Dit og Dat.
«Hærmændene paa Helgeland».Endelig! –
Ja det er virkelig med et betydelig lettet Hjærte, at en Anmelder, der mod sit Ønske har været nødt til at skrive vort Nationalteater saa mange Kondolationer, griber Lejligheden til at bringe det en Lykønskning.
Det bliver i Længden en lidet misundelsesværdig Stilling kun at have Valget mellem at slaa Streg over Kritikens beskedneste Krav for jævnlig at kunne servere en lunken Ros eller at udtale en Række af Dadelsvota, der næsten uundgaaelig vil vække Mistanke om Uvillie. Til sidst fristes man endogsaa til at mistænke sig selv for at have tabt Synet for det Vellykkede, man forgæves ser efter.
Endelig har vort store nye Teater spillet et stort og nyt Stykke saaledes, at ogsaa Opførelsen er bleven noget Stort og Nyt – Nyt, fordi det Store omtrent har opnaaet den Nyhed, som Forglemmelsen giver.
«Hærmændene paa Helgeland» er for saa vidt ingen Nyhed, som det skriver sig fra 1858. Netop i denne Maaned for 17 Aar siden blev Stykket indleveret til det kongelige Teater og – forkastet af Heiberg.
Vor store Æstetiker havde aldrig haft noget venligt – vel næppe en Gang noget aabent – Øje for den nordiske Sagapoesi. I 1827 havde han i sine tyske Forelæsninger over Nordens Mytologi udtalt den karakteristiske Dom over de islandske Sagaer:
«Der gives næppe Noget i hele Literaturen, der er mere ensformigt, kedeligt og blottet for al Poesi end disse Sagaer. Hvem der blot har læst nogle Sider i en af dem, han kender dem alle, hvad Poesien angaar. Folkene i Bondegaardene provianterer sig med tørret Fisk for at udholde en Belejring. Saa kommer Belejrerne og venter sjælden, til den sidste Klipfisk er spist, men stikker Ild paa Gaarden og slaar Enhver ihjel, der ved Flugten vil redde sig fra at indebrænde. Hvis det er Poesi, saa har vi unægtelig en betydelig Skat i de islandske Sagaer.»
Hos en Censor, der havde faaet et saadant Blik paa Sagaerne, var der naturligvis ingen Naade at vente for «Hærmændene», der helt og holdent staar paa Sagapoesiens Grund og danner en saa skarp Modsætning til den øhlenschlægerske Tragediestil, som det nogenlunde er muligt.
Heibergs Dom over Stykket er saa betegnende, at den fortjener at bringes i Erindring, Ingen har i højere Grad end han haft det i sin Magt ved tilsyneladende fyldestgørende Grunde, fremførte med trumfende Avtoritet, at motivere en ubeføjet Forkastelsesdom over Alt, hvad der afveg fra hans egen Retning, og denne Magt viste han sjælden paa en mere iøjefaldende Maade end i følgende Votum:
«Med Hr. Etatsraadens Skrivelse af 28de Febr. modtog jeg Skuespillet «Hærmændene paa Helgoland»*) af Hr. Ibsen i Kristiania. Ogsaa dette Stykke er ligesom flere nyere norske Forsøg paa at frembringe et ejendommeligt, nationalt Drama bygget paa den islandske Sagaliteratur, men den hele Bestræbelse ad denne Vej er efter min Mening en Misforstaaelse, og Vejen er kun en Afvej. De islandske Sagaer have en saa udpræget episk Karakter, at de blot kunne fordærves ved at bringes i dramatisk Form. Den Vildhed og Raahed, som de skildre, formildes i den oprindelige Form ved den episke Fremstilling, idet Islændernes historiske og literære Interesse gør sig gældende som et Civilisationens Moment i deres Nationalkarakter ved Siden af den raa, fysiske Kraft, som de skildre. Men i det Øjeblik, man dramatiserer dem, bliver kun Stoffet i sin Raahed tilbage, og det formildende Moment kan ikke følge med, fordi det er knyttet til den oprindelige Fremstilling og ikke kan opvejes af de Nuancer, som en nuværende Digter, staaende midt i Nutidens Civilisation, kan frembringe som Surrogater. Man maa ogsaa indrømme, at Forfatterne ikke prøve herpaa, men tage Stofferne saa objektivt, at man næsten støder sig paa dem, ti i et Drama maa alt det Haarde blive endnu haardere end i en episk Behandling. Hvad der i dette og lignende Forsøg fortjener at bemærkes, er Bestræbelsen efter at fremme Illusionen ved Efterligning af den ejendommelige koncise Stil i Sagaerne. Den giver Anledning til visse paafaldende Konstruktionsformer, men som blive til staaende Typer, der gaa over til Maner og Affektation. Et norsk Teater vil næppe fremgaa af Laboratoriet for disse Experimenter; det danske trænger lykkeligvis ikke til dem.»
