«Hærmændene paa Helgeland» i Berlin.
12. Februar.
For første Gang gik Stykket iaften paa Deutsches Theater. Fuldt Hus, elegant Publikum, deriblandt mange af Rigshovedstadens literære Feinschmeckere og Skønaander. Mest Opmærksomhed tiltrak sig Joseph Kainz, han sad sammen med sin Kone som Tilskuer i en af Logerne. I Mellemakterne var næsten alle Kikkerter vendt mod ham. Som muligen bekendt optraadte han selv i hele forrige Semester paa Deutsches Theater, engageredes derefter ved Berliner Theater, men brød Kontrakten og tør til Straf derfor ikke optræde de første fem Aar.
Naa, til Opførelsen.
Iscenesættelsen og Udstyret var saa gennemført, saa kunstnerisk samvittighedsfuldt, som nærværende Journalist endnu ikke har set det paa noget nordisk Teater. Stranden og det oprørte Vinterhav i første og sidste Akt var helt illusionsvækkende, mens det fremstillet paa nordiske Scener som oftest vækker Smil og dræber enhver Stemning.
Udførelsen var langt fra nogenlunde jævn god for alle Rollers Vedkommende. Mens Ørnulfs og Hjørdis' Fremstillere greb Publikum til lidenskabelig Medfølelse, virkede Dagny og Sigurd rent pinligt slet. Den yderst populære Max Pohl gjorde Ørnulf mere menneskelig, mere ejegod og gamlingeagtig, end man er vant til at se Oldingekæmpen paa f. Eks. de nordiske Scener. Og Hjørdis, Marie Pospischil, var, som hun ifølge Traditionen efter Laura Gundersen skal være. En saa brav Helt som Sigurd, der altid styrer ligefrem, aldrig gaar Bagveje, er jo temmelig troværdig. Spilles han som paa Deutsches Theater af en kun ganske almindelig begavet Skuespiller, maa han næsten vække Smil. Ligesaa ædel, men langt mere konkret og begribelig, er Sigurds Ven, Gunnar Herse, og næst efter de to ovennævnte Skuespillere har Hr. Otto Sommerstorff sin Fortjeneste af det lykkelige Helhedsresultat. Der lød et vældigt Bifald efter alle Akter, og Regissøren maatte hver Gang frem og takke paa Digterens Vegne. Mange syntes, han ogsaa kunde takket paa Hovedaktørernes Vegne.
F.