Det kgl. Theater. Igaar Aftes lykkedes det endelig at bringe til Opførelse Henrik Ibsens 4 Akts Skuespil «Hærmændene paa Helgeland», hvorpaa der har været arbejdet, lige siden Theatret aabnedes, men som paa Grund af Hr. V. Wiehes Sygdom har maattet udsættes saa længe. Det er silde, dette Drama er naaet herned fra Kristiania; thi det er 17 Aar, siden det første Gang opførtes i sin Hjemstavn, hvor det gjorde megen Lykke og vel egenlig først grundlagde sin Forfatters Ry som dramatisk Digter. Det hører iblandt hans Ungdomsarbejder, men det er ikke det ældste af disse; saavel «Gildet paa Solhoug» som «Fru Inger til Østeraad» ere ældre. Det fortjener ogsaa den Lykke, det har gjort; thi skjønt der kan være Et og Andet at indvende, og de to sidste Akter staa noget tilbage for de to første i dramatisk Bygning og Virkning, er det dog i det Hele saa dygtigt gjort, vore nordiske Fædres Liv skildret med saa levende og sande Farver og Sagaernes Udtryksmaade og Stil saa tro gjengivet, at det altid maa gjøre et stærkt Indtryk saavel paa Læsere som paa Tilskuere. Dette gjorde det ogsaa tydelig iaftes, og der lød et stærkt Bifald efter Teppets Fald.
Stoffet til Hærmændene er taget af Sagaerne, navnlig af Volsungesaga. Det er dennes 4 Hovedpersoner, Sigurd, Brynhild, Gunnar og Gudrun, der her optræde, Mændene under de samme, Kvinderne under forandrede Navne, og Scenen er henlagt til Helgeland. Men man kan egenlig ikke sige, at disse Skikkelser have vundet en større poetisk Fylde og Interesse ved Digterens Behandling, end de have i Sagaen selv. Sigurd har faaet en Tilsætning af kristelig Resignation – i Dødsscenen faar man at vide, at han er kristnet, – som vel lader sig forene med hans ædle, ophøjede Karakter, og som motiverer hans Fornegtelse af sin første Kjærlighed, medens hans Troløshed mod Brynhild i Sagaen forklares ved en Glemselsdrik. Gunnar er ikke Kristen, men viser ligesom Sigurd et ædelt og billigt Sind, hvis Ligevægt Hjørdis's Opæggelser kun i et skæbnesvangert Øjeblik formaa at forstyrre. Dagny er Sagaens Gudrun, men da Stykket ender med Sigurds Død, kommer kun det Blide og Bløde i Gudruns Karakter frem, ikke hendes Storhed og Højhed i Sorgen. Hjørdis har derimod faaet en Tilsætning af andre Sagaheltinder, navnlig af Hallgerda i Nials Saga, der gjør hende mere ulig Brynhild. Hun er en stolt, lidenskabelig Natur, som ikke kan forsage, men bliver ond, fordi hun er ulykkelig. Sigurd er hendes Kjærlighed, men hun har ægtet Gunnar, fordi hun tror, at han har øvet den Stordaad, for hvilken hun har sat sig selv som Pris, og er nu skuffet ved at leve under en Storbondes fredelige Tag, i Stedet for at fare om i Viking med en hugprud Helt. Hendes trættekjære, stridbare Sind, der foruretter Naboerne, der hidser Gunnar til at dræbe hendes Fosterfader Ørnulfs yngste Søn, til Hævn fordi han har dræbt hendes Fader og saaret hendes Stolthed, er det, der driver Handlingens Hjul mod den tragiske Slutning, som ikke kan udeblive, da Dagny, tirret af hendes Haan, i Hidsighed har aabenbaret, at det ikke er Gunnar, men Sigurd, der har dræbt Hvidbjørnen foran hendes Bur, men afstaaet Lønnen til sin Ven. Da føler man uvilkaarligt, ikke, som 2den Akt slutter, at enten hun eller Sigurd, men at de Begge maa dø. Sigurd bliver i Karakteren ved at stævne Gunnar til Holmgang for paa een Gang at frigjøre Vennen fra det vanærende Rygte om Fejghed, og selv at falde, da han føler sig ulykkelig, efter at have erfaret Hjørdis' Kjærlighed; men hun kommer lidt udenfor, ved at foreslaa ham et platonisk Følgeskab paa hans Vikingefærd, ligesom det heller ikke er ret heldigt, at hun tilsidst selv skyder ham med en Pil, hvorover hun har galdret; thi det var ikke hæderligt for en nordisk Helt at falde for Kvindehaand. Brynhild stiger som bekjendt selv paa Baalet, efterat hun har faaet Sigurd dræbt; dette lod sig nu maaske ikke vel præsentere paa Scenen, men vist er det, at det ikke gjør nær saa stor en Virkning paa Tilskuerens som paa Læserens Fantasi, at Hjørdis styrter sig i Havet og strax efter farer forbi med Asgaardsrejen; «Liden Egils» Udraab, at han ser hende i den, kunde godt spares, thi det høres ligesaalidt i Stormens Hvin og Tordenens Rullen, som Hjørdis ses i de forbifarende Skyer. Men dette være nu som det vil, saa ere første og anden Akt mesterlige. Ibsens dramatiske Talent har neppe nogensteds glimret mere end i dem. Expositionen er simpel, kort og klar, efter nogle faa Replikker er man paa det Rene med Alt, hvad man behøver at vide, for at følge den øvrige Handling med spændt Opmærksomhed, og anden Akt, Gildet i Gunnars Hal, under hvilket Hjørdis ophidser Mændene, Thorolf bliver dræbt og Ørnulf kommer med hendes frelste Søn, er næsten enestaaende i ypperlig Komposition, og gjør en overordenlig Virkning.
