Theaterfeuilleton.
I Fredags opførtes første Gang Henrik Ibsens Skuespil «Hærmændene paa Helgeland» paa det kgl. Theater. Dette Stykke blev allerede 1858 indleveret til Opførelse, men tilbagevist af den daværende Censor, J. L. Heiberg. Hans Betænkning derover er karakteristisk. Han skriver til Theaterdirekteuren, Etatsraad Collin: «Ogsaa dette Stykke er, ligesom flere af de nyere norske Forsøg paa at frembringe et eiendommeligt, nationalt Drama, bygget paa den islandske Sagaliteratur, men den hele Bestræbelse ad denne Vei er efter min Mening en Misforstaaelse, og Veien er kun en Afvei. De islandske Sagaer have en saa udpræget episk Karakter, at de blot kunne fordærves ved at bringes i dramatisk Form. Den Vildhed og Raahed, som de skildre, formildes i den oprindelige Form ved den episke Fremstilling, idet Islændernes historiske og literaire Interesse gjør sig gjældende som et Civilisationens Moment i deres Nationalkarakter ved Siden af den raa fysiske Kraft, som de skildre. Men i det Øieblik man dramatiserer dem, bliver kun Stoffet i sin Raahed tilbage, og det formildende Moment kan ikke følge med, fordi det er knyttet til den oprindelige Fremstilling, og ikke kan opveies af de Nuancer, som en nuværende Digter, staaende midt i Nutidens Civilisation, kan frembringe som Surrogater. Man maa ogsaa indrømme, at Forfatterne ikke prøve herpaa, men tage Stoffet saa objektivt, at man næsten støder sig paa det, thi i et Drama maa alt det Haarde blive endnu haardere end i en episk Behandling. Hvad der i dette og lignende Forsøg fortjener at bemærkes, er Bestræbelsen efter at fremme Illusionen ved Efterligning af den eiendommelige, koncise Stil i Sagaerne. Den giver Anledning til visse paafaldende Konstruktionsformer, men som blive til staaende Typer, der gaa over til Maneer og Affektation. Et norsk Theater vil neppe fremgaa af Laboratoriet for disse Experimenter; det danske trænger lykkeligvis ikke dertil.»
Denne Dom indeholder sikkert adskilligt Sandt, navnlig med Hensyn til Benyttelsen af den islandske Sagadigtning, men er dog temmelig ubillig baade mod Stykket og dets Digter, hvis Betydning Heiberg ikke skjænker et Ord. Ligeledes har Erfaringen godtgjort, at hverken hans Spaadom med Hensyn til et norsk Theater eller hans Mening om, at det danske ikke trænger til slige Arbeider, har holdt Stik. Det er netop her i Danmark, hvor man først har faaet Syn for den nye norske Digterskoles Værd og for dens eiendommelige Retning, der imidlertid ikke er saa original, som man vil gjøre den til, idet vi blot henvise til Grundtvigs Optrin af Nordens Kæmpeliv, som synes at være det egenlige Mønster. Overhovedet ere vi af den Mening, at Beundringen for denne Skole er drevet for vidt hos os, og mere kunstlet end naturlig. I Modsætning til den Anskuelse, som Heiberg har udtalt om den hele Retning, – der rigtignok paa hans Tid kun var i sin Vorden og ikke havde frembragt saa betydningsfulde poetiske Arbeider, som det nu er Tilfældet – er man nu gaaet til en Yderlighed, der endog synes at indeholde en stor Ubillighed mod den Digterskole, som dog har fostret den norske, og hvoraf Danmark kan være saa stolt.
Ibsen har til «Hærmændene paa Helgeland» taget Emnet af den bekjendte Volsungesaga, hvortil baade Islænderne og Tydskerne kræve Faderretten. Man veed, at «Nieballungerne», denne storartede oldtydske Digtning, omhandler samme Emne. I «Hærmændene paa Helgeland» er der en Sigurd, men den dæmoniske Brynhild og den ægte kvindelige Gudrun ere her Hjørdis og Dagny. Naar Henrik Ibsen har valgt et sligt Emne, naar han med Sagadigtningen for Øie har skildret vilde Lidenskaber og stor Villiekraft, har fremstillet Karakterer med storslaaede Træk, saa kan det maaske finde sin Forklaring deri, at han som Digter fremfor Alt er Polemiker. I hans «Kjærlighedens Komedie», i «Brand», i «Peer Gynt» og tildels i «De Unges Forbund» er han optraadt mod Nutidens formentlige Usselhed. Den har efter hans Mening ingen Storhed, ingen Kraft, ingen Villie, ingen Lidenskab. Og saa fremstiller han baade i «Kongsemnerne», i «Hertug Skule» og nu i «Hærmændene paa Helgeland», Billeder fra Fortiden, der skulle godtgjøre, at hvad der fandtes den Gang, fattes nu, at man den Gang gav den ubændige Lidenskab Tøilen uden at se til Høire eller til Venstre, at man i sin Villiekraft hærdede sig til Staal og trodsede Døden i hversomhelst Skikkelse, og at desuagtet disse Vildmænd vare høisindede og ædle, naar ikke tilvante Anskuelser og Datidens eiendommelige Vedtæger bragte dem paa Afveie. Dette skal være Nutiden til Efterligning. Ørnulf antyder det endog i de Strofer, hvormed Dramaet slutter.