I vore Dage, da «den frie Tanke» overalt løfter sit røde Banner mod Avtoritetsovertroen, er der ikke stor Fare forbundet med at vove et Angreb paa Fortidens største Digtere, men at modsige en kritisk Avtoritet, der baade ved sin Lærdom og sin Myndighed har tilpavet sig en saadan Ufejlbarhedsglorie som Heiberg, kan endnu være voveligt nok, og jeg skal derfor ikke indlade mig paa at opplukke de aldeles løse Paastande, der her saa kunstig er puttede ind mellem de ubestridelige Sandheder. Overfor de Læsere, der ikke selv kan se, hvor meget nærmere det traditionelle jambiske Tragediesprog ligger ved Maner og Affektation, end den kærnefulde, ubundne, snarere afdæmpede end opskruede Sagastil, og paa hvem de vidunderlig store Billeder af Gunnar fra Hlidarendes og Nial Bondes sidste Kampe ikke gør andet Indtryk end Lugten af Røg og Klipfisk, nytter det desuden ikke at procedere imod, hvad den berømte Æstetisker har sagt.
Som sagt: Heiberg var aldrig i Forlegenhed for at finde imponerende Motiver, naar han vilde antage eller forkaste, angribe eller forsvare Noget, og Pavens Ufejlbarhed i Ære! «Hærmændene paa Helgeland» blev af ham forkastede i 1858, og følgelig var det ufejlbarlig rigtigt, at vi Danske den Gang ikke trængte til «slige Experimenter».
I 1875 er vi ikke saa velhavende, at vi kan sige Sligt. I de mellemliggende sytten Aar har der ikke været Spor af Overflødighed af danske Tragedier. Vi har givet «Fægteren fra Ravenna» af Friedrich Halm, «Maria Stuart i Skotland» af Bjørnson, «Lord Russel» af Munch og «Kongsæmnerne» af Ibsen – men hvad har de danske Tragikere mødt med i den lange Tid? – Det er vist i alt Fald ikke mere, end hvad man har Lov til ikke at huske! I disse sytten Aar har ogsaa Smagen for den traditionelle Tragediestil tabt sig betydelig, samtidig med at de øhlenschlægerske – om jeg maa bruge det Ord: jambiske – Skuespillere og Skuespillerinder faldt fra. Usmagen for Vers er gaaet saa vidt, at naar en Forfatter skriver saadan Prosa som den bjørnsonske i «Maria Stuart», saa dadler man ham for hans «daarlige Vers» – og naar en anden har gjort sig al den Møje, han kan, for at give sine Vers saa megen Lighed med Prosa som mulig, saa gør Skuespillerne sig en tilsvarende Umag for at udslette den resterende Forskel, saa at Publikum, ja endogsaa Anmelderne, nyder dem i god Tro som Prosa!
Siden Heibergs Tid er der ubevidst foregaaet en Forandring i Smagen. Publikum tror ikke rigtig paa den jambiske Deklamation, og det indser ikke mere Nødvendigheden af at germanisere, modernisere og versificere de nordiske Oldsagn, saaledes som vor store Tragiker gjorde med «Kjartan og Gudrun» og «Landet fundet og forsvundet». Naar der nu tilbydes os et dygtig udført Digterarbejde, der med samme Troskab, som Henrik Hertz viste overfor Kæmpevisen i «Svend Dyrings Hus», bringer os de gamle Sagaers Figurer paa Skuepladsen og lader dem tale deres eget, stærke Sprog, saa har vi ingen Grund til at nægte, at vi ulykkeligvis i høj Grad har Behov for et saadant Experiment.
