Det kongelige Theater. Iaftes opførtes for første Gang Henrik Ibsens Skuespil «Hærmændene paa Helgeland». Det nye Theater har neppe oplevet nogen Forestilling, der enten med Hensyn til Indholdets digteriske Kraft og Fylde eller med Hensyn til vellykket og gribende Fremstilling i Et og Alt kan stilles ved Siden af dette Digterværks Gjengivelse igaar. Selve Handlingen i «Hærmændene» er ikke nær saa omfattende og kunstig sammenføiet som i andre af Ibsens Skuespil, f. Ex. «Kongsemnerne» eller «Fru Inger til Østråt»; men til Gjengjæld findes der i dette Stykke en Dybde i Charakteertegningen, der ikke kan Andet end gjøre en mægtig Virkning, især naar den støttes af en saa beundringsværdig Fremstilling som den, der blev Stykkets Hovedperson og egentlige drivende Kraft, Hjørdis, tildeel ved Fru Nyrop. Stykkets dramatiske Interesse dreier sig væsentlig og fra 3die Act næsten udelukkende om Forholdet mellem den stærke Sigurd og den stolte Hjørdis, som ved Skjæbnens Tilskikkelse eller rettere ved Sigurds Høimodighed mod sin Fosterbroder Gunnar ere blevne skilte, den første ved at forenes med den blide og fromme Dagny, den anden ved at giftes med Gunnar Herse, hvem hun ikke elsker, da han ikke er den Heltenatur, der ene kan tilfredsstille hendes Attraa og Længsel. Den tragiske Conflict, som derved opstaaer, løses af Digteren ved begges Undergang; det er Hjørdis selv, der giver Sigurd Døden og derpaa styrter sig i den brusende Elv. Der er fra første Færd blodig Trætte mellem Stykkets Høvdinger og Manddrab at hævne, men da det er høisindede Mænd, vilde en Forsoning let være tilveiebragt, hvis ikke Hjørdis overalt traadte imellem, æggende og tirrende til Hævn, en dæmonisk Natur, hvis Ord som hvasse Pile bore sig ind i Hjertet og opflamme til ny Blodsudgydelse. Hjørdis er en ægte Sagaskikkelse; hendes Skjæbne og Forhold til Sigurd minde om Helga den Fagre i Gunløg Ormtungasaga, men i sin utæmmelige Stolthed, Kamplyst og Hævngjerrighed minder hun snarere om Valkyrien Brynhild end om en jordisk Kvinde. Og dog fattes ikke den psychologiske Forklaring af Hjørdis' uheldvirkende Færd, selv om den ikke ganske motiverer den vilde Yderlighed, hvortil Heltinden gaaer. «At vide Dig som en Andens Huusbond, det voldte mig hin bittre Vee, som jeg ikke selv forstod,» siger hun til Sigurd i den mesterlige Samtale i 3die Act, hvor det kommer til Forklaring og Tilstaaelse mellem de tvende Heltenaturer, der uvilkaarligt drages til hinanden. Et andet Motiv, der lader os i Hjørdis see noget Mere end en af Lidenskab opfyldt Kvinde, er hendes begeistrede Tro paa Asaguderne og paa Kampens Værd for Kampens egen Skyld. Efter Sigurds Tilstaaelse er det, som om først nu Livets Formaal blev klart for hende: hun udraaber: «Jeg følger Dig i Staal og Plade, hvor Du stævner hen – ikke som Hustru, men som Hildes Søstre vil jeg følge Dig, ildne Dig til Strid og mandig Færd – hæve Dig paa Haarfagers Kongestol!» Og da den sidste Kamp stunder til, da hendes Gaard er overfalden og sat i Brand af de Fredløse, iler hun ind paa Scenen som Skjoldmø, med udslagne Haar, i Skarlagen, med Hjelm, Pandser, Piil og Bue. Det er i denne Skikkelse, at Billedet af Hjørdis først faaer den fulde digteriske Høide og Virkelighed. Nu følger brat den tragiske Katastrophe. Sigurd har mindet hende om, at Gunnar og Dagny staae imellem dem; der er ingen anden Forening af de Elskende mulig, end ved Døden. «Ud af Livet vil vi Begge!» raaber Hjørdis med stigende Vildhed. «Seer Du denne Buesnor? Med den rammer jeg sikkert, thi jeg har galet fagre Galdrekvad over den! – Ingen kan ændre vor Skjæbne nu» – hun lægger Pilen paa Buen, og Sigurd falder. Da hun af den Døendes Mund har erfaret, at han har været Christen, gribes hun af Fortvivlelse; for at kunne følge ham ogsaa i Døden, flygter hun for de Aanders vilde Jagt, hun selv ved sin Trolddomskunst har hidkaldt, og kaster sig i Elven.
