I Ny og Næ.
(«Gengangere». [...])Fru Alving:
Men hvad har De da forresten egenlig at indvende imod de Bøger?
Pastor Manders:
Indvende? De tror dog vel ikke, at jeg beskjæftiger mig med at granske saadanne Frembringelser?
Fru Alving:
Det vil sige, De kjender slet ikke, hvad De fordømmer?
Pastor Manders:
Jeg har læst tilstrækkeligt om disse Skrifter for at misbillige dem.
Fru Alving:
Ja, men Deres egen Mening –
Ja, det er noget ganske mærkværdigt Noget med denne egne Mening. Naar man gik rigtig til Bunds i Tingene, vilde man finde, at der gives en foruroligende Masse Mennesker her paa Jorden, der ikke har nogen selvstændig Mening om ret meget. Enten er det fordi disse Mennesker ikke kan tænke, eller ikke vil tænke, eller ikke tør slaa Resultatet af en Tænkning fast. Endelig gives der ogsaa Mennesker – og det er vel største Parten – som ikke gider tænke sig til nogen selvstændig Mening, eller som ikke har Tid til det. Men da det nu en Gang er absolut nødvendigt her i Verden, at man skal have en Mening om enhver Ting, saa laaner man en, ligesom man laaner en Paraply, naar det pludselig bliver Regnvejr. Og Meningerne er ligesom Paraplyerne, Røvergods næmlig. Hvor er det nu ikke rart mageligt i Stedet for at sætte sig hen og granske et Værk igjennem og nøjagtigt afveje mod hinanden alt det, der taler for, og det der taler imod, for at faa Plus- eller Minussummen ud, at tage en af de Meninger, som ligger færdige, og dække sig med den, ligesom med den laante Paraply! – Der er næppe nogen literær Frembringelse, der i højere Grad har været Gjenstand for laante Meninger, end Henrik Ibsens «Gjengangere». Stoffet til dette Stykke ligger i Ibsens tidligere Værk «Dukkehjemmet». Det er Doktor Rank i dette Stykke, der «gaaer igjen» i «Gjengangere». Historien er i Korthed den, at en Søn døer ung, som vanvittig, fordi han har arvet Faderens Svagheder, hvilke denne har paaført sig ved et udsvævende Levnet. Det er indlysende, at et Stykke, der behandler et sligt Stof, maa blive alt andet end lyst og venligt. Det er i Virkeligheden ogsaa baade mørkt og trist. For Folk, som betragter Scenen som skabt «blot til Lyst», er Stykket ikke skrevet. Man kan ikke «more» sig ved at se «Gjengangere», men man kan maaske faa Forstand af det. En Anmelder i et kjøbenhavnsk Blad skrev i sin Tid, da Stykket udkom i Trykken, at «man fik ondt i Nakken» af at læse det. Der var noget i, hvad Manden sagde. Man siger at Stykket er altfor realistisk og at det af den Grund ikke blev antaget til Opførelse paa det kongel. Theater i Kjøbenhavn. Hvad man mener med at Stykket er «altfor realistisk», er ikke godt at sige, men at den Realisme maa være noget gyselig fælt noget, ved vi jo allesammen. Blot Fru Alving i Stykket synes ikke at vide det. Hun siger næmlig et Steds: «Ja, for det er det underlige, Pastor Manders, – der er egenlig slet ikke noget nyt i disse Bøger; der staaer ikke andet end det, som de fleste Mennesker tænker og troer. Det er bare det, at de fleste Mennesker ikke gjør sig Rede for det eller ikke vil være ved det.»
Forudsat at Fru Alving havde Ret – men det har hun naturligvis ikke – kom man til det besynderlige Resultat, at de fleste af os gaaer omkring og baade tænker og troer «realistisk»; men kommer der Nogen og siger os det op i vore aabne Øjne, saa skal Pokker hente ham, den Realist han er!
Man kan tale op og ned saa meget man vil om Stykkets Indhold og sædelige Værd, i Henseende til Formen derimod kan der kun være en Mening, den næmlig, at Stykket er et Mesterstykke i den dramatiske Bygningskunst.
Den Opførelse, som blev Stykket til Del paa vort lille Theater i Forgaars Aftes, var i enhver Henseende respektabel. Hr. Züberleins Udførelse af Sønnen Osvalds Rolle vidnede om et omhyggeligt Studium og stor Intelligens i Opfattelsen. Fortvivlelsesscenen i anden Akt blev mesterlig given og gjorde en gribende Virkning paa Publikum. Ikke mindre genial var Fru v. d. Recke-Madsens Udførelse af Fru Alvings Rolle, ligesom Hr. Sahlertz' Pastor Manders var smukt holdt. Snedker Engstrands Rolle blev spillet af en ung Mand, Hr. Heilessen, der lod til at have Talent. Hans Maske var fortrinlig. Den unge Pige Regines ingenlunde lette Rolle blev spillet ret kvikt af en Dilettant i Faget, hvis smukke Ydre ikke var hendes mindste Fortrin.
[...]