«Hærmændene» er et mørkt Stykke, mørkt som Erik Blodøkses Tidsalder, mørkt som Vinterdagen i Helgeland, mørkt som Henrik Ibsens Digterdømme, men det er frisk og trofast gjort, og uagtet det er blodigt som Datidens Hærfærd, rammes det aldeles ikke af de almindelige æstetiske Sandheder, som udtales i Heibergs Forkastelsesdom. Intet Sted bringer «Hærmændene» den uformildede «Raahed og Vildhed» ind paa Scenen, som vi er vante til at se hos de kanoniserede Forfattere. Her er ingen Hertug af Cornwall, der river Øjnene ud paa sin fangne Fjende, og ingen Hakon Jarl, der slagter sit Barn for at bøde paa sin Lykke. Enten maa Heiberg slet ikke have gennemlæst Stykket, eller han maa sigte til andre norske Dramaer, naar han taler om en altfor ligefrem Overførelse af Stoffet, ti Stoffet er udvalgt og sammendigtet, ikke af en enkelt, men af mange Sagaer, og saa vel Figurerne, som hele Kompositionen tilhører Digteren med saa fuld Ejendomsret, som nogen Forfatter kan gøre gældende. Det er vel de gamle Typer, der lever, dør og genfødes i Eddaen, som han paany har vakt til Live, men hans Sigurd Søkonge er en saa ny Genfødelse af Sigurd Fofnersbane, og hans Hjørdis en saa selvstændig udført Brynhild, og hele Forviklingen er saa fuldstændig omformet og korrekt dramatisk ordnet, at her slet ikke kan være Tale om noget givet, uforandrelig episk Stof.
Her, som næsten i alle Ibsens Arbejder, maa man tværtimod beundre den Raskhed, hvormed han undgaar den fortællende Form endogsaa der, hvor den ellers plejer at være uundgaaelig, nemlig i Expositionen. Næppe er Tæppet oppe, før Handlingen er i fuld Gang. Den gamle Islænder, Ørnulf, der kommer til Norge for at kræve Bod hos de to Fostbrødre, Sigurd og Gunnar, der har bortført hans Datter Dagny og hendes Fostersøster Hjørdis, føres øjeblikkelig sammen med de to Ægtepar. Første Akt er Handling fra Først til Sidst, og endda veed man, naar den er endt, Alt, hvad man bør og tør vide. Gildet i 2den Akt, hvor Hjørdis ægger Fosterbrødrene til Strid, og hvori det til sidst lykkes hende at faa sin Mand til at fælde Ørnulfs yngste og kæreste Søn paa samme Tid, som den Gamle kæmper med hendes Avindsmand Kaare Bonde og taber sine andre Sønner i Kampen, for at frelse hendes eget Barn, er et mesterligt Studie. Selv den, der ikke kender Forbillederne, maa i den her fremstillede «Mandjævning», der Skridt for Skridt bringer den forfærdelige Katastrofe nærmere og nærmere, føle Virkelighedens, Ægthedens Livskraft. Tredie Akt, hvori alt det paa ægte oldnordisk Vis Fortiede kommer til Udtalelse, faar for Fremstillingens Vedkommende endnu større Interesse, skønt den med Undtagelse af, at Sigurd æsker Gunnar til Holmgang, ikke bringer Handlingen længere frem, end den var ved den forrige Akts Slutning. Da havde Hjørdis erfaret, at det var Sigurd, der i sin Tid havde vundet hende og bortskænket hende til Fosterbroderen, og Tæppet faldt, idet hun sagde: Sigurd eller jeg maa dø! – nu har Tilskueren erfaret, at de begge har elsket hinanden og aldrig elsket deres Ægtefæller, og nu siger han, idet Tæppet falder: De maa begge dø! – Det sker: den overmægtige, hensynsløse Lidenskab kræver sine Ofre. Buen er spændt, og da han ikke som hun vil bryde med sin Pligt, maa han falde, lige som Kjartan hos Øhlenschlæger falder for Gudruns Pil – kun rammer den her efter Sigte og ikke ved Fejlskud.
Det er ret betegnende, hvor forskellig de to Katastrofer er fremstillede.
Da Kjartan er dræbt, giver Gudrun sig til at fantasere over, at hun har været et hjærteløst Naturfænomen og atter vil gaa igen i Drosselsang, Bølgeskum og Blomsterduft. Hun kaster en Rose paa «hans blege Lig»…
til Afsked, Kjartan! Gudrun selv var slig en Blomst
Vild Rose – ganske vakker – uden søde Duft –
Der stak dig med sin Torn, til du forblødte.
Da Hjørdis har dræbt sin Elskede, for at de kan flygte bort fra Livet sammen paa Uvejrets Vinger, og hun hører, at han er kristnet og ikke kan følge hende til de gamle Guder, styrter hun sig i Afgrunden. Asgaardsrejen bruser frem med Mulm, Storm og Torden, og hendes mørke Aand farer bort med den vilde Skare.
Det er Forskellen i Genren – Forskellen mellem Tragedien før 1848 og Sagn-Tragedien fra 1858.