Faa blandt de Ældre ville, ved at se dette Stykke opført nu, have kunnet tilbagetrænge den vemodige Tanke: hvorledes vilde dette ikke taget sig ud, hvis det havde kunnet besættes med Ryge, Nielsen, M. og V. Wiehe – den Sidste som Thorolf – Fru Holst og Fru Heiberg. Nu maa Fordringerne naturligvis nedsættes, navnlig for de kvindelige Rollers Vedkommende; men naar man gjør det, maa Udførelsen ogsaa kaldes tilfredsstillende. Ingen af de Nulevende kan give et saa fyldigt og klart Billede af en ædel nordisk Helt, som V. Wiehe; uden ham kunde Stykket slet ikke spilles, og hans Sigurd er i alle Henseender, som den skal være. Scenen mellem ham og Hjørdis i 3die Akt, hvor han fortæller hende Sagaen om sig og Gunnar, og Dødsscenen ere især af en mægtig Virkning. E. Poulsen savner jo den nordiske Helts Højde og Drøjde, men man glemmer det ganske over hans harmoniske, overalt beherskede og omhyggelig udarbejdede Spil; det er umuligt, at f. Ex. Gunnars Sorg og Anger over Thorolfs Drab kunde udtrykkes paa en naturligere og noblere Maade. J. Wiehes Fremstilling af den gamle Ørnulf savner ganske vist Noget, nemlig Geniets Stempel, men fortjener dog al Paaskjønnelse; han har neppe nogetsteds bragt det videre end her, hvor hans Spil i 2den Akt gjør megen Virkning. I sidste Akt forekom han os noget mattere; sine Repliker, medens han sidder sammensunken i sin Sorg, sagde han godt; men mindre heldig var Fremsigelsen af Sønnernes Drapa. Vi tro, han vilde gjøre vel i ikke at holde Lydene slet saa længe; ganske vist er Grændsen mellem det Naturlige og det Overdrevne her ikke let at finde, men Oldingens Værdighed vilde formentlig ikke lide under en mindre pompøs Langsomhed. Fru Nyrop er den eneste af Theatrets kvindelige Medlemmer, hvem den store og vanskelige Opgave at spille Hjørdis kunde overdrages, og løser hun den end ikke fuldt, fordi den kræver noget Mere, end hun kan yde, saa skal det dog erkjendes, at hun med de Kræfter, hun raader over, præsterer Alt, hvad der kunde ventes, og paa flere Steder noget Fortrinligt, hvilket Publikum iaftes ogsaa anerkjendte. Hendes Stemmes mørke Klangfarve passer godt for en lidenskabelig og ulykkelig Kvinde, men dens Mangel af Mellemtoner gjør et Skaar i Harmonien. Hjørdis' Rolle behøver en stærk og bøjelig Stemmes hele Register og alle Overgangene fra Vredens og Smertens højeste Skrig til den beherskede Lidenskabs uhyggelige, tonløse Hvisken. Fru Nyrop gjør, som sagt, hvad hun kan. Bedst lykkedes ogsaa hun i 2den Akt, som i det Hele udmærkede sig ved et ypperligt Sammenspil. Fru Eckardt er en smuk Dagny at se til, men hendes spinkle Stemme kan umulig gjøre Fyldest i en nordisk Tragedie, og den Kulde, der altid er over hendes Spil, lader det her forblive uden synderlig Virkning; hendes rette Omraade er derfor det franske Lystspil, og udenfor dette bør hun neppe drages. Det røde Festskrud klæder unegtelig Fru E. overmaade godt; men vi henstille, om det er rigtigt, at hun slæber dette omkring i Sneen i sidste Akt, og hvad vi endvidere anse for urigtigt, er, at Fru N. ligeledes i sidste Akt, kommer ind i mandlig Rustning. Vi vide vel, at dette er den vedtagne Dragt for de ridende Valkyrier, men da man dog ikke ser Noget til hende i denne Egenskab, vilde en Kvindedragt med Brystpandser og Hjelm være naturligere.
Iscenesættelsen af Hærmændene forekommer os særdeles god. Af de nye Dekorationer er det snebedækte Vinterlandskab i første og sidste Akt, med det urolige Hav og de nøgne Fjelde i Baggrunden, af megen Virkning; men Havfladen er løftet lidt for højt i Vejret, saa man i Begyndelsen er i Uvished om det ikke er en stille Fos, man har for sig. Midnatssolen havde en mistænkelig Lighed med en rød Lygte, men Skyflugten i sidste Akt er skuffende. Gunnars Hal maa siges at være saa korrekt, som det behøves paa Scenen; det udskaarne Træværk om Aren er vel nødvendigt for at skjule Ildbækkenet; derimod er det urigtigt, at Tilskuerne over det skraa Tag se Granerne staa lige op ad Huset, thi dette maa ligge paa et ryddet Tun. Det iaftes helt fyldte Hus syntes, som alt ovenfor sagt, særdeles tilfreds, og da Stykket har stort dramatisk Værd, da Theatret har anvendt meget derpaa og dets Konstnere have gjort sig deres bedste Flid, haabe vi, at Publikums vedvarende Deltagelse ogsaa vil skænke Alle den fortjente Løn.