«Hærmændene paa Helgeland» paa det tyske Theater i Berlin.
(Fra «Aftenposten»s Korrespondent).Berlin, 13de Februar.
Med stor Interesse imødesaaes Opførelsen af Ibsens Ungdomsdrama «Hærmændene paa Helgeland», der hidtil ikke var synderlig kjendt i Berlin.
Et udsøgt Publikum havde derfor igaar fyldt «Deutsches Theater», hvor Stykket gaves for første Gang. Medens Meningerne ellers altid er delte med Hensyn til de Ibsenske Verker, tør man sige, at «Hærmændene paa Helgeland» opnaaede en fuldstændig Sukces. Med stigende Interesse fulgte Publikum Handlingens Gang, og det syntes, som om enhver var henrykt ved endelig engang uden Forbehold at kunne yde den større Digter sin Hyldest. Direktøren, L'Arronge, fremkaldtes og takkede paa den fraværende Forfatters Vegne.
At Dramaet var omhyggelig indstuderet og sat ypperlig i Scene forstod sig næsten af sig selv, naar man hører, at det spilles i «Deutsches Theater». Særlig vakte de smukke Dekorationer: Stranden med det af Stormen piskede Hav og Gunnars Hal meget Bifald.
Ogaa selve Opførelsen vakte udelt Bifald; «Deutsches Theater» raader for Øieblikket over Kræfter, der er den store Opgave voxne. Frøken Pospichill forstod ypperlig at gjengive den vilde Trods og Lidenskab hos Hjørdis og samtidig vække Tilskuernes Beundring og Interesse for denne en Valkyrie lignende Kvindeskikkelse.
I Frøken Pospichill har Theatret faaet en tragisk Skuespillerinde af første Rang, og hendes Begavelse er sjelden kommen mere til sin Ret end i denne Rolle.
Den gamle Kjæmpe Ørnulf spilledes ligeledes storartet af Hr. Pohl. Tilskuerne havde i første Akt forholdt sig noget kjølig ligeoverfor et Verk, der laa saa langt tilbage i Tiden. Man havde vænnet sig saa til Wagners Niebelungen med hele det romantiske Apparat og den pirrende Musik, at det ikke var saa let at sætte sig ind i de enkle, storslagne Forhold, Ibsen fører frem for sit Publikum. Fra det Øieblik Ørnulf betræder Scenen, er imidlertid alle med, og Bifaldet vilde ikke tage Ende efter anden Akt.
Stolt og bydende, overlegen og urokkelig staar den gamle Helt der, som et Billede paa den store Fortid, der er behandlet saa forskjellig i alle germaniske Sagn. Ham forstod man strax og gjennem ham hans samtidige. Disse vældige Mennesker kunde vel rammes af Lynet, men ikke knuses. Med aandeløs Spænding lyttede man til Heltens Klage over Yndlingssønnens voldsomme Død og delte hans Smerte.
Ligesom Digteren selv har skildret de to Hovedpersoner Hjørdis og Ørnulf med størst Forkjærlighed, saaledes koncentrerede ogsaa Tilskuernes Interesse sig om dem.
De øvrige Medspillende skilte sig imidlertid ligeledes godt ved sine Roller. Dagny gaves smukt og tiltalende af Frøken Durand, der forøvrig ikke evnede at vække stor Interesse for denne milde, ubetydelige Kvindeskikkelse, som har en Hjørdis til Rival.
Hr. Pitschau som Sigurd, Hr. Pategg som Bonden Kaare og Hr. Sommerstorff som Gunnar opbød alt for at fyldestgjøre den Opgave, der var stillet dem.
Som Helhed maa Opførelsen betegnes som noget af det bedste, Deutsches Theater har budt sit Publikum, og Hærmændene paa Helgeland kommer sikkerlig til længe at udøve sin Tiltrækningskraft.
Pressen griber Anledningen til at opfordre Theatrenes Direktører til at indstudere flere af Ibsens ældre Verker, som f. Ex. Kongsemnerne. Man begyndte med «Nora» og «Samfundets Støtter» for saa at give «Gjengangere» og «Rosmersholm».
Ibsens vældige historiske Dramaer var hidtil ganske ukjendte for det store, tyske Publikum, om end den engere literære Kreds omfattede dem med samme Interesse som Digterens øvrige Verker.