Sigurd er ligesom Hjørdis en Helteskikkelse, men mere mild, høisindet og rede til Forsoning og Opoffrelse end hun; han er hemmelig christnet. Gunnar Herse og Dagny ere ædle Naturer, men de fattes den Storhed, der er de Førstes Særkjende. En Typus paa gammelnordisk Heltekraft er den alderstegne Ørnulf, der ligeledes tager virksom Deel i Handlingens Gang og Udvikling; de øvrige Figurer træde temmelig stærkt tilbage ligeoverfor de nævnte fem. Hvad der – med vor Tids Bevidsthed og Tænkemaade for Øie – kunde synes at svække denne Tragedies Virkning, er, at det mindre er store ethiske Ideer end reent personlige Motiver, nærmest Hævn og atter Hævn, der driver Handlingens Hjul; ved at lade slige mere ideelle Momenter faae Udtryk i Handlingen vilde Digteren imidlertid have forspildt en væsentlig Deel af Stykkets oldnordiske Stiil og Charakteer.
Hvad der ved Opførelsen igaar væsentlig maatte bidrage til et stærkt og fyldigt Totalindtryk, var den virkningsfulde Udførelse af alle Stykkets Hovedroller. Den Charakteer, som Digteren har tegnet med saa stor Forkjærlighed, at den, alt som Handlingen skrider frem, næsten absorberer hele vor Interesse – Hjørdis, blev af Fru Nyrop givet med saa megen Sandhed i Udtrykket, Kraft i Lidenskaben, og plastisk Høihed i hele Opfattelsen, at vi ubetinget maa regne denne Fremstilling til den talentfulde Kunstnerindes og til den kongelige Scenes bedste Præstationer. En af Rollens Hovedvanskeligheder ligger vistnok i Gjengivelsen af den mørke og vilde Romantik, som af Digteren er udbredt over Hjørdis, og som i sidste Act conseqvent – thi Ibsen viger aldrig tilbage for de yderste Conseqventser – ligesom i «Kejser og Galilæer» fører til Syner og Vanvid. Det lykkedes Fru Nyrop her fortrinligt at træffe den rette Tone og det rette Maadehold, og i det Hele taget at give et heelstøbt Billede af denne sjeldne Kvinde, om hvis bedaarende Magt hendes Husbond Gunnar siger: «Det bæres mig for, at Du kunde lokke mig til Udaad!» og til hvem Sigurd i stærk Kamp med sig selv raaber: «Frist mig ikke!» Denne Moderation savnedes end ikke i de meest bevægede Scener, hvor Digteren tidt bruger overordentlig stærke Billeder og Udtryk, som i 3die Act, hvor Hjørdis taler om den Lyst, det er at skue «Blodet, der damper rødt paa Skibsdækket», eller om den Lyst det er som «Hexekvinde paa Hvalens Ryg at ride foran Snækken, vække Uveir og lokke Mændene i Dybet ved fagre Galdrekvad». Ved Siden af Hjørdis var Hr. W. Wiehe en jevnbyrdig Sigurd, et smukt Billede af en nordisk Helt, hvis vildere Instincter dog ere tæmmede ved Christendommens forædlende Indflydelse. Ørnulfs Gjengivelse ved Hr. J. Wiehe fortjener ligeledes varm Paaskjønnelse for den Flid og Omhu, hvormed denne vanskelige og anstrengende Rolle var udarbeidet til en virkningsfuld Heelhed. Fru Eckardt som den blide Dagny dannede en træffende og smuk Modsætning til den mørke, høitstræbende Hjørdis, ligesom Hr. E. Poulsen gav et charakteristisk Billede af Sigurds Fostbroder Gunnar. Sammenspillet var livligt, og Iscenesættelsen vidnede om særlig Omhu. Begge Stykkets Decorationer, Fjeldlandskabet med en Granskov i Sneeveir og Gunnars Bjælkehal med Ildstedet i Midten, gjorde en imponerende Virkning og hilsedes med fortjent Bifald. Første og anden Act indlededes med en charakteristisk Musik; en lignende Introduction kunde vistnok ogsaa passe til de følgende Acter, ligesom Ørnulfs Kvad i sidste Act «Sind, som svær-mod stinger osv.» turde egne sig til melodramatisk Ledsagelse. Stykket modtoges med tidt gjentaget og levende Bifald fra det næsten udsolgte Huus.