Det er saaledes en Art Reformværk, Ibsen kæmper for, men vi tro ikke, at han med Stykker som «Hærmændene» kommer Maalet nærmere. Civilisationen er Gudskelov skredet saa meget fremad, at selv om man kan skjænke hine Skikkelser, deres Tragten og Færden, nogen Beundring, er den dog blandet med Gru og Gysen. Og dette har sin Grund deri, at selv i en poetisk Iklædning fremtræder her og maa fremtræde, naar Skildringen skal være sand, det Raa utilsløret. Den nordiske Oldtids utæmmelige Lidenskaber og ubændige Kraft, der paa ethvert Punkt førte til alle Udskeielser, og næsten altid til Mord og Drab, vil aldrig kunne vinde nogen egentlig Sympathi i Civilisationens Tidsalder. I «Hærmændene paa Helgeland» afløser saaledes den ene Katastrofe den anden. Her har Digteren ret søgt de stærke Spændinger, skruet Situationerne op til Spidsen af det Uhyre, tegnet Karakterer, som Hjørdis' og tildels Sigurds, der ved Lidenskabens Voldsomhed fortære sig selv. En isnende Kulde opstiger derfra og lægger sig om Hjertet. Kun Lidet eller næsten Intet findes af det Ideale, som vi kjende fra vor ældre Digterskole. Dennes harmoniske Former, dennes rene Stil, som vi have gjort os saa fortrolige med, som vi have beundret og som vi ogsaa træffe hos Udlandets største Digtere, finde vi ikke her; der er tilvisse Kraft og Styrke i Udtryk og Farve, sindrige Tanker, træffende Ord, Taleformer uden Svulst og Affektation; men dog er der netop i denne stærke Higen efter Simpelhed, der jo som et Hovedtræk i den nyere norske Digterskole skal betegne dens Originalitet, Noget, der stærkt ligner en Maneer. Og dog spores der ved Siden af denne Simpelhed en Jagen efter theatralsk Effekt, værdig et Melodrama fra de franske Boulevardtheatre. At Thorolf bliver et Offer for Gunnars Harme over det formentlige Drab paa den lille Egil, finder sin Forklaring som et af Hovedmomenterne til Handlingens tragiske Udvikling; men at Ørnulf tillige skal miste sine Sønner i Kampen for at frelse Egil, synes ene og alene beregnet paa denne Effekt, da dette Myrderi ikke behøves til Fremstillingen af den gamle Ørnulfs dybe Smerte, der tilstrækkeligt vækkes ved hans Yndlingssøns Død. Der kunde paavises andre lignende Exempler paa Tekniken i dette Stykke. Karakteertegningen er i flere Henseender heldig og korrekt og støtter Planen; men da Digteren aabenbart har tænkt sig et ved Jøkuls Drab fremkaldt Fatum, der som i det antike Drama lig en rød Traad er slynget ind i Handlingen, har dette udøvet en mindre heldig Indflydelse paa Tegningen af Hovedpersonerne og navnlig af Hjørdis. Det Dæmoniske hos hendes fattes Høihed; hun er egentlig kun en ond Kvinde. Skinsyge, forsmaaet Kjærlighed kan forlede en Kvinde til Had og Hævn, og skjøndt hine Følelser ogsaa ere medtagne som Drivfjeder til hendes Gjerninger, komme de dog først frem efter at det er gaaet op for hende, at hun egentlig har elsket Sigurd, at denne er den rette Bjørnedræber og at hendes Husbond Gunnar har vist sig feig ved at lade Sigurd træde i hans Sted. Forinden disse Følelser bemægtige sig hende, er hun kun ond, skadefro, opfyldt af Had til sin Fosterfader, og bestræbende sig for at stifte al den Ulykke, hun er istand til. En slig Karakter kan som en Undtagelse være sand, men i et Drama er kun det Sandsynlige, det Almeennaturlige berettiget. Med det, der til enhver Tid vil blive betragtet som Unatur, har Dramaet Intet at gjøre. Sigurd er langt bedre tegnet, men i hans Handlinger findes der uforklarlige Spring. Han aabenbarer Hjørdis, at han altid og alene har elsket hende; han har hende uafvidende tilbragt Natten i hendes Kammer i Gunnars Sted, og dog bortfører han næsten i samme Nu Dagny for at gjøre hende til sin Hustru. Hvorledes kan nu dette forklares? Svaret kan maaske gives dermed: Ja saaledes var Vikingesæd; men dette er dog neppe tilstrækkeligt til at begrunde