Fremstillingen var en af de bedst lykkede, vi længe har set paa Nationalteatret. Af Stykkets syv Roller blev de tre største spillede fortræffelig og de fire mindre betydelige saa godt, som de kan udføres med Teatrets Kræfter. Fru Nyrops Fremstilling af Hjørdis var en kunstnerisk Præstation, der vilde have kunnet hævde sin Rang blandt de bedste i Tragediens bedste Tid. Det var en mægtig, mørk Kvindeskikkelse som Eddaens grumme Valkyrier, men det Dæmoniske i hendes Væsen fik aldrig noget uskønt eller kunstlet Udtryk – den virkede som den skulde: vakte ikke Afsky, men Gysen og dog Sympati. At Vilhelm Wiehe spillede den ædle, upyntede, ridderlige Sigurd hin Stærke mandigt, smukt og tiltalende, behøver næsten ikke at siges; selv den meget alvorlige Hæshed, der let kunde have skadet en saa ophøjet Skikkelse, bragte han Publikum til at forglemme. Derimod bør og skal det siges, at Hr. Johan Wiehes gamle Ørnulf ikke blot var den bedste Fremstilling, han har bragt paa Scenen, men en saa udmærket vellykket Figur, at den næsten ikke lod Noget tilbage at ønske. Disse tre Skikkelser var fuldstændig i Stilen, og om Hr. Cettis lille Rolle som Ildgerningsmanden Kaare Bonde kan man sige det Samme. Dhrr. E. Poulsen, Jerndorff og Fru Eckardt (Gunnar Herse, Thorolf og Dagny) er ikke af Naturen forudbestemte til Saga-Tragedien, der er ikke det fysiske Forslag i deres Personligheder, som Genren gør Krav paa, og især blev Dagnys Vrede ved Gildet for spinkel derved, at hendes Stemme saa tit slog Klik, men det maa paaskønnes, at de desuagtet opfyldte deres Plads saa smukt som de gjorde.
Stykket var godt udstyret. Ahlgrensons vinterlige Klippeskovegn ved Fjorden gjorde især stor Virkning og var ypperlig malt. I Kostumeringen viste der sig et meget lovende Fremskridt i Retning af Korrekthed. Sigurds, Kaares og i det Hele taget Mændenes Dragter var overraskende gode, ogsaa Hjørdis' bar et historisk Præg. Kun vilde det have været heldigt, hvis hendes Vaabendragt i den alvorlige sidste Akt havde skinnet lidt mindre «nyslaaet». En uforklarlig og uforsvarlig Modsætning til disse Kostumer udgjorde Fru Eckardts aldeles vilde Fantasidragter. Af de ægte oldnordiske Broderier var det aabenbart, at der maa have ligget omhyggelig udførte Kostumetegninger til Grund for hendes Dragter, men det var lige saa øjensynligt, at der i deres endelige Arrangement røbede sig en total Mangel paa Begreb om eller Agtelse for historisk Kostumering. Jeg skal blot nævne den syjomfruelige mangedobbelte Besætning af Guldbaand, der vakte en Mistanke om at det ene Skørt var hentet lige fra Vinduet i Bredgades Maskeradegarderobe – og det aldeles fjollede Slæb paa Gildedragten.
Hvis Fru Heiberg, der altid har vist en suveræn Foragt for historisk Kostumering, havde sat Stykket i Scene, vilde der ikke have været noget Forunderligt i, at Slæbet var trukket ind i Erik Blodøkses Tidsalder, men nu under Interregnet er Tilladelsen til at bære Slæb i dette Stykke et uforklarligt Fænomen. Skal det varsle om en Genkomst af hine gode Dage, da Jupiter blev spillet med Alongeparyk, Amor med Knæbukser og Venus med Fiskebensskørter? Eller kan maaske Skuespillerinder af en vis Feuklasse uden Tilladelse udstaffere sig, som de har Lyst?
I saa Fald maa det ikke forundre Nogen, hvis vi ved Lejlighed ser Skøn Valborg med Pibekrave og Ingeborg med moderne Bagbygning paa!
*) For de vist nok ikke faa Tilskuere, der af det norske «paa» (paa Listerland, paa Hedemarken osv.) har følt sig fristede til at forestille sig Helgeland, den sydlige Del af det norske Nordland (tidligere Halogaland) som en Ø, ja maaske endog til at forveksle det med den nette, lille Ø Helgoland i Vesterhavet, vil det være en Trøst, at der virkelig i det anførte Brev (Heibergs prosaiske Skrifter VII. Side 401) staar: «Hærmændene paa Helgoland» – enten nu denne Forflyttelse er sket paa Grund af et altfor flygtigt Gennemsyn af det forkastede Stykke eller ved en Distraktion, en Skrivefejl eller en Korrektursynd.