bedre. Hr. Züberlein tog godt paa sin Rolle, og var navnlig heldig, hvor Osvald overvældes af Fortvivlelse og Livslede, medens derimod de enkelte Øieblikke, hvori han vaagner til ny Livslyst, langt fra pointeredes skarpt nok. Den Rolle, som gjennemgaaende fik den bedste Udførelse, var Præstens, som Hr. Sahlertz gav med en fornuftig Moderation. Hr. Heilessen havde som Snedker Engstrand en god Maske, men han spillede med det feilagtige Maal for Øie at faa Latteren paa sin Side, istedetfor at han burde vække Afsky og Foragt ved sin Raahed, sit Hykleri og sin Kryben og Sledsken for Præsten. Frk. Svanes Fremstilling af Regine er bedst tjent med ikke at omtales. Tournèen maa ikke være forvænt med Bifald, thi da der efter Tæppets Fald lød nogle meget svage Klap – der var maaske høist 10 Mennesker, som klappede – viste Fru Recke-Madsen sig strax for at modtage denne Hyldest.