en Usandsynlighed ved en dramatisk Karakter. Snart erklærer han, at Dagny er hans Liv og hans Glæde, snart, at Livet med hende er ham utaaleligt. Som en almindelig Anke mod Stoffets Behandling kan anføres, at der spores en vel stærk og absolut Opgaaen i Sagadigtningen. Vi sigte ikke herved til den Omstændighed, at Forf. har gjengivet mange karakteristiske Træk fra denne Digtning som ogsaa fra Oldtidens Liv og Vedtægter. Hvad vi sigte til, gjælder mere Aanden. Denne maa enhver Digter overføre fra sin Tid i sit Værk; det viser sig hos Shakespeare, hos Øhlenschlæger og hos Goethe, idet de fremmane Fortidens Billeder. Havde Ibsen iagttaget dette, saa vilde hans Drama ikke være blevet saa mørkt, saa bloddryppende. Idetmindste vilde det da indeholde Noget, der forsonede lidt med det Uhyggelige; men dette Noget søger man forgjæves efter i «Hærmændene paa Helgeland». Det findes hverken i Karaktererne, i Handlingens Udvikling eller i Situationerne. Kan «Hærmændene» end betragtes som en i en vis Henseende storartet Digtning med mesterlige Enkeltheder, saa maa denne Storartethed ikke søges i det Skjønne, men snarere i det Gyselige.
Udførelsen i Fredags vidnede om Theaterbestyrelsens Bestræbelse for at bringe Værket paa en baade fra Udstyrelsens og Spillets Side værdig Maade frem paa Scenen. Korrekte og smukke Kostumer, et Sceneri i Tidens og Stykkets Aand og to nye Dekorationer, hvoraf især det af Ahlgrenson malede Vinterlandskab er udmærket smukt og fuld af Stemning, gjøre Fyldest i den førstnævnte Henseende. Hvad Spillet angaaer, saa kan det for nogle af Hovedpersonernes Vedkommende betegnes som særdeles heldigt. Udførelsen af Hjørdis' Rolle godtgjorde fuldstændig, i hvilken Retning Fru Nyrops Talent væsenligt bør anvendes. Hun gav et storslaaet Billede af den hadefulde, lidenskabelige Kvinde, og tegnede alle de vexlende Sindsstemninger med rystende Sandhed; især forstod hun udmærket at udtrykke Bitterhed og Foragt, medens hun var mindre heldig i at tolke Hadet og Skinsygen; ved at udtrykke disse Følelser fik hendes Væsen noget Forceret. Dog er der saamegen Unatur hos denne Kvinde, at ogsaa Fremstillingen maa lide derunder. Hr. V. Wiehe gav et træffende Billede af den nordiske Helt i Holdning og Udseende; dog led han aabenbart navnlig i Begyndelsen af en Indisposition, der betog Stemmen dens Klang og udbredte en vis Mathed over Spillet. Senere kom han sig og udførte fortræffeligt Scenen i 3die Akt, hvor han aabenbarer sine Følelser for Hjørdis. Gunnar er den fra Forfatterens Haand mindst udarbeidede Karakter, hvilken man vanskelig kan komme paa det Rene med. Selv ved den mesterligste Udførelse kan den neppe blive til noget Helstøbt, men langtfra blev det opnaaet af Hr. E. Poulsen. Man saa mest den svage, af sin Hustru beherskede Mand, let tilgængelig for gode og slette Indtryk; men dette er dog neppe Digterens Intention ved Karakterens Tegning. Hr. Johan Wiehe har en af sine bedste Roller som den gamle, djærve Ørnulf, der ogsaa af Digteren er skildret med kraftige og bestemte Træk. Især udtrykte han den dybe Sorg over Sønnernes Død paa en lige saa smuk som gribende Maade. Derimod ligger Fremsigelsen af et Drapa ikke for hans Organ, der som bekjendt er haardt og uden Modulation. Den ædle, trofast elskende Dagny spilles med Varme og Naturlighed af Fru Eckardt. I Scenen, hvor hun, tirret af Hjørdis, aabenbarer Hemmeligheden med Ringen – Andvares Ring, der ogsaa er laant fra Sagaen – udfoldede hun Kraft og Lidenskab uden Spor af Beregning paa theatralsk Effekt. Som Forspil til Stykket udførtes Heises Ouverture til Palnatoke, og til Mellemakts-Musik var der et passende Valg af nordiske Kompositioner, der i Stemning og Aand svarede til Stykkets Tone og Indhold. Under Opførelsen lød paa flere Steder et kraftigt Bifald, men efter Tæppets Fald var det temmelig lunkent.
–N.