Anonym anmelder i Viborg Stifts-Tidende

Theatret.  Henrik Ibsens Familiedrama «Gjengangere« gik da over Scenen her i Aftes og havde samlet omtrent fuldt Hus, – der klappede da Tæppet faldt for denne Samling Hospitals-Rædsler og Uhygge, uden Gran af Lys, uden et eneste forsonende Moment. Det maa være klart efter denne Prøve paa yderliggaaende realistisk Skuespil, behandlet efter alle Kunstens Regler med de rige Midler, som Digteren raader over hvad Dialog og scenisk Teknik angaar, at de i Længden blive umulige, da Ingen gider se dem. Det Eneste, der gjorde Forestillingen udholdelig, forekom os at være den Omstændighed, at Spillet gjennemgaaende ikke var godt. Man tænke sig Osvald's Rolle i Hænderne paa et virkeligt Talent, der gad være over at drive «Gjenganger»-Symptomerne og Vanvidet en Del højere i Vejret! Der vilde da næppe være Andet at gjøre, end at gaa sin Vej.